Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58562Visninger
AA

10. 8. ~ New York, here we come! ~ Del II

 

xxxxx
- Zayns synsvinkel -

 

Niall svang stolt med sine mange indkøbsposer, som han førte trop i gammeldags gadedrengehop. Louis løb op og klaskede ham bag hovedet med en flad hånd, inden han pegede mod et kæmpemæssigt juletræ længere fremme. "Hvad siger du, Nialler? Skal vi løbe om kap?" At give Niall en chance til at svare lå ikke i Louis' natur. Han spurtede straks af sted med de proppede poser svingende i hans hænder, mens Niall behøvede to sekunder til at sætte i gang.

"Er de altid sådan der?" Rains lettere lyse stemme svævede kort i luften, inden Liam rettede sin opmærksomhed mod hende.

"Jeg troede, du var vant til børn?" Der gik noget tid, hvor Rain fumlede efter et svar, inden hun bare rystede på hovedet, så det hvide.. lyse.. hår blev mere filtret, end det i forvejen var.

Mine øjne lod sit blik glide hen over New Yorks udstråling; højhuse, skyskrabere, farverige butikker på flere sale, taxier over alt, skilte, der tydeligvis ville være selvlysende engang i aften, børn, som løb rundt med røde nissehuer, den pokkers høje larm og de utroligt mange mennesker. Indtil videre var vi blevet stoppet op til flere gange af piger, der ville have vores autograf eller forlangte et billede med os. Tænk, at vi var kommet så langt på så kort tid, at det ikke kun var i Storbritannien, folk kendte os. Det var sgu lidt vildt.

En voldsom trang til smagen af nikotin bredte sig i både mund og mave på mig. Roligt søgte min højre hånd ned i bukselommen, hvor jeg havde gemt en pakke cigaretter. Da jeg fik den fisket op, åbnede jeg den langsomt, mens jeg svagt hørte samtalen mellem Liam, Rain og Harry. Hvad den handlede om.. Se, det var en helt anden sag.

"Ryger du, Zayn?!" Rains forbavsede ansigtsudtryk blev klasket lige ind i øjnene på mig, da jeg vendte mit blik fra cigaretten, jeg netop kun lige var ved at tænde med lighteren. Et suk kunne ikke holdes indenbords fra mit vedkommende af.

"Ja," mumlede jeg blot, inden jeg fik tændt for den trængsel, jeg var for svag til at give slip på.

Rain var tydeligvis ikke begejstret. "Ryger du også hjemme.. Ryger du hjemme hos mig? Svar mig ærligt, Zayn!"

Jeg tog et halvlangt sug, inden jeg fjernede cigaretten fra munden og pustede kort tid efter ud igen. "For helvede, Rain.. Jeg har ikke røget inde i dit hus. Det er jeg stor nok til selv at vide ikke er smart."

Da Rain så ned i jorden, som om jeg havde ramt hende med et sårende ord, pegede Harry på et julekor, vi nærmede os. "Se!" forlangte han med et bestemt tonefald. Det store juletræ tårnede sig op lige ved siden af, og nogle få mennesker sad omkring det på bænke, mens de lyttede til det knapt så store kor. "Det er Louis og Niall," grinede han derefter, og vi andre stoppede op med et undrende blik.

Ganske rigtigt løb Louis og Niall ind og ud mellem de syngende piger og drenge, mens de hujede med en gang imellem. Idet Niall fik øje på os, hev han Louis i det ene ærme på hans vinterjakke, og et kæmpe smil bredte sig på Louis' læber. Kort efter var de straks henne ved os og krævede, at vi joinede dem.

"De er mega venlige! Lad os nu synge en julesang med dem.." tiggede Niall mig, mens Louis bare skubbede Harry derhen. Liam tog den nemme vej og gik selv derhen, hvilket det endte med, jeg også gjorde. Rain blev stående tilbage og lagde armene over kors. Egentlig så det mest ud som om, at det var fordi, hun frøs en smule.

Julekoret havde netop afsluttet O holy night, da Louis klaskede hænderne sammen. I forvejen havde de alle stirret som vanvittige ugler på os, men nu var der i hvert fald ingen tvivl om, at vi havde deres opmærksomhed. "Må vi synge en sang med jer?" spurgte han direkte om, og der gik ikke et øjeblik, før de alle nikkede tavse. Smilende, men tavse. Hurtigt tog jeg et sidste sug, inden jeg lod min cigaret falde til jorden. Som altid trådte jeg den ned, så der ingen fare var for, at gløden ville opstarte noget.

"Louis, hvilken.." Liam nåede ikke at sige sætningen færdig, inden Louis allerede brød ud i de første toner til en julesang, alle og enhver kendte. Hvor nem den var at synge, - og så uden musik - se, det vidste jeg virkelig ikke. Alligevel fulgte vi alle bare med. At synge var vores passion og ligegyldigt, hvordan det ville ende, sang vi alle med.

"I don't want a lot for christmas, there is just one thing I need." Som sagt fik Louis æren af at opstarte sangen, og vi andre sang herefter glædeligt med.

"I don't care about the presents underneath the christmas tree. I just want you for my own, more than you could ever know. Make my wish come truuuue.. All I want for christmas is.. yoooooooou!" Niall begyndte at hoppe, og jeg grinede i kor med de mange andre omkring os. Herefter hoppede Louis op på Harry, og de mange børn fra julekoret dansede, knipsede og fjollede rundt, mens de nu også sang med.

Rain så sig nærmest forvildet omkring, da flere mennesker strøg til og overtog bænkene og den ellers så store plads. Jeg rettede automatisk en smule på håret, inden jeg bestemte mig for at deltage i festen. Med et smil hoppede jeg hen til Liam, mit udvalgte offer. Hurtigt klaskede jeg mine hænder op foran øjnene på ham, hvorefter jeg løsnede dem derfra og tog fat om huen, han havde på. Som beregnet løb han efter mig, og jeg spurtede rundt mellem de mange børn med Liam i hælene. Poserne hang op ad armene på os hver især, og jeg gættede mig til, at det så noget komisk ud.

Fik det andre til at grine, så kunne vi med god samvittighed smile endnu større. Lidt sjov havde vi jo alle lov til at have.

Liam fik sin hue igen, og vi gik op foran til de andre drenge, der sang videre og sluttede sangen af med dem og børnene. En bragende klapsalve lød fra de mange mennesker, der havde været publikum til os, og en dreng iklædt en grøn nissehue, røde bukser og en brun jakke holdt en lille dåse op, der straks blev proppet med småmønter. Med store øjne kom han tilbage og viste os de indsamlede penge, hvor han havde været nødt til at bruge sin nissehue også.

"Vas happenin', New York!" råbte Harry skingert, efterfulgt af et råb fra Louis, hvorefter Niall og Liam fulgte trop. Jeg smilede stort og strakte armene i vejret. "Vas happenin', New York?!" overdøvede jeg de andre drenge, der havde fået flip med at gentage ordene 'Vas happenin' lidt for mange gange. Forvirrede trak de op på skuldrene, mens de blev ved, og en ting var dermed sikkert: New York havde nu fået en bid af One Direction.

 

~

 

"Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en hel hest," konstaterede Niall, idet vi satte os til bords. Vi grinede alle sammen, og Rain var næsten den, der lo højest.

"Der må du nok andetsteds hen. Her i New York er det meget få steder, man kan få hest," grinede hun videre, og vi andre lo lidt højere.

Det var blevet sent, og klokken havde nået syv. Eftersom Niall insisterede på, at vi tog på restaurant, da han ikke kunne vente med at spise, til vi kom hjem, endte det med, at vi gjorde det. Adour, hed den vidst. Mit blik flakkede hen over et af kortene, der stod oprejst som reklame på det fint opdækkede bord. Adour - Alain Ducasse.

Jeg havde fået æren af at vælge restauranten, og jeg anede ikke, hvad jeg havde valgt. Det var den første, vi kom forbi, der ikke udstrålede fast food. At bedømme ud fra borddækningen med den snehvide dug, porcelænstallerkenerne, sølvbestikket og de høje krystalglas.. så havde de ingen former for fast food her. Til gengæld var jeg ret sikker på, at prisen heller ikke endte med at være det, jeg ville kalde billigt.

"Har du været her før?" spurgte jeg lavt Rain om, der sad over for mig. Hendes grå øjne mødte mine, og jeg slog hurtigt blikket en anelse ned, så vi ikke havde direkte øjenkontakt.

"Eh.. Nej," indrømmede hun med flovhed som undertone. "Jeg tror bare, jeg spiser, når jeg kommer hjem." Hun sendte mig et forsigtigt smil og kiggede sig så omkring igen. Selv rynkede jeg uforstående brynene. Hvorfor spise hjemme, når vi alligevel sad her?

"Rain, hvad skal du have?" Louis havde ikke hørt Rains og min samtale for få sekunder siden, og jeg himlede med øjnene. Typisk. Han sad lige ved siden af hende, men havde selvfølgelig været travlt optaget af noget andet.

"Jeg skal ikke have noget," svarede Rain endnu en gang, og denne gang rettede Liam og Harry også sit blik mod hende. Jeg så hen på Niall, der sad ved siden af Louis med snuden begravet i et menukort.

"Hvorfor ikke?" spurgte Harry forbavset, og Rain trak skuldrene op til ørerne. "Jeg.. Det er sådan.. ret dyrt at spise her. Jeg kan sagtens vente, til vi kommer hjem." Var det kun mig, der syntes hun så træt ud? Øjnene druknede nærmest i usynlig søvn, og stemmen lød slet ikke så irriteret og hård, som den plejede.

"Rain, du skal spise sammen med os!" fastslog Louis. Han slog sin hånd ned i bordet for at lave yderligere dramatik omkring det, men Rain rystede bare på hovedet.

"Nej, je-.." 

"Det er på vores regning," indskød Liam hurtigt, og Rain smilede taknemmeligt.

"Det kan jeg ikke," afslog hun tilbuddet, men Louis lod hende ikke slippe. Han lagde sin hånd på hendes, der lå på bordet, og hun så straks op i øjnene på ham.

"Spis med os, Rain."

 

~

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Jeg førte gaflen op til munden, hvor jeg lod det firkantede stykke af oksebøffen glide ind i munden på mig. Nem at skære ud var den måske ikke ligefrem, men indtil videre havde jeg klaret det meget godt. Sådanne fine steder plejede jeg ikke at spise på.

Faktisk spiste jeg sjældent ude..

Well.. Alligevel vidste jeg da, at de sådan nogle steder altid lod fedtstrimlerne sidde på kødet, og det gjorde det mere besværligt for mit vedkommende.

Jeg kunne skam godt finde ud af at skære kød ud. Men sådan en sej og saftig bøf havde jeg stort set heller aldrig råd til at kokkerere selv.

Den smagte nu udmærket.

Fantastisk.

Vidunderligt.

Dyppet i lidt af den lysebrune sovs, jeg ikke anede, hvad var.

Mums.

"Damn it!" Louis hoppede forskrækket, da en bippende lyd hørtes - sikkert fra hans mobil, der lyste stoffet på hans bukser op - og spildte uheldigvis lidt af den cola, han drak, ned over sig selv.

Hurtigt stillede han glasset fra sig, hvorefter han fik hevet mobilen op ad lommen; En skinnende iPhone 4S. 5'eren var udkommet, men han havde åbenbart ikke det nyeste af det nye, selvom man kunne forestille sig det.

"Det er Eleanor." Han lyste pludseligt op og scrollede skærmen en smule ned. "Hun spørger, hvordan vi har det?"

"Strålende!" lød det smaskende fra Niall, der havde bestilt samme bøf som mig med hjemmelavede pomfritter, stegte grøntsager og den yderst delikate sovs. - Hans portion var bare nummeret større end min.

Jeg smilede svagt for mig selv, da jeg så hen på Niall. Af en eller anden grund var mit humør virkelig ikke ringe lige nu.

Og så var det nemt at se, mad var vejen til Nialls hjerte. Han skulle nok sørge for at finde en pige, der kunne finde ud af at stå i et køkken, såvel som han sikkert også selv havde forstand på det. Når man elskede mad så højt som han, ville det undre mig andet.

Louis tastede nogle ord ind på mobilen og sendte beskeden af sted, inden han lagde mobilen tilbage i lommen.

"Kam eller børste?" udbrød Harry pludseligt. Jeg rynkede øjenbrynene, mens jeg lydløst tyggede videre på det saftige stykke kød.

"Kam," svarede Liam og Zayn stort set i kor, og Louis nikkede sig enig. Niall skar et nyt stykke af sin bøf og tog det ind i munden, hvorefter han tænksomt så ud i luften.

"Kam," sagde han lidt efter, og de rettede alle blikket mod mig, netop som jeg sad og tog en slurk af mit glas isvand.

"Ehm.." Jeg sank en enkelt gang for at få vandet helt ned, hvor jeg herefter stillede glasset fra mig ved min tallerken. "Jeg forstår ikke helt.."

"Det er en bordleg," forklarede Liam smilende, og jeg rullede med øjnene.

Selvfølgelig - en leg.

"Sig, hvad du vil vælge." Louis så på mig med hans intense blik. Med hovedet lagt en anelse på skrå betragtede jeg øjnenes skinnende glans i restaurantens hyggelige - og dog specielle - belysning. Af en eller anden grund kunne jeg ikke få sat en finger på, om hans øjne var grå eller blå.

"Rain?" Harrys dybe stemme hev mig ud af mine egne tanker omkring Louis' øjenfarve, og jeg blinkede forvirret med øjnene.

"Eh.. Okay så.." Mindst af alt havde jeg lyst til at spille med på deres åndssvage lege, men jeg blev nødt til at være mindre.. mig overfor dem. Selvom de havde det 'strålende,' så havde Zayn flere gange sagt til mig, de ikke var børn.

Hvorfor fanden opførte de sig sådan?!

Don't ask me.

I'm just Mommy Direction.

Jeg kunne virkelig ikke komme mig helt over det. Opførte jeg mig virkelig som en mor? Jeg var jo bare.. ansvarlig og voksen. - Modsat til drengene.

"Jeg ville nok vælge en børste," mumlede jeg, inden jeg igen tog fat om glasset og drak endnu en tår vand. Isterningerne var såmænd ved at være smeltet, og de små rester fra dem flød rundt, som jeg automatisk bevægede glasset, når jeg satte det tilbage på bordet.

"HA! Se, det er ikke kun mig!" Harry slog hånden ned i bordet og jublede højlydt. Liam puffede hårdt til ham, mens Niall, uset fra Harrys synsvinkel, snuppede en af hans mærkværdige kødboller.

"Der er stadig forskel," fnes Zayn med sit skæve smil omkransende hans læber. "Hun er en pige. Du har brug for den, fordi dit hår er længere end vores."

"Jeg bruger nu hverken kam eller børste," indrømmede Harry med et fjoget ansigtsudtryk, og Louis nikkede bekræftende.

"Han gør bare sådan her." Hurtigt fik Louis demonstreret Harrys hemmelige 'how-to-do-your-hair' metode. Han bøjede nakken nedad og rystede hovedet kraftigt, inden han grinende så op.

De andre drenge klukkede let med undtagelse af Niall, der brød ud i sin unikke latter. Jeg fnes kort af en helt anden grund og lagde gaffel og kniv fra mig.

Jeg rettede lidt på Louis' hår, der stod ud til alle sider, og drengene lo lavt videre. Louis smilede bare taknemmeligt til mig, inden han deltog i de andres grin.

Hvorfor jeg gjorde det.. Well.. Det så bare for mærkeligt ud til min smag.

I think.

"Hund eller kat?" Niall så med sine blå øjne rundt på os alle, inden han proppede en ny bid mad i munden.

God.

De stoppede ikke.

"Kat!" Endnu en gang hamrede Harry hånden ned i bordet og brød ud i et kort, klukkende grin. Han rodede sig en smule i håret, inden han tog fat om sit bestik og fortsatte med at spise.

"Hund," lød det fra Liam. Han sad med rynkede bryn, som om han stadig tænkte over sit svar. Forståeligt nok. Det havde jeg også gjort, hvis jeg sad ved siden af Harry. I hvert fald hvis jeg vidste, han ville sætte mig for et krydsforhør.

"Jeg troede godt, du kunne lide katte, Liam?" Harry havde lagt bestikket fra sig igen og lagde højre arm op på bordet på en sådan måde, at han i sig selv så ret afslappet ud.

Liam lo blot efterfulgt af de andre drenge, og der gik ikke lang tid, før Harry heller ikke kunne holde masken længere.

 

~

 

Jeg havde smidt drengene ind på deres værelser, da trætheden allerede ejede min krop fuldt ud. Sidst jeg så på klokken, viste den ikke mere end halv ti, men mine øjne kunne knapt nok holde sig åbne.

Sengen kaldte.

Eller..

Sofaen.

Hvor jeg dog allerede savnede min seng. Bare.. en smule.

Dagen havde faktisk slet ikke været så tosset endda - hvis man så bort fra, at mit hår for hundredeogsyttende gang i denne uge blev kaldt hvidt, og jeg fik titlen 'Mommy Direction'.

Jeg gik udmattet hen for at hente min sammenfoldede dyne henne i hjørnet af stuen, hvor min pude også lå. Sengebetrækket var helt almindelig hvidt med nogle næsten usynlige roser rundt omkring.

Langsomt gik jeg tilbage til sofaen og smed både dyne og pude ned på den.

Lidt søvn skulle gøre godt.

Pyjamassen var jeg allerede hoppet i, og jeg skyndte mig at lægge mig til rette. Som en vane bankede jeg let på puden og rettede flere gange på den, inden jeg lod mit hoved dumpe ned til hvile.

Min ryg strækkede sig automatik ud, og jeg mærkede en kortvarig smerte. Herefter trak jeg dynen op om skuldrene, og varmen bredte sig straks omkring mig. Kun mine fødder føltes kolde endnu.

Med ansigtet ind mod sofaens ryglæn glippede mine øjne langsomt, som jeg lod dem falde i. Straks drønede billeder rundt i hovedet på mig, og jeg fik nærmest ikke set nogen af dem, inden et nyt dukkede op.

Helt tungt sov jeg endnu ikke, og jeg mærkede derfor godt, at der var en, der fjernede noget hår fra mit ansigt og førte det om bag mit ene øre. Hvem det var, anede jeg ikke. Billederne var alt, jeg fokuserede på.

Alligevel hørte jeg udmærket godt en hviskende stemme, uden den satte sig fast ved min bevidsthed.

"Godnat, Rain." Nogle lave fodtrin blev kun lavere og lavere, inden jeg svagt hørte en dør lukke sig i med en kort knirken.

Herefter dannede nye billeder sig foran øjnene på mig. Et øje. To øjne. Grå. Blå.

Gråblå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...