Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58576Visninger
AA

7. 5. ~ What a mess!

 

xxxxx
- Louis' synsvinkel -

 

"Moooorning, Sunshine!" Jeg slog døren op ud fra værelset og hørte min egen stemme trænge gennem alle husets vægge. Forhåbentlig nåede den ud til stuen, da min godmorgen-hilsen var tilegnet Rain.

Harry rømmede sig kort henne fra sengen af, smaskede nogle få gange og vendte sig så om mod mig med et træt udtryk. "Klokken er ni, Lou.. Læg dig til at sove igen." Hans øjne gav mig et hurtigt elevatorblik, lukkede sig i, og åbnede sig kort efter igen i fuld størrelse. "Du har jo allerede tøj på, mand?!"

"Ja," smilede jeg stort og lavede et lille buk med venstre hånd tæt ved brystet. Da jeg kom op og stå med ret ryg igen, gav jeg Harry samme elevatorblik, som han havde givet mig. "Det er vist ikke noget, man kan sige, du har." Harry grinede kort, og der gik ikke lang tid, inden jeg også brød ud i grin. I det mindste havde han da sine boxershorts på.

"Men helt seriøst, Boo Bear.. Du vækker jo alle de andre." Lige efter Harrys korte bemærkning og mit fine træk på skuldrene, hørte vi et råb, der kun kunne tilhøre én person; Niall.

"AAAAAAAARGH!" Efterfulgt af det høje råb lød en masse skramlen, og både Harry og jeg styrtede ud af værelset for at se, hvad der skete. I køkkenet fandt vi hurtigt Niall, der lå midt i det hele med gryder, pander og.. Var det krydderi bøtter? Well, de havde i hvert fald begravet ham.

"Niall, for helvede.." Zayns mumlen dukkede op ud af det blå, og jeg fik et indre chok, da jeg vendte mig om og så ham bag mig. Hvis ikke han var blevet sanger, så kunne han have været udmærket som snigmorder. God, det kunne faktisk være fucking sejt?!

Zayn sniger sig ind på den sexede, uimodståelige og alt for talentfulde Louis Tomlinson, der ingen anelse har om, at dette kan gå hen og blive hans sidste dag. Pigerne kæmper om at få et billede af ham, men så.. Hvad er det?! En kniv?! Lige gennem brystet på.. Zayn?! - Oh yeah, Louis lader sig ikke narre.

Men jeg ville ikke kunne undvære Zayn. Så det var vel egentlig meget godt, at han var blevet min kollega, ven og ikke mindst.. At han undgik at dø på arbejdet.

Niall havde fået skubbet gryderne og alt det andet bras, der lå oven på ham, til side og var kommet op på benene, mens jeg stod i mine egne tanker. "Hvad fanden laver du?" Igen var det Zayns stemme, der lød, og Niall så uskyldigt op mod et åbent skab. - Der for den sags skyld også var tomt.

"Ehm.." Niall børstede kort sine ærmer på den langærmede hættetrøje, han var hoppet i. - Look, Harry. Jeg var ikke den eneste, der havde tøj på. "Jeg ville bare se, hvad hun havde i skabene.. og så..-" 

"Så fik du væltet det hele?" afbrød jeg ham grinende. Niall smilede fjoget til mig og nikkede langsomt, inden et fnis også kom fra ham af.

"Vi må hellere rydde det op, inden.. Hvor er Rain egentlig?" spurgte jeg undrende de andre om. Harry trak uvidende på skuldrene og kløede sig bag i. - Charmerende, Harry. Det måtte jeg give dig. Jeg kunne ikke holde et grin tilbage, og han sendte mig et træt dræberblik. Det virkede bedre, når han ikke lige var stået op.

"Er hun her ikke?" spurgte Zayn lavt om, mens han samlede nogle af bøtterne med krydderi op. Ud fra hans tøj at bedømme, så havde han heller ikke været vågen længe. De grå, løse bukser havde formodentlig været det eneste, han havde haft på i nat. Kendte jeg ham ret, havde han blot trukket den hvide T-shirt over hovedet her til morgen, nu han var hjemme hos.. ja, Rain.

Sunshine, som jeg jo så kaldte hende.

"Jeg kunne ikke finde hende, da jeg stod op." Niall lavede en 'ved-ikke' armbevægelse med venstre arm mod Zayn. Uheldigvis havde han en stegepande i hånden, og Zayn mistede hurtigt al luften, da han blev ramt i maven med den. Niall trak den hurtigt til sig. "Ups. Undskyld, Zayn." Det var absolut helt og aldeles umuligt at lade være med at le, sådan som Zayn stod foroverbøjet og automatisk holdt vejret.

"Hvor er Liam?" spurgte jeg om, da jeg afsluttede mit grin. Zayn prøvede tydeligvis at sige noget, men det gjorde åbenbart stadig ondt i maven på ham. Niall pegede i stedet mod gæsteværelset. "Han sover sikkert stadig. Da vi andre lagde os til at sove, gik han på Twitter, og det skal ikke undre mig, hvis han sad det meste af natten og tweetede." Nope.. Det ville heller ikke undre mig.

"Jeg tager et bad," mumlede Harry og kløede sig kort omme i nakken, inden han vendte om. Niall bukkede sig ned og tog fat om en krydderi bøtte. Låget faldt af, som han holdt den på hovedet, og krydderiet strømmede ned på gulvet. Det duftede som chili, lignede paprika med timian og var formegentlig noget helt tredje.

"Fuck det!" udbrød Niall irriteret og smed låget fra sig. Han satte sig ned på hug, og jeg fulgte trop for at hjælpe ham med et smil omkranset mine læber. Dumme, lille Niall.

"Hey, Niall?" spurgte jeg lumskt, og han så spørgende på mig. Hurtigt kastede jeg en håndfuld af det tabte krydderi på ham, der lå i en fin myretue opstilling på gulvet. Der gik ikke lang tid, inden han kastede tilbage.

"Hey, hey!" prøvede Zayn strengt at sige, men det forårsagede bare, at jeg bevidst kastede noget mod ham også.

Fandtes der noget bedre end en krig fra morgenstunden?

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Jeg er lige ovre ved Mrs. Ikukki. - Ja, du ved.. Min nabo," svarede jeg lavt Cathrine, da hun spurgte, hvad jeg lavede. På hende lød det som om, hun netop var stået op. Alligevel havde hun ringet til mig.

Gættede jeg rigtigt, handlede det om, at hun ville komme og besøge mig.

Eller drengene.

Same, same..

"Hvad i den alt for store verden laver du dog henne hos hende?" Et højt gab hørtes i røret, og jeg rystede rullende med øjnene på hovedet.

"Hun bankede på for snart to timer siden og spurgte, om jeg havde set hendes kat," besvarede jeg lavmælt hendes spørgsmål. Mrs. Ikukki skulle nødigt høre, at jeg sad og talte i telefon, når hun var i gang med at lave kaffe til mig.

Det manglede også bare. To timer med hendes gråd som underholdning over en forsvunden kat.. Så havde man brug for kaffe, ja.

"God! Var du helt seriøst VÅGEN der? Du er sindssyg, Rain.. By the way, er det hende fra Antarktis?" Dummere end Cathrine blev man altså ikke.

"Nej. Hun er fra Grønland. Hvad vil du egentlig?" vrissede jeg utålmodigt ned i røret.

"Når jeg nu engang har fået tøj på.. Tror du så jeg kan komme hen til dig? Du ved, jeg kunne hjælpe dig med at skovle sne eller noget.." Hendes stemme var ganske lys, rolig og gemte klart på en alt for stor løgn.

Skovle sne?

Der var ikke faldet et eneste snefnug endnu.

"Er du sikker på, du ikke bare vil hen og hilse på drengene?" spurgte jeg hende om. Mrs. Ikukki trådte ind i stuen med en rystende bakke. Tårerne trillede stadig ned af kinderne på hende, og jeg skyndte mig at lægge mobilen fra mig ved siden af mig på sofaen. Herefter rejste jeg mig op for at gå hen og give hende en hånd.

"Det var i går.." hviskede hun grådkvalt. Hendes sorte hår var sat op i en stram knold bagpå hovedet, og jeg kunne ikke lade være med at beundre det. Når hun havde det løst, så var det til at blive grøn af misundelse over. Længere og mere sort hår fandtes ikke. Da slet ikke, når man så på kvinder i en alder af tres år.

"Han kom ikke ind igen.." fortsatte hun, men blev afbrudt af et stort hulk. Jeg forberedte mig blot på at få historien at høre fjerde gang. Fire gange, nej. Indtil videre var det kun tre gange, hun havde fortalt den. Jeg bad inderligt til, at hun ikke gik i gang med den fjerde.

"Og jeg er bare helt.. helt.." - Åh jo.. Når hun var nået så langt, så stoppede hun skam ikke.

Det var en forbandet kat, kvindemenneske. Mon ikke han var nede ved Djævelen.

I think so..

"Hør her, Mrs. Ikukki.." startede jeg ud med at sige. "Jeg er sikker på, han nok skal komme tilbage. Han har trods alt ikke været væk i mere end tolv timer."

"Tretten.." snøftede hun højlydt. Jeg satte bakken på stuebordet, hvorefter hun satte sig ned i den blødeste stol. Mine øjne klistrede sig kort fast til hendes sweater. Hvor den dog så varm og lækker ud!

"Jeg lover dig, at jeg nok skal sige til, hvis jeg ser ham. Bare rolig.. Men.." Jeg kiggede hurtigt op mod hendes bornholmerur, der tikkede løs. Klokken var tyve minutter i ti. "Jeg bliver altså nødt til at gå nu," sluttede jeg af med at sige. Drengene stod sikkert snart op.

"Men hvad med din kaffe?" Hun så sørgmodigt op på mig, og jeg havde af en eller anden grund utroligt svært ved at sige nej til den dame. Jeg var bare nødt til det.

"En anden gang, måske." Hurtigt sendte jeg hende et smil og gik hen for at tage min mobil op. Cathrine havde ikke lagt på. Skærmen lyste stadig op med hendes navn.

Mrs. Ikukki så skuffet ned på bakken med kaffe og kage, inden hun forstående nikkede. Jeg berørte let hendes skulder og gav den et omsorgsfuldt klem. "Det skal nok gå. Han kommer hjem igen." Hun nikkede smilende, snøftede kort og gik så med mig ud til døren, hvor jeg stak i mine vinterstøvler og tog jakken om mig.

"Kom godt hjem, Rain." Hun vinkede smilende, og jeg vinkede hurtigt tilbage, inden hun lukkede døren i.

Hvor langt troede hun helt seriøst, jeg havde? Der var ikke mere end ti meter.

"RAAAAAAAIIIN!" Cathrines skingre stemme fik mig hurtigt til at trække mobilen væk fra øret igen, netop som jeg havde taget den derop.

"Easy, Cathrine!" snerrede jeg af hende med et øje knebet sammen. Av. Den pige skreg virkelig så højt, at hun nemt kunne få ethvert glas til at springe i tusind stykker. Måske mere.

"God, Rain. Døde du or something?!" Jeg rullede frustreret med øjnene af hende, mens jeg gik hen imod mit eget hus. Fem skridt endnu, så var jeg der.

"Du må gerne komme." Yup, jeg ignorerede netop hendes spørgsmål. Hvis bare der var en smule hjerne bag de blå øjne, så regnede hun den vel selv ud.

Men.. jeg var faktisk i tvivl, om der var det.

"Fedt! Jeg kommer hurtigst muligt! Er de egentlig stået op? Hvordan gik det i går?" Jeg åbnede døren indtil mit hus, og straks flød en masse råb og skrig ud til mig.

What the..?!

Hele mit hus var kaos. Et kæmpestor kaos. Tog jeg ikke meget fejl, så kunne det udmærket ligne ragnarok eller Jerusalems ødelæggelse.

Mine gardiner hang skævt, som var der blevet hevet helt vildt i dem. Flere ting lå rundt omkring på gulvet, og der var drysset.. Var det mit lækre krydderi, jeg havde fået af min mor, som havde taget det med hjem fra Thailand?!

Niall kom løbende forbi mig, hev køleskabsdøren op og tog en bakke tomater ud, som han hurtigt fik åbnet. Herefter løb han direkte forbi mig igen uden at lægge den mindste smule mærke til, at jeg stod i døråbningen. Han skyndte sig hen imod mit værelse, hvor jeg så ham hæve hånden med en tomat og gøre klar til at kaste den.

"Niall, neeeej!" Det var Louis' stemme. Hvad skulle det her forestille? En eller anden syg form for joke?!

"Rain? Er du der? Halloooo?" Jeg åbnede blot munden, uden der kom lyd ud. Mundlam var ikke ordet for, hvad jeg var.

"Jeg.. jeg.. jeg ringer tilbage," fik jeg endelig sagt og lagde så på. Måbende blev jeg stående i døråbningen og så Louis og Niall hoppe rundt efter hinanden. Zayn hoppede op bag sofaen og kastede noget mere af krydderiet efter dem.

Hårdt smækkede jeg døren i bag mig. Al deres opmærksomhed blev straks vendt mod mig.

"Hvad fanden har I gang i?!" hvæsede jeg strengt. Zayn så flovt ned i gulvet, mens Niall hurtigt gav slip på bakken med tomater, der næsten var tom. Louis smilede bare til mig, som om alt var i den skønneste orden.

Det kunne jeg forsikre jer om, at det ikke var.

"Vi.. morer os bare lidt," konkluderede han til sidst. Om jeg skulle rive håret af mig selv, skrige af frustration eller kaste min mobil efter dem.. Det vidste jeg ikke.

"I har for helvede da ødelagt mit hus!" råbte jeg vredt. De så sig alle tre omkring. Niall smilede undskyldende til mig, mens Zayn igen vendte blikket mod gulvet.

"Undskyld," sagde Louis pludseligt. Smilet hang stadig om hans læber. Hvad bildte den dreng sig ind?!

"Det hjælper ikke at sige undskyld!" vrængede jeg frustreret og tog mig støttende til hovedet. Det her var bare for meget for mig. "I kommer alle til at hjælpe til med at rydde op - om vi så skal bruge hele dagen på det!" sagde jeg i et hårdt tonefald.

Spørgsmål var ikke tilladt, og det kunne de vidst godt fornemme.

"Selvfølgelig. Det bliver da sikkert også meget hyggeligt.." smilede Louis. Jeg sendte ham blot et koldt blik, der fik ham til at hæve den ene hånd. "Rolig, Sunshine."

Rolig? Rolig?! ROLIG?! Han kunne selv være rolig, den.. den.. DEN.. ARGHH!

Dræb mig.

 

 

xxxxx
- Louis' synsvinkel -

 

Det var tydeligt at se, vi ikke ligefrem havde hevet op i Rains humør ved at løbe rundt og lege, mens hun var væk. Vreden blussede op i kinderne på hende, og det ville ikke undre mig, hvis hun kom med en lang skvaddertale om, at vi skulle opføre os pænt. Indtil videre havde jeg fået det indtryk af hende, at hun var en mor; En mor uden barn.

"Jeg forstår bare.. Jeg.. jeg forstår helt seriøst ikke, hvordan I.." Rain hakkede, idet hun prøvede at sige os noget. Niall prikkede mig stille i siden og sendte mig et blik, der sagde, vi var på den. Jeg sendte ham hurtigt et smil tilbage. Vi var skam ikke på den. Rain skulle bare lige have tid til at falde lidt til ro.

Hun bukkede sig ned og skrabede lidt af hendes underlige krydderi op i hånden. "Ved I, hvor dyrt det her er?" spurgte hun os skarpt om. Jeg trak på skuldrene, Niall rystede på hovedet, og Zayn så fortsat ned i jorden. "Det kommer fra Thailand af! Det er dyrt herhjemme.. og I har spildt det ved at lege børn!"

"Så vigtigt er det krydderi vel heller ikke.. Hvad er det overhovedet for noget? Paprika? Timian?" Jeg så ned på gulvet, hvor det lå drysset ud over det hele, inden jeg vendte mit blik mod Rain igen. Hun stirrede stift tilbage på mig med sammenknebne øjne. "Det er etnisk. Et etnisk krydderi, Louis."

Tæt på.

"Vi skal nok skaffe det til dig," mumlede Zayn. Hans blik havde rettet sig en smule op, men det fløj hurtigt tilbage mod gulvet igen, idet Rain sendte ham et par øjne, der kunne dræbe. "Det er jo ikke bare det!" skreg hun. "I har ødelagt.. I.. I går rundt og tror, at I er børn! Hvor gamle er det lige, I er? Fem år?!"

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Af en eller anden grund var jeg bare den eneste, der syntes, det var morsomt. "Jeg er faktisk kun tre. De andre her, de er fem, ja." Mit svar gjorde hende tydeligvis blot endnu mere gal i skralden, end hun var i forvejen.

"Wow.. Hvad sker der lige her?" Både Niall, Zayn og jeg drejede hovedet mod Liam, der netop var trådt ud af gæsteværelset. Hans blik gled rundt på al rodet, hvorefter han træt gned sig i øjet. Han var hoppet i noget tøj allerede, så det ud til; et par cowboybukser og en hættetrøje.

"Vi, ehm.. Vi fjollede bare lidt rundt," svarede jeg ham. Efter hans blik at bedømme, så var han måske heller ikke ligefrem yderligere begejstret. Jeg kløede mig kort bag nakken og kiggede så mod Rain, der stadig stod og så ud som om, hun kunne kyle et eller andet efter os når som helst.

"Det skal jeg love for," mumlede Liam og kiggede herefter også på Rain. Han sendte hende et undskyldende blik. "Vi skal nok alle hjælpe til med at få ryddet det op," lovede han på vores andres vegne. Ingen klagede. Det var der heller ingen grund til. At hjælpe til var kun fair, selvom oprydning var noget af det mest kedelige på denne jord. Det var uden tvivl det, der ville dræbe menneskeheden engang ude i fremtiden.

"Hvor er Harry?" spurgte Liam pludselig om. Rain hævede et spørgende øjenbryn, og jeg spærrede straks øjnene op, da jeg lagde mærke til, at der ikke længere lød noget vand. Niall og Zayn stod på samme måde og lyttede til stilheden, der havde bredt sig. "God, damn it!" mumlede jeg svagt, hvorefter jeg skulle til at løbe ud på badeværelset.

For sent.

Ind i stuen kom Harry luntende med absolut.. intet omkring sig. Han havde intet tøj på, intet håndklæde.. Bare.. ingenting. Nøgen beskrev ham ret godt. Hvorfor kunne han ikke være bare en smule blufærdig? Vi var i en piges hjem. En pige, der lige nu var godt vred på os allesammen. Han gjorde det sikkert ikke bedre.

Rain skreg højt, da hun så ham, hvilket forårsagede, at Harry forskrækket sprang tilbage og skreg lige så højt i et dybere tonefald. Hurtigt tog Rain hånden op foran øjnene. "Så få dog noget tøj på!" skreg hun panisk, mens hun pressede sin hånd så hårdt ind mod øjnene, at det kunne ses herfra, hvor jeg stod. "Selvom I skal være her, betyder det ikke, I kan gøre hvad som helst!" Hun spredte forsigtigt sine fingre fra hinanden og satte dem hurtigt sammen igen. "Stå dog ikke bare der, Harry! Gør det nu!"

Harry farede hurtigt ind på værelset, mens Rain blev stående med hånden for øjnene. Jeg gik langsomt hen imod hende og ville roligt fjerne hendes hånd. Idet jeg rørte hende, skreg hun som en forvildet høne og gav mig en lussing. "Av!" Jeg tog mig til kinden, og hun stod med hånden for munden og store øjne.

"Undskyld! Det var ikke meningen.."

Nialls latter kunne høres, og jeg vendte mig om mod de andre drenge, der var ved at dø af grin.

Ha, ha. Meget morsomt.

Jeg gned mig lettere irriteret på kinden, hvorefter Rain rømmede sig og fik vores opmærksomhed. "Vi kan lige så godt begynde med at få ryddet op nu. Jo hurtigere det er klaret, jo hurtigere kan vi lave noget andet."

Of course.. Mommy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...