Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58559Visninger
AA

4. 2. ~ Wrong Rain

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Nej. Det går altså ikke. Du kan ikke være herhenne, når de kommer. Jeg bliver nødt til at passe dem alene," insisterede jeg i mit bestemte tonefald, da Cathrine prøvede at trænge sig på. Hun fulgte mig lige i hælene, idet jeg fik åbnet døren ind til mit lille hus med albuen og smed de tre indkøbsposer fra mig på gulvet.

Mad skulle der ikke mangle, når de kom. Jo færre gange vi skulle ud at handle, jo bedre. Fem drenge, var så vidt jeg kunne tænke mig til, ikke de nemmeste at slæbe med sig rundt.

"Jamen, kom nuuuu!" tiggede hun flabet og trampede en gang i gulvet, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

Skulle man gætte, hvor gammel hun var ud fra hendes opførsel, så var hun ikke ældre end en babyelefant.

Helt seriøst, når hun trampede for at få sin vilje.. Så trampede hun utrolig hårdt.

"Prøv for en gangs skyld at opføre dig som en på nitten år, okay? Du er næsten værre end børnene," svarede jeg hende lavmælt og tog fat om håndtagene i poserne, efter at have hængt jakken op og taget vinterstøvlerne af.

"Rain, hør nu.. Det er BØØØRN." Hun trak ordet 'børn' langt ud, som om hun prøvede at understrege det for mig. "De er skide ligeglade med, om jeg er her. De opdager mig ikke engang. Jeg er stille som en mus." Hun lynede usynligt sin mund sammen og holdt pegefingeren op foran munden.

Stille som en mus? Ironisk nok, så kaldte jeg hende lige en babyelefant.

Lettere irriteret sukkede jeg kort, mens jeg fortsatte ud i køkkenet med poserne. "Du kan være her, til de kommer. Lønnen er høj, og den skal ikke trækkes ned, bare fordi du er her."

Jeg satte poserne fra mig på gulvet og vendte mig om for at se på Cathrine, der til min store forskrækkelse endnu fulgte mig lige i hælene.

Hjertestop?

Tæt på.

"Ja, ja, whatever," svarede hun mig fuldstændig ligeglad med, at jeg stod og tog mig til brystet. Det var Cathrine i en nøddeskal. En lille indelukket nøddeskal, der aldrig var til at få op. Den var og forblev den samme, som den altid havde været.

Hun hoppede en enkelt gang med sit overgearede ansigtsudtryk, inden hun med hurtige skridt løb ind i stuen. "Der kommer et interview med Cody Simpson på kanal 5, som jeg bare MÅ se!"

Jeg himlede kort med øjnene, mens jeg begyndte at pakke tingene ud fra poserne. "Hvorfor ser du det ikke bare henne hos dig selv?"

Agurk, tomater, majskolber, ærtebælge.. Køleskabet.

Hakkekød, kylling, laks, fiskefileter.. Fryseren.

Tacoskaller, kiks, chokolade, tamponer.. Well, de tre første ting hørte til i skabet, den sidste.. Snuden ud af mine private ting, tak.

"Eh, jeg kan ikke finde min fjernbetjening, og knappen på fjernsynet sidder fast," råbte Cathrine fraværende tilbage, mens man kunne høre en masse larm fra TV'et af.

Se selv. Med at smide alt væk, mente jeg virkelig alt.

"GOD, han er bare SÅ cuuuute!" skreg hun højt, og jeg rynkede brynene automatisk grundet den skingre lyd.

Ingen kunne skrige som Cathrine.

Heldigvis. Ellers var vi alle døve. På ære.

"Han er femten år, din hyæne. Helt seriøst, kunne du ikke finde en på din egen alder?" Jeg råbte det knapt så højt, da der ingen grund var til det. Stuen var lige over for køkkenet, og døre var der ingen af til netop de to rum. Ikke engang vægge var imellem, kun en lille gang.

Men det havde Cathrine selvfølgelig ikke opfattet gennem de snart to år, jeg havde boet her. Hendes øjne så det som om, at der var en ti meters tyk cementmur, tres meters hæk og omring tre galakser mellem os.

Helt seriøst. Det kunne hun sagtens tro.

Der gik hundrede år, en sommer og en enkelt rådden madpakke, inden hun svarede mig.

Opslugt af Cody Simpson? I think so.

"Han er fra Australien, din sten. Der er kun fire år mellem os. Helt ærligt, det er INGENTING! Tænk på, at din mor er fem år ældre end din far, right? No big deal."

Jeg rullede frustreret med øjnene, mens jeg fortsatte med at lægge tingene på plads i både de hvide skuffer, køleskabet, hylder, skabe og.. Bordet var beregnet til de ting, der hørte til i helt andre rum.

Like, private sager, Peter-nysgerrig.

"Og DESUDEN, sten.." fortsatte hun i det stadigt alt for høje tonefald. Mennesker med ører ville ikke kunne høre sine egne tanker, men.. Jeg var ikke sikker på, at Cathrine havde nok hjerne til at tænke.

Åh ja, sten? Hun syntes, det var det bedst passende dyr til mig.

I know..

"Så HAR jeg allerede en kæreste på min egen alder," svarede hun glad, og jeg kunne tydeligt fornemme, at hun var utroligt tæt på at begynde på at fangirle.

"Har du?" spurgte jeg og rullede endnu en gang med øjnene, inden jeg tog fat om de 'private sager' og gik ind til hende i stuen, da en dør derindefra førte ud til badeværelset.

"To," smilede hun tilfredst og viste mig antallet med fingrene.

PEACE.

That's right, Cathrine.

"Jeg troede kun, du havde Felix? - Som er et år ældre end dig," konstaterede jeg hurtigt og stort set fuldstændig uinteresseret i samtalen, inden jeg gik ud på badeværelset med tingene.

"Det er stort set det samme. Et år til eller fra, det er umuligt at undgå. - Desuden er det også kun 10 måneder," svarede hun højrøvet igen.

"Mmh," mumlede jeg blot og åbnede skabet under håndvasken for at sætte det blå rengøringsmiddel derind, hvorefter jeg igen lukkede det roligt i. Ødelægge det skulle jeg jo ikke.

"Vil du slet ikke vide, hvem den anden er?" spurgte hun hemmelighedsfuldt, og jeg vidste, at hvad end mit svar så måtte være, ville jeg fortryde det. Hun ville høre det som et ja anyways.

"Sikkert," svarede jeg hende bare, mens jeg åbnede skabet over vasken og proppede.. Ja, det var privat. Gumpen ud af mit badeværelse.

Ja. Du blev netop betragtet som en gås.

"LOUIS FUCKING WILLIAM PERFECT TOMLINSON!" skreg hun højere end før, og jeg tabte pakken med toiletpapir, jeg havde under armen, da jeg blev nødt til at forsvare mine stakkels ører.

De havde det ikke let, når Cathrine var her.

Jeg samlede pakken lettere vredt op og stillede den ved siden af toilettet, hvorefter jeg lukkede skabet og gik ind i stuen, hvor jeg fandt Cathrine hoppe rundt og skråle som en sindssyg papegøje.

"Baby, you light up my world like nobooody else! The way that you flip your hair gets me oooverwhelmed. But when you smile at the ground it ain't haard to tell, you don't kno-o-o-ow! You don't know you're beautiful.."

Jeg kan med det samme afvise jeres tanker, hvis I troede, hun var Directioner.

Hun var Louis' kone.

- I hendes egen lille verden.

Det var dog den, der fyldte mest hos hende.

"Tak, Cathrine. Vi har hørt den mindst 100.000 gange. Kan du i det mindste ikke synge noget nyere, hvis det endelig SKAL være?" spurgte jeg muggent, på vej hen til fjernbetjeningen for at skrue ned for det larmende fjernsyn, der viste den australske popsanger Cody Simpson.

Jeg havde intet imod ham. Eller nogle andre sangere. Mit hoved kunne bare ikke kapere det lige nu.

Cathrine stoppede sit skråleri og kiggede kort på mig, inden hun hoppede videre, så det brune hår fløj hende om ansigtet. Af en eller anden grund formåede hun altid at opføre sig som et barn.

Hendes betegnelse var 'at leve livet.'

"She's not afraid of all the attention, she's not afraid of running wild! How comes she so afraid of faaaling in loooove. She's not afraid of scary movies, she likes the way we kiss in the dark! But she's so afraid of fa-fa-falling in loooooove, looooove."

Den.. pige.. drev.. mig.. til.. vanvid..

I det mindste lyttede hun til mig og sang noget nyere fra dem af.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvor volumeknappen sad på hende. Like, det kunne være rart at skrue lidt ned. Bare.. en smule.

"Hey, Cathrine?" afbrød jeg hende bevidst, men hun så ikke ud til at høre mig. Hendes sangstemme kørte bare videre og hendes hopperi fik hende til at ligne en lalleglad kænguru.

I det mindste kunne hun synge. Hvis hun så bare gad gøre noget ud af det.

"Cathrine?!" prøvede jeg igen lidt højere, og hun stoppede op for at lade sin opmærksomhed hvile på mig. - I to sekunder. Mon ikke hun så bare begyndte at hoppe rundt igen?

Jo.

Bedste veninde, ja, men desværre en af dem, der også drev en til vanvid.

Hvert eneste øjeblik vi var sammen.

All the time.

Dørklokkens tonede rytme rungede pludselig, og jeg rystede opgivende på hovedet af Cathrine, der dansede videre.

Lige nu bad jeg blot til, at de stakkels børn ikke ville blive skræmt fra vid og sans. Det kunne være temmelig katastrofalt, selvom de langt fra ville være de første. Børn og Cathrine var bare.. ingen god kombination.

Mine ben bevægede sig mod døren, og jeg rømmede mig kort, idet jeg tog fat om dørhåndtaget. Cathrines stemme nåede lige at trænge gennem min øregang, inden jeg trykkede det ned.

"Raaaaaaain! Må jeg ikke få en kop varm kakao?!" råbte hun, stadig oppe i sit øverste energifelt.

"Elkogekanden står ude i køkkenet som sædvanlig," råbte jeg tilbage til hende uden yderligere følelse i stemmen.

Endnu en gang råbte hun til mig, før jeg fik åbnet døren. "Laver du det ikke til mig?" Hun holdt en kort pause, inden hun kom med sit bedende og alt for brugte ord, jeg blot ventede på. "Pleeeeeaaaase?"

Irriteret himlede jeg med øjnene og rystede på hovedet for mig selv. "De kommer nu," vrissede jeg lavmælt. "Lav det selv."

"Fint," svarede hun mig fornærmet, og jeg nåede lige at se hende trampe ud i køkkenet, inden jeg vendte mig mod døren igen.

Yup. Babyelefanten var nu blevet ryddet lidt til side.

 

 

xxxxx
- Liams synsvinkel -

 

Det tog lige lovlig lang tid, før døren blev åbnet, og Niall trykkede utålmodigt ind på ringeklokken endnu en gang, lige idet en pige kom frem i døråbningen. Hendes lyse hår så ud til netop at have været en tur ude i vinden, og bølgerne brusede frem i det. Ganske køn, det kunne jeg ikke undgå at bemærke, hun var. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, de andre drenge tænke det samme. Selv Zayn og Louis med kæreste på, så ud til at betragte hende lettere interesserede.

Hendes venlige smil forsvandt, idet hun lod sit blik glide hen over os, og hendes udtryk var noget nær et stoneface. Overraskelsen over at se os var vist ikke så lille endda.

Jeg kunne kun sige, at vores overraskelse over at se en pige på vores egen alder heller ikke var helt lille. Simon havde forklaret os en masse ting om den populære Rain O'Sparkles, der udlånte værelse og hus til de største stjerner, hvis de havde brug for det. Derfor havde han også opfordret os til at tage os ordentligt af hende. Helt ung var hun jo ikke.

På forhånd tak, Simon; For den fine hentydning til, at vi også var ved at komme op i en alder, der åbenbart blev betragtet som 'de ældre.' Tusind, tusind tak.

"I.. I.." stammede hun hakkende, og Zayn, der stod ved min side, skiftede vægten til det modsatte ben. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle sige. Det her havde vi klart ikke forventet, da Simon forklarede os om denne Rain.

"Dude, hun ligner da ikke en på 59 år?" hviskede Louis højlydt til Harry, der besvarede hans bemærkning med et forvirret træk på skuldrene. Jeg så ikke ud til at være den eneste, der havde hørt Louis, selvom det i princippet kun var meningen, at Harry skulle lægge ører til. Pigen foran os hævede i hvert fald lettere forvirret et øjenbryn og så direkte på ham.

"59 år?" spurgte hun med fornærmelse i stemmen og lagde armene over kors for at understrege sit spørgsmål. Harry begyndte at fnise i smug, og Niall gjorde også sit bedste for at lægge skjul på et grin, der meget vel kunne bryde frem når som helst.

Louis kløede sig desperat omme bag nakken, da han ikke helt vidste, hvordan han skulle snige sig ud af denne situation. Helt meningen, at hun skulle høre det, var det vist ikke, nej. Han fumlede efter ordene, mens en masse forskellige ord undslap hans greb med tungen og lød fuldstændig åndssvagt.

"Louis, det er jo tydeligvis ikke hende.." kom jeg ham til undsætning, og pigens blik rettede sig mod mig. Hendes øjne mindede mig om en kedelig regnvejrsdag, hvor skyerne vred sig for at slippe af med vandet. Armene, hun havde haft lagt over kors, sænkede sig en smule, og hun så lidt frem og tilbage på os, tydeligvis stadig noget forvirret.

"Hvem er hun så?" spurgte Louis mig med samme forvirrede ansigtsudtryk som pigen, og jeg trak langvarigt op på skuldrene, som om det da gav sig selv fuldstændigt.

"Det er da hendes datter?" konstaterede jeg, og de andre drenge nikkede sig enige med mig, som om de nu straks forstod det hele. Lidt klog havde man vel lov til at være en gang i mellem. - Nu drengene ikke selv så ud til altid at være i stand til at tænke klart. Selv jeg kendte desværre til de situationer.

Pigen så stadig helt lost ud, og Niall smilede venligt til hende. "Din mor ved vi kommer. Er hun hjemme nu?" Han stillede sig på tæer for at se hende over skulderen, men opgav i sidste ende. Vi afventede alle hendes svar, men hun så bare på os, som var det det mest latterlige spørgsmål, hun længe havde fået stillet.

"Eh.. Nej?" svarede hun sarkastisk og trak sine skuldre lidt tilbage, som om hun syntes, det begyndte at blive underligt. Jeg så hen på Harry, der trak på skuldrene på samme måde, som da Louis havde 'hvisket' til ham.

"Hun havde ellers sagt, vi bare skulle komme nu. Godt nok først om.. fem minutter, men Simon skulle ind til lufthavnen lidt tidligere," sagde Zayn, mens hans blik stort set var begravet i hans armbåndsur. Niall kiggede ham over skulderen og nikkede bekræftende.

Pludselig så det ud til, at ti-øren var ved at falde for den blonde pige. Hun åbnede let munden, lukkede den igen, åbnede den så for anden gang og så ud til, at hun ville sige noget. - Alligevel kom der ingen lyd ud. Til gengæld hørtes et højt skrig inde fra huset af, og hun drejede hurtigt hele nakken, så hendes ansigt ikke længere kunne ses.

"FOR SATAN DA OGSÅ! God, NO!" råbte en høj, panisk og irriteret stemme i et utroligt skingert tonefald. Jeg rynkede undrende brynene og så hen på de andre drenge, der stod og var lige så forvirrede som jeg selv.

"RAAAAAAIIIIIN!" blev der råbt indefra huset af, og jeg stirrede muligvis ud i luften. Rain? Så var hun her måske alligevel?

"Undskyld mig et øjeblik," sagde den lyshårede pige hurtigt med et undskyldende håndtegn, inden hun forsvandt. Jeg så kort efter hende, hvorefter jeg lod mit blik glide hen over de fire andre drenge, der alle havde sit eget specielle ansigtsudtryk klistret til hver sit ansigt.

"Såeh.. Det her virker.. akavet," lagde Zayn ud med, mens han proppede hænderne ned i lommerne igen efter at have set på klokken. Niall nikkede sig enig og rodede kort ved en tot hår, der havde hevet sig ud af frisuren og nu spærrede for hans ene øjes syn.

"Det virker underligt. Simon fortalte os da, at Rain havde accepteret tidspunktet? - Og så er hun her ikke engang.." Niall pillede fortsat lidt ved den lyse tot hår, der til sidst kom til at sidde ordentligt igen. Idet han åbnede munden på ny, hørtes Harrys hæse stemme i stedet for Nialls irske accent.

"Niall, nej. Vi kan ikke bede om mad endnu," lagde han ud med at sige, og Niall så skuffet ned i jorden. Selvfølgelig ville han have konstateret, at han var sulten. Det vidste vi alle. Det var han trods alt altid. Harry kiggede ind gennem den åbne dør, mens han fortsatte, "Først må vi lige finde ud af.. hvorfor i alverden vi stadig står herude i kulden og ikke er blevet budt ind."

Vi andre nikkede kort, og jeg gav et suk fra mig. Tågen, der kom til syne, var et tegn på, hvor koldt det faktisk var. Temperaturen sank sikkert længere og længere ned, mens det lige nu helt sikkert var i nærheden af frysepunktet. Måske endda under.

En brunhåret pige kom til syne længere inde i huset, og hun stoppede pludselig op med blikket rettet direkte mod os. Hurtigt gav hun et lille hop fra sig, tog hænderne op til ansigtet, drejede rundt og løb med opspærrede øjne hen til os. Jeg kunne ikke lade være med at træde et skridt tilbage, en smule skræmt og forskrækket over det lyse skrig, hun pludselig lod komme ud gennem sine læber.

"LIAM PAYNE!" skreg hun højere end nogen anden og kiggede intenst på mig, inden hendes blik gled videre hen over de andre drenge. "ZAYN MALIK! NIALL HORAN! HARRY STYLES!" Hun holdt en kortvarig pause, og jeg fornemmede, at hun var ved at samle kræfter til et endnu højere udbrud, som hun sultent så på stakkels Louis, der sendte hende et skævt smil.

"LOUIS WILLIAM TOMLINSON, NAVNESKIFT FRA LOUIS TROY AUSTIN! God, det her er den bedste dag i hele mit liv!" Hun sprang om halsen på Louis og krammede nær alt luften ud af ham. Harry prøvede desperat at få hende skubbet en smule væk, men hendes greb var for hårdt.

"Cathrine!" hørte vi alle pludselig en bestemt moderlig stemme sige, og alles blikke rettede sig mod den lyshårede pige fra før, der var kommet frem i døråbningen. - Alles blikke med undtagelse af Louis overfaldsmand. Overfaldspige. Hvad man nu kaldte en lidt for stor fan.

Det var da i hvert fald mit gæt, at hun var det. Hendes opførsel matchede mange andre pigers.

"Cathrine!" prøvede pigen endnu en gang, men der var stadig ingen reaktion. Louis så ud til at være ved at miste al jordisk chance for at kunne trække vejret bare en smule. Harry prøvede igen at få hendes arme væk fra Louis, og pigen kom ham til hjælp. Efter et stykke tid lykkedes det dem endelig.

"Cathrine, hvad tænker du på?! Du havde nær fået den lilla farve frem i hans ansigt!" vrissede den blonde pige, og Cathrine smilede stort til Louis, som om vi andre slet ikke var til stede. Inderligt bad jeg til, at hun ikke også var en datter af Rain. Så blev det i hvert fald ikke helt nemt at bo her.

"Det er ONE DIRECTION!" svarede Cathrine hende med en lys hviskende pibestemme, inden hun blev skubbet ind i huset af Rains datter. Thank God.

"Jeg undskylder lige hurtigt på vegne af min veninde, hun.. Hun havde ikke forventet at se jer her," forsvarede pigen Cathrine med et undskyldende og flovt blik. De grå øjne gled hen over os, og hun trak spørgende på skuldrene. "Hvilket jeg sådan set heller ikke havde.."

Harry rømmede sig kort, og Zayn så fraværende ned i jorden, mens hænderne stadig var begravet i lommerne, præcis som Nialls nu også var. Jeg overvejede kort, hvad jeg skulle sige, men Louis kom mig i forkøbet.

"Vores gode ven og tidligere mentor, Simon, ringede til Rain for at høre, om vi ikke kunne få lov at bo her i de næste to uger, eftersom hverken Paul eller nogen andre er her til at kunne.. Ja, beskytte os lidt fra vores fans. Nogle går rimelig meget amok." Han tog sig kort til halsen, inden han fortsatte lettere grinende. "Eftersom din mor ofte lægger hus til stjerner, kontaktede han hende, og.. Vi fryser lidt. Kan du ikke få forklaringen af hende, når hun kommer hjem?" afbrød han sig selv midt i sin forklaring.

Pigen så ikke ud til at ville lukke os ind lige foreløbigt, men hendes stoneface var poppet op igen. Jeg rømmede mig kort efterfulgt af Niall og Zayn, der gjorde det samme.

"Jeg er Rain," kom det efter et stykke tid fra pigen af. Der gik en kort stund, hvor der var absolut tavshed mellem os alle, og kun vindens svage klagen kunne høres. Så brød Louis ud i grin efterfulgt af alle os andre. Var hun Rain? Det måtte være hendes spøg.

"Altså, udover det hvide hår, ligner du ikke en, der kan være 59 år gammel," klukkede Louis, og den såkaldte Rain lagde irriteret armene over kors igen. Det var måske ikke den rigtige bemærkning at komme med, Lou.

"Det er ikke hvidt!" snerrede hun, tydeligvis fornærmet. "Det er bare meget, meget lyst."

Louis nikkede undskyldende og fortsatte så med at grine rystende på hovedet. Hendes øjne havde fået en ny følelse i sig, som kun kunne betegnes som noget nær raseri. Nej, Lou. Det var klart ikke den rigtige bemærkning at bruge.

"Men hvis du er Rain.." fortsatte Harry i Louis' sted. "Hvorfor lukker du os så ikke ind?" Han prøvede tydeligvis på at få en del af hendes varme inde fra huset af. Efter Louis' lille provokerende og ugennemtænkte fornærmelse, så kunne han meget vel lige så godt droppe det med det samme.

"Fordi.." svarede hun skarpt med tænderne presset sammen, stadig med blikket rettet mod Louis. "Jeg forventede fem stjerner som i børn; ikke som i verdensberømte stjerner."

Der blev både Louis og Harry helt stille, præcis som os andre. Hun talte formodentlig sandt, når hun sagde, hun var Rain. - Hun var bare ikke den Rain, som Simon havde troet, han havde fået fat i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...