Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59216Visninger
AA

5. 3. ~ So.. What are we going to do?

 

xxxxx
- Harrys synsvinkel -

 

Ryglænet på sofaen var utroligt ubehageligt. Af en eller anden grund ville min ryg bare ikke give efter, når jeg lænede mig tilbage, hvilket til sidst resulterede i, at jeg sad med faldne skuldre og armene, der hvilede i skødet.

"Hvordan får vi fat i Rain? - Den rigtige Rain, altså," spurgte Liam lavt om. Jeg trak kort på skuldrene, mens jeg afventede et svar fra en af de andre drenge, der også sad rundt om sofabordet.

Tavshed.

Helt seriøst, det kom en smule bag på mig. Louis plejede ellers altid at have en masse syge kommentarer til situationer som disse.

Niall rakte hånden hen mod den skål, pigen.. Rain, hed hun jo så.. havde sat frem til os med småkager. Hvad skulle hun også gøre? Vi var fem drenge, der kom og bankede på hendes hoveddør, gættede på hun var datter af Rain O'Sparkles, mens vi påstod, at vi skulle bo her de næste dage.

Hvilket vi egentlig så også havde en aftale om. Men.. det gik jo under ingen omstændigheder.

"Tak for svaret, drenge.." mumlede Liam lettere muggent. Jeg havde seriøst ingen anelse om, hvad jeg skulle sige, så jeg forholdt bare min mund lukket.

"Vi.." Alles blik rettede sig mod Zayn, der kiggede ned i skødet på sig selv, mens han lavt mumlede nogle ord, jeg kun akkurat hørte. "Vi kan jo spørge, om vi må låne en telefonbog. Rains nummer står nok enten over eller under.. Rains."

Forvirret var ikke ordet for, hvad vi sad og var.

Jeg følte mig hjernevasket. Som i 'swuuush' og hjernen var væk.

BANG-reklamen, ja. I ved, "BANG! - Og snavset er væk." Niall havde en irriterende beslutning om at høre den en hel dag på nettet. Han opnåede sit mål. - Til gengæld fik han også alle os andre til at gå hovedkuls i seng med et irriterende ekko af reklamen. Vi kunne den alle udenad.

"Det kunne vi jo gøre," hørte jeg mig selv mumle. Alligevel var jeg slet ikke til stede. Mine tanker lå og svømmede rundt langt herfra. Jeg fattede helt seriøst ikke, hvordan Simon kunne tro, han havde fået fat på en 59-årig kvinde, når han kom i snak med en på.. Hvor gammel hun så var. 59 år var i hvert fald langt fra hendes alder.

"Niall, har du ædt alle kagerne?!" udbrød Louis højt, mens han vendte skålen på hovedet for kun at se nogle få krummer lande på bordet. Vi rettede alle vores blikke mod Niall, der hurtigt proppede den sidste småkage i munden og gumlede løs på den.

Kun få millisekunder efter åbnede han munden for at besvare Louis' spørgsmål. "Jeg far gun bist njol af bæm.." Oversættelse: 'Jeg har kun spist nogle af dem.' Man fik øvelse i at tyde sprog, der blev talt med mad i munden, når man brugte så meget tid sammen med Niall. Han havde ikke engang fået slugt kagen endnu, og den lå halvt gennemtygget på tungen af ham.

"Har I brug for flere kager?" Jeg rettede automatisk blikket mod Rain, der selvfølgelig også havde hørt Louis udbrud. Hvis ikke havde hun da kunnet krydse 'døv' af på listen over, hvor langt der var til, at hun nærmede sig de 59 år.

Jeg rystede hurtigt på hovedet og sendte hende et kortvarigt smil. Udseendet havde hun været heldig med, og jeg var ret sikker på, at jeg måske havde være ude i flirtefeltet, hvis ikke det var fordi, at jeg stadig var forvirret over episoden for fem minutter siden. Havde Simon helt seriøst fået fat på den forkerte Rain? Gud, hvor han skulle mobbes, når vi kom hjem. Simon Cowell sendte os hen til en vaskeægte barnepige. Han havde selv købt VIP billetten til at blive drillet med det resten af.. Ja, livet.

Idet hun vendte sig om for at gå tilbage til hendes veninde, Cathrine, bedre kendt som Louis' sindssyge fan mellem os drenge, skulle Niall selvfølgelig nasse sig lidt på. "Jeg kunne godt tænke mig nogle flere kager. Jo tak," afsluttede han sætningen, og straks fik han blikke fra alle os andre. Rain nikkede blot og gik derefter sin vej.

"Vi skal jo ikke æde hende ud af huset, Niall!" Jeg hviskede det lavt, så der ikke var store chancer for, at hverken Rain eller Cathrine hørte det. Så langt fra os var de heller ikke ligefrem. De stod nogle få meter væk i køkkenet, mens vi sad omkring Rains sofabord. I hendes lortesofa. Jeg gjorde i hvert fald. Zayn og Niall sad i den mindre, mens Liam havde trukket en stol derhen. Louis sad ved siden af mig.

"Det ved jeg godt.." mumlede Niall muggent. Hans ansigt lyste dog straks op, idet Rain kom tilbage med en fyldt småkageskål. "Tak skal du have, Rain!" Selv hans øjne var med til at slubre kagerne indenbords. Louis nåede lige præcis at få fat i en småkage, inden Niall havde trukket skålen helt hen til sig selv. Det var tydeligt, at han helst ville undgå at dele.

"Så.." startede Liam igen ud med at sige. "Hvad skal vi gøre?"

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Hvad skal vi gøre?!" vrissede jeg panisk i det hviskende tonefald. Cathrine så blot undrende på mig. Jeg sukkede frustreret og slog ud med højre arm. "Hvad skal JEG gøre?"

"Rain.. Må jeg stille dig et spørgsmål?" Cathrine så helt roligt på mig. Hun var faldet lidt ned på de ti minutter, der var gået, siden hun havde kastet sig på halsen om Louis og var klar til at erklære ham sin kærlighed.

Jeg fugtede kort mine læber, mens jeg himlede med øjnene. "Det må du vel..?"

Hun havde ikke gjort sig den ulejlighed at tænke et lille øjeblik over mit spørgsmål. Men et nyt.. Det kunne hun sagtens stille mig.

"Ved du overhovedet, hvem One Direction er?!" Alvoren i hendes øjne kom ikke ligefrem bag på mig. De drenge var halvdelen af hendes liv. Den anden halvdel tilhørte Felix. - Well, det vil så sige, at de stakkels fem drenge måtte nøjes med noget af hendes halve liv. Cody Simpson skulle der jo også være plads til.

"Selvfølgelig kender jeg da One Direction!" snerrede jeg vredt. Kunne hun ikke bare hjælpe mig i stedet for at komme med sine dumme spørgsmål. Svar, det var, hvad jeg havde brug for.

Desværre.. Så var det Cathrine, der stod i mit køkken.

Mange svar skulle jeg nok ikke forvente.

"Hvorfor i den alt for store verden stiller du så sådan et dumt spørgsmål?!" Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hende. Hvis min mund havde været åben, så ville det ikke undre mig.

Havde hun lige påstået, at det var mig.. Mig, som i Rain Seona, der stillede et dumt spørgsmål til hende.. Cathrine Plast?

Nej. At gøre grin med hendes navn, det var ikke et klogt valg.

Skeerne lå i skuffen lige ved siden af hende.

Da jeg ikke svarede hende, sukkede hun dybt. "Tilbyd dem dog at bo her! De søger alligevel bare et sted at være uden fare for alle de der sindssyge fans?"

Præcis.

Det var kun endnu en grund til, at de ikke kunne blive her.

You know.. Cathrine var her jo.

"De kan under ingen omstændigheder blive!" Ordene pressede jeg ud gennem mine sammenbidte tænder, hvorefter jeg kastede et kort blik hen på de fem drenge, der så ud til at have spist alle småkagerne igen.

"Men de er jo One Direction!" peb Cathrine skingert, så lavt hun overhovedet kunne. Endnu en gang stirrede jeg bare på hende og nikkede stift.

"Der har du grunden.." mumlede jeg som et kort svar, inden jeg vendte mig mod mit hvide køleskab, der var proppet til randen med mad og åbnede døren.

Nu skulle der ikke opstå misforståelser. Jeg kunne godt lide drengenes musik, og jeg havde heller intet imod dem. De var bare.. Kendte. Berømte. Over hele verden. Enhver anden pige ville have flippet ud, hvis de havde stået foran hendes dør; Cathrine var her et bevis.

But.. Seriously.. Fem berømte drenge kunne ikke bo i mit hjem. Det var at gå langt over stregen.

Juice.

Jeg havde en inderlig trang til juice.

Juice, juice, juice, juice.. Like, multijuice.

Det skulle bælles i en fart.

"Lad nu være med at være så sur, Rain! De er mega flinke, søde, charmerende, hjælpsomme, romantiske, flotte, lækre, sexede.." Længere nåede hun ikke, før hun gik hen i sin drømmetrance.

Hvis hun savlede mit gulv til.. Så kom hun selv til at tørre op.

"Det ved jeg godt, du synes.." mumlede jeg som før blot tilbage, lod mit blik glide hen over de forskellige madvarer og stoppede så brat op.

Well.. Mit blik stoppede. Jeg stod allerede stille.

"Caaaaathrine.." Min stemme var bestemt, og jeg fik hurtigt fat om halsen på sodavandsflasken, der stod i døren på køleskabet. Hårdt skubbede jeg den i og så på min veninde med et køligt blik, der straks så helt uskyldig ud.

"Neeeeeej.." afviste hun mit lille udtræk på hendes navn og skiftede hurtigt emne. "Kan du egentlig bedst lide grønne eller røde julehjerter?"

Et emneskift ude i sidesporet.

Hun var SÅ skyldig.

"Cathrine, du ved, jeg ikke vil have sodavand i mit hus!" Jeg rakte hende flasken, trak den tilbage og rakte hende den igen op til flere gange for at understrege min pointe. "Lad venligst være med at smugle dem med hjemmefra!"

"Det er jo bare sodavand.." svarede hun med et uskyldigt træk på skuldrene. Hundeøjnene var kommet frem og underlæben blev skubbet en smule ud.

Not this time, Cathrine.

"Det er ikke sundt!" kommenterede jeg højlydt og stillede flasken fra mig på køkkenbordet. Cathrine tog hurtigt fat om den og så ud til at være fuldstændig ligeglad med mit kortvarige foredrag.

Sodavand var fyldt med sukker. Sukker gav huller i tænderne. Huller i tænderne gjorde ondt. - Nej tak til det klistrede sukkervand.

"Ingen skade sket," hørte jeg hendes stemme sige bag et af skabenes låger. Da hun smækkede det i, satte hun et glas på bordet og hældte cola op efter at have åbnet for sodavandsflasken.

"Hey.. Har du måske noget, jeg kan drikke?" Den irske accent, tilhørende Niall, var pludselig enormt tæt på os, og vi vendte begge blikket mod den lyshårede dreng, der smilede venligt til os. Hans hår var sat op, så det strittede en smule i vejret, og det så faktisk temmelig nuttet ud. Men det var vel ingen overraskelse, at alle drengene så godt ud?

Før jeg nåede at svare ham, havde Cathrine rakt ham sit glas cola, og han takkede smilende for det. Herefter gik han tilbage til drengene med glasset op til munden.

Well.. Det var altså ikke kun Cathrine, der drak det klistrede stads.

Med et opgivende suk over hele situationen besluttede jeg mig for at hente skålen, der tidligere havde været småkager i. Jeg tog de femten skridt, der skulle til, før jeg var henne ved sofabordet, bøjede mig ned og tog fat om skålen. "Er der noget, I har brug for?"

"En telefonbog.. Hvis det er muligt..?" Liam så på mig med et venligt blik. Jeg nikkede blot uden at stille spørgsmål og fik tilfældigt rettet mit blik mod bordet, der ikke længere var så rent. Krummer lå og hyggede sig med hinanden hist og pist, og tog jeg ikke meget fejl, var der nok til, at de kunne holde et helt karneval.

Med alt hvad det så indebar.

Cathrine havde sat sig i hovedet at spille cool, men idet jeg kom tilbage, så det ud til, at det allerede var kikset for hende. "Snakkede du med dem? Hvad sagde de? Rørte du dem? Blev I gift?!" Hendes øjne var på størrelse med et strudseæg.

"Du er 19 år.." himlede jeg med øjnene. "Som jeg før har sagt, og jeg siger det igen: Tag dig sammen." Hun lavede sin fornærmede trutmund, og jeg ignorerede hende blot.

Telefonbogen plejede at ligge inde i stuen, men da jeg ikke længere havde haft plads, måtte jeg rykke den ud i køkkenet. Her lå den også udmærket og strakte sig med sine fede syv kilo. Mine arme var ikke just de stærkeste, lad os bare få konstateret det. Alligevel fik jeg den op af skuffen, den lå i, tog den under armen og gik videre til næste skridt.

En klud.

De krummer fjernede jo ikke sig selv, vel?

Op af en anden skuffe fiskede jeg en lyserød karklud, inden jeg med knæet skubbede skuffen i igen. Vasken var kun et skridt ved siden af, og jeg åbnede for vandet med hånden, kluden også lå i. Herefter lod jeg kluden suge lidt vand til sig, som jeg stak den ind under strålen, hvorefter jeg til sidst slukkede den med samme hånd.

Vrid, vrid, vrid.. Vandet fossede ned i vasken fra kluden af, som jeg prøvede at få det meste af det dryppende vand ud. Mere end fugtig behøvede den trods alt ikke at være.

Med Cathrines dybdeborende blik i ryggen gik jeg hen til drengene. Jeg satte mig på knæ og lod bogen med de alt for mange ubrugelige numre bumpe ned på bordet. Harry tog straks fat om den og rakte den videre ned til Louis, der efter kun at have kigget to sekunder på den, sendte den videre til Zayn.

Imens Zayn slog op i bogen med de andre drenges opmærksomhed hvilende på sig, foldede jeg kluden rigtigt; En gang på midten, endnu en gang og herefter.. Så var den klar til brug.

Jeg lavede det første strøg hen over bordet og samlede krummerne ind ved hjælp af kluden, der samtidig fugtiggjorde det mørke træ. Til sidst lod jeg krummerne falde ned i min hånd, som jeg trak kluden ud til kanten af bordet og dermed også havde krummerne med.

"Siden er revet ud?" Jeg så hen på Zayn efter hans spørgende konstatering og blev mødt af alle de fem drenges blikke. Hurtigt rejste jeg mig for at se, hvad det var, de mente.

Ganske rigtigt. Siden, de skulle bruge, var revet ud.

"Hvad i al verden.." Længere nåede jeg ikke i mine højttalende tanker, før jeg straks vendte mig om og så på Cathrine, der hurtigt sendte et uskyldigt smil tilbage. Med kluden svingende i den ene hånd og krummerne liggende i den anden, gjorde jeg tegn til, at hun skulle komme herhen. "Cathrine.. Ved du, hvor den manglende side er?"

Der gik faktisk tre sekunder, inden hun svarede. Wow, good job, girl. Det var vidst rekord. Hun havde ellers ALTID et svar parat.

"Jeg skulle bruge ham der.. Rainars nummer.. Men jeg kunne ikke finde min egen telefonbog, så jeg lånte din, og ja.. Så tænkte jeg, at det var nemmest bare at rive siden ud." Da jeg forholdt mit blik på hende, fortsatte hun kort efter. "Og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg har smidt den ud."

"Cathrine!" Jeg slog armene ind mod mine lårsider, og drengene sukkede alle sammen. "Du ved, du ikke skal låne noget af mig uden at få lov! - Faktisk ved du, at du i det hele taget stort set ikke skal røre mine ting!"

Cathrine var selvfølgelig klar til at forsvare sig med det samme. "Jeg havde altså virkelig brug for Rainars nummer, okay?! Min cykel var gået i stykker, og han skulle være den billigste cykelsmed. - Desuden er det utroligt svært at se forskel på, hvad der er skrald og telefonbogspapir, når det alligevel bare er krøllet sammen."

Det her var bare for meget. Det var.. Nogle gange kunne jeg simpelthen flå håret af hende. Jeg ku.. Jeg kunne.. Argh!

"Hvis det kan være til nogen hjælp, så var min cykel også forsvundet, da han kom.. Jeg er ellers så sikker på, at jeg stillede den op af hegnet.." Der gik hun så hen i et tænkemode. Typisk, typisk, typisk. Lidt mere typisk, faktisk.

"Hvad gør vi så nu?" Drengene havde rejst sig op og så ud til at være mere eller mindre klar til at forlade mit hjem. "Hvem vil dog kalde sit barn Rainar?" mumlede Louis, men de andre ignorerede ham vist bare. Liam rystede tænksomt på hovedet, og Cathrine brød hurtigt ind med sit geniale forslag.

"Bliv dog her?!" Hendes store smil gik herfra og til Kina. No joke, Sherlock. Shit. Hed det 'No shit, Sherlock?'

Bah, so what.

"Eh.." Zayn kløede sig omme i nakken, og jeg så ikke de andres reaktioner, før jeg stirrede som en eller anden galning på Cathrine, der prøvede at få en blyant til at flyve. Som om det overhovedet var muligt.

"Cathrine.." Ordet var kun en svag, insisterende lyd, der blev presset ud gennem mine tænder, som var stødt sammen. Min veninde var ikke klog, nej. - Men så dum havde hun trods alt aldrig været. Okay, jo. Hun var altid så dum.

I love her..

Sometimes.

"Jeg mener, hvorfor ikke? Rain her er vel lige så god som hende den.. anden Rain? Hvem pokker hun så end er." Cathrine forstod bare ikke en hentydning til, at hun skulle stoppe. Of course not. Hun fortsatte bare, som havde hun min fulde tilladelse.

Det ville hun godt nok aldrig få. At tillade Cathrine noget lovede aldrig godt.

"Hun.." Liam ledte vidst efter de rigtige ord. "Det er faktisk ikke meningen, folk skal kende til hende. Hun er en ældre dame, der lader kendte bo i sit hus en tid, hvis de har brug for at kunne slappe af et sted uden fans, der render i hælene på dem. Et hotel vil ikke være specielt godt egnet uden Paul, vores bodyguard, og.. Simon kontaktede så denne dame. Eller, han prøvede på det. Han fik jo så i stedet fat i dig.. Men det er sådan, at folk ingen anelse har om, at vi ville bo hos Rain, og derfor ville det have været ret lige til for os."

Sådan sluttede hans forklaring på, hvem den Rain, de rigtigt skulle være hos lige nu, var.

Nej. Hun havde virkelig formået at holde sig i det ukendte. Al den information sagde mig intet.

"Perfekt!" skreg Cathrine pludseligt, og jeg tog som ren refleks hånden op til øret, der var nærmest hende. For sent, desværre. Hendes skrig sluttede, idet den nåede derop.

"Hvad er så perfekt?" spurgte jeg undrende om med et snert af det vrissende tonefald i. Som om jeg var komplet idiot så hun på mig med sine store blå øjne. Drengene sagde heller intet. De var højst sandsynligt lige så forvirrede som mig.

Cathrine formåede heller ikke at uddybe sig specielt godt.

"Rain her.." Hun smilede sit store kinesersmil og tog fat rundt om skulderen på mig, inden hun fortsatte. Forvirret gloede jeg bare på de fem drenge, der havde et spørgende udtryk klistret til hver eneste del af ansigtet. "Hun er heller ikke kendt af mange folk. Godt nok er hun ikke ældre.. Selvom hendes hår tyder på det.."

"Det er bare meget, meget, meget, MEGET lyst!" skreg jeg nærmest. Hvor mange gange skulle mit hår fornærmes i dag?!

"Yeah.. Selvom hendes meget lyse hår tyder på det.." Jeg himlede med øjnene, da Cathrine blot omformulerede sin sætning til noget, der betød præcis det samme. Hendes stemme fortsatte med at fylde rummet. "I vil heller ikke blive generet her, hvis nu I.. beslutter jer for at blive her. Hvilket vel  i sidste ende er lige så nemt. Der kommer ingen fans herhen, da Rain ikke får besøg af andre end mig, hendes mor og far, Alex og de børn hun passer plus deres forældre. Ingen andre kender til Rains eksistens, så det ville også være ret lige til for jer at blive her."

Tak for prædikenen, Cathrine. Om hvor ligegyldig i denne verden jeg faktisk var.

Der forekom en længere stilhed blandt os alle. Mest af alt havde jeg lyst til at grine, græde eller sove. Men jeg blev stående med mit udtryksløse ansigtsudtryk.

"Jeg ved ikke.." Harry så direkte på Cathrine, men blev afbrudt af Louis, der syntes, det lød som en smadder god idé. Det var endda ham, det hele var gået ud over, da hun havde fået øje på dem.

"Det lyder vel fint nok," trak Zayn på skuldrene, Niall nikkede sig enig og Liam klaskede hænderne sammen som et 'Okay.' Ordet kom bagefter.

"I bliver?" spurgte jeg overrasket med et hævet øjenbryn. Cathrine ruskede mig hårdt i armen, og hoppede ved siden af mig af glæde.

"De bliver! De bliver! LOUIS BLIVER!" Et hysterisk hyænegrin undslap hendes mund, og Harry holdt en hånd op for at stoppe hende. Det hjalp utroligt nok.

"Hvis der ikke er nogen skøre fans, ja.." påpegede han bestemt, og Cathrine nikkede alvorligt, indforstået med hans hentydning. Da han vendte sig om for at sige noget til de andre drenge, hoppede hun igen med sit store smil om læberne.

Thanks Cathrine. For all you've done.

"Ehm, Rain?" Jeg så ned på Niall, der kiggede op på mig fra sofaen af med sine øjne, der lyste som to små julelys. Jeg nikkede som svar, og han forstørrede sit smil en smule. "Hvad skal vi have at spise?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...