Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59280Visninger
AA

8. 6. ~ Hate cats, love cats

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Grundet Nialls tomatkasteri havde det taget os ekstra lang tid at rydde op. Langt om længe var alt inde i stuen og køkkenet kommet tilbage på sin plads. Zayn havde støvsuget mit dyrebare krydderi op med lidt hjælp fra Louis, der skubbede ham i ryggen.

Dyrebare og dyrebare.. Jeg havde faktisk aldrig brugt det.

Men de skulle stadig bringe mig noget nyt.

Basta med pasta. Skruer. Pastaskruer.

Stop det, Rain.

"Endelig!" udbrød jeg træt og så på væggen. For lidt tid siden havde der været en kæmpe rød plet af en splattet tomat. Efter tyve minutters skrubben lod det sig forsvinde.

Desværre var det kun den første af de mange tomater, der havde ramt min væg i stedet for Louis.

Med krampe i højre arm svang jeg irriteret kluden ud til siden, inden jeg lod den dumpe ned i baljen med sæbevand. Cathrine lå og slangede sig i den længste sofa med det nyeste Vouge magasin i hænderne. Hun nægtede at hjælpe til, nu hun ikke havde været med til at rode.

Havde jeg måske det?

Men at diskutere med Cathrine om den slags var unødvendigt. Selvom jeg vandt diskussionen, så ville hun under ingen omstændigheder give sig til at hjælpe med oprydningen.

Vi klarede os da også fint uden hendes hjælp.

"Hey, Rain! Se lige mig!" Louis kom ind i stuen med min sorte BH. - Rettere sagt; Han kom ind IFØRT min sorte BH.

Hvad skete der lige for den dreng?!

Straks lød latter fra Niall, Liam, Zayn og Cathrine. Typisk. De syntes selvfølgelig, at det var morsomt. Ærlig talt kunne jeg nu ikke se det sjove i det.

"Louis!" Hans navn blev mast ud gennem mine sammenpressede tænder, mens jeg blev stående og kiggede koldt på ham. Harry gik bag om ham, da han også trådte ind i stuen, og fik hurtigt løsnet BH'en, der sad uden på Louis' bluse.

Louis vendte sig om mod ham med et ironisk sadface. "HEY!" surmulede han, hvorefter Harry studerede den let. Der gik ikke lang tid, inden han med et fjoget smil tog den på hovedet og klikkede den sammen under hagen.

"Jeg gætter på en A-skål," sagde han med sin langsomme stemme. Han havde lavet den om til en i et højere toneleje, som skulle han forestille en kvinde.

"Giv mig den!" hvæsede jeg strengt og fløj i to skridt hen til ham. Hurtigt trak han sig tilbage, og de andre grinede højt. Louis hev den af hovedet på Harry og tog den op foran øjnene.

Nu var det nok.

"Jeg sagde; giv mig den!" snerrede jeg vredt og fik omsider fat i den.

Privat ejendel, mine herrer.

Eller drenge..

Helt det samme var det jo ikke. Herrer.. Dem betragtede jeg som høflige personer med en moden personlighed. Mens drenge.. De var børn.

I kunne vel næsten regne ud, hvilken gruppe disse fem sjæle hørte til? Inklusive Cathrine.

"Hør, Rain.." Jeg stirrede strengt på Louis, der blot sendte mig et grinende smil. Harry fortsatte sætningen for ham. "Dit undertøj er ikke ligefrem det mest interessante. Tror du ikke ham Alex ville synes, du blev mere spændende.. Du ved, hvis du hoppede i en med blondekant." Han pegede på min BH, jeg havde et godt greb om med min ene hånd.

Det skulle ikke undre mig, hvis jeg stod med åben mund og måbede. For helt seriøst..

Havde de drenge lige hentydet til, at de havde haft fingrene i mere end bare denne BH?!  Havde de lige sagt, at jeg gik med kedeligt undertøj? Hvad fanden ragede det dem?! Og ikke mindst.. Who the hell is this Alex-guy?!

"Har du fået en kæreste?!" udbrød Cathrine med øjne på sammen størrelse som tekopper. "Hvem, hvor, hvad?! ER HAN LÆKKER?!" skreg hun pludseligt og trillede hen over ryglænet på sofaen. Der gik ikke mere end tre sekunder, før hun stod med fjæset oppe i ansigtet på mig. "Spyt ud!"

Well.. Det var nu mere hende, der spyttede.

Jeg fjernede en lille spytklat under mit højre øje, inden jeg forvirret rystede på hovedet. "Jeg aner ikke, hvad de taler om!"

Niall og Zayn kom nygerrigt hen til os og stillede sig op og dannede derved en næsten lukket cirkel. Liam kom på den anden side, og voila! Et styks cirkel i gangen.

"Ham Alex dér.. Du får kun besøg af Cathrine, dine forældre, børn og deres forældre og så Alex," sagde Louis smilende, som var han klogere end os andre. "Var det ikke det, du sagde, Cathrine?"

Jeg så forvirret på Cathrine, der begyndte at fnise. Lidt efter gik det også op for mig selv, at drengene tydeligvis blot havde misforstået det hele.

Kom igen, guys.

"Alex er min søster," forklarede jeg dem med et svagt smil. Det var ikke til at lade være med at trække lidt på smilebåndet, når de gik rundt og troede, min lillesøster var min kæreste.

"Er din søster din kæreste?!"
"Er din søster en dreng?!"

Louis og Harry tabte begge underkæben og stirrede på mig, som var det noget af det mest chokerende, de havde hørt. - Hvilket ikke skulle undre mig. Hvor meget kunne de drenge følge med i alvoren ude i verden, når de kun havde fjol i hovedet?

"Min søster er min søster. HUN.." Jeg kiggede på Louis, der havde spurgt, om min søster var en dreng, idet jeg understregede ordet. "..hedder Alex," sluttede jeg af med at sige.

"Åh.." mumlede Louis kort. "Så du har ikke nogen kæreste?" Da jeg rystede på hovedet, trak han smilende på skuldrene. "Ja, ja, det kommer nok," fik han sagt, og Harry rømmede sig kort, hvorefter han i et host fik fortalt, at det ikke ville ske, hvis jeg blev ved med at klæde mig i en bedstemors tøj.

Not your problem, Mr. Look-I'm-naked-and-don't-give-any-respect-to-the-fact-that-I'm-in-a-girls-home.

Nar.

Efter et kort suk besluttede jeg mig for at skifte emne. At gå i spåner over dem endnu en gang, det gad jeg ikke, selvom jeg sikkert kom til det senere hen. Lige nu var min beslutning dog bare at ignorere Harrys lille tilføjelse.

"Hvor smed I ellers med mad?" spurgte jeg udmattet om og vendte automatisk hovedet mod Niall. Han pegede ind mod mit værelse og smilede skævt.

Great. Tomat á lá underbuks.

 

~

 

Zayn lagde sin iPhone fra sig på stuebordet og rømmede sig lavmælt. Mit blik søgte hen imod ham, og idet han så, jeg kiggede i hans retning, slog han blikket en anelse ned. Jeg kunne ikke lade være med at hæve øjenbrynet en smule.

Var Zayn genert?

"Du, Rain?" brummede han lavmælt, og jeg sendte ham et smil. Måske kunne det få ham til at føle sig mere tryg.

"Jeg vil gerne sige undskyld.. for det tidligere.." mumlede han til en start, inden han tillod sig selv at kigge mere direkte på mig. Han formåede dog godt og grundigt at undgå øjenkontakt. "Det var ikke meningen, det skulle gå så galt for sig."

Jeg sendte ham et lidt mindre smil og så ned i skødet på mig selv. "Jeg fik da gjort rent," sagde jeg efter lidt tid, og jeg kunne høre ham klukke let.

"Ja, det gjorde du vel." Han lod sit blik glide ned og forholdt det på sin iPhone, inden han lænede sig tilbage i sofaen. Harry og Niall var i byen for at handle lidt ind, mens Liam og Louis var inde på gæsteværelset sammen med Cathrine. Hvad de lavede, det anede jeg ikke. Det interesserede mig som sådan heller ikke. Kun, hvis de pludselig ødelagde et eller andet.

Hvilket de sikkert gjorde.

Suk.

"Og for det med Harry.." hørte jeg pludselig Zayns stemme sige, og jeg kiggede op igen. "Faktisk både Harry og Louis.. Jeg undskylder også på deres vegne." Hvis ikke jeg tog meget fejl, havde vi øjenkontakt i et par sekunder, mens han smilede skævt til mig.

Jeg nikkede blot. "Det er helt i orden. Du skal heller ikke undskylde for dem. De burde være gamle nok til selv at kunne gøre det," mumlede jeg med blikket vendt over mod den lukkede dør til gæsteværelset.

"Rain, hvis jeg må.. Jeg.." Det var tydeligt at høre, Zayn prøvede at sige mig et eller andet. Men hvad? - Se, det var et godt spørgsmål.

"Ja, Zayn?" Jeg kiggede tilbage på ham med et halvt hævet øjenbryn. Det overraskede mig faktisk lidt, at han så så genert ud. Det havde jeg aldrig gættet mig frem til, at han var.

"Selvom drengene.. Nogen af dem.. Os," fortsatte han lettere hakkende. ".. Kan være lidt.. ustyrlige, måske.. Så.." Han sukkede kortvarigt og bevægede sine skuldre en smule op og ned. "..er vi altså ikke børn.."

Jeg kiggede på ham, mens en akavet tavshed fyldte pladsen ud mellem os. Det føltes som en evighed, inden jeg kom frem til, at han nok var færdig med at tale.

Hvor skulle jeg dog vide det fra, som han hakkede derudaf?

Hakkemaskine.

Ej. Det var ondt.

Undskyld.

Vent? Han kunne jo alligevel ikke høre mine tanker?

Hakkemaskine.

Host, host.

"Nej. Det ved jeg da godt." Forvirret blinkede jeg en smule med øjnene, og han så kort op på mig.

"Selvom vi kun har været her i et døgn.. behandler du os bare lidt som.. børn.." Han så igen ned på sin mobil, der viste sort skærm.

"Jeg behandler jer, som I opfører jer," svarede jeg ham hurtigt. "Hvis I ikke lavede al den ravage, så kunne vi måske få en hyggelig tid sammen."

Zayn forholdt sit blik på mobilen, og jeg hørte et lavt, næsten utydeligt, suk fra ham af. Jeg bed mig selv kort i læben og kiggede ned. Lige der hørte jeg godt, hvad han mente. Måske opførte jeg mig lidt for meget som et voksent overhoved, nu de rent faktisk selv var voksne.

Men..

De gjorde det bare så svært for mig at lade være.

"Undskyld," hviskede jeg i et hæst tonefald. Hurtigt hostede jeg en enkelt gang, og Zayn fnes let henne fra den modsatte sofa. Jeg sendte ham et skævt smil. Måske var det ikke vejen frem at prøve og bestemme over dem. De fortjente måske en chance til at bevise over for mig, at de bare var anderledes end mig. Præcis som Cathrine.

 

 

xxxxx
- Nialls synsvinkel -

 

"Hvorfor var det lige os, der skulle ud for at købe den spildte mad ind igen?" mumlede Harry irriteret ved min side. Han slæbte på posen med det nødvendige mad, vi var blevet bedt om at handle ind. Jeg selv bar på to andre poser, hvor der var alt det MEST nødvendige i. At gå forbi det på hylderne og i frysedisken, det var fuldstændig umuligt for mig. - Harry mente nu, at det var ligemeget med at købe det. Well, jeg skulle nok få det spist, hvis ikke han hjalp til. Mere mad til mig, wuhuu!

Glæde skulle der til, når det omhandlede mad. Sådan smagte det bedst. Medmindre det var is. Der smagte det næsten bedst, når man var nede og røre bunden. Men det kunne også spises alle andre dage. Det var jo trods alt is, right?

"Vi har ikke engang set byen ordentligt endnu!" brokkede Harry sig videre. "Jeg kan godt sige dig, Niall, i morgen tager vi ud og shopper løs! New York skal beundres fra sten til sten!" Jeg nikkede kort med hovedet. Det lød ret fornuftigt. Selv gad jeg også godt i nogle af butikkerne, der lå her. Nu engang var det jo ikke de helt samme som derhjemme.

"Niall, se!" udbrød Harry pludseligt og stoppede brat op. Jeg blinkede undrende med øjnene, mens jeg gik et par skridt videre for så at stoppe bagefter. Vi var netop nået frem til Rains hus. Langsomt satte Harry sig ned på hug og lagde posen fra sig. "Kom her, misser.. Kom hen til onkel Harry.." lokkede han med en lys stemme den brune kat, han havde fået øje på. Forsigtigt tog katten et par skridt hen mod Harry for at undersøge farer nærmere. Herefter småløb den det sidste stykke, og Harry strøg den hen over ryggen, idet samme han kunne komme til det.

"Han er helt kold," sagde Harry med sin medlidende stemme. Katte var hans svage punkt, og det undrede mig derfor ikke, at han tog den op i sine arme. "Lad os tage ham med ind i varmen." Det lød som om, han snakkede med et lille spædbarn. You know, 'dikke-dikke-dik'-stemmen.

"Tror du, at det er en god idé?" spurgte jeg ham usikkert om. Rain havde ikke udvist den helt store begejstring over vores tidligere rod. Det her var måske ikke den bedste måde at gøre det godt igen. "Selvfølgelig. Alle elsker katte. Rain har nok intet imod det. Jeg mener.. Se ham lige!" Han holdt katten op og lavede selv store hundeøjne. Et grin kunne ikke holdes tilbage, og Harry grinede herefter også.

"Lad os komme indenfor," sagde jeg med klaprende tænder. Min mave rumlede af sult, og jeg håbede inderligt på, at Rain allerede havde sat maden over. Hvis ikke jeg snart fik mad, så var jeg bange for, at jeg gik hen og døde af sult. Det var helt seriøst snart to timer siden, jeg sidst spiste bare en lille smule.

Inden vi nåede at tage fat om dørhåndtaget, kom Cathrine til syne. Hun sendte os et af sine store smil og lignede en, der kunne begynde at fangirle når som helst. - Og hun HAVDE altså gjort det allerede. I går. Det glemte man ikke bare sådan lige. Stakkels Louis.. Selvom det nu var lidt sjovt at stå og være tilskuer til.

"Hey, guys," lød det fra hende med hendes lyse pigestemme. Hendes blik gled først ned på vores poser og sprang så forskrækket tilbage på katten, Harry holdt i sine arme. Posen hang ham om håndleddet, så han havde bedre fat om den. "Hvad.. Hvad skal I med den kat?" spurgte hun monotont om med blikket limet fast til katten.

Harry gav et skævt smil fra sig, som hurtigt forvandlede sig til en trutmund, der kyssede katten i nakken. "Han fryser. Jeg tager ham bare lige med ind, så han kan få varmen." Cathrine så ikke just lykkelig ud for hans svar. Hun havde sikkert håbet på, at det var en illusion, at hun så en kat. Hvorfor? I really don't know.

"Rain er ikke så glad for katte," sagde hun langsomt. Jeg kiggede på Harry, der med store, overraskede øjne stod og nedstirrede Cathrine, der var mindre end selv mig.

"Kan hun ikke lide katte?!" spurgte han halvt råbende om. "Hvad sker der for hende?! De er jo de sødeste skabninger, der findes!" Cathrine trak undskyldende på skuldrene, og Harry rystede stædigt på hovedet. "Jeg tager ham med ind alligevel. Cathrine, dækker du ikke lige op for os, så hun ikke ser det? Han er ude igen, når han har fået varmen.." Efter et kort stykke tid besluttede Cathrine sig for at nikke, og vi gik med langsomme skridt ind efter hende.

"Raaaaaaaaiiin!" Hun var allerede i gang med at få Rains opmærksomhed afledt fra alt andet. God pige, Cathrine, god pige. Harry prøvede at holde katten længere henne mod den modsatte side af, hvor stuen var. Zayn sad med sin mobil og skrev sikkert løs med Perrie, the Little Mix. Hun var nu flink nok, og..

FUCK! Var Rain ikke gået i gang med maden endnu?! Intet på komfuret, intet i ovnen.. Helt seriøst, jeg døde inden længe. Klokken var klart spisetid. Måske endda over. Hvorfor havde hun ikke sat maden i gang? Hvad skulle vi overhovedet have? Gal, jeg var sulten!

"Lad os lege!" hørte jeg pludselig Cathrine sige, da jeg kom ud af mine egne tanker. Rain sad med et forvirret ansigtsudtryk og så på sin halvtossede veninde. Jeg kunne nu godt lide Cathrine. Hun var unik på sin helt egen måde. - Dog også på en sådan måde, at jeg aldrig kunne finde på at falde for hende. Venner, ja. Det følte jeg ærlig talt allerede, vi var.

"Cathrine.. Er du okay?" spurgte hun med et bekymret ansigtsudtryk. Harry gik forrest med listige skridt på vej mod hans og Louis' værelse. Jeg fulgte bare efter. "Lad os give hinanden massage! Lad os tage på burgerbar! Se, en sommerfugl!" fortsatte Cathrine, og jeg stoppede op samtidig med Harry. Havde Cathrine lige sagt, at Rain skulle se en sommerfugl? Indendørs? Om vinteren? - Vi var døde.

"Cathrine?!" Rains stemme havde forandret sig til et strengt tonefald.

Uskyldigt trak Cathrine på skuldrene. "Jaaaaa?" spurgte hun dumt om.

"Hvad sker der?" Rain fik øje på os, og jeg gav straks slip på poserne som om, at vi netop var trådt ind. "Så!" Jeg klaskede hænderne sammen og smilede hurtigt. Rains blik var dog slet ikke rettet mod mig.

"Harry.." sagde hun lavmælt. "Er det der.. en kat?!" Hurtigt krammede Harry katten lidt tættere end før, hvorefter han svarede med sin hæse stemme.

"Han frøs. Jeg giver ham bare varmen."

"Men det er en kat! Du kan ikke bare tage den med herind!" råbte Rain frustreret og rejste sig op fra sofaen af. Louis og Liam kom ud fra gæsteværelset og så forvirret rundt i rummet.

"Hvad sker der?" spurgte Liam. Jeg pegede på katten i Harrys arme, og et smil bredte sig på læberne af både ham og Louis.

"Harry har en svaghed for katte.." grinede Louis let, og jeg smilede herefter også. Rain så bare på os, som om vi ikke fattede noget som helst.

"Det har Rain også," indskød Cathrine henne fra sofaerne af. "Det er bare på den modsatte måde."

Harry aede blidt katten ved hovedet, og den spandt straks. Af en eller anden grund kunne alle katte lide ham, præcis som han også kunne lide alle katte. "Hvad har du imod katte?" spurgte Harry næsten trist Rain om. Hun så bare vredt på ham og katten.

"De er Djævelens værk," vrissede hun surt, og nu var det Harrys tur til at blive vred.

"Englenes.." svarede han surt igen.

"Er det egentlig ikke din nabos kat?" spurgte Cathrine pludselig om. Vi så alle på katten i Harrys arme, og Rain gik nogle få skridt tættere på. Herefter nikkede hun. "Jo. Hun er helt ude af den. Jeg tror, jeg afleverer den tilbage med det samme," sagde hun. Harry så ned på katten, som Rain kom hen og tog fat om. Det var tydeligt at se, hun ikke brød sig yderligere om katte, sådan som hun holdt den.

"Støt den under numsen. Du kan ikke holde den sådan der!" sagde Harry hurtigt. Når det kom til katte, var han utrolig følsom. I det hele taget var han en ret følsom fyr, når det kom til visse situationer og ting. Rain holdt katten under forbenene, som havde det været under armene på et barn. Herudover holdt hun den i strakte arme væk fra sig.

Easy, Rain. Det var trods alt ikke en giftig lagkage.

For helvede, nu fik jeg helt lyst til lagkage. Sådan en rigtig stor og lækker en. Mmmh, med creme og flødeskum, bananer, glasur, krymmel, bær og chokoladestykker! Lidt marcipan, måske? UH! Og et glas varm kakao ved siden af! - Selvfølgelig også med flødeskum. God, var der andre end mig, der kunne spise sådan en lækker kage? LAGkage. Det første ord havde sit at sige. Jo flere lag, jo bedre. MUMS!

"Lad mig gøre det," mumlede Harry lettere irriteret, gik hen til Rain og tog katten ud af hænderne på hende. Herefter strøg han den igen blidt over pelsen, og den spandt højt. Han åbnede døren, gik ud og drejede til venstre. Rain var straks henne ved døren. "Det er min anden nabo, Harry!" råbte hun, og jeg skimtede Harry gå forbi døren igen for at skifte retning.

 

~

 

"Jeg smutter nu, Rain," sagde Cathrine glad. Jeg svang benene en smule frem og tilbage, mens jeg sad på køkkenbordet ved siden af komfuret. Efter at have tigget Rain et stykke tid gav hun mig lov. Hun rørte let i gryden med kødsovs, og jeg løftede låget for at se til pastaerne i den anden gryde. Vandet var kommet godt i kog, og jeg blev kun mere sulten for hvert sekund, der gik.

"Hvorfor bliver du ikke bare, Cathrine?" spurgte jeg hende om med et smil, og hun skulle netop til at svare, da Rain kom hende i forkøbet.

"Cathrine er vegetar. Du kan nok se, at der ikke er meget ved, at hun bliver og spiser, når vi skal have pasta med kødsovs. Hun vil ikke kunne spise ret meget."

Jeg så med opspærrede øjne på Cathrine, der trak smilende på skuldrene. "Er du vegetar?!" Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden kød. Kød var jo halvdelen af maden. En tredjedel, but.. Whatever! Det var en masse mad, man ikke kunne spise!

GISP!

Bacon?! Hun kunne ikke spise bacon!

"Ja," svarede hun kort i et energisk tonefald.

"Det var derfor, det undrede mig, da hun begyndte at snakke om burgerbarer," brød Rain ind med. Jeg opfangede, at hun stod og smilede, som hun rørte rundt i gryden med sovs. Det var ikke første gang, men alligevel fik det mig til at smile endnu mere. Ærlig talt, det klædte hende så meget bedre, når hun havde iklædt sig sådan et i stedet for det strenge udtryk.

"Det undrede dig ikke, at hun sagde, du skulle se en sommerfugl?" spurgte jeg hende smilende om. Mine ben svang sig stadig frem og tilbage, men nu også lidt til siden for at variere det en smule.

"Nej. Jeg er vant til at høre sådan noget fra Cathrine af," grinede hun. Waow. Hendes latter var også ganske smuk. En utrolig flot pige med et sødt smil og en smuk latter skulle ikke gemme sig væk bag en moderlig facade. Gid jeg kunne hjælpe hende af med den. "Men burgerbarer snakker hun aldrig om," sluttede Rain af med at sige.

Jeg kiggede hen på Cathrine, der stod og tog sin jakke på. Hun var egentlig også virkelig pæn. Det brune hår, der omkransede hendes ansigt, de blå øjne, rosenrøde læber og, ja, en flot formet krop.

Tænk, at hun aldrig gik på burgerbar. Netop i dette øjeblik havde jeg en ufattelig stor trang til at tage derhen og købe en burger eller tre. Hvis hun nu tog med.. så kunne jeg bare spise hendes? Huh? Huh? Nej, okay. Pasta med kødsovs var nu også lækkert. Min næse havde allerede ædt det meste af duften.

"Vi ses," hilste Cathrine og vinkede til os allesammen. Jeg vinkede smilende tilbage, hvilket Rain også gjorde. Zayn hævede hånden, mens Liam nikkede i hendes retning. Louis vinkede som en anden idiot, der prøvede at lave jazzhænder. Mit grin kunne ikke holdes inde. Rain rørte videre rundt i gryden og skruede en tand ned for varmen.

Idet Cathrine havde lukket døren efter sig, åbnedes den igen af Harry, der kom ind. "Ser man det.. Han havde faktisk tænkt sig at komme tilbage!" lød det henne fra Louis af, og jeg klukkede let. Harry grinede sarkastisk af Louis' bemærkning, men kunne ikke gemme på et smil.

"Vi faldt i snak. Hun er utrolig flink," sagde han blot, mens han hængte sin jakke op på en af knagerne og tog sine sko af.

"Og hvor gammel er hun så?" brummede Zayn henne fra sofaen, og Harry hævede spørgende et øjenbryn. "Tres. Hvorfor?"

"Ikke for noget.. Men hun er måske lige lovlig gammel til dig," grinte Louis, inden Zayn nåede at sige det.

Vi andre grinede også, og Harry lo igen ironisk, selvom et smil sad klistret fast på læberne af ham. "Ha. Ha. Meget morsomt," sagde han. Rain rystede på hovedet med et lavt grin, inden hun skruede helt ned for både pastaerne og kødsovsen. Bordet var blevet dækket af Liam og Zayn allerede før, hun gik i gang med maden.

"Så er vi klar til at spise," konstaterede Rain højlydt, og alle drengene rejste sig op fra deres pladser henne i sofaerne for at komme herhen. Harry stod i forvejen op, trak en stol ud og satte sig på den, mens jeg ivrigt hoppede ned fra køkkenbordet.

Endelig! Denne tid havde jeg ventet på i snart en time! - En lang og sulten time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...