Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1233Visninger
AA

4. Besøgt

Min klasse besøgte mig ved middagstid en onsdag morgen sídste skoledag. Jeg skulle tilbringe min sidste sommerferie alene under min varme dyne. Eller ikke helt alene, min mor og far ville ikke lade være i fred.

Klassen - de enogtyve børn, alle tretten eller fjorten år gamle stod ved min sengekant. De kom én og én og hilste og virkede flinke - men det var ikke sådan jeg ville have det. Jeg blev endnu mere vred på dem.

Hele det sidste år har jeg følt mig alene, udenfor, sær og hadet kun på grund af dem. Og så når det er klart jeg skal dø overvælder de mig med kærlige hilsener og kram og venlighed...

Jeg vidste det var falsk.

 

´***

 

To dage efter fik jeg mit første besøg af Lena. Hun var ikke med da min klasse besøgte mig, da hun går i 7.c.

Jeg gik ud i entréen, da jeg hørte døren åbnedes. Mine forældre var på arbejde og sygeplejersken Betina sad i stuen og drak kaffe og læste avis.

Lenas runde kinder var røde og hendes bøjlesmil var formet som et D der var roteret 90 grader mod højre. Hendes krøllede, leverpostejsfarvede hår var sat op i en stor og klodset knold, hvoraf nogle af totterne stak ud og gik nedover hendes tykke, lilla briller. Selvom hun var klodset og ingen sans for hvad der er pænt at have på var hun klog, rar og egentlig pæn nok bag bøjlen og brillerne, der fik hende til at se mere klodset ud.

Jeg kunne straks mærke musklerne omkring mine læber slappede af, og strakte sig i et smil med blottede tænder. Hun var min bedste veninde, og jeg havde et lille crush på hende.

"Hey," sagde hun stille og rakte mig hånden. Hånden? Seriøst? Vi er sgu da venner, tænkte jeg. Jeg gav hende min hånd og derefter en arm rundt om hendes skuldre. Hun smilede til mig ret akavet.

"Hej," sagde jeg. Jeg fik det helt dårligt af at se hende i øjnene. Jeg stod her og var ynkelig. Min krop var udmagret og mine kinder var hule, mine øjne var kolde og tomme, mine læber blege og tørre og mit hår havde forladt min hovedbund. Jeg havde lige været til kemo på rigshospitalet.

Vi gik ind på mit lille, blå værelse. Lena kiggede rundt på den store reol, hvor adskillige af maskiner, dimser og medicin fra hospitalet stod placeret. Hvis nu jeg skulle få epileptiske anfald, deprission eller at jeg falder om og har brug for hjælp. Respiratoren stod allerede klar og det skræmte hende lige så meget som mig.

Hun gav mig derefter et varmt knus og varmede min kolde og blege hud. Jeg følte mig mere i live end jeg havde gjort de sidste par uger.

Jeg slap hende. Hun kiggede direkte ind i mine øjne og jeg vendte mit hoved væk. Jeg ville ikke have hun skulle se mig sådan her.

"Hvad nu?" spurgte hun.

"Vær sød at gå," svarede jeg roligt. Kvalmen steg inden i mig.

"Hvad?" spurgte hun forvirret og forskrækket. "Hvad sker der?"

Jeg vendte mit hoved mod hende. "Vil du ikke nok være sød at gå?"

"Men jeg er jo lige kommet," indvendte hun. Jeg vendte mig mod hende.

"FORSVIND! SKRID! JEG GIDER IKKE AT HAVE DIG HER!" råbte jeg af hende.

Skræmt af mig selv satte jeg mig på sengekanten og lod mig falde. Lena havde tårer i øjnene.

"Markus, du er ikke der selv lige nu..." sagde hun lavmælt. "Det er en humørsvingning. Lad ikke kræften få ram på dig sådan. Kæmp i mod den. Du kan godt." 

"Du ved ikke hvor svært det er," sagde jeg. Jeg lukkede mine øjne og ønskede hun forsvandt. Jeg ønskede jeg bare kunne ligge mig til at sove og aldrig vågne op igen.

Døren til mit værelse gik op. "Hvad sker der herinde?" spurgte Betina.

"Han begyndte bare at råbe og jeg tror det er humørsv-" sagde hun, men jeg afbrød hende.

"Jeg har det fint."

Betina rynkede sine øjenbryn og kigge mistænksomt på mig. Efter nogle sekunders overvejelser bedte hun Lena om at tage hjem.

"Markus, du må ikke bare lade svulsten tage styringen," sagde hun stille til mig.

"Hvad så?" spurgte jeg hende rasende. Jeg var rasende på hende, svulsten, migselv og på verden. "Skal jeg bare blive ved med at kæmpe imod den, selvom jeg ved den vil dræbe mig inden længe?"

"Markus," indvendte hun. "Hver dag er der artikler om børn der bekæmpede kræften, der ville sræbe dem i magasiner som Ude og Hjemme. Lægerne var sikre på at de børn ville dø. Du kan ende som en af dem."

Jeg kiggede hende i øjnene som om hun var tåbelig.

"Jeg ved jeg skal dø," sagde jeg. "Der er ikke noget jeg, du eller nogen som helst kan gøre noget ved!"

Hun sukkede. "Min far gav op," sagde hun lavt. "Han havde testikkelkræft. Han døde alt, alt for tidligt. Han kæmpede ikke i mod og lod bare kræften besætte ham og til sidst æde ham op. Jeg siger bare at du ikke kan give op. Ikke endnu."

Da jeg lagde mig til at sove senere den dag var det eneste jeg kunne tænke på om Lena stadig kunne lide mig. Om hun havde tilgivet mig.

For jeg havde ikke tilgivet mig selv endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...