Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
33924Visninger
AA

20. In which it all works out

30 December

Med et smil på læben trak jeg i mine sorte busker, og trak min trøje, som nok mere var en tynd sweater, over hovedet. Jeg kunne virkelig ikke huske, hvornår jeg sidst havde været så glad, som jeg var nu. Det var bare som om, at alting kørte på skinner for mig, og hvis man så bort fra den irriterende yoghurt i butikken, så var det hele bare faldet på plads på det seneste. Yoghurten faldt bare, den faldt ikke på plads…

Zayn og jeg kunne date som vi lystede (mere eller mindre), Summer var min veninde igen, og faktisk var det hende, jeg skulle være sammen med i dag. Nu havde jeg bare det mikroskopiske problem, at klokken var halv 12, butikkerne lukkede klokken 15.00, og Summer og jeg skulle nå at købe vores nytårsoutfit, som jeg af en eller anden latterlig grund havde svedt fuldkommen ud.

Og fordi jeg havde sovet over mig, så havde jeg pisse travlt. Hun var i forvejen blevet lidt halvmuggen over, at jeg havde sovet bare en halv time over mig, og at jeg så faldt i søvn igen og sov yderligere en halv time, forbedrede jo ikke ligefrem situationen specielt meget, vel? Summer var i hvert fald blevet mopset, men fordi hun havde sovet hos Jack eller sådan noget, så skrev hun, at det hele nok skulle gå, og at jeg var tilgivet.

Hvordan man så vælger at forstå den, ja, det er op til dig. For jeg forstod den både som om, at jeg var tilgivet for alt det med Zayn, men også at jeg sov over mig – måske tænkte jeg for meget.

Jeg lagde en sidste hånd på min makeup, ved at markere mine læber med en lys læbestift, jeg engang havde købt på tilbud, og så lagde jeg et lille lag mascara. Jeg orkede ingenting specielt i dag, og fordi jeg kun havde en middagsaftale med Zayn senere, hjemme hos ham, så så jeg heller ingen grund til at tage mere makeup på. I morgen, der skulle min makeup til gengæld sige spar to.

Faktisk, så var jeg bare endnu mere glad for, at Summer havde lagt følelserne på hylden, for ellers havde jeg ingen at holde nytår sammen med. Så ville jeg ende med at sidde derhjemme, med en alt for dyr flaske champagne og drikke mig stangstiv, mens jeg ville hoppe ind i det nye år med mig selv, og det gjorde jeg altså ikke i. Jeg var ikke typen, som festede alene, der gjorde jeg altså bare ikke.

I farten ud af døren greb jeg lige mine nøgler, som lå henkastet tilfældigt på mit sofabord. Derefter fik jeg vrikket mig ned i mine converse, tog min jakke over mig og var hurtigt ude af døren, som jeg låste efter mig. Lola holdt fint og ventede i indkørlsen, og lignede mest af alt en mudderbunke.

Mudderet hang i store pletter op langs siderne på hende, så man knap nok kunne læse hvad der stod på nummerpladen, på grund af, at den var så fandens beskidt. Jeg burde virkelig få hende til en eller anden bilvasker, som kunne gøre hende helt fin og skinnende igen, uden det ville koste en halv bondegård inklusiv grise og køer.

Jeg lavede nærmest gadedrengehop ned til hende, fordi jeg var så skide glad. Zayns varme øjne lå lige for mit indre blik, og det beroligede mig på en virkelig behagelig måde. Bare tanken om, at han var min for en hel aften, kunne få mine knæ til at blævre frem og tilbage, så jeg måtte gribe fat i den nærmeste bordkant, for ikke bare at falde på snotten. Det ville ligne mig, hvis jeg skulle falde, på grund af gele i knæene.

Da jeg kom ind i bilen, tændte jeg straks for varmen og skuttede mig lidt i min vinterjakke. Det var som om, at uanset hvor tyk min vinterjakke, så ville den aldrig være varm nok – aldrig. Det eneste overtøj, jeg husker, jeg kunne holde varmen i om vinteren, var en pink flyverdragt jeg havde da jeg var lille, og de følte jeg skam ikke lige for at hoppe i igen. Det ville nok se en anelse dumt ud – bare en anelse.

Uden tøven tændte jeg for radioen, og sad og sang med på Diamonds af Rihanna der spillede højt ud af de enormt ringe højtalere, som var placeret i dørene på Lola. Et minut inde i sangen, eller deromkring, kom jeg egentlig i tanke om hvad den mindede mig om – ulykken.

Det var den sang, som jeg havde hørt, da jeg ramlede ind i Zayn, eller også var det ham, som ramlede ind i mig. Vi havde aldrig rigtig fundet ud af det, men det virkede også så fjernt nu. Hvis man spurgte os, om det nogensinde havde fundet sted, tror jeg bare, at jeg ville kigge lidt på Zayn og så ryste på hovedet. Det var underligt, men det var, dybt seriøst, sådan jeg havde det.

Han var bare så anderledes nu, end han var dengang. Dengang var han, som min mor så fint citerede mig, en oppustet nar, men nu kunne jeg ikke forestille mig en sødere dreng en Zayn. Han var der altid for mig, kunne altid få mig til at grine, og så var han jo ikke ligefrem dårlig i sengen, vel? Nej, det tænkte jeg nok.

Byen begyndte langsomt at tårne sig op på siderne af lille Lola, og jeg parkerede bilen lige da jeg så en ledig parkeringsbås. Det var på nogen punkter dumt af mig at tage bilen ind til byen, for det kostede røven ud af bukserne at skulle betale for en P-plads hver eneste gang – men jeg var for doven til offentlig transport. Og udover, at jeg var for doven, så var offentlige transportmidler bare så… uhygiejniske.

Da P-billetten var købt og Lola var låst, begik jeg mig mod Oxford Street, som heldigvis ikke lå alt for langt væk. Jeg havde aftalt med Summer, at vi skulle mødes der, fordi det åbenbart passede hende bedre, og så kunne vi også lige tage en kop kaffe og en sandwich inden vi rigtig begyndte at shoppe. Det gjorde mig på ingen måde noget, for jeg var noget nær død af sult.

Der var ikke særlig mange mennesker i byen, men det kom ikke rigtig bag på mig. Det var dagen før nytårsaften, og selvom man skulle tro, at byen ville være proppet til randen med mennesker, som havde samme problem som Summer og jeg, så var der nærmest ikke et øje at se. Der gik nogen gamle mennesker rundt, men det gjorde der altid, samt nogen hjemløse, som solgte ”The Big Issue”.

Jeg nærmede mig shoppedistriktet, men det var ikke ligefrem fordi, at der kom flere mennesker af den grund. Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før jeg kunne ane Summers mørkebrune krøllede hår, som jeg nemt kunne genkende på afstand. Hun havde taget lange, mørkeblå jeans på, en beigefarvet vinterjakke og bar en fantastisk, mørkebrun taske over skulderen.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen – jeg misundende Summers udseende meget. Måden hun gjorde enkle ting detaljerede og kunne sammensætte farver på de flotteste måder. Det var bare en evne hun var født med, og jeg hadede hende for det. Til mit held kunne jeg udnytte hendes evne, fordi jeg jo var hendes bedsteveninde.

Det føltes rart at kunne sige, at hun var min bedsteveninde igen. Altså, jeg siger ikke, at hun på noget tidspunkt mistede den titel, men ja… nu kunne jeg sige det, uden at være forvirret over hendes underlige opførsel og det var dejligt.

”Chanel!” hvinede hun skingert og slog ud med armene, da der ikke var mere end to meter imellem os. Jeg fnisede højt af hende, men efterabede så hende og slog også latterligt ud med armene. Jeg måtte ærligt indrømme, at det var en smule akavet at se hende igen, efter hun havde haft det her… crush på mig. Det føltes underligt at sige, for det var Summer og hun var min veninde – hverken mere eller mindre.

”Suuuummeeer!” Jeg trak med vilje hendes navn ud, og hev hende så ind i et tøset kram, som hun var hurtig til at gengælde. Forsigtigt skubbede jeg hende væk fra mig, men kun så jeg kunne vikle min arm ind i hendes, og begynde at gå ned af gaden, hvor julepynten stadigvæk ikke var pillet ned endnu. Der hang julekranse, lange kæder af gran var spændt ud over nogen husrygge, så det hang over Oxford Street og gav det hele en speciel, men hyggelig, stemning.

”Hvaså, er du klar til at brænde alt for mange penge af?” spurgte hun kækt, og løftede udfordrende øjenbrynet. Jeg fnøs af hende, for det var sku da et dumt spørgsmål at komme med – jeg mener: det er jo mig? ”Hvem tror du rent faktisk, jeg er? Selvfølgelig er jeg da klar!” fastslog jeg med et grin, og tjattede hende hurtigt på armen. Okay, jeg tager det i mig igen: Det her var overhoved ikke en skid akavet!

 

***

 

Udmattet smed jeg poserne på min sofa, for derefter selv at falde sammen i den. Der var kun en halv time til, jeg skulle være hos Zayn, og jeg overvejede virkelig at ringe og spørge, om han ikke bare kunne komme hjem til mig. Mine fødder var ømme, fordi vi havde gået så meget, og jeg spændte op i mine skuldre på grund af de tunge poser.

Men jeg havde da fundet noget – måske ikke det mest festlige, men siden det kun var nytår sammen med Summer, hvor vi skulle hyggedrikke lidt og så tage i byen, så gik det sku nok. En stram sort nederdel, en sort skjorte med nitter på kraven og et par store øreringe til, var hvad det var blevet til, og jeg var, for at sige det selv, godt tilfreds med det.

Der havde været udsalg på langt det meste af det tøj, vi kigge på, og derfor havde jeg sparet en dejlig masse penge, som jeg i stedet kunne brænde af på drinks i byen. Det var i hvert fald, hvad jeg havde i tankerne.

En underligt, træt lyd slap igennem mine læber, da jeg halede min mobil op af min bukselomme, og fandt vej ind på Zayns kontakt. Det var altid et forsøg værd, og måske var jeg heldig – måske ville min søde kæreste rent faktisk komme hjem til mig, nu hvor jeg var så træt og havde brug for massage. Jeg trykkede ’ring op’ på displayet, og lyttede et par gange til bibtonen, inden Zayn tog det.

”Hey babe!” udbrød han energisk ind i røret, og rømmede sig kort da hans stemme var rimelig hæs. Jeg smilede for mig selv, bare ved lyden af hans stemme.

”Hej Zayn,” mumlede jeg lavt tilbage og prøvede med vilje at lyde træt. Jeg kunne fornemme, at han ventede på, at jeg ville fortsætte, så det gjorde jeg. ”Det’ fooordiii,” startede jeg og pillede ved kanten af en pude der lå i sofaen. ”Jeg er træt og jeg kan virkelig ikke overskue at tage hjem til dig,” sukkede jeg ind i telefonen. Zayn grinede hæst, mens jeg bed mig i læben.

”Hvad hentyder du til?” spurgte han med et grin, og jeg kunne lige forestille mig, hvordan hans smil ville være skævt, og hans øjenbryn hævet en anelse op i panden. ”At jeg skal komme hjem til dig, eller hvad?” spurgte han igen, denne gang lidt mere seriøst.

Jeg nikkede, men kom så i tanke om, at jeg snakkede i telefon og at han ikke kunne se mig. Derfor ændrede jeg det hurtigt til et lavt ”mhm”, fordi jeg ikke kunne sige andet, nu hvor jeg stadig bed mig i læben. Zayn stønnede lavt i den anden ende af røret, men det var ikke et seksuelt støn, mere et frustreret støn. Langsomt slap jeg taget om min læbe, og pillede lidt heftigere ved puden. ”Men altså… jeg kan bare komme hjem til dig, hvis det passer dårligt,” mumlede jeg så, og Zayn sukkede.

”Det er bare fordi, at jeg har… planlagt noget, så hvis du kan komme herhjem, ville det være virkelig dejligt!” sagde han lettet, og endnu en gang kunne jeg fornemme smilet på hans læber. Men… hvad? Havde han planlagt noget?

”Hvad har du planlagt?” spurgte jeg nysgerrigt, og svang benene ud over sofaen, da jeg havde ligget i den før. Hvis jeg skulle have nogen intentioner om at nå hjem til Zayn i dag, så blev jeg nød til at friske mig lidt op, og jeg ville også gerne have en anden trøje på, da den jeg havde på nu, var blevet lidt fugtig af at rende så meget rundt i byen.

”Ja, det må du jo få at se,” grinede han, hvilket fik mig til at sukke højt. ”Za-ayn, hvad er det?” spurgte jeg barnligt, og prøvede med vilje at lyde helt enormt såret over, at han ikke ville involvere mig i hans planer. Selvom han ikke kunne se det, skød jeg underlæben ud og lavede gevaldige hundeøjne. ”Kom nu bare herhen, smukke.”

”Jamen, Zayn, jeg er bange for at falde i søvn bag rattet,” mukkede jeg fortsat og bed mig i læben. ”For helvede, skat. Jeg kommer og henter dig om et kvarter, okay?” sagde han opgivende med et grin i stemmen, hvilket også fik mig til at smile. Jeg havde ham i min hule hånd, og det var på ingen måde dårligt ment – det var bare rart at vide. Jeg kunne godt lide at have kontrollen. ”Jeps!”

Med et suk lagde jeg på og fik stablet mig selv helt på benene. Langsomt gik jeg ind i mit soveværelse, hvor jeg hev en anden sweater ud, som havde et stor hjerte på. Dertil tog jeg en ring på, og så lagde jeg lige en lille smule mere mascara og et nyt lag læbestift, da det også var blevet slidt ret meget i løbet af dagen. Mine jeans valgte jeg dog at beholde på, da jeg først og fremmest ikke have nogen andre rene, men også fordi, at de ikke var så beskidte igen.

Selvom jeg på ingen måde orkede, så gik jeg ud på badeværelset og børstede mine tænder, så jeg ikke ville lugte af død ud af munden – det var et no-go, specielt når man var sammen med Zayn, som jeg nu kunne kalde min kæreste. Gud, hvor lå det ufatteligt godt i munden. Kæreste. Det kunne jeg i hvert fald godt vænne mig til.

Lige da jeg satte tandbørsten tilbage i kruset og skyllede min mund, kunne jeg høre Zayn banke på min hoveddør. Jeg greb mine parfumeflaske, sprøjtede et par sprøjt af den søde duft på min hals, inden jeg nærmest sprang ud mod døren. Jeg hev den hurtigt op, og blev mødt af Zayns dejlige jeg, som stod ligeså fint og ventede på mig.

En pludselig generthed skyllede op i mig, da jeg så ham igen. Jeg havde ikke set ham siden lillejuleaften, fordi han skulle være sammen med sin familie, hvilket jeg havde fuld respekt for – det var jo ikke ligefrem fordi, han fik meget tid til at tilbringe med sine nærmeste. Og med den virkelig store tour, som de skulle på næste år, var det bare med at bruge den tid han havde.

”Hej,” fik jeg nervøst fremstammet, inden Zayn trådte ind i entreen og hev mig ind i et kram. Sommerfuglene eksploderede i min mave, og hans varme ånde kildede mod min bare nakke. ”Hej selv,” grinede Zayn tykt, og trak sig lidt væk fra mig, han havde dog stadig en hånd på min hofte. Den anden førte han op til min kind, hvor han greb en tot hår, som var faldet ud af min knold, og i stedet førte han den om bag mit øre.

”Jeg har savnet dig, Chanel,” mumlede han hæst og hvilede hans pande mod min. Snappende efter vejret, lukkede jeg mine øjne i og begravede mine fingre dybt i hans hår. ”I lige måde, Zayn.” Han pressede kort hans læber mod mine, og selvom kysset ikke varede mere end et par sekunder, så gav mig det nøjagtig den samme følelse, som alle hans andre kys havde givet mig – tryghed.

”Mhm, pebermynte?” grinede han og slikkede sig om læberne. Jeg åbnede øjnene i, nikkede, og smilede stort til ham, hvorefter jeg fjernede mine hænder fra hans hår, og i stedet tog fat i hans ene hånd. ”Lad os køre,” grinede jeg og hev hurtigt mine sko på. Også de var blevet lidt halvfugtige af vejret, for efter at have trådt i utallige vandpytter, så bliver ens sko sku lidt våde.

Zayn gik i forvejen ud til bilen og jeg selv fulgte hurtigt efter. Jeg sørgede for at låse døren grundigt efter mig, da et indbrud ikke lige var noget, som jeg følte for at få. Det kunne ikke være så rart at komme hjem til et helt tomt hus, fordi jeg havde mange dejlige ting i mit det, som jeg ikke ville miste.

”Hvad tænker du på?” spurgte Zayn nysgerrigt, da jeg havde siddet og gloet fascineret ud af bilruden i et par minutter. Han lagde en hånd på mit lår og gav det et lille klem, hvilket selvfølgelig skulle få de forkerte lyster til at startes op i min krop. Med et løftet øjenbryn skævede jeg ned til hans hånd, og kiggede så over på ham igen.

”At jeg ikke vil have indbrud,” svarede jeg ærligt, og smilede stort til ham, da han forvirret rynkede brynene. Jeg grinede, og rettede så igen min opmærksomhed mod omverdenen, hvor de samme bygninger som fra tidligere på dagen, endnu en gang tårnede sig op på siderne af bilen. Zayn grinede hæst af mig, men fokuserede så på kørebanen og trafikken, da jeg absolut heller ikke følte for at køre galt.

Efter at have kørt i godt og vel tyve minutter, selvom de ikke føltes som mere end fem, holdte Zayn ind til siden. Det velkendte lejlighedskompleks hævede sig højt foran mig, da jeg steg ud af bildøren og satte kurs mod hoveddøren – Zayn lige i hælene på mig. Han placerede en hånd på min hofte, og hev mig med ind i opgangen, efter han havde låst op. Og forelsket som jeg var, begyndte jeg at smile stort, da hans varme hånd føltes rar mod min hofte.

Den korte tur i elevatoren til Zayns etage kig hurtigere, end jeg havde regnet med, og selvom jeg ville ønske, at vi kunne have blevet stående i den, så måtte vi altså stige ud. Det var så indelukket og hyggeligt at stå i en elevator, for der var ingen andre end en selv, og så selvfølgelig de mennesker, som også var med i den – i det her tilfælde, var det kun Zayn.

”Hva’, har du tænkt dig at åbne op eller hvad?” grinede jeg og hentydede til Zayns låste hoveddør, som han endnu ikke havde fået låst op, og vi havde altså stået her i et par sekunder. Han lagde forsigtigt sin hånd på min kæbe og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg sank en klump og stod mere eller mindre som lammet til stedet.

”Må jeg ikke få et lille kys mere?” spurgte han uskyldigt, og lagde hovedet lidt på skrå. Et grynt slap igennem mine læber, og selvom jeg fortrød det inderligt, så tog Zayn ingen notits af det. ”Selvfølgelig,” svarede jeg undrende og pressede hårdt mine læber mod hans.  Lige da jeg skulle til at trække mig væk fra ham, hev han mig kun tættere ind til sig, hvilket fik mig til at fnise som en gal.

Vores læber bevægede sig i takt med hinanden, og da han blidt pressede sin tungespids mine lukkede læber, gav jeg ham straks adgang. Hans tunge dansede om min og hvis det stod til sommerfuglene i min mave, så ville de hellere end gerne være med. Jeg lod hans tunge udforske hver eneste krog af min mund, mens jeg fandt et fast greb om hans nakke med mine hænder. I frygten for at jeg ville falde, holdte jeg mig selv lidt oppe via Zayns nakke.

”Kan i ikke godt vente med det der, til vi er taget hjem?” Gispende efter vejret trak jeg mig væk fra Zayn, og kiggede forbavset mod døren, som nu var åben. ”Og hej, Chanel,” fortsatte stemmen, som jeg hurtigt fandt ud af, tilhørte Niall. Hvad fanden lavede han her? ”He-hej Niall,” stammede jeg lidt fortumlet og fjernede mig selv fra Zayn.

Mit blik fløj straks op på Zayn, som kiggede uskyldsrent ned på mig, stadig med en hånd liggende på min kæbe og en anden bag min lænd. Desperat prøvede jeg at sende ham et blik, der helst skulle signalere noget i retning af hvorfor-har-du-ikke-sagt-noget, men han kiggede bare forbandet kærligt på mig. Geleen i knæene var så småt stivnet, men i stedet var en underlig knude blevet dannet i min mave.

”Ehm, Chanel, alle drengene er her. De vil gerne snakke med dig,” mumlede han og kyssede mig alt for sødt på næsetippen. Jeg fnisede dels af ham, men også af Niall, som rynkede på næsen over os. Noget sagde mig, at det her kun kunne ende godt – Niall virkede i hvert fald glad, og overhoved ikke sur på mig. Måske havde de langt om længe godtaget mig?                     

”Oh, okay,” var det eneste, jeg kunne få sagt. Akavet sendte jeg Niall et smil, og siden han stadig ikke havde flyttet sig fra døråbningen gik der et par sekunder, før jeg rent faktisk kunne komme ind i lejligheden. Taknemmeligt nikkede jeg mod ham, da jeg trådte forbi ham i entreen og så ham forsvinde længere ind i lejligheden.

Lige inden jeg selv skulle til at gå ind i lejligheden, som desuden duftede utrolig godt af mad, greb Zayn fat i mit håndled. Overrasket vendte jeg mig om mod ham og rynkede brynene, da jeg så hans underlige ansigtsudtryk. ”Hør, bare… du skal ikke være nervøs, for jeg tror, at de er kommet på andre tanker, okay?” sagde han anspændt, og bed hårdt tænderne sammen. Jeg smilede blot til ham, og trak ham længere ind i lejligheden. Om Louis så stadig var skide sur på mig, skulle intet ødelægge min aften med min kæreste og mit utroligt høje humør.

Med Zayn lige bag mig fulgte jeg lyden af dæmpede drengestemmer, der sandsynligvis kom fra køkkenet. Af en eller anden grund var jeg overhoved ikke nervøs, men jeg tror, det var fordi, jeg var så overdrevet glad. Der var virkelig ingenting, som kunne få mit humør ned lige nu, og om det var en god ting, det måtte tiden vel vise.

Jeg gik det sidste skridt ind i stuen, hvor der straks blev rettet otte øjne mod mig – ikke engang det gjorde mig nervøs. ”Hej,” hilste jeg og lavede et eller andet vift med hånden, som kom rimelig impulsivt. Til mit held smilede de alle sammen – ja, selv Louis – og det sendte også alle et ’halløj’ eller ’hej’ retur. Zayn gav min hånd et klem, inden han gav slip på den, og i stedet stillede sig ved siden af Louis, som han sendte et underligt blik til.

Forvirret lagde jeg vægten over på det ene ben, og følte mig pludseligt helt malplaceret. Alle drengene kiggede på mig, og der var ingen der sagde noget, lige indtil Louis rømmede sig lidt. Jeg rettede min opmærksomhed mod ham, og så hvordan han kiggede ned i gulvet og virkede helt genert.

”Hør, Chanel,” startede han og skævede lidt til Zayn, der kiggede bebrejdende på ham. ”Jeg er ked af, at jeg har været sådan en nar overfor dig – det var på ingen måde min mening.” Jeg smilede stort ved hans ord, selvom jeg på en måde havde set dem komme. I hvert fald mere eller mindre. ”Og ja… Zayn fik mig til at se det fra jeres perspektiv, så… undskyld,” han kiggede forsigtigt op på mig, hvilket fik mig til at fnise helt enormt piget.

I tre lange skridt var jeg henne ved siden af ham og Zayn, og af en eller anden tilfældig grund, syntes jeg lige, at jeg skulle daske Louis på skulderen, så det gjorde jeg. Derefter tilføjede jeg dog også: ”Pyt skidt, sket er sket, og det er der ikke noget at gøre ved. Hvornår skal vi spise?” det sidste tilføjede jeg hurtigt, for at komme væk fra den trykkede stemning der hang i køkkenet.

”Ja, lad os sætte os til bordet!” svarede Harry hurtigt, hvilket endnu en gang fik mig til at grine. Denne her dag var nu gået fra fantastisk til… meget fantastisk. 

--------------------------------------------------------

Seriøst, jeg syntes, at denne her historie er blevet så sød :') Kan slet ikke kapere, at det her er mit sidste kapitel - jeg håber, at i kunne lide det!

Hvad tror i, der sker i næste (sidste) kapitel, som Mirah skal skrive? Tror i, at deres forhold kan fungere? Kommenter!

Vi elsker alle jer, dont forget it

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...