Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59219Visninger
AA

23. 21. ~ You've kinda changed me

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Se, Harry, den her har jeg lavet!" Alex holdt stolt et julehjerte op mod Harry, der smilede imponeret. Han tog det og betragtede det længe, inden han gav hende det tilbage.

"Hold da op, det må jeg nok sige, Alex. Du har da talent for at lave julehjerter. Hvor synes du, det skal hænge?" spurgte han hende venligt om, og hun tænkte sig grundigt om, mens hun gik et par gange rundt om træet for at finde den perfekte plads. Jeg grinede lavt.

Indtil videre hang der julepynt fra hver eneste gren, som drengene, Alex og Cathrine hjalp hinanden med at hænge op. Alex pegede op på en af de øverste grene, hvor hendes øje skuede en ledig plads til sit julehjerte.

"Der!" Vi kiggede alle op på den udvalgte gren, og Alex prøvede at strække sig så langt som muligt. Leende lagde Louis hånden på hendes skulder og tilbød hende sin hjælp. Glædeligt tog hun imod den.

Hurtigt fik Louis båret Alex op, så hun kunne sætte julehjertet fast på grenen. Det blev gjort med forsigtighed, og da hun igen stod på jorden, klappede hun begejstret i hænderne.

"Det er verdens pæneste juletræ!" råbte hun tilfreds, inden hun løb hen til mig. Som de sidste par dage lå jeg og slængede mig på sofaen som et andet dovendyr.

"Det er virkelig smukt, det må jeg sige," bekræftede jeg, og hun lyste straks mere op, end jeg troede, det var hende muligt. Glad hoppede hun rundt om sig selv, og Louis prikkede hende i maven, da han fik muligheden.

"Av!" skreg hun og så mopset op på ham. Først trak Louis bare på skuldrene, hvorefter de begge brød ud i en himmelsk latter. Jeg smilede skævt, da jeg så på Louis, der pludselig også rettede blikket mod mig. Hurtigt skyndte jeg mig at kigge hen på Cathrine, der satte sig på armlænet af sofaen.

De andre drenge slog sig udmattede ned på de andre sofaer. Måneskæret strålede allerede ind ad vinduerne om nogle få timer, så det var egentlig forståeligt nok. Aftenen trængte sig lige så stille på.

"Jeg overvejer lidt, om vi skulle gå i biografen i aften?" tænkte Zayn højt, og han købte straks alles opmærksomhed. I starten sagde ingen noget, men Niall nikkede sig enig og konstaterede, at New Yorks biografer sikkert havde det bedste slik.

Typisk ham.

"Vil I med?" Liam kiggede på Cathrine, Alex og jeg, og de to andre jublede højlydt, da de fik tilbuddet forærende. Selv rystede jeg afvisende på hovedet og sendte dem et undskyldende smil.

"Jeg tror ikke, jeg skal med.. Ellers tak." Louis så lidt på mig, inden han kiggede på de andre drenge, der alle sad med skuffede miner.

Selvom jeg i starten ikke brød mig yderligere om de drenge, var det stadig svært at fatte, at de rejste hjem i morgen. På en eller anden måde ændrede de mig ganske hurtigt, og jeg følte mig efterhånden som en del af dem.

"Jeg tror også, jeg bliver hjemme," hørte jeg pludselig Louis sige, og jeg hævede overrasket begge øjenbryn. De andre drenge kiggede undrende på os, inden de forhørte sig, om vi var helt sikre.

"Tag du bare med, Louis. Det er jeres sidste aften, I skal hygge jer," pressede jeg ham let, men han rystede nægtende på hovedet.

Stædige æsel.

Hvorfor gjorde han det så svært for mig? Lige nu behøvede jeg ikke ligefrem tid alene med ham.

"Okay, så bliv I hjemme.. Pakker du ikke tingene sammen så, Lou?" Harry smilede til os begge, og Louis trak bare på skuldrene.

"Hvorfor ikke?" klukkede han, og Alex sprang hen til Harry og tog ham i hånden. Jeg kunne ikke lade være med at synes godt om, hvordan de behandlede hende.

Zayn, Liam, Niall og Harry, der holdt Alex i hånden, gik ud til jakkerne og skoene. Selvfølgelig var det dem umuligt at lade være med at larme, som om 500 børn fejrede fastelavnsfest.

Cathrine klaskede mig blidt på skulderen, inden hun også rejste sig og fulgte med sine fire idoler og min overgearede lillesøster. Først da døren smækkede, turde jeg kigge på Louis, der smilede venligsindet til mig.

"Hvorfor ville du ikke med?" spurgte jeg, stadig forbavset over hans valg. Han smilede genert og kiggede ned på sine hænder, hvorefter han rejste sig op.

"Det er så hyggeligt herhjemme," svarede han og gik ud i køkkenet. "Og desuden skal du da heller ikke ligge og kede dig helt alene. Te?"

"Eh.. jo, t-.." Jeg huskede sidste gang, han lavede te, og skyndte mig at ændre mit svar. "Nej, ellers tak. Jeg tror, jeg nøjes med et glas vand, hvis det er."

Hans grin gav genlyd mod mine trommehinder, og jeg nød det underligt nok mere end noget andet. Varmen steg mig til hovedet, og jeg prøvede desperat at skubbe alle de påtrængende følelser til side.

Glasset med vand stillede han på bordet foran mig og satte sig så i sofaen ved siden af med sit eget. Forsigtigt nippede han lidt til det og så tænksomt ud i luften.

"Glæder du dig til at komme hjem igen?" Jeg besluttede mig for at bryde tavsheden, der ellers kun havde ligget over os i nogle få sekunder. Alligevel føltes det akavet.

Han lavede en underlig grimasse, jeg ikke helt vidste, hvad betød. Afventende tog jeg en slurk af vandglasset, og lænede mig igen tilbage i sofaen. Den forbistrede ankel forsøgte virkelig på at ødelægge mit ellers så frie liv. På et eller andet plan tvang den mig jo til at ligge her dag ud og dag ind.

Well, og så var der lige drengene. De havde også en del af æren.

Pff..

"Selvfølgelig bliver det meget rart at vende tilbage til alt det kendte," lød det pludselig fra Louis, og jeg lyttede opmærksomt til hans stemme med blikket rettet mod ham. "Du ved, man siger jo altid; ude er godt, men hjemme er bedst." Jeg nikkede uden at sige et ord, da jeg blot ventede på, at han fortsatte.

"Jeg er ret sikker på, det giver god mening. Naturligvis er det rart at komme lidt væk fra hverdagslivet, og ferier er jo utroligt dejlige. New York er fantastisk, hvilket også gør, at jeg er i tvivl, om den sætning virkelig gælder her. Jeg er ret sikker på, jeg måske bare kommer til at savne det." Han vendte sit blik mod mig, og jeg smeltede langsomt op indefra.

"Jeg forstår," fremstammede jeg som en utydelig, lille mumlen, og Louis sukkede frustreret.

"Jeg ved ikke," mumlede han lavt og satte hænderne foran øjnene, som om han tænkte godt og grundigt over noget, der tærede på ham. "Det er måske ikke kun det.."

Stadig lyttede jeg blot oprigtigt uden at indvende et eneste ord. Alligevel tændtes et lille håb i mig, da den sidste sætning gled over hans læber.

"Hva.." Nervøst sank jeg en klump, der irriterende satte sig fast i halsen på mig. "Hvad er det så?"

Han rømmede sig kortvarigt, lod sit blik køre hen på mig og rystede så ligegyldigt på hovedet. "Det.. er jeg ikke helt sikker på," indrømmede han til sidst. Forvirret stirrede jeg på ham i min tro om, at han fortsatte - hvilket han sjovt nok ikke gjorde.

"Okay så." Jeg rakte frem for at tage fjernbetjeningen, men i samme øjeblik jeg skulle til at trække min hånd tilbage, lagde Louis sin oven på den. Varmen bredte sig ud i alle kroge af min krop, og jeg anede ikke mine levende råd om, hvordan jeg skulle reagere.

I lang tid gloede jeg som en ugle på vores hænder med store øjne, og jeg rykkede mig ikke det mindste. Det her overtrådte grænserne, jeg havde sat mig. Eller; dem jeg satte mig nu. Det her endte da galt!

Alligevel gjorde jeg absolut ingenting for at fjerne hans hånd fra min. Det føltes så.. rigtigt.

"Jeg kommer virkelig til at savne dig, Rain," fortalte han mig, og jeg kiggede op i hans dybe, gråblå øjne. De så så følsomme ud på sin egen helt specielle måde.

"Je-eg-g.." hakkede jeg ustyrligt, før jeg tog mig sammen. "Jeg kommer også til at savne dig." Vores hænder blev liggende på fjernbetjeningen, mens vi holdt øjenkontakten i flere minutter. Til sidst trak vi dem tilbage på samme tid.

Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Skulle jeg fortælle ham, at jeg syntes, han var.. Altså, at han.. måske.. At jeg synes, han legede rigtig godt med Alex?

Nej, nej.. Nej, det gik ikke. Det lød for.. dumt.

Jeg var dum lige nu.

Hvad fanden skete der med mig? Jeg plejede ikke at opføre mig på den her måde!

Det føltes.. underligt.

"Skal vi se, hvad der er i fjernsynet?" spurgte Louis og smilede akavet til mig. Jeg nikkede hurtigt og rynkede brynene, mens jeg overvejede mine valgmuligheder.

Burde jeg fortælle ham, at han måske havde forandret mig? At jeg følte noget for ham? Og at jeg ikke vidste, hvad det var? Ville han tro, jeg var fuldstændig vanvittig?

En ting vidste jeg da! - Alle de her spørgsmål.. De måtte ikke ryge ud af munden på mig. Om ikke andet skulle de forkortes ned til et enkelt. Ellers skræmte jeg ham da først rigtig væk.

"Kender du Meet the parents?" Jeg vågnede op af mine indre tanker, da Louis stillede mig et spørgsmål. Hurtigt blinkede jeg med øjnene, mens jeg prøvede at opfatte, hvad han lige sagde.

"Eh.. Ja. Ja, det gør jeg," svarede jeg, da min hjerne opsummerede hans ord. Klukkende fortalte han mig, at han elskede den og lod fjernsynet forblive på den kanal, hvor filmen kørte.

Jeg smilede bare som en jubelidiot. Min fornuft sivede langsomt ud, og da jeg åbnede munden, slog min hjerne fra. "Louis, jeg.." Mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig ved at læne sig ind over sofaernes armlæn, der stort set berørte hinanden.

Overrasket stirrede jeg ind på hans øjenlåg, da han pressede sine læber mod mine, og jeg sad som forstenet. Da han stoppede for at undskylde, var det mig, der lukkede øjnene i og kyssede ham blidt. Hurtigt gengældte han det, og jeg bemærkede, at han smilede en anelse.

Waow. Det her fortryllende øjeblik glemte jeg aldrig.

 

~

 

Lufthavnen virkede så ualmindeligt stor, da vi trådte indenfor. Flere skreg, da de opdagede drengene, der afslappet vinkede tilbage til dem. Efterhånden vænnede man sig sikkert til at blive genkendt overalt.

Cathrine hulkede højlydt, mens Alex holdt Harry i hånden igen. Hun gav nødigt slip, og jeg skimtede også nogle blanke tårer ude i øjenkrogen, da det gik op for hende, at de skulle hjem nu.

Deres fly fløj snart af sted, og jeg følte mig nok mere nede end nogen af de andre.

I går kyssede jeg Louis. Jeg kyssede Louis Tomlinson og vidste ikke, hvad jeg nu skulle gøre. Hele morgenen undgik vi diskret hinanden, og nu tog de af sted.

Hvorfor?!

Jeg lovede at lade være med at være så bestemmende, hvis han blev..

Like..

Altså.. Det var jeg jo ikke, men.. okay..

Den dag elefanten skiftede farve til lyserød og fik blå prikker, mens den svang sig fra lian til lian.. Så skulle jeg nok lade være!

Helt ærligt, det var vel bedre end ingenting?

"Behøver I virkelig tage hjem?" Alex' skuffede stemme skar i mit hjerte, og hun så trist op på Harry, der sendte hende et venligt smil.

"Vores ferie er slut. Vi skal jo også hjem og holde jul med vores familier, som du skal holde jul med din," fortalte han, og hun kiggede ned i jorden med sine store, grå øjne.

"Hey.." prøvede han og løftede hendes hage op. "Det har været hyggeligt at møde dig. Vi ses sikkert igen på et tidspunkt. Det håber jeg da."

Et lille skævt smil bredte sig på Alex' lyse læber, og hun fiskede noget op af lommen. "Her." Hun rakte ham et julehjerte, og han smilede stort, da han tog imod det.

"Mange tak. Det skal hjem og hænge på min væg." Alex lyste stolt op, og de gav hinanden et langt og venskabeligt knus. Han fortsatte derefter hen til Cathrine, der faldt ham grædefærdigt om halsen.

I mellemtiden krammede Zayn mig farvel, og Liam omfavnede mig også kærligt bagefter. "Det har været rigtig hyggeligt at møde dig, Rain. Selvom vi havde nogle problemer i starten, tror jeg ikke, at vi kunne have fundet os et bedre sted at bo."

Rørt smilede jeg taknemmeligt, og Niall lagde også armene om mig. Hans humør faldt ikke helt af at skulle hjem, men jeg fornemmede alligevel, at han ikke just var lykkelig. Det fik mig blot til allerede at føle endnu mere savn efter de glade øjne.

"Du laver noget vidunderligt mad!" konstaterede han, da vi trak os væk fra hinanden, og jeg lo lavt af kommentaren. Derefter gav Harry mig også et knus, mens de andre gik hen for at sige farvel til de to andre. Cathrine klemte nær livet ud af dem alle.

"Hey.." Louis kløede sig usikkert bag nakken, da hans tur kom til at sige farvel til mig. "Kan jeg.. Kan vi lige.." Han tog fat om mit håndled og trak mig nogle skridt længere væk fra de andre seks. Krykkerne hjalp mig ikke ligefrem meget, når han sådan hev i mig, så jeg hoppede rundt på et ben.

Som den gentleman jeg var, lod jeg ham starte samtalen.

Okay, nej. Jeg turde bare ikke.

"I går.." Et lille smil satte sig fast i mundvigen på ham, og jeg nikkede, mens jeg mærkede et smil poppe op på mine egne læber også. "Jeg tror virkelig.. Jeg kan virkelig godt lide dig, Rain." Den varme følelse bredte sig, og mine kinder blussede let op i den typiske røde farve. "Men.."

What? Nej, nej. Ikke noget men! Det betød altid noget.. noget.. noget, der ikke var godt! Gå tilbage til det forrige; jeg kan virkelig godt lide dig, Rain. Ja, det lød godt!

"Jeg tror ikke, det ville gå.." fortsatte han, og jeg faldt ti meter ned under det, der kaldtes bunden og landede i den værste bunke møg.

Av.

"Jeg har Eleanor, som jeg virkelig holder af, og jeg.. Jeg tror ikke, jeg kan give slip på hende, selvom jeg uden tvivl føler et eller andet for dig. Hvad det er, kan jeg ikke helt sætte fingeren på, men.. Der er bare noget over dig."

"Er det mit hvide hår?" spurgte jeg ham skarpt om, og han brød ud i sin fine latter. Selv lagde jeg blot armene over kors, som klart så akavet ud med krykkerne, og det fik ham hurtigt til at ryste på hovedet.

"Nej, dit hår er ikke hvidt.." Overrasket forstørrede mine øjne sig, og han førte en tot af mit halvfiltrede hår om bag øret på mig. "Det er bare meget, meget, meget.. meget, lyst." Vi grinede begge og dannede os en intens øjenkontakt.

"Nej.." Igen fortsatte han sin tale, og smilet sad skævt omkransende hans læber, jeg inderligt mærkede en længsel efter mod mine. "Dit hår er blot et tegn på, hvor speciel du er. Det er ikke det, der gør, at du er speciel."

Pausen han holdt, gjorde mig helt skør. Den pinte mig mere end noget andet, men jeg valgte ikke at sige noget. Han samlede sikkert sine ord sammen til hele sætninger i dette øjeblik.

Forhåbentlig gik det snart lidt hurtigt.

Han fandt en lille pakke frem og rakte den til mig. Forvirret tog jeg imod den og kiggede spørgende på mig. Han nikkede blot ned mod den som tegn på, at jeg skulle åbne den.

Langsomt fjernede jeg båndet og pakkede den op. Inden i den lå en lille pose, der var snøret sammen, og jeg åbnede den forsigtigt. Undrende rynkede jeg brynene, da jeg så ned i den tomme pose.

"Den er jo tom?" Louis klukkede let og rystede på hovedet, da han tog den fra mig. Jeg kiggede blot spørgende på ham med et uforstående blik.

"Ser du.. Heri har jeg lagt halvtreds kram. På den måde kan jeg stadig få lov til at give dig et knus i ny og næ, selvom jeg ikke er her. Når vi så ses igen.. - som vi selvfølgelig snart gør.. - så kan jeg fylde den op endnu en gang. På den måde kan jeg altid være hos dig på en eller anden måde," forklarede han mig, og jeg smilede straks.

Den idé havde jeg aldrig hørt om før. - Ikke engang fra hjernen bag to plus to er lig med fire

"Så.. Jeg kan på den her måde få et kram af dig.. selvom du ikke er her?" spurgte jeg for at få det bekræftet, og han nikkede smilende.

Hurtigt faldt jeg om halsen på ham, og han grinede kort. "Tak, Louis. Den er jeg virkelig glad for!" Han klappede mig blidt på ryggen, og jeg mærkede hans læber berøre min ene kind. Igen blussede rødmen frem i mig, og da vi trak os ud af hinandens greb, strammede jeg i stedet grebet om posen, jeg fik tilbage.

Jeg forstod godt hans valg. Han havde trods alt Eleanor, og jeg regnede vel egentlig heller ikke med, at han valgte mig frem for hende. Helt ærligt.. Jeg kunne heller ikke gå ind og ødelægge et lykkeligt forhold. Det ønskede jeg bestemt ikke.

Sådan her var det bedst, og jeg ville sikkert mærke savn efter ham i en længere periode. Men på et eller andet tidspunkt lægede tiden vel sårene igen. Trods alt var det her jo også blot en ferieforelskelse. Det gik nok hurtigt.

Vi gik hen til de andre, og Louis krammede Cathrine og Alex farvel, inden de alle tog deres bagage, som havde krævet os en hulens masse tid at få pakket. Zayn bragte jo lige så meget tøj med på ferie, som vi andre havde i vores skab. Med undtagelse af Cathrine. Hendes skab var sikkert mere på størrelse med hans derhjemme.

I længere tid stod vi og vinkede til dem, da de forlod os, og travle folk myldrede omkring. Kort snøftede Cathrine igen, og Alex stod med et trist ansigtsudtryk, der gjorde helt ondt at se på.

"Hvad siger I til.. at gå hjem og spille et spil?" spurgte jeg om, før jeg foldede min ene hånd om Alex'. Hun så med blanke øjne op på mig, og Cathrine gav endnu et snøft fra sig, inden hun satte kursen ud af lufthavnen.

"Hvilket spil skulle det så være?" Hun tvang et lille smil frem, og jeg kunne ikke lade være med at smile skævt, da minderne fra drengenes tid hos mig allerede strømmede omkring i hovedet på mig.

"Hvad siger I til.. Fisk?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...