Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59220Visninger
AA

11. 9. ~ #Movienight with @Rain_Seona

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

 

Hurtigt svang jeg håndklædet om mit drivvåde hår, jeg kun havde vredet en enkelt gang. Som sædvanlig lignede det en anden turban.

No shit.

It's true.

Duggen, der sad på spejlet over håndvasken, slørede billedet af mig, der normalt var til at se direkte. Et par lyseblå cowboybukser, en turkis bluse og nogle hvide strømper var jeg allerede hoppet i.

Vandet fra bruseren varmede mig op i tiden, jeg stod under det, men så snart jeg trådte ud, omfavnede en typisk kulde mig. I dag havde ikke været spor anderledes.

Desværre.

Jeg hadede som sagt vinter.

Efterår.. Se, det var en helt anden sag!

Håndklædet på mit hovedet føltes umådeligt tungt, som jeg åbnede et af toiletskabene for at tage hårtørreren ud. Ledningen var rullet omkring selve maskinen, og jeg viklede den stille ud, så jeg kunne få lov at sætte den i stikkontakten nær døren.

Da det var gjort, lod jeg min finger kører kontakten på selve hårtørreren op, og den varme luft strømmede kraftigt ud. Som da jeg viklede ledningen ud, viklede jeg også håndklædet af, hvorefter jeg lod det falde til jorden.

Min børste lå klar og ventede på at blive brugt, og jeg tog hurtigt fat om den, som jeg med små lette ryst, bevægede hårtørreren med højre hånd, så jeg ikke brændte min hovedbund.

Børsten redte håret ud flere gang, så det våde hår ikke gemte sig under det tørre. Efterhånden kom mit spejlbillede til syne foran mig, da duggen langsomt svandt hen.

Netop som jeg slukkede for hårtørreren hørtes lyden af glas, der gik i stykker. Undrende stod jeg to sekunder og blinkede forvirret til mig selv, inden jeg lagde alt fra mig på håndvasken og skyndte mig ud fra badeværelset.

Gangen forsvandt, som jeg bevægede fødderne i et raskt tempo, og jeg stoppede dem først, da jeg nåede åbningen til køkkenet og stuen, der lå over for hinanden. Mit blik gled hen på Niall, der stod med en bøjet nakke og blikket limet fast til gulvet.

Liam drejede netop udenom bordet i midten af køkkenet i samme øjeblik, jeg kom frem i åbningen, og mit gæt var, at han havde hørt samme lyd som jeg.

"Hvad skete der, Niall?" spurgte han lavt om, hvorefter han også lod sit blik glide ned til jorden. Han fugtede sine læber, inden han igen så op på Niall, der fortsat stod forstenet med øjnene rettet ned mod gulvet.

Ja, Niall.. Hvad skete der?!

"Niall?" pressede Liam lidt på, da der intet svar kom fra Niall af. Efter lidt tid hævede han hovedet og dermed også blikket, og jeg så et smil, der dækkede på en indre skam, spille om hans svagt rosa læber.

"Jeg.. Jeg ledte efter Cornflakesene." Efter den sætning trådte jeg frem, og Liam rettede straks sit blik mod mig, hvorefter Niall fulgte trop.

"Det var et uheld!" udbrød Niall panisk og slog armene op, som om jeg var en politibetjent, der kom for at arrestere ham.

Liam bukkede sig ned og samlede to store skår op fra gulvet af. Jeg kunne tydeligt se, hvad det for lidt tid siden havde været; et af mine fineste glas.

Selvfølgelig havde jeg ikke selv haft råd til dem. De var min arv fra min farmor, der fik dem i bryllupsgave. Da hun døde for halvandet år siden, vækkede det stor sorg i hele familien. For en gangs skyld fik vi også set farfar igen, hvor det ellers havde været femten år siden. Jeg kunne knapt huske ham, og Alex havde aldrig mødt ham før den dag. Far skræmte ham dog hurtigt væk igen, da han ikke ønskede at se noget til den mand, der forlod hans mor til fordel for en anden kvinde. Derved fik vi aldrig muligheden for at tale med ham.

Egentlig irriterede det mig ikke. Jeg havde ingen trang til at møde ham igen, og jeg var fuldstændig ligeglad.

Honestly.

Farmor havde gennem hele mit liv været en fantastisk kvinde, der havde oplært mig til det virkelige liv, da min far derimod prøvede at få min fantasi til at spire. Som lille var en blanding af tingene helt okay, og jeg klagede derfor heller ikke over, at Alex gik rundt og legede vampyr til tider. Nu, hvor jeg var vokset op, havde jeg dog bare behov for et mere seriøst liv.

Alt skulle jo ikke gå hen og ende i sindssyge.

"..havde ikke set det, og da jeg strakte mig.." Mens mine tanker kørte rundt om min farmor og farfar, havde Niall plapret løs med sin undskyldning.

Jeg løftede hånden som tegn på, at han ikke behøvede fortsætte den lange tale, og han klappede straks i.

"Det er helt okay, Niall. Jeg er ikke sur på dig," overbeviste jeg ham om og for at sætte en fed sort streg under det, sendte jeg ham et smil. Han nikkede, nu ikke helt sikker på hvad han skulle gøre.

"Her.." Jeg tog fat om pakken med Cornflakes og rakte ham den. Hvorfor han ikke havde set den, som den stod helt frit på køkkenbordet ved siden af mikroovnen, det anede jeg ikke. Men alle de drenge krævede vist sit, hvis man skulle gøre sig klog på dem.

"Tak, Rain." Han smilede stort, og jeg kunne ikke lade være med at smile endnu en gang. Det lyse hår stod ud til alle sider, og jeg kunne derved se, at han ikke havde været oppe alt for længe.

Liam, derimod, så ret frisk ud. Han havde allerede et par mørkeblå bukser på, der sad stramt om hans ben, og en ternet skjorte i farverne sort, hvid, grå og blå, der hang løst. Et brunt bælte kom til syne i den ene side, hvor skjorten sad lidt højere end i den anden.

Alt i alt.. Ikke dårligt.

"Jeg snupper lige en skål, og så vil jeg.." Niall afbrød stilheden, der havde lagt sig over os, mens jeg stod i min egen betragtning af Liam. Hurtigt var han henne ved Niall, der forvirret satte et mut ansigtsudtryk op.

"Jeg skal bare have en skål," brokkede han sig, og Liam grinede sin venlige latter, fuldt ud bevidst om situationen.

"Præcis.." Han åbnede skabet, hvor Niall før havde ville gøre det samme, og ud tog han en dyb skål. Da han gav Niall den, så det ud som om, at Niall tænkte lidt over, om han gad tage imod den.

Sulten borede sig vidst dybere og dybere ind i ham, og han rev den nærmest ud af hånden på Liam.

"Tak," sagde han energisk og hældte Cornflakes op i den hvide skål, så der var en kæmpe top. Hvordan han skulle få plads til mælken undrede mig, men det fik jeg hurtigt svar på.

Niall satte pakken fra sig på bordet og gik hen for at åbne køleskabet. Kort lod han sit blik søge efter mælken, inden han fandt den og smilende kidnappede den fra sin plads i det kolde rum.

Efter sigende så det ud til, at han var øvet inden for 'at-hælde-mælk-op-uden-der-egentlig-er-plads'-talentet.

Respekt.

"Jeg går ind til drengene," konstaterede han, idet samme han balancerede den alt for fyldte skål i højre hånd, samtidig med han holdt skeen i den venstre.

Vent!

Plejede man ikke at gøre det omvendt?

Hmm..

Wait again!

Hvorfor stoppede jeg ham ikke?! Han var på vej ind på værelset med en spildende katastrofe!

For god's sake, Rain! Superhørelsen måtte gerne smitte lidt af på synet.

"Havde du en god dag i går?" Jeg vendte straks hele fjæset mod Liam, der lænede sig afslappet op ad det slukkede komfur. Hans spørgsmål fik mine tanker i omdrejninger.

"Det var en fin dag, ja.." endte jeg op med at svare, og han nikkede knapt så overbevist. Egentlig mente jeg det dybt seriøst. Det havde været en rigtig god dag. Af en eller anden grund brugte jeg bare ordet 'fin.' Det lød altid så.. ikke-fint.

"Hvad skal du så lave i dag?" spurgte han mig interesseret om. Smilet, der omkransede hans læber, fik mig til at føle mig godt tilpas i hans selskab.

Jeg kunne godt lide Liam. Han var utrolig flink og nok den mest fornuftige af alle drengene.

"Det ved jeg ikke rigtig," svarede jeg og trak på skuldrene. Mest af alt regnede jeg med, at jeg bare skulle gå rundt og nusse lidt med nogle ting. Jeg havde stadig ikke fået ringet til min mor og hørt, om det virkelig var hos mig, vi skulle holde jul i år.

"Det lyder ikke som noget stort," smågrinede han, og jeg rystede let på hovedet. Noget stort? Overhovedet ikke; men vigtigt.

"Njaa.. Ikke rigtigt, nej." Jeg gik hen til vasken, hvor der stod to glas, drengene sikkert havde drukket af i går aftes, i nat eller her til morgen. Hvor mange af dem, der var vågne, havde jeg faktisk ingen idé om. "Hvad med jer? Har I nogle planer?"

"Jeg tror heller ikke, vi skal det helt store i dag," hørte jeg ham sige. Jeg nikkede, mens jeg vaskede det første af glassene af, inden jeg tog fat om det andet. Det irriterede mig sådan, når tingene ikke kom på plads.

"De.." Telefonen afbrød mig med dens kimen, og jeg stillede automatisk glasset fra mig i vasken, slukkede for vandet og kiggede hen mod dens plads.

Tom.

"Hvad i al verden.." mumlede jeg for mig selv, inden jeg rystede mine hænder for at få den smule vand af dem, jeg ikke havde kunnet undgå at få på. Herefter så jeg mig søgende omkring, og Liam drejede også hovedet til hver sin side, da telefonen igen ringede.

"Hvor kan den være?!" vrissede jeg muggent, mens jeg gik ind i stuen for at lede efter den. Under bord, under stol, ved fjernsyn, på gulvet..

Ingen steder.

Forsvundet ud i den blå luft.

Pist væk.

Modsat mange andre havde jeg kun én telefon i mit hus. Oftest var min mobil nok, og folk plejede altid at ringe til mig via den. Kun mine forældre ringede på den trådløse herhjem til.

Derfor måtte det være dem. Præcis som jeg også skulle få snakket med dem.

Perfekt.

Men telefonen var ikke at se nogen steder.

Knapt så perfekt.

Hvor kunne den være?!

Som jeg kravlede rundt på alle fire nede på gulvtæppet, slog det mig.

Selvfølgelig.

Hvordan kunne jeg være så dum? Det var jo tydeligt at høre, lyden kom derindefra.

Hurtigt rejste jeg mig op, børstede mine knæ og gik med lange skridt hen mod døren ind til gæsteværelset. Da jeg åbnede den, så otte øjne straks på mig.

Nu fandt jeg da svar på, hvor mange af dem, der var vågne: dem alle.

"Hey, Rain. Hvad så?" spurgte Harry med et charmerende smil. Netop det smil, der fik de fleste piger til at falde sammen i knæene og bløde fuldstændig op. Det smil, der fik alle piger til at tro på, de kunne blive hans eneste ene. Med lidt held kunne én af dem blive det.

Uden at svare ham gled mit blik søgende som før hen over alt i værelset. Der! Jeg trådte hurtigt hen til vindueskarmen og greb fat om min sorte telefon.

"Hallo?" sagde jeg og afventede et svar i den anden ende. Desværre var det for sent, og personen havde lagt på. Den lange tone lød som det eneste.

Typisk.

Jeg trykkede på knappen, så lyden stoppede, og den igen var ledig til at modtage opkald. Drengene så på mig, som om de troede, jeg ville forklare dem min pludselige entré.

Den kunne de vel selv regne ud, når jeg stod med telefonen i hånden?

"Har I brugt telefonen?" spurgte jeg dem om, mens jeg viste den frem ved at holde den oppe. Zayn rakte skyldigt hånden op, og jeg hævede spørgende et øjenbryn.

"Jeg kunne ikke finde min mobil. Så.. jeg brugte den til at ringe den op.." Et suk gled over mine læber, og jeg nikkede med et svagt smil. Det var trods alt i orden, at de brugte min telefon - når bare de satte den tilbage igen.

"Okay så. Den hører til på sin plads, så jeg kan finde den," sagde jeg, - stadig med det svage smil -, og han nikkede lettet.

Idet jeg tog et skridt hen mod døren, fik jeg øjnene op for, hvordan her så ud. Af ren væmmelse rynkede jeg næsen, mens jeg nærstuderede værelset grundigt.

Tøj lå smidt ud over det hele. Både gulvet og halvdelen af sengen var fyldt med det, og to af kufferterne stod på vid gab. Skabet herinde var lukket, men det så ud til, at det kunne gå op når som helst, og en struds havde på magisk vis stillet tre glas på gulvet, hvor det ene var væltet.

Her lignede Jerusalems ødelæggelse.

Først nu gik det op for mig, at Harry kun sad i boxershorts på en bunke af tøjet, der lå på sengen. Jeg skyndte mig at kigge hen på Niall, der gumlede de sidste Cornflakes i sig, hvorefter han stillede skålen fra sig på gulvet.

"Ja, Zayn indtog med det samme hele skabet, så vi andre har.. eh.. ja.." Han smaskede kort, inden han lænede sig tilbage mod væggen i sengen ved siden af Harry.

Jeg nikkede kort. Al det her tøj var altså Nialls og Liams.

Skønt.

"Aha," var det eneste, jeg kunne svare. Hvad regnede de også med, jeg skulle sige til det?

"Noget galt?" Liam dukkede op i døråbningen, og jeg rystede hurtigt på hovedet og limede et falsk smil på læberne.

"Overhovedet ikke. Ehm.. Jeg skal bare lige have ringet til mine forældre." Jeg sendte dem alle det falske smil, og Louis rynkede brynene på samme tid med Liam, som om de havde gennemskuet det.

Seriously.. Lige nu tænkte jeg jo kun på, at der skulle ryddes op herinde, right? Hvad forlangte de af mig?!

"Rain!" Louis' lysere stemme nåede mig, og jeg vendte mig om, som jeg ellers var ved at passere Liam i døren. "Har du ikke lyst til at se film med os i dag? Vi skal bare slappe af og lave ingenting, så det bliver nok automatisk til en filmdag. Det ville være fedt, hvis du gad joine os?"

Hans øjne smilede lige så varmt til mig som hans egentlige smil, og jeg kunne nu bedømme, at hans øjne var gråblå. Helt afgjort.

"Jeg ved ikke.. Jeg burde egentlig lave noget.. Ehm.." Længere kom jeg ikke, inden jeg stoppede mig selv. Hvad skulle jeg lave? Jeg havde egentlig intet for i dag.

"Okay," besluttede jeg mig at svare, og han lyste en smule op. Da jeg så rundt på de andre drenge, smilede de også allesammen, og jeg bed mig i læben.

"Men.. Jeg har ikke så mange film.. De fleste, jeg har liggende, er Cathrines," indrømmede jeg flovt, men Louis viftede bare med hånden.

"Skidt pyt. Så ser vi, hvad der er." Han smilede stort til mig, og jeg gengældte det hurtigt. På en eller anden måde virkede det som om, at han fik mig til at føle, jeg havde haft en drøm i nat. Om farven.. gråblå?

Hmm..

"Okay så. Men jeg ringer lige først til mine forældre." Drengene nikkede ivrigt, og Louis tog en bunke kort op i hånden. Her så jeg pludselig, at han, Harry og Zayn var i gang med et kortspil. Da Zayn råbte laks, vidste jeg straks, hvilket slags det var.

Fisk.

 

~

 

Yup.

I år var det hos mig, der skulle holdes jul. Min mor havde virket forvirret over, at jeg spurgte, som om hun blev usikker. Heldigvis kunne min far sidde i baggrunden og bekræfte, at det virkelig var hos mig.

Udover det fik jeg mig en sjette person at holde i ørerne i morgen. Åbenbart var det en nødsituation, at Alex kom herhjem, og jeg kunne ikke sige nej, nu det trods alt bare var fem voksne drenge.

Barnlige, men officielt voksne.

Så.. Det var jo bare fantastisk.

"Har du egentlig Twitter?" Niall sad med sin computer i skødet ved siden af mig i den største af sofaerne. Louis så kort på Niall, så på mig og tilbage på Harry og Liam nede på gulvet, der studerede hver evig eneste film, Cathrine havde ladet ligge. Han sad på min anden side, og Zayn havde sat sig i den anden sofa, som han fyldte godt ud ved at ligge ned.

"Ehm.." mumlede jeg tænkende, inden jeg vendte blikket mod Niall, der trykkede løs på tasterne. "Nej?"

Niall tastede videre og rakte mig kort efter smilende computeren. "Her. Opret en." Da jeg blot stirrede undrende på ham, pegede han hjælpsomt på skærmen, som jeg kiggede lidt på.

"Hvorfor?" spurgte jeg og rynkede brynene. Niall brød ud i en kort latter, der uden tvivl var og forblev helt og aldeles unik.

"Fordi det er Twitter. Sådan en skal alle folk have." Han smilede varmt til mig, og da jeg ikke så ud til at give noget tegn på, jeg ville oprette en bruger, tog han computeren fra mig.

"Lad os se, om det her navn er ledigt.. Rain.. Efternavn?" Jeg bestemte mig for at svare ham. Selvom jeg aldrig ville bruge den Twitter-bruger, han oprettede til mig, så skadede det vel ikke? Cathrine havde en, og hun var ikke blevet mere skadet af det, end hun i forvejen var.

"Seona." Navnet gled let ud over mine læber, og Niall tastede det ind, så det kom frem på skærmen. Han drejede computeren en anelse, så jeg kunne se, hvad der stod.

"Sådan her?" Jeg nikkede til spørgsmålet, og han fik mig til at skrive min e-mailadresse ind. Sådan en havde jeg trods alt.

Done.

Nu var jeg åbenbart medlem af Twitter.

Great.

Jeg ville aldrig bruge det, men.. whatever.

"Skriv dit første tweet," insisterede han, men jeg rystede afvisende på hovedet. Hvad i al verden skulle jeg skrive?

"Senere," fastslog jeg, og han trak på skuldrene, inden han tog computeren til sig igen. Harry rejste sig op og holdt en film triumferende i luften.

"Vi starter med The fast and the furious 3!" skrålede han, og lavede en lille vinderdans, som om han var med i et TV-program og netop havde vundet i kategorien 'Dumbass.'

 

~

 

 

xxxxx
- Nialls synsvinkel -

 

Mørket havde sneget sig ind i huset efter den femte film. To tomme skåle stod og pyntede på bordet, hvor der tidligere havde været popcorn i, mens vi alle sad med et glas. I mit var der juice, da jeg fandt den yderst velsmagende her i går aftes. Liam smilede til mig, og jeg kunne tydeligt se, han ikke var spor træt endnu.

"Hvilken film skal vi nu se?" spurgte han om, da rulleteksterne dukkede op på skærmen, og jeg trak automatisk på skuldrene. Jeg anede det som sædvanlig ikke. Det var Harry og Liam, der havde styr på, hvilke film vi rent faktisk KUNNE se, så hvorfor spørge os andre? - Ren høflighed, Niall. Ren høflighed.

Bah, hvorfor var den popcornskål også tom?

"Hvor lang tid kan I blive ved?" sukkede Rain træt ved min side, og vi rettede alle blikket mod hende. Jeg kløede mig kort i nakken, inden jeg rodede lidt i mit nyfarvede hår. Louis puffede blidt til hende med albuen, og hun tog sig irriteret til siden. "Av," brokkede hun sig og puttede sig lidt længere ned under tæppet, vi alle tre delte. Selvom hun de andre dage også var gået tidligt i seng, så var klokken ni her om aftenen da lige lovlig tidligt. Gjorde film hende virkelig så træt? Var hun slet ikke vant til en filmdag i ny og næ?

"Du kan bare lægge dig ned.." Louis sendte hende et venligsindet smil, inden han igen så hen på Liam, der stemte for, at vi skulle se Grand Champion med Julia Roberts, mens Harry stemte ham imod med Ice Age. Rain rystede på hovedet og begyndte at flette en tot af sit hv.. lyse hår.

"Grand Champion," nikkede Zayn imod Liam, og Harry skubbede surmulende underlæben ud. Louis slog sig til hans side og valgte Ice Age, hvilket fik dem til at se hen på Rain og jeg.

"Jeg er ligeglad.." mumlede Rain træt, og Louis tilbød hende igen at ligge ned, men hun påstod, at det var umuligt fra hendes plads af.

Jeg tænkte mig kort om, inden jeg pegede mod Harry. "Ice Age."

Harry jublede højt, inden han løb hen til fjernsynet og satte DVD'en i. Herefter spurtede han tilbage til sin plads ved siden af Liam nede foran sofabordet på gulvet. I den lille pause havde jeg nået at tjekke en masse tweets og havde givet nogle fans et follow. Jeg skulle netop til at sætte min computer på standby som ved de andre film, nu den skulle til at begynde, da Rain træt gav sig og lagde sig ned på sofaen. Hendes hoved hvilede oppe ved Louis' armlæn, men underkroppen sad stadigvæk ned - var det overhovedet en mulig stilling? Åbenbart.

"Du må godt slå benene op, Rain," tilbød jeg hende, og træt gav hun efter for udmattelsen. Benene foldede sig langsomt ud, da hun løftede dem op, og snart lå hun på både Louis og jeg. Et smil bredte sig på mine læber, da hun faktisk så ret nuttet ud, som hun lod sine øjne glide i. Af det jeg kunne se, smilede Louis også svagt. Andet ville også være underligt. Hun var så bestemmende og moderlig normalt, men nu lå hun som en træt, lille pige.

Tæppets ende kastede Louis ned til mig, så jeg kunne lægge det om hendes ben. Han selv lagde det forsigtigt omkring hendes skuldre og fjernede det hår, der lå over hendes ansigt. Musikken til Ice Age begyndte at spille, og han smilede sit sædvanlige smil fyldt med energi. Jeg kunne ikke lade være med at skrive endnu et tweet, inden jeg lagde computeren fra mig. Den stod på armlænet nær mig, nu Rains ben lå på mit skød.

Efter oprettelsen af hendes bruger havde jeg skyndt mig at followe hende. Hun selv fulgte ingen endnu, da hun havde nægtet at gøre noget med den efter at have tilmeldt sig siden. Jeg tastede nogle få hurtige ord ind, som jeg kort skimtede igennem.

New York is great. #Movienight with our new friend @Rain_Seona lying on the couch. What r u guys up to? :)

Min finger lod musen glide hen på den bestemte knap. Jeg smilede svagt, inden jeg klikkede.

Send.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...