Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58565Visninger
AA

22. 20. ~ Christmas is near

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Otte dage. Kun otte dage til juleaftensdag. Det betød, at der kun var ni dage til julemorgen.

Jeg bandt roligt båndet om gaven til Cathrine, Louis købte for nogle dage siden. Skoenes sorte farve glinsede i lyset, da jeg tog dem op fra kassen for at se, om jeg kunne tillade mig at forære hende dem. Hurtigt fandt jeg frem til, at hun ville elske den gave.

Den sidste ende af båndet krøllede jeg let ved hjælp fra saksen, hvorefter jeg lod den falde ned og gøre pakken lidt mere interessant. Tilfreds nikkede jeg smilende til resultatet.

Smukt.

For en gangs skyld herskede stilheden over mit hjem igen. Drengene var taget med Alex ned i byen for, at hun kunne få lov til at sidde på julemandens skød og ønske. Selvom jeg sad med en brækket ankel, stod traditionen ikke til at ændre, og drengene tilbød heldigvis at gå med hende i stedet for mig.

Jeg rejste mig op fra sofaen med gaven i hånden og tog fat om krykkerne, der lænede sig op ad armlænet. Humpende nåede jeg mit soveværelse, hvor jeg gemte de forskellige julegaver. Et rædselsfuldt syn mødte mig bestående af Harry og Louis' rod.

Børn ændrede sig ikke på det felt - heller ikke de kendte af slagsen. Hvor meget jeg end tiggede dem om at rydde op hver morgen, jeg skulle have fat i mit tøj, endte det altid med, at rodet blev liggende.

I stedet for at gøre noget ved det trådte jeg så godt som muligt over det, indtil jeg nåede mit skab. Nemt fik jeg det åbnet op, og alle gaverne lå fint gemt væk bag en bunke tøj. Jeg mærkede et smil sætte sig fast i mundvigene på mig, da jeg tænkte på, hvordan de forskelliges ansigtsudtryk forhåbentlig ville blive, idet de åbnede dem.

Cathrines gave placerede jeg øverst, hvorefter jeg lukkede skabslågen i og bevægede mig ind i stuen igen. Hvornår drengene og Alex kom hjem, anede jeg ikke, så det måtte vise sig som en overraskelse.

Underligt nok følte jeg mig en smule udmattet. Træt smed jeg mig ned i den største af sofaerne og lagde forsigtigt også benene op. På sofabordet lå Nialls computer, hvor et lille lys blinkede orange.

Jeg mindedes gårsdagens hændelser, hvor Eleanor og Perrie ringede ham op via et eller andet.. Skryp? Skupe? Skype, der var den!

Mens et suk gled hen over læberne på mig, gned jeg mig i de lettere søvnige øjne. Tanken udholdt jeg næsten ikke engang, og jeg vidste inderst inde godt hvorfor. Alligevel indrømmede jeg det ikke for hverken mig selv eller nogen andre.

Hvad skulle det også ændre?

Jeg var Rain.

Rain Seona.

En tyveårig pige, der allerede havde fået hvidt hår. Folk kaldte mig Mommy Direction. Hvad interessant bød jeg på?

Nothing..

Irriteret vendte jeg ansigtet ind mod ryglænet af sofaen. Jeg slog mig kort for panden, da jeg opdagede, hvad mine tanker var i færd med.

Mit hår bar ikke farven hvid, men en meget, meget, meget lys blond. Hvad så, hvis jeg blev kaldt Mommy Direction? Hvad dårligt lå under det? Liam kaldtes da Daddy Direction, right?

Selvfølgelig havde jeg en masse interessant at byde på. Det skulle en eller anden nok finde ud af en dag. At det så blev en anden end Louis.. Jeg brød mig jo ikke engang om ham på den måde. Det hang nok bare sammen med, at jeg ligesom.. you know..

God, hvem prøvede jeg at narre? Jeg følte helt sikkert et eller andet for ham. Det hjalp ikke at benægte det. En eller anden dag kom jeg sikkert over ham. Når man faldt så hurtigt for en, gik der vel heller ikke lang tid, før det var overstået.

Igen vendte jeg hovedet om, så jeg stirrede på Nialls computer. Den blinkende knap blev ved på en og samme måde; blink, pause.. blink, pause.. blink..

Jeg åbnede for skærmen, og den lyste straks op. Siden genkendte jeg svagt, men det tog mig lidt tid at opfatte, hvilken det var.

Twitter.

Kort overvejede jeg, om jeg blot burde smække den i igen, men det endte med, at jeg tog den op i skødet i stedet. Hurtigt førte jeg musen hen på en af knapperne. Med rynkede bryn undersøgte jeg siden en smule, før jeg fandt frem til det sted, man loggede ud.

Langsomt tastede jeg mit navn og min kode ind, som jeg huskede tydeligt efter fem minutters stirren. Computeren tænkte for en kort stund, inden den lod mig komme ind på siden.

Det hele lignede et stort virvar. Små beskeder ude til højre fra nogen, der åbenbart skrev om mig. Jeg forstod det ikke helt, men jeg kunne lige så godt prøve at lære det og kende.

Louis brugte det vist til tider..

 

 

xxxxx
- Louis' synsvinkel -

 

"Tror I mine forældre vil lade mig beholde den, hvis jeg får den julemorgen?" spurgte Alex os usikkert om. Hun havde netop ønsket sig en pony af julemanden, og nu blev hun så i tvivl, om det var det bedste at gøre. "Jeg mener.. Tænk, hvis de bare smider den udenfor?" Hendes læber dirrede, og Liam lagde sin arm om skulderen på hende.

"Det er jeg sikker på, de ikke gør," forsikrede han hende roligt om, og jeg bemærkede hendes øjne blive mere blanke end før. Begyndte hun at græde, overlevede jeg ikke. Hendes øjne mindede i den grad om en anden piges, og jeg holdt ikke til at se hende ked af det.

"Ellers skal vi nok sørge for, at den kan bo lige i nærheden af dig, så du kan besøge den når som helst!" Vi rettede alle blikket mod Niall, der syntes, han skulle berolige hende endnu mere. Forståeligt nok, men hvordan fanden ville han gøre det?!

Undskyldende kiggede han på mig og smilede så stort. Jeg rystede grinende på hovedet og håbede inderst inde på, Alex ikke fik den pony. Niall overholdt sine løfter, og så skulle vi til at søge efter en boplads til den, hvilket sikkert ikke blev helt nemt. Selvom vi sammen hed One Direction, betød det ikke ligefrem, vi havde let ved alt. - Meget.. men ikke alt.

"Okay.." snøftede Alex kort, inden hun smilede op til ham. "Tak, Niall!" Hurtigt klappede Niall hende på hovedet, hvorefter vi fortsatte væk fra den lange kø af børn, der håbede på at få deres ønsker opfyldt.

"Skal vi så bare tage hjem til Rain nu, eller..?" rømmede Zayn sig. Hans hænder varmede sig i vinterjakkens store lommer, hvilket mine også gjorde. Sne var utrolig sjovt at kaste sig rundt i, men det førte en dum kulde med sig. Dens planer gik sikkert ud på at fryse os allesammen til is, så vi smeltede sammen, når solen ankom, hvor der så ville være masser af plads til duerne. Jeg rystede stort set ved tanken om de uhyggelige fugle. Kevin var uden tvivl den eneste due, der ejede en smule godhed.

"Jeg ved ikke," svarede jeg på Zayns spørgsmål. Egentlig gad jeg godt bare se at komme hjem. Rains smil fristede mig efterhånden hver eneste gang til at fortælle hende, hvor kær hun så ud. Trods hendes meget lyse hår lignede hun jo en ægte gudinde. Selvom jeg følte en trang til at komme hjem og kramme hende, vidste jeg alligevel godt, der begyndte at ligge noget mere i det end bare venskab. Jeg mærkede en irriterende prikken i brystet hver eneste gang, jeg sad nær hende, og det tegnede bestemt ikke godt.

Heldigvis.. Nej. Hvor meget jeg så end prøvede at sige 'heldigvis', mente jeg i virkeligheden 'desværre'.. Hvorfor gik tiden så hurtigt? Vi skulle allerede hjem på onsdag.. Om kun tre dage?!

Jeg kiggede ned i jorden, hvor mine fødder slæbte sig videre, skridt for skridt. En julegave ville måske være på sin retmæssige plads? Men hvad gav man en pige som Rain, der kun ønskede at eje det nødvendige?

"Vi skal holde jul hos Rain i år," udbrød Alex pludseligt, mens hun sprang fremad og forsøgte at undgå stregerne mellem stenene. Jeg lo kort, da det kom ud af den blå luft, og de andre drenge rystede også smilende på hovedet. Hun stoppede brat op for at ae en lille hund, der luntede forbi hende i snor efterfulgt af en ældre dame.

En butik med et smukt skrin i vinduet fangede min opmærksomhed. Uden at sige noget ændrede jeg langsomt kursen derhen for at se nærmere på det. Cartier, hed butikken. Stort var det ikke ligefrem, men det gemte på noget nær mystik. Det strålede ud af det.

"Hey, Lou?" Harrys hæse stemme afbrød mine tanker omkring skrinet, og jeg drejede ansigtet, så vi fik øjenkontakt. Skævt trak jeg op i smilebåndet, og han hævede spørgende et øjenbryn. "Hvad laver du?" spurgte han undrende, da jeg ikke selv kom med forklaringen. Let skubbede jeg op på skuldrende, inden jeg gjorde tegn til at fortsætte med de andre, der var stoppet op henne ved en masse juletræer.

"Skal vi gå?" Inden han svarede, begyndte jeg at vandre hen imod de fire andre, og der gik et stykke tid, før Harry nåede op på siden af mig. Kulden hev fornøjet i kinderne, og små snefnug begyndte roligt at falde ned fra himlen igen. Det sidste lag fra tidligere var endnu ikke forsvundet og lå stadig som en hvid - nærmere grå - dyne. Sjap og slud fandtes der også massere af ude ved kantstenene, hvilket så knapt så nydeligt ud.

Vi slog os sammen med de andre, og Alex pegede begejstret på flere af træerne. - Selvfølgelig de højeste af dem. En mand med nissehue og.. havde han seriøst narsko på? Fuck, hvor genialt! Jeg måtte anskaffe mig sådan nogle en dag. Nu vidste jeg, hvad jeg skulle ønske mig fra Harry af.

 

~

 

Alex farede ind ad døren for at fortælle Rain den gode nyhed. Vi håbede i hvert fald på, at hun blev glad, nu Alex overtalte os som en anden verdensmester. Jeg holdt stammen med Liam, men de andre drenge holdt omkring det længere oppe. Helt let var det ikke at få det ind ad døren, men det lykkedes da.

"Hvad i alverden er det?!" udbrød Rain højlydt, da vi bar juletræet ind i stuen. Jeg grinede lidt, da jeg selv syntes, det var ret så indlysende. Måske Rain opførte sig som en voksen, men den klogeste kunne man vist ikke påstå, at hun var.

"Det er da et juletræ!" lo jeg, og vi fik stillet det ned. Nettet omkring det gjorde, at det så en smule indskrænket ud, men Alex hoppede allerede op og ned med en saks i hånden. Liam tog imod den og så spørgende på Rain, mens han afventede tilladelsen.

"Det kunne jeg godt se, Louis," vrissede hun lettere irriteret. Jeg trak på skuldrene. Hvorfor spurgte hun så? "Hvad laver det her?" Hun pegede på det med en af krykkerne, og Liam sendte os nogle underlige blikke som tegn på, at vi måske ikke burde have købt det.

"Alex sagde, I skulle holde jul her.. Så hun fik lov at vælge et af træerne," forklarede jeg, og der gik et stykke tid, hvor Rain bare så på mig med åben mund. Tavsheden gik hen og blev en smule akavet, men til sidst endte hun dog med at sende os et lidt træt smil. Hun nikkede til Liam og gav ham tilladelse til at klippe det op, hvilket han hurtigt gjorde. Grenene bredte sig ud, og duften af gran undgik man ikke.

Så mærkede man allerede julen meget mere hjemme i Rains lille hus.

 

~

 

Mandag morgen vækkede Harry mig ved at skubbe mig ned af sengen. Den dreng fyldte da også det hele. Jeg ømmede mig kort, inden jeg grinede og rejste mig op fra gulvet. Inden der gik mere end ti sekunder, stod Rain i døråbningen med et bekymret blik. Hurtigt slog jeg ud med armene som tegn på, at intet var sket.

"Jeg tænkte bare.. Jeg ville stå op med stil," klukkede jeg, og hun hævede uforstående et øjenbryn. På hendes tøj kunne jeg se, hun ikke lige var stået op - modsat mig. I det mindste havde jeg da ikke kun boxers på som Harry, der lå godt nede under dynen.

"Okaaaaay," svarede Rain langtrukkent, inden hun vendte sig om og forsvandt. Jeg kiggede på Harry, som gryntede, inden jeg bestemte mig for at hoppe i noget tøj. Striber var et must. I en af tøjbunkerne på gulvet fandt jeg en ubrugt T-shirt, og jeg valgte at træde i de røde jeans, jeg også havde på i går.

Efter jeg havde fået tøj på, gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg som beregnet så Rain stå og gøre morgenmaden klar. "Har du brug for hjælp?" tilbød jeg, og hun spjættede forskrækket, inden hun rettede sin opmærksomhed mod mig. Et lille krøllet smil hang i mundvigen på hende, hvorefter hun rystede på hovedet.

"Nej, det går nok. Jeg havde bare tænkt mig at dække bordet, så får I nogle Cornflakes eller havregryn i dag," fortalte hun, og jeg nikkede smilende. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at betragte, hvor hemmelighedsfulde hendes kedelige gråvejrsøjne var. De gemte på noget, og jeg blev nysgerrig efter at vide hvad.

Ingen af drengene så ud til at være stået op endnu, hvilket fik mig til at lede efter uret. Da jeg så, hvad det viste, undrede det mig egentlig ikke. Halv otte.. Hvorfor jeg følte mig så frisk, anede jeg da virkelig heller ikke. Jeg fornemmede dog på en eller anden måde, at det måske havde noget at gøre med, at Rain stod nogle få centimeter fra mig.

Jeg vidste jo godt, at jeg havde kæreste på. Eleanor Calder. Hvordan kunne jeg andet end at vide det? Jeg elskede hende utrolig højt, men jeg følte mig tiltrukket af Rain. Hvorfor.. Jeg var ærlig talt ikke sikker. I starten virkede hun slet ikke som min type, og det var hun måske stadig ikke. Man kunne vel godt synes, at en var attraktiv, uden man længtes efter at være sammen med personen. Ingen tvivl om det.

Til gengæld var jeg bare i tvivl, om jeg overhovedet havde en type. Eleanor og Rain skilte sig så meget ud fra hinanden, og de havde sikkert intet til fælles. Forskellen mellem de to var så bare, at jeg elskede Eleanor og blot følte en smule for Rain. Nej. Jeg følte helt klart lidt mere end en smule for hende. Men det var vel ikke mere end et vintercrush?

"Hey, Louis, gider du egentlig ikke lige at række mig nogle tallerkener nede fra opvaskemaskinen?" Jeg blinkede kort med øjnene, da Rain vækkede mig fra min indre diskussion om netop hende. Hurtigt nikkede jeg og bukkede mig ned ved maskinen for at tage et par tallerkener ud.

"Hvor mange skal du bruge?" spurgte jeg, da jeg havde fået to op. Hun talte kort dem, hun allerede stod med i hånden og sendte mig så et af de søde smil, der fik mig til at blive helt frustreret over, at jeg havde en kæreste. - Og så holdt jeg jo af min kæreste. Det gjorde det bare endnu mere besværligt at acceptere følelserne, der hobede sig op for den næsten hvidhårede pige.

"Tre," nåede hun frem til, og jeg hev endnu en op fra den nederste del af opvaskemaskinen, samlede dem oven på hinanden og rakte dem til Rain, der takkende tog imod dem.

"Tak skal du have, Louis." Hun begyndte at dele dem ud på bordet, og jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom jeg bare så hende bagfra. Selv hendes bevægelser fik mig til at blive underligt varm indeni. Noget jeg ikke engang følte med Eleanor. Var det mon forskellen fra ægte kærlighed til et enkelt crush?

Jeg spærrede pludseligt øjnene op, da det gik op for mig, at det her endte galt. Sådan måtte jeg ikke føle for Rain. Ikke når jeg havde Eleanor derhjemme, der savnede mig så inderligt, som hun i går gav udtryk for. Hurtigt satte jeg mine ben i gang og gik ud på badeværelset, hvor jeg lukkede døren i efter mig og drejede nøglen om.

"Okay, Lou.. Nu tager du det roligt.. Det er ingenting. Det er bare varmen herinde.. Det går væk af sig selv.." Jeg stirrede ind i spejlet over håndvasken, da jeg automatisk var gået derhen. To svagt blå måner hang mig under øjnene, men det var slet intet i forhold til, at jeg gik så sent i seng i går og nu engang stod så tidligt op.

Rain var bare en veninde. Eleanor ejede mit hjerte, som jeg også bar rundt på hendes. Intet kunne eller skulle skille os ad. Samme regel gjaldt for ingen; hun var den rette pige for mig, og Rain.. Rain havde bare en anderledes personlighed. Jeg var ikke vandt til den. Der lå grunden i det. Hun opførte sig anderledes end dem, jeg kendte. Det måtte være det, der fristede mig.

Eleanor elskede jeg. Ja, efterhånden havde jeg gentaget det op til flere gange, men det var nødvendigt at forsikre mig hundrede procent om det. Jeg elskede Eleanor. Hun elskede mig. Vi elskede hinanden. Lige siden første gang jeg så hende, vidste jeg, at vi ville passe godt sammen og takket være Harry, oplevede jeg, at den følelse talte sandt.

Frustreret gned jeg hånden rundt i mit ansigt. Jeg tændte for vandhanen og lod min hånd blive våd under det kolde vand. Herefter slukkede jeg for den og kørte igen hånden rundt i hovedet. Det kølige vand fik mig til at falde lidt ned efter de mange forvirrende tanker, jeg ikke engang selv kunne finde hoved og hale i.

Igen mødte mit blik mit spejlbilledes, og jeg stod i noget tid og sendte det trætte blikke. Hvorfor begyndte det at blive så kompliceret? Et suk tvang sig ud mellem mine læber, og jeg så ned i vasken, mine hænder hvilede sig på i hver sin side.

Et andet spørgsmål kunne lige så godt være; hvorfor forelskede jeg mig pludselig i Rain?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...