Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1179Visninger
AA

2. Besat

Gangene på Nørrebro Lilleskole i København var kolde og grå. De store grupper af elever stirrede på mig, da jeg bevægede mig ned ad gangen mod mit klasseværelse, 7. A.

Mens de hviskede sætninger, med deres slangelignende stemmer, for det var hvad de var i mine øjne: slanger, som: "Ej, er det ikke ham der har kræft?" "Jeg har så ondt af ham!" "Har i hørt at han blev indlagt her i ferien?" 

Men ligemeget hvor meget de selv mente, de havde ondt af mig, gjorde de intet for at hjælpe mig fra at give op. De kom ikke og hilste, smilede trøstende til mig eller slog armen om min skulder. I stedet veg de væk fra mig og lavede en hvælving i midten ad gangen, som om jeg var en virus, der ville smitte dem og ville æde dem op indefra. De vidste bare ikke, at jeg ikke var virussen, men bare var ramt af den virus.

Jeg kiggede ligeud. Jeg ville ikke i mødekomme nogle af deres blikke. Jeg drejede på hælen, da jeg anede den grønne, med et lille skilt hvorpå stod:  7. A.Jeg åbnede døren lettet, satte mig på min plads og tog mine bøger frem til den første lektion efter påskeferien: Engelsk.

Undervisningen var det eneste sted jeg kunne slappe af. Jeg havde kun få kammerater og én veninde, hvoraf resten af klassen bagtalte mig, spredte rygter og grinte ad mig. Jeg var weirdoen, særlingen, drengen der er syg. Drengen der fik epileptiske andfald, humørsvingninger, sjældne tilfælde paranoia, drengen der skulle til kemobehandling hver onsdag og drengen, der blev indlagt torsdagen i påskeferien på børnepsyk, efter at have prøvet at begå selvmord med en kniv mod pulsåren i håndleddet.

Det var egentlig ikke min egen vilje, men jeg fik stress af et skænderi med min mor og far, der handlede om vi skulle tage på ferie og jeg skulle tage fri fra skolen. Jeg vidste, at det var fordi de ville opleve noget med mig mens der bare var en smule af mig tilbage, ikke hjernesvulsten der snart tog til og kontrollerede min krop fuldstændig. Og så tog panikken for at leve til. Mine forældre lod ikke mærke til at jeg flygtede ind ad døren til mit værelse, smed mig på sengen, vendte mit hoved mod mit sengebord, hvor ved siden ad min lampe og mit retro vækkeur lå en lommekniv.

Mit navn var Markus Steen Hansen. Jeg var en helt almindelig dreng, ikke vildt populær, men en neutral fyr i bagerst i klassen som alle havde det okay med. Indtil de første symptomer kom i starten af foråret 2011 og jeg forandrede mig fuldstændig. Mine klassekammerater bagtalte mig, og snakkede om hvor meget jeg havde ændret mig. Så det var en lettelse for mig da jeg fik at vide jeg havde en svulst i hjernen. Jeg troede at de ville få medfølelse eller i det mindste forståelse. Men det blev kun værre. 

Kun en pige fra min klasse, Lena, har ikke givet det mindste op. Hun har ikke vendt ryggen til mig, som alle andre. 

Dette er fortællingen om de sidste måneder i mit liv, før min død den 16. December 2012. Om min forelskelse i Lena og min besættelse af kræft i hjernen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...