Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1174Visninger
AA

7. Befriet

Lena gik med til at tage mig med udenfor mit hus på Nørrebro og tog mig med ind til midtbyen med tog. Kun denne gang. Solen var gået ned og klokken var omkring halv fem om aftenen.

Byens lys fangede mine øjne. Byens butikke var ved at lukke mens byens barer var ved at åbne. Der var boder der solgte brændte mandler og strikkede huer og vanter.

"Skal vi ikke vende om?" sagde Lena efter noget tid inde i byen, mens hun tog en smagsprøve på brændte mandler.

"Nej," sagde jeg så. "Vi er jo kun lige kommet. Skal vi ikke tage ned til havnen?"

"Markus," sagde hun så og sukkede. Vi stod på stationen og tog østpå.

Stenstranden og Den Lille Havfrue skinnede i månens lys. Det var smukt. Et godt sted at dø, tænkte jeg.

Bølgerne kærtegnede stranden, mens vi betragtede et skib der sejlede ude på vandet.

Jeg tog Lenas hånd og klemte den.

"Markus," sukkede hun. "Du ved jeg ikke kan det. Du ved jeg ikke kan give slip..."

Og så fik jeg hende til at tie stille ved at kysse hende. Mit sidste kys.

Det var varmt og trygt. Hendes arme var trygge og blide. Jeg kyssede hende på halsen.

Men så fik jeg horrible smerter i benet. Jeg smed mig ned på stenene og tog fat om mit ben og holdte det tæt ind til min krop. Det føltes som om mit ben var ved at springe. Jeg skar tænder i smerte og kneb øjnene i.

Lena skreg i forskrækkelse. Hendes mund formedes som et O og hun tog hænderne op til munden. Hendes øjne fyldtes med tårer. Derefter satte hun sig på knæ over mig.

"Markus! Markus, hvad sker der?"

Jeg hyperventilerede og kunne snart ikke holde til smerten længere. "Det må være et epileptisk anfald..." sagde jeg og bed tænderne sammen.

"Hjælp! Hjælp!" råbte Lena. Hun var næsten mere chorkeret end jeg var.

En teenager kom løbende fra en pølsevogn på gaden. Han var en høj og ranglet teenagedreng på omkring sytten år med rødt hår og fregner.

"Hvad sker der?" spurgte han, da han satte stod bag ved Lena.

"Han har fået epil..." sagde hun, men kunne ikke sige ordet uden at kludre i det med tungen.

"Epileptiske..." rettede jeg hende. Sveden dryppede ned ad min pande mens jeg holdte et skrig inde.

"Skal jeg ringe efter en ambulance?" spurgte han så i et roligt tonefald, men han så rystet ud.

"Ja," sagde Lena, der var begyndt at hyperventilere.

Så ringede den rødhårede dreng på sin hvide HTC til 112.

"Ambulancen kommer om et kvarter," sagde han så, efter at have besvaret et par spørgsmål og angivet nogle oplysninger. "Du må holde ud indtil da. Er der noget jeg kan gøre for dig?"

"Nej..." svarede jeg stille.

Jeg begyndte efter noget tid at føle mig mere og mere svimmel. Verden begyndte at dreje rundt om mig, mens jeg kiggede på den smukke stjernehimmel. Jeg kunne knapt nok mærke mine smerter længere.

Klokken var seks og min mor var nok kommet hjem for en halv time siden og var bekymret over hvor jeg var, tænkte jeg. Og min far ville komme til aftensmad om en halv time, og opdagede min mor sad og græd mens hun havde politiet i røret på min sofa. De ville være så bekymrede. Og så vil endnu et af deres skænderier bryde ud.

Lena kunne mærke at jeg havde det dårligt. "Markus? Markus?" spurgte hun mig mens hun ruskede i mig. Jeg havde for længst sluppet mit ben og mine arme lå spredt ud.

De sidste ord hun sagde kunne jeg ikke genkende. Hendes ansigt tværedes langsomt ud med de smukke lys fra byen, himmelen og havet. Langsomt drejede jeg min krop og den rullede ned i vandkanten.

De kolde bølger trækkede min næsten livløse krop ud i knæhøjde hvor jeg flød. "MARKUS!" skreg Lena grædende. "Markus, Markus svar mig!"

Jeg kunne høre hun hoppede i vandet og ruskede i mig. Mine øjne mødtes med hendes. "Markus..." sagde hun stille. Jeg tog hendes hånd og klemte den. Det var tid, sagde en stemme inde i mit hoved. Hun kyssede mig på kinden og jeg lukkede mine øjne i.

Ambulancen kom og lægerne deri trak min kolde krop op ad vandet var jeg ikke længere ved bevidsthed. Jeg forlod havet, hvor jeg følte hjemme. Det var her jeg skulle dø. Men det tillod de mig ikke.

De forstod ingenting.

Flere timer efter på hospitalet, hvor klokken var blevet 2:55, og det meste af min familie, Lena og hendes forældre og mange af dem fra min klasse sad og ventede på nyt fra lægerne, forlod jeg min krop. Jeg følte det mere som om jeg blev befriet. Befriet fra denne verden.

Denne verden kan være smuk og sød som honning, men de sidste måneder af mit liv var det dystopisk og horribelt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...