Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1174Visninger
AA

8. Begravet

Mine forældre blev enige om seperation dagen før min bisættelse. Men da de gik ind af den hvide port til Vor Frelsers kirke kom de ind som et par, og gik ud som et par, som jeg ville have ønsket det.

Det var den 21. December klokken ti, den samme dag som børnene på skolen havde fået juleferie. Hele overbygningen og alle lærerne på min skole var kommet, og sad allerbagerst.

Mine forældre, Betina, Lena og hendes mor og mine bedsteforældre sad på forreste række. Min far, der var klædt i en hvid habbit, sad med armen rundt om min mor, der var klædt i en blå kjole, tårerne løb ned ad begges kinder. Lena, der var klædt i en smøk rød kjole, holdte sin mor i hånden, men bed sig i læben. Hun gjorde alt for ikke at se svag ud. For min skyld.

Min mor havde meldt ud at ingen skulle have sort tøj på. Det var noget jeg engang bad hende om, kort før min død. Jeg hadede virkelig at alle var klædt i sort for at det ikke skulle se for muntert ud. Jeg havde altid fået at vide at begravelsen var for de sørgende og ikke den døde. Så alle var klædt i grønt, hvidt, blåt, rødt eller gult. Jeg selv havde et mørkegrønt jakkesæt på med et gult slips. Jeg lå i en hvid kiste med et guldkors ovenpå. 

Præsten gik op ad kirkegulvet, til højre for de mange kranse af roser i alle farver. Hvide, røde, gule, blå og sorte. Han gik forbi min kiste og startede med at synge en salme.

Tårene trillede ned ad de tilstedeværendes kinder. Da salmen var slut begyndte præsten at præddike:

"Markus Steen Hansen var en fantastisk dreng. Han levede og åndede for sine medmennesker, der elskede ham mindst lige så højt som han elskede dem. Han levede efter et af de største kristne budskaber: næstekærlighed."

Han fortalte videre om næstekærlighed. Om Jesus, der fortalte og belærte sine desciple om næstekærlighed.

"... Men en dag i Juni 2011, efter en lang tids smerter finder lægerne på rigshospitalet at vide han har en hjernesvulst. Han gennemgår en række af forskellige slags medicin og kræften tager ikke ordentlig til før 2. januar 2012. Der bliver han indlagt for første gang. Lægerne sagde han nok kun ville holde til sommerferien.

Men Markus var en stærk dreng. Han holdte ud helt indtil den 16. December klokken et om natten. Nogle timer før havde en nær veninde lovet at gøre denne dag til den bedste i hans liv. Hun tog ham med ned til havnen og gik en tur sammen med ham."

Lena kiggede ud af ruden, da hun kunne mærke alle stirrede på hende. Alle vidste det var hende han snakkede om. Hun var den eneste der bebrejdede hende. Hun fortrød og havde dårlig samvittighed. Hun følte at hun var skyld i min død.

"...Han mistede bevidstheden ved hendes side. Men der er ingen tvivl om at det blev den bedste dag for ham nogensinde. Og selvom hans liv blev forkortet, var det den bedste måde han kunne sove ind. Ved sin ven med et smil på læberne."

Hun hørte ikke hvad præsten sagde, men drømte sig væk i mens hun studerede de mange biler der holdt uden for kirken.

"Lad denne historie inspirere os. Lad Markus' styrke og kærlighed aldrig blive glemt. Lad historien om den fantastiske veninde inspirere os, og hjælpe vores ven i nød lige meget hvad alle andre siger.

Lad jer ikke glemme Markus. Lad jer ikke glemme jeres medmennesker før de er borte.

Lad os bede."

Der blev bedt en bøn og derefter sunget en salme. Så tog han en spade med jord og hældte jord på min kiste, mens han sagde: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden vil du genopstå. Amen."

Da min kiste blev båret ud af min far, mine far- og morfar, mine to onkler og min klasselærer blev sangen 'With or without you' af U2. Det var de første klare toner fra introen, der fik Lena til at græde. Hun græd ukontrolleret. Min død havde påvirket resten af hendes liv.

Da rustvognen kørte, stod mine venner og familie, og betragtede den køre væk med mig. De så den rive mig væk fra dem.

 

To uger efter, hvor der havde været både jul og nytår blev min urne nedsat og begravet under en smuk gravsten i grøn granit.

Det var først da min urne var dækket at koldt og hårdt jord, at mine forældre gav slip og fortsatte deres liv hver for sig. Min mor fik job i New Orlens og fik en mand, men aldrig børn. Min far blev i Danmark og startede en fond for syge børn. Han adopterede to børn uden nogen hustru.

 

Mit navn er Markus Steen Hansen. Jeg var en helt almindelig dreng, ikke vildt populær, men en neutral fyr i bagerst i klassen som alle havde det okay med. Indtil de første symptomer kom i starten af sommeren 2011 og jeg forandrede mig fuldstændig. Mine klassekammerater bagtalte mig, og snakkede om hvor meget jeg havde ændret mig. Så det var en lettelse for mig da jeg fik at vide jeg havde en svulst i hjernen. Jeg troede de ville få medfølelse eller i det mindste forståelse. Men det blev kun værre.

Jeg forelskede mig i Lena og hun elskede også mig, og havde aldrig rigtigt givet slip på mig efter min død.

Hun blev forsker i adskillige kræftsygdomme og åndede og levede for at finde en kur. Hun fik tre børn med en anden mand, men deres ægteskab fungerede ikke og de blev skilt.

Jeg døde med et smil på læberne, ved siden af en ven. Den bedste død man kunne ønske sig.

Selvom jeg kun levede her et øjeblik før jeg gik bort, blev jeg aldrig glemt.

Det er min udødelighed, selvom jeg døde så ung.

Og jeg ønsker jer alle en lykkelig rejse.

Glem aldrig jeres medmennesker og vent ikke med at ære dem til de er døde.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...