Udødelig

En hjernesvulst besatte den 14-årige dreng Marcus i sommeren 2011, gemte ham væk og lod ham kigge på, mens hans verden faldt sammen og brændte til aske.
Han gennemgik både depression, personlighedforstyrrelse, angst og hukommelsestab.
Men Emilie, hans forelskelse og tætte veninde var det eneste der oplyste hans sidste, kolde og grå dage på jorden.


Historien handler om håb, sorg og kærlighed. Den er inspireret af "Cancer" af My Chemical Romance.

10Likes
9Kommentarer
1171Visninger
AA

6. Bedt

Det var min fødselsdag. Min allersidste fødselsdag den 12 oktober 2012.

Min mor græd da jeg pakkede min Ipad op under det blå gavepapir. Jeg havde aldrig før fået sådan en stor gave, men i år var gaverne ekstra store. Jeg tror ikke mine orældre ville have jeg skulle vide hvorfor, men jeg havde godt regnet ud at det var de sidste gaver de ville give mig, ved mindre jeg holdt den ud indtil juleaften.

Mine forældre ville nemlig holde lav profil og ikke gøre et eller andet vildt og uforglemmeligt med mig. De ville have jeg skulle sove stille ind derhjemme i ro og fred. De ville ikke stresse eller overanstrenge mig.

Hele min familie var kommet. Alle onkler, tanter, bedste- og oldeforældre, fætre, kusiner og andre familiemedlemmer jeg knap nok var i familie med.

Lena kom også. Jeg havde ikke set hende i næsten to måneder, da vi kyssede. Siden da var bladene blevet røde, gule, brune og orange og derefter faldet af.

Jeg havde fået det meget værre. Jeg lå mere og mere i min seng og måtte ikke gå udenfor. Jeg var indespæret i mit eget fængsel, for min egen sikkerhed.

Jeg var kvalm og jeg brækkede mig i toilettet hver morgen. Jeg blev tyndere og tyndere og blegere og blegere. Jeg kunne ikke løbe mere. Jeg havde svært ved at gå.

Jeg lyttede hver aften til mine forældres skænderier. Deres ægteskab var ved at gå i opløsning, men de ville ikke ulejliggøre mig med sandheden, så de ventede altid til når de troede jeg sov. Men jeg var lysvågen.

Jeg vidste ikke om jeg var bjerget i mellem dem, eller det eneste der holdt dem sammen.

***

"Nej! Nej det vil jeg ikke gør- det kan jeg ikke gøre!" råbte Lena med tårer i øjnene lørdag den 15. December.

"Så du vil bare lade mig rådne op i dette fængsel?!" råbte jeg tilbage.

"Du kan dø," sagde hun så. "Du er for svag til kulden. Du kan få krampeandfald, du kan -"

"Jeg vil jo alligevel dø!" råbte Jeg. Vreden gjorde mit hoved rødt som tomater.

"Men-" begyndte hun så, men jeg afbrød hende. "Men hvad? Jeg vil tusindgange dø udenfor i Københavns gader end her i mit eget fængsel!"

Hun tav. Træk vejret dybt og lod luften sive ud i mellem hendes tænder. Jeg kiggede tålmodigt på hende. Så sukkede hun.

"Okay," sagde hun så. "Jeg skal nok gøre ved du har bedt mig om. Men kun den éne gang, Markus! Så vil

 

Min mor og far havde den sidste måned talt ned til juleaften i håb om at jeg kunne fejre Jesu fødsel én sidste gang sammen med dem. Men sådan gik det altså ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...