Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1178Visninger
AA

5. Betroet

Lena kom hver dag i sommerferien. Hun var ikke sur eller ked af hvordan jeg reagerede.

Hun forstod mig. 

Vi sad inde på mit værelse og snakkede på min seng.

"Sommeren er snart ovre," sagde jeg pludseligt, da tanken slog mig.

"Ja, det er August," svarede hun. "Selvfølgelig er sommeren snart ovre."

"Du forstår ikke," sagde jeg med det samme. "Det her er min sidste sommer. Min allersidste sommer!"

Hun lænte sig op ad mig og lagde armene rundt om mig. Jeg kunne høre hende begynde at trække vejret tungere og tungere. Hun slap mig og kiggede mig ind i øjnene med hendes brune øjne. De var fyldte med tårer.

"Du må ikke sige sådan noget," græd hun. "Undskyld, jeg - jeg ved bare snart ikke mere hv´-"

Jeg afbrød hende med et kys med mine øjne lukket. Mine læber mødtes med hendes. Først virkede hun stiv i kroppen og forskrækket, men hendes skuldre sænkede sig og jeg kunne mærke hendes øjne lukkedes.

Kysset blev mere og mer intenst. Hun tog sine hænder op på mine kinder og jeg placerede mine på hendes skyldre.

Og så vågnede hun fra dagdrømmeriet. Som et slag i hovedet med en hammer slap hun med læberne. Jeg åbnede mine øjne. Hun rystede på hovedet, og bevægede sin hånd op i min skaldede og blege hovedbund og aede mig. Så kysede hun mig på panden.

"Hvorfor stoppede du? Elsker du mig ikke?" spurgte jeg lavmælt. Tårene pressede på.

"Selvfølgelig elsker jeg dig," svarede hun så. "Men jeg ved ikke hvordan mine dage skal blive uden dig. Hvis jeg gennemfører dette kan jeg ikke give slip."

Jeg sukkede. Jeg ville gerne have hun skulle give slip og komme videre end dag, men behøde det at være denne? Jeg lød tårene løbe ned ad mine kinder. Jeg havde ikke grædt i lang tid. Jeg ville bevise for mig selv og alle andre at jeg var stærkere end det. Kræften skulle ikke gøre mig svag.

Hun rejste sig og vendte sig mod mig.

"Farvel," sagde hun og gik ud ad døren. Jeg gik ud på badeværelset og tørrede mine øjne i toiletpapir og kiggede mig ind i spejlet.

Jeg blev så ked og vred at jeg tog min mors sorte smykkeskrin og kastede ind i spejlet. Det flækkede og små glassplinter fløj i alle sider. Jeg brækkede mig i vasken og faldt derefter bagover og slog mit hoved ind i væggen.

Da jeg vågnede op igen var der ingen hjemme og jeg råbte og skreg. Jeg kom efter lang tid på benene og rejste mig op.

Herfra var mine kræfter for alvor taget fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...