Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58561Visninger
AA

21. 19. ~ His name is Potato Ib

 

xxxxx
- Zayns synsvinkel -

 

Irriteret smed Cathrine sine kort ned på gulvet, vi havde indrettet til en god omgang Fisk. Efterhånden var hun blevet godt træt af at tabe til os fandens lækre drenge, som hun selv udtalte sig. Jeg kiggede på hendes bunke kort og lagde bagefter mine egne ned på gulvet med bagsiden opad.

"Jeg gider ikke mere!" konstaterede hun højlydt, og de andre drenge lagde sine kort på gulvet som jeg. Hurtigt kom Cathrine på benene og gik ud mod badeværelset for herefter at smække døren i som det sidste punktum. I kort tid stirrede vi alle efter hende, hvorefter jeg lod et suk løbe ud mellem læberne på mig.

Nu vidste vi da, at Cathrine ikke var den bedste til at håndtere, når hun tabte. Slet, slet ikke.

"Hvad sker der her?" En nysgerrig Rain humpede hen til os efter at have byttet plads med Cathrine, der i samme øjeblik Rain trådte ud, overtog badeværelset. Louis rystede grinende på hovedet og tog sine kort op på hånden igen. Inden længe fulgte vi andre hans eksempel, og Rain satte sig i sofaen lidt fra os. Afventende hævede hun et øjenbryn, og jeg puffede Louis i siden, så han kunne forklare. Jeg orkede det ikke, og siden ingen af de andre opdagede Rains spørgende blik, måtte jeg selv finde ud af at kaste bolden videre.

Louis rynkede forvirret øjenbrynene, idet han rettede blikket mod mig. Diskret prøvede jeg at lave et lille nik hen imod Rain, men selvfølgelig opfattede han det ikke. Han blev siddende med det undrende blik, så jeg til sidst måtte presse hendes navn lydløst ud mellem læberne. Se, dét forstod han heldigvis.

"Åh.." rømmede Louis sig hurtigt, hvorefter han sendte hende et af sine store smil. "Vi spillede bare Fisk med Cathrine, men det gik lidt galt til sidst." Jeg nikkede bekræftende; mon ikke. Hun kogte jo af raseri, da hun for tredje gang måtte se i øjnene, at hun ikke vandt.

Rains latter fik os alle til at vende opmærksomheden mod hende. Behageligt lagde hun sig til rette på sofaen med benene oppe og drejede til sidst hovedet mod os, så vi kunne føle, vi havde kontakt, når vi snakkede sammen. "Cathrine er ikke til at spille spil med," forklarede hun med sit svage smil spillende hen over læberne. Denne gang modstod jeg trangen til at himle med øjnene ved tanken om Cathrines konkurrencegen. "Hun kan ikke tage, når hun taber! Tro mig, jeg ved alt om det fra dengang, vi spillede badminton i idrætstimen. Hun smadrede bogstavelig talt ketsjeren ved at slå den ned i hovedet på mig."

Jeg mærkede, hvordan mine øjne voksede sig til dobbelt størrelse af hendes lille fortælling. Mente hun det helt seriøst? Hamrede Cathrine badmintonketsjeren ned i skallen på hende? Det pigebarn måtte da blive holdt udenfor i de fleste lege. Jeg begyndte da at føle en smule skræk for hende.

"Wo-how," lo Harry, mens Niall brød ud i sin alt for genkendelige latter. Alle piger var ikke i tvivl om, hvem der grinte, når han lukkede op for lattergassen. Rain nikkede blot, og jeg kunne ikke lade være med at smile skævt, da jeg forestillede mig det. Stakkels Rain.

"Hold da op, jeg skal sgu godt nok aldrig spille med hende igen!" mumlede jeg bestemt. De hørte det allesammen, selvom jeg syntes, det lød noget lavt i mine ører. Niall sorterede sine kort, så de muligvis var nemmere at finde rundt i. Selv så jeg jo kun bagsiderne. Denne gang nåede jeg at sige laks lige akkurat nogle millisekunder før ham. Mopset tog han silden, og Cathrine insisterede på, at man sagtens bare kunne være en helt almindelig fisk. Nu var det ikke for at lyde grov, men hun blev trættende at diskutere med i sidste ende.

Driiiiiing.. Driiiiiiiiing.. Driiiiiiiiing..

Niall hoppede op, da hans computer begyndte at ringe. - Ja, den ringede. Drengen brugte som os andre også skype, dog lænede han sig mere op ad Twitter. Vi andre drejede igen vores hoveder, så vi kunne følge med i det, der skete. Det ville være bare en smule sørgeligt, hvis vi faktisk gik glip af noget spændende. Niall trykkede lynhurtigt på en knap, og nogle få sekunder gik, inden to smukke ansigter indtog hans skærm. Jeg stablede mig hurtigt på benene og smed kortene fra mig, hvorefter jeg stillede mig om bag ved Niall.

"Helloooooo!" hilste Perrie og Eleanor i kor. Jeg smilede stort og svarede dem hurtigt. Alligevel fik Nialls hilsen mig til at hæve det ene øjenbryn. Hvem fanden sagde 'Potato, girliz?!' Ingen andre end Niall, det var da helt sikkert. For helvede, jeg dræbte mig selv, hvis jeg en dag skulle undvære ham. Det overlevede jeg aldrig.

"Er de andre der ikke også?" spurgte Eleanor med et særligt glimt i hvert øje. Jeg klukkede let, da jeg udmærket godt kendte til hendes rigtige spørgsmål, hun skjulte ved at bytte nogle få ord ud; er Louis der ikke også? Idet jeg skulle til at vende mig om, klappede Louis' hånd mig på skulderen, og Eleanor vinkede igen ud til os med et større smil plantet på læberne.

"Hvad går I så og laver?" Perrie lod ikke engang Louis nå at hilse på Eleanor med andet end et smil, før vandfaldet af spørgsmål gled ud af munden på hende. "Har I fået set Frihedsgudinden? Har I været nede i byen? Er I blevet genkendt? Hvordan er vejret? Guuuuuud, har I småkager?!" Jeg fniste, da jeg inderligt begyndte at savne hende noget så grufuldt. Niall havde netop hentet sin næsten tomme småkagepakke, der stort set blev spist op i går af ham og Alex.

Han kørte den halvgnaskede kage hen over sit webcam for at pine min kæreste. Da han fjernede den for at proppe endnu en bid i munden, sad Perrie lamslået med store øjne. "Det der, Niall.. Det var bare ondt.." mumlede hun med sit alvorlige stoneface. Jeg grinede og lagde mærke til, at Rain rørte lidt på sig, som om hun overvejede at lade os være i fred. Jeg kløede mig kort i håret og kom i tanke om, at det var i dag, hun havde planlagt at give os endnu en kæmning. Fantastisk.

"Vi har det utroligt hyggeligt!" udbrød Liam, der pludselig stod ved min side. Harry deltog inden længe også, og vi fortalte hurtigt om vores oplevelser. "Det sner faktisk," afsluttede Liam vores kortvarige eventyr, og pigerne spærrede begejstret øjnene op.

"Sner det?! Okay, El, vi skal til USA!" Perrie rejste sig op og forsvandt, mens Eleanor blev siddende og grinede hysterisk af sin veninde. Rettere sagt; min dejlige kæreste. Jeg savnede hende sgu. "Kom nu, El!" hørtes der en fjern råben, og Eleanor trak undskyldende på skuldrene. Der gik kun to minutter, inden Perrie igen tog plads ved siden af hende. "Kan vi i det mindste ikke få lov til at se et billede?"

Straks nikkede Louis og Niall, som sammen besluttede sig for at gå udenfor og tage nogle billeder. De rumsterede kort ude ved døren, mens de tog overtøjet på, inden døren smækkede i. Harry drejede computeren, så kameraet viste Rain, og vi andre flyttede os hurtigt, så vi stadig kunne se dem.

"Det er så Rain. Det er hos hende, vi bor," fortalte Harry, og Rain kiggede forvirret rundt på os, inden hun nervøst vinkede til de to piger, der smilede, som om de allerede var verdens bedste trekløver. Så vidt jeg forstod, tog det heller ikke piger specielt lang tid at blive veninder.

Cathrines skingre stemme afbrød vores hyggelige samtale. "Okay, drenge! Jeg er parat til at give jer én til chance, men så.. Hey, hvad sker der?" Hun kom op på siden af os, og jeg tog mig automatisk til hovedet. Mente hun helt seriøst, det var os, der behøvede en chance? Alligevel holdt jeg nu egentlig meget af Cathrine.

"YOU GOT TO BE KIDDING ME!" skreg hun mig lige ind i øret, så jeg hørte en lys pibetone lang tid efter. "PERRIE EDWARDS OG ELEANOR CALDER! OH MY GOD, JEG ER SÅDAN EN STOR FAN!" Fandtes der nogen, hun ikke var fan af? Jeg prøvede at trykke lidt på øret for at se, om det fik pibelyden til at forsvinde, men jeg havde ikke heldet med mig.

Okay. Jeg holdt da af Cathrine det meste af tiden.

 

 

xxxxx
- Nialls synsvinkel -

 

Sne, sne, sne, sne.. SNE! Jeg elskede New York mere og mere for hver dag, der gik, og sneen hævede blot min kærlighed til USA endnu mere. Selvfølgelig sneede det også i England og Irland, men derfor blev man da aldrig træt af den hvide dyne. Det var da klart et plus ved vinteren - plus julen, gaverne og den altid lækre julemad! Kalkun.. Mums! Jeg glædede mig allerede.

"Må jeg se billederne?" spurgte Louis og hev mobilen ud af hånden på mig. Jeg brokkede mig ikke over det, kiggede bare med over skulderen på ham, mens han gennemså de billeder, jeg havde taget. Sne, sne, sne.. Sne i lange baner. Alligevel så de ikke helt så interessante ud.

"De er lidt kedelige, er de ikke?" Jeg kiggede på Louis og skruede et lille sadface på for sjov skyld. Han havde trods alt ret. Blidt puffede han klukkende til mig, og jeg lo kort efter også. Det endte med, at jeg bøjede mig ned og samlede en snebold op. Uff, det var koldt! Jeg smed det ned på jorden igen og tog vanterne frem fra jakkelommerne. Herefter var jeg så også klar.

"Nej, Niall!" grinte Louis og pegede advarende mod mig. Jeg smilede blot, fik en sneklump op og formede den som en lille, rund bold. Tænk engang.. Det blev faktisk til en ret flot en af slagsen? Jeg stank ellers altid til det. De plejede at smuldre ud af hænderne på mig.

"Hey, jeg har fået en idé!" Jeg gav slip på snebolden, så den røg ned i sneen, og Louis så spørgende på mig. Der gik dog ikke lang tid, inden han selv fik en genial idé.

"Lad os bygge en snemand!" udbrød han, og jeg så imponeret på ham. Hvor kom de lyse idéer fra? Selv lød mit forslag bare, at vi kastede sne efter hinanden og tog et billede, mens det fløj i luften. Men helt ærligt.. En snemand var da meget bedre!

"Okay!" råbte jeg begejstret og bukkede ryggen, så jeg kunne rulle min snebold rundt i sneen. Louis formede selv endnu en bold og skubbede den også rundt, så den samlede mere sne, der efterhånden pressede sig sammen med det andet, så størrelsen voksede.

Et koldt vindstød susede forbi os, og træernes grene klagede, mens sne dryssede ned fra dem. Jeg fniste let for mig selv, da jeg huskede på Alex' narrestreg med at lade sneen vælte ned over mig. På mange måder mindede hun om os drenge, men jeg kunne slet ikke sætte streger mellem hende og Rain udover deres udseende.

Jeg stoppede op for at strække min ryg en smule ud. Den brokkede sig gevaldigt over ikke at kunne være strakt, og jeg måtte opgive med at ignorere den. Louis' snebold var allerede dobbelt så stor som min, og han kunne knapt skubbe den længere. Langsomt trillede han den hen til min og gav et lavt støn fra sig. Han lød bare en smule forpustet.

"Okay.. Jeg troede faktisk, min skulle være hovedet?" lo han kort, inden han blev nødt til at puste ud, mens hænderne støttede ryggen. Jeg kastede et blik på min mikroskopiske snebold, der lå og morede sig. Herefter kiggede jeg igen på Louis'. Hvis min skulle være enten overkroppen eller underdelen.. Så kom det da godt nok til at være et enormt hoved, den mand fik sig.

"Well.. Jeg tror, vi skal lave et helt andet hoved," sagde jeg til sidst, og Louis nikkede grinende. Sammen satte vi vores snebolde op på hinanden og rullede den sidste. Hurtigt løftede vi den op, så den sad som hovedet.

"Jamen, halløjsa, din store charmør!" klukkede Louis, da han så på vores resultat af en snemand. Højden rundede vel mindst to meter, og han tårnede sig højt op over os begge. Helt let var det da heller ikke at sætte hovedet fast. Samarbejde betalede sig i sådanne situationer.

"Han er da blevet flot!" roste jeg os selv, og Louis nikkede anerkendende. Uden at sige noget delte vi os og ledte hver især efter noget tilbehør, der kunne bruges til ham. Jeg strakte mig op mod et af træerne og knækkede to smågrene af. I starten nægtede de at lade sig brække, men i sidste ende lykkedes det da. Glad sprang jeg hen til snemanden og satte en gren i hver side af ham som arme. Louis plantede nogle småsten, der lå spredt rundt om hele huset, som øjne og knapper. Efter kort at have diskuteret, hvad der ville være bedst at bruge til næse og mund, bestemte vi os for at sætte nogle flere sten på ham som munden. Jeg fandt en tykkere gren under træet fra før og bragte den hen til Louis, der knækkede den over og satte en af halvdelene på som næse.

FINISH!

Efter min mening manglede han stadig en hue, men ingen af os kunne undvære vores egen til at beskytte vores ører. Desuden var det også ligegyldigt, hvor meget vi strakte os, vi skulle vokse ekstremt meget for at kunne få sat den fast. Bedre blev den altså ikke.

"Lad os kalde ham.." Louis lagde tænksomt hovedet på skrå, inden hans tilfredse smil bredte sig på læberne. Jeg afventede hans forslag af et navn, mens jeg skiftede fra at kigge på vores nye ven og Louis. "Ib."

"Potato Ib!" indskød jeg, og Louis klappede mig grinende på skulderen, inden han gentog Potato Ibs navn. I en kort tid stod vi blot og betragtede ham, hvorefter jeg lynede en af de dybe lommer op i jakken og trak min mobil frem. Nemt fik jeg taget et par billeder af vores galante snemand, og jeg gad ikke engang kigge dem igennem. Potato Ib gav mig følelsen af, at han var utrolig fotogen.

"Hvor er det ærgerligt, at han på et tidspunkt vil smelte," sagde Louis med hovedet på skrå. Jeg nikkede kort, inden jeg igen betragtede Ib. Pludselig gibbede det i mig, og Louis klappede i hænderne som tegn på, at han havde fået en idé.

Tro mig. Det oplyste han mig så sandelig også om.

 

~

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Efterhånden regnede jeg med, at tiden, vi havde brugt på at skype med Eleanor og Perrie, rundede de to-tre timer. Ærligt talt anede jeg det ikke helt præcist.

Deres kønne ansigter dækkede for klokken.

Eller nej, faktisk ikke..

Harrys sad bare i vejen, og jeg orkede ikke at rykke på mig igen. Drengene flyttede mig for en times tid siden ind på gæsteværelset, hvor de mente, man bedre kunne sidde allesammen.

Så, ja..

Jeg gav bare pigerne skylden, fordi..

Fordi..

Okay, busted.

Selvfølgelig, var jeg da jaloux. Hvordan kunne man lade være? De begge så så smukke ud, og det stikkede en smule i hjertet at vide, en af dem rent faktisk kyssede med Louis, når de befandt sig inden for samme område.

Like, han måtte da gerne kysse hende. Jeg hentydede ikke til, at han behøvede lade være. Mange havde kærester, right? Cathrine skulle da giftes.

Alligevel følte jeg bare den her trang til at, you know.. Måske ønskede jeg bare lidt, at..

God, no! Nu stoppede jeg lige for tankegangen. Det endte galt, hvis jeg fortsatte.

"Hvad har I så af planer for i dag?" spurgte Zayn nysgerrigt ind til. Hvor det dog sås tydeligt, at han holdt af Perrie. Det hele sad som små aftegninger i både øjnene og smilet.

"Egentlig er det jo ved at være lidt sent herhenne.." klukkede Perrie let, og Eleanor stemte i med sin søde, lille latter.

Hvorfor ejede jeg ikke det grin? Den stemme.. De øjne.. Det hår, der for alt i verden ikke var hvidt!

"Selvfølgelig, det glemte jeg lige," grinede Zayn, og jeg rullede ubevidst med øjnene. Cathrine kiggede undrende på mig, og først der bemærkede jeg, at jeg sad og skulede mod computeren. Heldigvis var jeg da uden for dens synsvinkel.

Hurtigt limede jeg et falsk smil på læberne, og Cathrine hævede spørgende det ene øjenbryn. Den tøs kendte mig for godt, og selvom hun ikke bar titlen som den skarpeste kniv i skuffen, så lurede hun mig selvfølgelig til hver en tid.

Til mit held holdt hun dog spørgsmålene inde for en gangs skyld. Hvor fedt havde det ikke lige været, hvis hun udspurgte mig foran både drengene, Perrie og.. Eleanor.

Jeg følte intet had til hende!

Virkelig, det gjorde jeg ikke..

Jeg ønskede bare, at jeg.. måske.. så ud som hende, så jeg havde en mikrominimal chance for..

Great, slut for den tankegang, sagde vi Rain!

"Anyways, vi skal til at se nogle film og hygge os lidt," svarede Perrie smilende og svang sit bedårende hår hen over skulderen. Vi rettede alle blikket ud mod stuen, da lyde hørtes.

"Vi kommer om to sekunder!" råbte Louis glad, og jeg syntes at høre køleskabsdøren smække. Eleanors øjne lyste op som små julelys, og jeg skyndte mig at kigge væk fra hende og Perrie.

"Jeg tror, jeg vil gå ud og gøre klar til at kæmme jer," mumlede jeg og fik straks Zayns fulde opmærksomhed. Jeg grinede og klaskede ham på skulderen, inden jeg møvede mig op fra sengen og balancerede på det raske ben. Liam rakte mig hurtigt krykkerne, og jeg tog smilende imod dem.

"Tak skal du have." Jeg kiggede på Zayn og nikkede bestemt. "Du kan lige så godt få det overstået. Vi starter med dig," sagde jeg og et højt suk strømmede ud over hans læber.

Jeg rystede klukkende på hovedet og begav mig ud fra værelset. I samme øjeblik stormede Niall imod mig og nåede kun lige akkurat at stoppe op, inden vi stødte sammen.

Thank God!

"Sorry, Rain!" Hans smil blændede mig nærmest, og han farede videre forbi mig. Med hænderne i lommerne passerede Louis mig også, og jeg mærkede en varm energikilde flyde rundt i mit indre.

Han fortsatte blot direkte ind på værelset, og jeg sank en lille klump. En pludselig tørst bredte sig i munden på mig, og jeg humpede hen mod køleskabet for at få mig dagens glas juice, inden jeg startede med at kæmme de fire drenge og jeg selv.

Indefra værelset lød Eleanors fine stemme. "Vi må gå nu.. Jeg elsker dig, Louis!" Straks spidsede mine ører sig en anelse mere til, mens jeg langsomt tog fat om håndtaget på køleskabsdøren.

Tøvede han med at svare hende, eller var det bare mig?

"Jeg elsker også dig," kom det fra ham, og jeg sukkede skuffet. Da jeg åbnede køleskabet, spjættede jeg forskrækket og måtte tage mig til brystet for chokket.

Hvad fanden lavede den minisnemand inde i køleskabet?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...