Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59907Visninger
AA

9. 7. ~ New York, here we come! ~ Del I

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

 

Æggene på panden simrede let, og jeg pustede en tot af det lyse hår væk fra mit ansigt. Det gad bare ikke sidde på en mere respektfuld måde, så jeg kunne se ordentligt.

Det undrede mig egentlig ikke.

Sådan havde mit hår altid været. Sol op og sol ned.

Like, dag ud og dag ind.

"AF STEEEEEEEEEED!" Mit hjerte hoppede forskrækket op i halsen på mig, idet Louis' stemme rungede i hele hytten. Klokken var ikke mere end otte, så det undrede mig faktisk, at de allerede var oppe. Måske var det ikke kun mig, der stod tidligt op?

Louis løb ud i gangen med en sådan fart, at jeg kunne mærke vibrationerne i luften helt herover, hvor jeg stod. Niall fulgte trop med et gigantisk smil på læberne. Han stoppede dog allerede, da han var nået halvvejs.

"Er det morgenmad, min næse har fået færten af?" Jeg kunne ikke lade være med at klukke let, da han begyndte at vrikke med næsen som en kanin.

"Ja, det er det. Der er ikke lang tid, til det er færdigt," sagde jeg smilende og vendte tilbage til panden med æg endnu engang. For at de ikke skulle brænde på, rørte jeg lidt rundt i dem med en ske.

"Hey, Louis! Vi kan vidst godt vente på de andre drenge alligevel! Morgenmaden vil jeg altså ikke gå glip af!" råbte Niall ud til Louis, der i princippet højst var fem meter fra ham. Han skyndte sig herefter hen til mig og kiggede mig glad over skulderen. "Hvad skal vi have?"

Jeg skubbede ham irriteret væk ved et ryk med skulderen, som han hvilede sin hage på. Han tog sig ømmende til den og brokkede sig en smule over min handling, men jeg havde mine grunde. At have folk hængende ind over mig, når jeg lavede mad, var noget af det værste.

Nu var jeg ellers lige i så godt morgenhumør.

Sådan en lille bagatel kunne nemt ødelægge det hele.

"Æg og bacon. Der er også cornflakes," sagde jeg lavt, mens jeg prøvede at få mit humør lidt op igen. Niall var en flink fyr, og jeg havde i går indset ved at snakke med Zayn, at jeg måske skulle være mindre.. You know.

Humøret kunne vel være en start.

"Lækkert," mumlede Niall og trak en af stolene ud. Louis kom ud i køkkenet og lavede tre sprællemandshop.

"Hvad siger du, Rain? Skal du med i byen i dag?" Han hoppede to gange normalt, inden han satte sig til rette over for Niall, der smilede stort til ham, inden han så op på mig, afventende på et svar.

"Skal I ned i byen?" spurgte jeg lettere overrasket. Jeg betragtede kort de to drenge, der nikkede forventningsfuldt, inden jeg skruede helt ned for varmen til komfuret.

Panderne med æg og bacon lod jeg stå et stykke tid og stillede mig op ad køkkenbordet med måsen vendt ind mod det. Jeg lagde mine arme over kors, mens jeg tænksomt så ud i luften.

"Nej. Jeg tror ikke, jeg tager med," kom jeg frem til. Louis slog ud med armene som et 'come on,' men jeg ignorerede det bare.

Harry og Liam kom ud fra hver deres værelse på stort set samme tid. Liam så søvndrukken ud, men sendte mig et smil alligevel, mens Harry hævede hånden som en godmorgen hilsen.

"Harry-mus!" Louis farede op fra stolen af og var i det samme henne for at kysse Harry til døde. Panden, næsen, øjnene, kinderne.. Intet andet end munden blev misset.

Tænk, hvis Louis havde haft læbestift på.

"Hvor er Zayn?" lød det fra en oversmasket Harry, der endelig havde formået at komme fri af Louis' greb.

"Han gider ikke stå op. Du kender ham," smågrinede Liam lavt og satte sig til bords. Harry og Louis satte sig også ned, og jeg bar tallerkenerne med æg og bacon hen på bordet, som jeg netop lige havde fyldt op fra panderne af.

"Væk ham. Maden er på bordet, og hvis ikke han kommer ud, så får han intet mad," sagde jeg kort og kontant. Drengene kiggede på mig, som havde jeg netop fyret verdens frygteligste voldserklæring af; Især Niall.

"Han er ikke til at få op på det her tidspunkt, Rain," brummede Harry hæst henne fra sin stol. Jeg trak blot på skuldrene og øsede en skefuld æg op på min egen tallerken, inden jeg tog fat om Nialls.

"Du siger stop," sagde jeg med blikket låst fast på skeen, der blev ved med at lægge flere og flere æg hen på tallerkenen. Niall nikkede smilende som tegn på, at jeg bare skulle blive ved. Til sidst måtte jeg selv beslutte, det var nok.

"Men.. jeg kan godt spise mere," beklagede Niall sig og så ned på sin allerede fyldte tallerken. Jeg rullede med øjnene af ham, inden jeg tog fat om Louis' tallerken.

"Rain.." Louis så på mig med store, blinkende øjne. Jeg satte tallerkenen foran ham, da jeg havde øset to skefulde æg op til ham. "Hvorfor vil du ikke med os i dag?"

"Jeg har allerede set New York," sukkede jeg. Trætheden havde på en eller anden måde fået sneget sig ind på mig, efter vi havde sat os ned.

"Præcis. Udforsk byen med os! Så kan du føre os rundt.." lokkende han med et smil. Jeg trak på skuldrene, rystede på hovedet og tog imod Liams tallerken, han rakte mig.

"Jeg har andre ting for.." blev mit svar blot.

Dumt.

"De kan vente!" råbte Louis begejstret. "Du SKAL tage med os."

 

~

 

Tak.

Tak til den brede dame, der bukkede sig ned og stak sin store mås i hovedet på mig.

Tak til den lille pige, der løb ind i et tøjstativ, der væltede ned over mig.

Tak til det kolde gulv, jeg nu lå på.

Tak.

En klukkende latter fyldte min øregang, hvilket fik mig til at vende hovedet en anelse til venstre, så jeg kunne se, hvem det var, der stod der.

Zayn.

Of course.

Min superhørelse havde godt haft sin mistanke.

"Vil du have en hånd?" Han bukkede sig let forover og rakte en hånd ned til mig, som jeg i en akavet stund blot stirrede på. Til sidst besluttede jeg mig for at sætte håndfladerne i jorden og skubbe mig op at sidde. Herefter tog jeg med et svagt smil fat om hans hånd, hvorefter han trak mig op at stå.

"Tak." Hvor mange gange havde jeg netop lige nævnt det ord for mit indre?

Well.. Nu kunne jeg i hvert fald nemt forøge antallet lidt.

Tænk, jeg var da pænt taknemmelig i dag?

Zayn trak skævt op i smilebåndet. "Hvad lavede du dernede?" Han stak sin højre hånd ned i bukselommen, der var gemt under jakken, mens den anden kort rodede ved det forreste af hans hår.

Jeg børstede mig med begge hænder bagpå, inden jeg gav ham min fulde opmærksomhed.

Hvad jeg lavede nede på gulvet?

Jeg havde da selvfølgelig bare set, hvor trist og ensomt det så ud og havde dermed givet det et knus.

Hvad troede du selv, Sherlock?!

"Finder I noget interessant tøj?" valgte jeg at svare. Spørgsmål, man ikke gad svare på, besvarede man bedst med et nyt spørgsmål.

Idet samme spænede Niall forbi os med et begejstret udtryk. I hænderne bar han to bluser i hver sin farve. Hans øjne strålede som to julelys i nattens mørke, og han lignede nærmere et barn, der netop havde åbnet en af sine julegaver.

Gud!

Jeg manglede stadig den ønskeliste fra Cathrine.. Well, hun havde trods alt stadig to dage endnu.

Da Niall fik øje på os, spurtede han tilbage og holdt bluserne, der nu viste sig at være T-shirts, op i luften for at vise os dem. "Hvilken en kan I bedst lide?" spurgte han. Jeg betragtede dem med hovedet let på skrå.

Den ene var ud af mørkeblåt stof med neongrønne bogstaver, der sammen formede ordene The city that never sleeps. Den anden var af hvidt stof med en stor, farverig cupcake som ikon, der åbenbart havde fået sig et ansigt og smilede nuttet til os.

Hvorfor der stadig blev solgt T-shirts her om vinteren, anede jeg ikke. Men folk købte dem jo tydeligvis.

"Den der," pegede Zayn på cupcake-blusen. Jeg rynkede automatisk på næsen ude af stand til at skjule det.

"Hvad?" Nialls gigantiske smil, der havde hængt ved siden morgenstunden, blegnede en smule, da han så min reaktion. Zayn hævede spørgende og afventende det ene øjenbryn, og jeg trak skuldrene helt op til ørerne i håb om, at det ville gøre mig mindre synlig.

"Ikke noget," cuttede jeg mit svar ned til. Nialls øjne skiftede retning for at se på sine to T-shirts og derefter mig. Af en eller anden grund havde jeg det utroligt dårligt over min handling for få sekunder siden. Det så ud til at røre Niall ret dybt.

"Du kan ikke lide dem?" Tristheden i hans stemme gav mig endnu dårligere samvittighed, og jeg førte en tot af mit hår om bag øret.

"Jo.. Jo.. Jeg tænker bare.." Zayns blik borede sig direkte ind i siden på mig, som jeg fortsatte. "De har nok ikke sådan en.. Du ved.." Uden held ledte jeg efter de rette ord. "Den findes nok ikke i din størrelse. Den er vel beregnet til.. børn," afsluttede jeg min længerevarende forklaring.

"Det.. Det her ER min størrelse," hørte jeg en skuffet Niall sige. Hans bryn var lettere rynket, og han så ud til at tænke over noget. Straks bed jeg mig i læben.

Hvordan kunne man være så dum, som jeg?

Kun Cathrine var dummere..

"Tag dem begge, Niall." Zayn smilede opmuntrende til hans gode ven, der med et smil hurtigt fløj videre rundt i butikken.

Indtil videre havde vi allerede været i fem forskellige butikker;

Barneys, den populære trendbutik, der solgte ud af alle de dyreste mærkevarer. Drengene nød at være derinde, men de var vist bare lykkelige for at være rundt i byen. Niall viste stor glæde, da han opdagede, at der også var restaurant derinde. Selvom det kun var en times tid siden, vi havde spist morgenmad, måtte han have sig en enkelt sandwich.

Century 21, hvor Zayn forelskede sig i det ene stykke tøj efter det andet. Priserne var latterligt billige i forhold til Barneys, da de her fik resterne af designertøj, der ikke længere var den nyeste mode. Tøjet blev selvfølgelig sat meget længere ned, end de tidligere havde været sat til, og der var ofte 40 procent eller mere i rabat. Deres indretning havde altid været så hyggelig og anderledes - en smule mere gammeldags end de andre butikkers.

Bloomingdale's var også en stor succes med de mange etager. Jeg havde været derinde hundredevis af gange, og hver gang så jeg damer fare rundt med øjne så store som tekopper. Det var vist ingen hemmelighed, at det var en pænt populær butik her i New York.

Toys 'R' Us. Ja. Den butik gik jeg ærlig talt sjældent ind i, men.. de her drenge opførte sig ikke helt som andre på deres alder. Derind skulle de i hvert fald, og de kom ud med en masse forskelligt legetøj. De viste mig også, at man derinde kunne få dukker af dem hver især, og Niall slog sig selv i hovedet med sin, hvilket til sidst kostede ham en kortvarig hovedpine. Som jeg forstod på de andre drenge, så var det ikke første gang, han havde gjort det.

Lige nu var vi i den femte. H&M. En ganske almindelig tøjbutik med sine egne mærker, der var knapt så dyre. Her i New York fandtes der nu ikke utroligt mange af dem, og der var ofte fyldt med mennesker i alle aldre.

Fem butikker på fire timer. Klokken slog to for nogle få minutter siden, og hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne drengene blive ved til langt ud på natten. Som Nialls T-shirt havde sagt, så sov New York aldrig.

Det gjorde jeg til gengæld.

Klokken ti.

Senest.

På det tidspunkt ville vi altså være hjemme under alle omstændigheder. Hvorfor jeg overhovedet gav mig til at tage med herned.. I really don't know.

Selv havde jeg intet købt modsat til drengene, der hver især bar på mindst tre fulde poser. Mindst!

"Jeg ser lige til de andre drenge," sukkede jeg lavt og skulle til at gå, da jeg mærkede en hånd blive lagt på skulderen af mig. Zayns varme strømmede videre ind i mig.

"Vi er ikke børn, Rain.." lød det fra ham, inden han fjernede hånden. Jeg nikkede kort for mig selv, hvorefter jeg gik videre.

De var måske ikke børn - men de var stadig mit ansvar.

H&M lå i mindst 100 etager. Mere præcist, fire, men.. stor var forskellen jo ikke. Rulletrappen op til tredje etage var proppet med folk, præcis som køen til prøverummene også var alt for lange. Juletiden havde sine fordele for butiksfolk og ejere, da kunderne strømmede til for at købe julegaver ind.

Ved at mase mig forbi en kæmpe klump af mennesker, der alle studerede en mannequindukke iført en blomstret kjole, kunne jeg endelig få lov til at trække vejret.

"Rain!" Den bekendte, lettere lyse drengestemme kom bagfra, og jeg drejede om på hælene i tro om, at jeg ville se Louis foran mig.

Men nej..

Guess what?

Mine øjne sporede i stedet Louise.

Mannequindukken vinkede ivrigt til mig, og jeg stirrede som en gal på den. Hende. Ham.

Det var jo Louis?!

Hvorfor i al verden stod han midt i en pigeflok?!

Well, det var måske egentlig slet ikke så mærkeligt, men.. Hvorfor stod han klædt som.. som..

Hvorfor havde han kjole på?!

"Louis?" måbede jeg. Min stemme var overraskende lys, og jeg rømmede mig hurtigt for herefter at gentage hans navn igen i mit normale toneleje.

Han smilede stort til mig og prikkede en sorthåret pige på skulderen. "Eh, undskyld mig, men må jeg komme forbi?" Hurtigt greb hun fat om hans ene arm, og jeg lagde mærke til, at Louis forskrækket spærrede øjnene op.

"Jeg elsker dig, Louis Tomlinson! Jeg elsker dig og alle de andre af hele mit hjerte!" Louis prøvede tydeligvis at vride sig ud af hendes greb, men hun holdt åbenbart godt fast.

"Gift dig med mig," skreg hun, og dem omkring hende trådte et skridt tilbage. Flere og flere mennesker strømmede til, og inden længe stod de andre drenge da også ved siden af mig.

"Hvad sker der?" spurgte Liam mig om. Jeg drejede hovedet for at se på ham, men mit blik landede på den T-shirt, han holdt om i stedet. Af en eller anden grund mindede den mig utroligt meget om Nialls cupcak.. Havde Liam taget en magen til?

I stedet for at stirre yderligere på hans valgte tøj, rettede jeg blikket mod Louis, den sorthårede pige og de mange andre folk. "Louis skal giftes," svarede jeg med et grin gemt bag stemmen.

Niall slog en latter op, der fik alle menneskerne til at vende opmærksomheden mod ham og os andre.

"Gud, se!" 
"Det er de andre drenge fra bandet!"
"Hvor er Harry dog cute!"
"Jeg kunne godt kidnappe Liam."
"Vil nogen opdage, hvis jeg går hen og voldtager Zayn?"
"Er det bare mig, eller er Niall lidt for sød i dag?"

Snakken gik rundt mellem de mange forskellige piger og få drenge, og nogle af dem løb straks hen imod os.

"Louis, jeg elsker dig!" skreg den sindssyge pige fra før, der stadig holdt fast om hans arm. Jeg skyndte mig hen til ham, men han nåede netop at få sin arm fri. Et højt skrig fyldte alles øregange, og Louis så ned på sin arm, hvor der nu var en blødende rift. Først her lagde jeg mærke til hendes uvirkeligt lange negle.

"Louis, undskyld! UNDSKYLD!" græd pigen og kastede sig om halsen på den stakkels dreng. Jeg skyndte mig hen for at tage fat om pigen og prøvede at hive hende ned fra ham.

"Hey.. Hey!" råbte jeg, da hun slog ud mod mig og klamrede sig fast om maven på Louis. Hun så ikke ud til at være mere end femten år gammel.

"Stop det der!" beordrede jeg med min råbende stemme, da jeg fik hende af Louis. Hun lagde mopset armene over kors og så ud til at være klar til at spytte mig i ansigtet når som helst.

God!

"Og hvem er DU så?" Hun skubbede underlæben ud, og jeg havde nu fået alles opmærksomhed.

Great.

Mit største ønske blev opfyldt.

Wait, what?!

Jeg hadede det her.

"I skal ikke gøre skade på de drenge, okay?" vrissede jeg bare surt igen uden at give hende et ordentligt svar. En anden pige kom op på siden af hende med det sorte hår og var klar til at forsvare de mange fans, der ville røre, kysse og skrige af drengene.

"Hvem tror du, du er? Deres MO-AR?!" Hendes fornærmende spørgsmål fik folk til at pege, fnise og grine højlydt. "Dit hår er da i hvert fald hvidt nok.."

Jeg mærkede mine læber blive til en smal streg, som jeg endnu en gang fik den uhøflige bemærkning at vide.

Mit hår var for katten hos fanden da ikke hvidt!

"Ja," hørte jeg pludselig Louis sige, hvorefter han lagde sin arm rundt om mig. En underlig, varm fornemmelse spredte sig ud i kroppen på mig. "Hun er Mommy Direction. Gør I grin med hende, gør I grin med os."

Der sluttede samtalen. Alle klappede fuldstændigt i, og de så ikke ud til at være i stand til at overfalde nogen af drengene. De formåede i hvert fald at finde vej gennem de mange piger hen til Louis og jeg.

"Skal vi få betalt for tøjet og smutte herfra?" mumlede Zayn hurtigt med et vågent øje over de mange fans.

"Lad os gøre det," nikkede Liam sig enig, og Harry pegede grinende på Louis. Jeg så ned ad ham og kom i tanke om, at han stadig stod i kjole.

"Louis.. Hvorfor har du egentlig kjole på?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Han så ned ad sig selv og lo højlydt, inden han gik hen mod et af omklædningsrummene.

"Den var flot," svarede han blot med et træk på skuldrene og trak så gardinet for. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt sammen med de fire andre drenge.

Louis var altså ikke helt normal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...