Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1180Visninger
AA

3. Besvimmet

Det var under matematiktimen få dage efter, da jeg løb ud på toilettet uden at spørge om lov. Jeg kunne mærke det var på vej. Jeg nåede kun lige at slå brættet op, sætte mig på knæ og læne mit hoved hen over kummen, da den rødlige opkast væltede ud. 

Jeg fik en forfærdelig grim smag i munden og jeg blev ekstremt svimmel. Jeg var nødt til at tage fast i håndvasken for at komme op og stå, hvoraf jeg faldt sammen, med armene spredt ud over håndvasken og mine knæ var slappe og hængte let ned, og rørte kun lige akkurat gulvet. 

Lyset var overvældende og jeg drejede rundt om mig selv, mens mit blik var rettet mod bunden af den hvide vask i porcelæn. Jeg løftede langsomt min hage op på toppen af den kolde vandhane, og stirrede direkte ind i spejlet. Hvad jeg så fik mig næsten til at føle værre: blege og tørre læber, mine øjne der altid havde sådan en smuk og klar blå glans, der nu var kolde og tomme, min hvide hud med tydelige, sorte render under øjnene og de få pletter af hår, jeg havde tilbage efter kemoterapien. 

Mine øjne fyldtes med salte tårer. Jeg har prøvet at være stærk, jeg har kæmpet så hårdt og jeg har prøvet ikke at give op, tænkte jeg. Er det ikke nok?

Jeg vidste at jeg ikke overlevede svulsten, men svulsten levede af mig. Den drænede mig for liv og kræfter. Den pressede mig psykisk og jeg havde svært ved at være sammen med andre. Jeg var bange for at den ville få mig til at sige eller gøre noget dumt. 

I min ferie, bortset fra da jeg var indlagt, krøb jeg sammen i et tæppe, en kokon i sengen, der står i hjørnet på mit værelse. Jeg gik kun ud når jeg skulle på toilettet eller skulle spise. Ellers sad jeg og så platte comedyserier på TV3+. . 

Men jeg var brudt ud af kokonen, væk fra mit varme og trygge tæppe men i et ildelugtende skoletoilet. Men jeg var ikke en larve, der var blevet til en smuk sommerfugl. Jeg lukkede mine øjne og gav slip. Jeg mærkede min krop falde bagover, da jeg besvimede og landede på de hårde fliser.

***

Jeg vågnede ikke op igen før efter næsten en time. Jeg var indlagt på Rigshospitalet og det første mine sanser opfattede var lyde mellem mine forældre og lægen. Jeg åbnede ikke mine øjne, og jeg hørte tydeligt efter hvad de sagde.

"Hv-hvad er det d-du siger?" spurgte en stemme jeg straks genkendte som min mors skælvende. "Gentag det. Sig det igen. Jeg hørte dig ikke."

"Vi er bange for at Marcus kun under helt særlige forhold nogensinde kan komme ud af hospitalet igen," svarede en stemme jeg ikke genkendte, men som var en sygeplejerske. "Marcus befinder sig i en kritisk tilstand, hvor han skal være under opsyn af læger og sygeplejersker konstant. Han kan ikke kureres."

Jeg følte mig først og fremmest lettet. Jeg sænker automatisk mine skuldre mere i den bløde hospitals madras. Jeg følte mig lettet over at slippe for de slange lignende øjne på gangen og blikkene de sendte. Den evige hvisken og latteren over hvor dum jeg ser ud når jeg får mine epileptiske andfald. Jeg når endelig min endestation. Et sted hvor alting er lettere og had er blot tre bogstaver. Jeg er ikke særlig religiøs, men jeg væger at tro, at der sker noget efter døden. Og selv ingenting kunne være bedre end dette sted.    

Men så kom fortvivlelsen i min krop i form af fortrydelser. Jeg følte det som om jeg aldrig har været ude af København. Mit liv føltes pludseligt mere snævert og kedsommeligt. Tomt. Hult.

Alle beslutninger i mit liv virkede pludseligt forkerte, om det var små eller store beslutninger. Og jeg følte også at jeg ikke havde udnyttet mit liv nok. 

"Er der mulighed for hospice?" spurgte min far så, og brød den lange tavshed.

"Desværre," svarede hun. "I Danmark har kun voksne mulighed for hospice. I kan betale for et hospice i bland andet England, hvor det er lovligt."

Min far sukkede og min mors vejrtrækning blev tungere og tungere  indtil hun til sidst brød i gråd.

Jeg åbnede kort øjnene og kiggede rundt i rummet, der lugtede af hospitalssprit. Det skarpe lys gjorde mig blind til at starte med, men mine øjne vendte sig til det.

"I kan vælge at tage ham hjem," begyndte hun så. "Jeg tror vi kan få sat en hjemmepleje på banen."

"T-tak..." sagde min mor sagte. "Tusind tak." Hun snøftede.

Så jeg skal altså hjem, tænkte jeg. Hjem og aldrig ud. Det lød faktisk ikke så slemt som man skulle tro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...