Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59222Visninger
AA

20. 18. ~ Let is snow, let it snow, let it snow!

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Vågn op, vågn op, vågn op!" Niall spurtede lige forbi mig og løb videre ind på værelset, hvor Louis og Harry sov. Jeg kiggede forundret efter ham, inden jeg fortsatte med at hælde kaffen op i kruset på bordet.

Det var virkelig tiltrængt her til morgen.

Inden der nåede at gå fem sekunder, susede Louis ud i mellemgangen med Niall og Harry lige i hælene. Forbavset over deres noget underlige adfærd stirrede jeg på dem, men de så ikke ud til at lægge mærke til, at jeg overhovedet stod der.

Louis trak gardinerne i stuen fra, og jeg spærrede hurtigt øjnene op. Små, fine snefnug dalede roligt ned fra himlen i sin yndefulde dans. På jorden lå allerede en tyk dyne af sne.

"LIAM! ZAYN!" skreg Harry med sin søvndrukne, hæse stemme, hvorefter han forsvandt ind i gæsteværelset. Brokkende hørte jeg de to drenge bande over Harry, der sådan vækkede dem uden videre.

"Jeg har prøvet at få liv i dem," sagde Niall energisk, mens han hoppede op og ned. "De sad og skypede med pigerne i går aftes."

Sig mig, havde den dreng fået for meget sukker?!

Louis klappede kortvarigt Niall på skulderen, inden han gik ind til de andre drenge og gled ud af min synsvinkel. Inden længe fulgte Niall efter, og jeg blev efterladt tilbage med den dampende kop kaffe.

"Av, for helvede!" råbte en stemme, jeg efterhånden vidste, tilhørte Zayn. Grin og små dunk hørtes, og jeg pustede på kaffen med blikket rettet mod lydene. "Skrid med jer!"

Tilfredse dukkede de tre drenge op igen, og Louis klaskede hænderne sammen som tegn på, at de sikkert var endt op med at få sin vilje. Hans blik mødte mit, og jeg nippede let til kaffekruset.

"'Morgen, Rain," hilste han. I løbet af nul komma fem omfavnede han mig, mens jeg fortumlet stod med armene ud til hver sin side. Jeg spildte ved et uheld en smule af kaffen ned på gulvet, da jeg ikke nåede at sætte kruset fra mig.

"Eh, godmorgen, Louis," hakkede jeg klukkende, da han gav slip på mig. Det store smil sad som sædvanlig plantet på ansigtet af ham, og jeg mærkede, at det smittede af på mig selv.

Jeg satte kaffen fra mig på bordet, hvorefter jeg ledte efter en klud i den nederste skuffe. Da jeg fik den op derfra, tog Louis den ud af hånden på mig.

"Nu skal jeg," tilbød han, og inden jeg fik mulighed for at protestere, bukkede han sig ned og tørrede den spildte kaffe op.

Jeg kunne ikke lade være med at smile skævt, da han rakte mig kluden igen. Efter at have sendt ham et 'det-kunne-jeg-godt-have-gjort-selv-men-tak'-blik, hev jeg den ud af hænderne på ham og gik hen for at ligge den ved siden af vasken.

Niall sprang stadig rundt, og Harry så ud til at kunne joine ham når som helst. Spørgende hævede jeg et øjenbryn, og Louis opfangede vist min undren over deres så store begejstring angående sneen.

"Det er ikke så tit, der falder sne i England," forklarede han, og jeg nikkede smilende. Sne var dejligt og smukt. Det hørte til december måned, og uden blev det ikke en rigtig jul.

Jo, jeg følte mig da også i lidt bedre humør af at se det sne. Det skabte ligesom en hyggeligere stemning at se ud på de dalende fnug.

"Vi skal så meget ud og lege sneboldskrig!" konstaterede Harry, og idet samme kom de to sovetryner til Liam og Zayn frem i døråbningen. Da de fik øje på sneen udenfor, vågnede de straks lidt mere op.

"Orv! Det sner virkelig!" udbrød Zayn overrasket og skyndte sig i raske skridt helt hen til vinduet. Liam startede med at gå hen til mig for at sige godmorgen, inden han besluttede sig for at deltage i de andre drenges henrykkelse.

Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, mens jeg betragtede de fem drenge, der endnu en gang lignede fem, små børn. Af en eller anden grund irriterede det mig bare ikke helt lige så meget længere, som det gjorde i starten.

Hurtigt kastede jeg et blik hen på uret, der viste mig, at klokken var fem minutter over ni. Min mor spurgte i går aftes igen, om jeg ikke vågede over Alex her i dag. Jeg svarede selvfølgelig, at hun var velkommen - hvis hun havde håret sat ordentligt op.

Lusene kravlede sikkert stadig rundt i drengenes hår, og det undrede mig ikke, hvis de i løbet af de sidste dage havde overført dem til mig. Det fandt jeg ud af i morgen.

"Lad os se at komme derud!" skrålede Niall ivrigt og farede ind på værelset. Jeg gættede på, at han først ville skifte til noget tøj, der ikke.. ja, you know.. var nattøj.

"Alex kommer i dag," informerede jeg drengene om, inden jeg tog en slurk af den varme kaffe, der langsomt flød ned gennem halsen på mig. Den lunede hurtigt hele min krop op, der i vinterkulden frøs en smule, eftersom jeg først skruede op for varmen, da jeg stod op for en halv times tid siden.

"Fedt!" lød det fra Louis, der lyste en anelse mere op, da han hørte det. Jeg grinede kort, da jeg virkelig syntes, det var kært, de gad bruge tid sammen med min lillesøster.

Det havde jeg ikke forventet, hvis ikke jeg så det sidst.

Men jeg forventede heller ikke, at de opførte sig som nogle på hendes alder, før jeg mødte dem.

"Hey, er det der kaffe?" spurgte Zayn med pegefingeren rettet mod mig. Jeg kiggede ned på det halvfyldte krus, inden jeg trak skævt op i smilebåndet.

"Eh, ja.." mumlede jeg usikkert, da jeg ikke helt vidste, hvor han ville hen med det. Mit blik gled kort hen på Louis, der stod henne ved vinduet med Harry og betragtede det faldende sne.

Hvorfor besluttede det sig netop for at kigge hen på ham?

God, jeg løsrev mig ikke. 

Besværet fik jeg trukket min opmærksomhed i retning mod Zayn, der nu nærmede sig mig med trætte skridt. Han smilede venligt til mig på sin helt egen afslappede måde, jeg indrømmede, jeg ikke så mange have.

"Er det i orden, jeg også tager en kop?" spurgte han høfligt, og jeg nikkede. Han strakte sin arm op mod skabet, hvor krusene til varme drikke stod. Da han åbnede det, gik der ikke lang tid, før han trak det yderste ned og lukkede skabslågen i igen.

Mit blik hvilede på ham, mens han hældte noget af den resterende kaffe op i kruset fra kanden af. En lille sjat blev efterladt tilbage, hvilket tegnede på, jeg havde lavet mere end rigeligt, eftersom jeg til en start kun regnede med, at jeg selv skulle drikke det.

Hans læber placerede sig på krusets kant, og jeg lagde hovedet en anelse på skrå, mens han tog noget, der virkede som en pæn stor slurk. Nu brændte den heller ikke ligefrem længere.

Mine hænder nød dog at holde om glasset. På den måde stjal de lidt af dens varme.

"Så.." Zayn sendte mig endnu et af sine skæve smil, og jeg gengældte det hurtigt. "Alex kommer.. Har du nogen specielle planer?"

Jeg startede med at trække på skuldrene, inden jeg rystede på hovedet, så håret flagrede en smule fra side til side. Hvor meget jeg end redte det, nægtede det at flade sig nogenlunde ud. Det foretrak at filtre fine, små knuder.

"Jeg regner bare med at få lavet nogle småting. Der trænger efterhånden til at blive støvsuget.." Jeg så rundt, og tynde lag af støv fangede mit blik.

Åh jo, der skulle skam både støvsuges og støves af.

"Fedt," svarede Zayn, inden han igen hældte noget af kaffen indenbords. Jeg lagde mærke til, at han skyndte sig at drikke det sidste, mens hans øjne udstrålede lettere stress.

Automatisk rynkede jeg brynene og fulgte hans blik om på de andre drenge, der ikke længere var i syne. Jeg hørte høje råb inde fra gæsteværelset af, og Zayn småløb derhen. Han ville uden tvivl ikke komme for sent ud i sneen.

"Kan du så vride røven ud af mine bukser, Tommo!" råbte han strengt, før han smækkede døren i bag sig. Jeg klukkede kort for mig selv, hvorefter Harry og Louis spurtede forbi mig og ind på soveværelset for at klæde om.

Well.. Jeg havde skam bare besøg af fem voksne stjerner.

 

~

 

Udenfor kastede drengene rundt med snebolde. Flere gang ramte de forbi, når de sigtede efter hinanden, men Alex formåede faktisk at ramme sine ofre stort set hver eneste gang.

Go Lillesøs!

Det lå i vores gener. Modsat mig brugte hun bare talentet. Jeg stod blot i køkkenet og prøvede på at få den knapt så samarbejdsvillige kakao i gryden til at varme op over blusset.

Drengene havde flere gange spurgt, om jeg ikke ville med ud. Til det måtte jeg takke nej. Det var jeg virkelig ikke sikker på, jeg for det første kunne med benet i gips, og så.. brød jeg mig ikke ret meget om sneboldkampe.

De var altid så kolde, og jeg nænnede ikke at ødelægge mit humør.

Det toppede toppen i dag.

...

Just.. forget it.

Fletningen, Alex hår sad i, svang sig rundt, som hun løb ind og ud mellem drengene, der alle desperat prøvede at få ram på hende. Harry tog endnu en gang en håndfuld sne op, men som de tidligere gange gispede han forskrækket og skreg af smerte for kulden.

Helt ærligt.. Jeg begyndte at tvivle på, om der rent faktisk nogensinde landede sne i England. Han virkede ikke som en, der kendte til temperaturen på det.

Endnu en gang rettede jeg opmærksomheden mod gryden, der nægtede at varme sig op. Et suk flød hen over læberne på mig, hvorefter jeg skruede helt op for varmen, som jeg ellers sjældent gjorde. Jeg kunne bedst lide, når jeg havde mulighed for at følge maden i at simre. På den måde sikrede jeg mig lidt bedre, at det ikke brændte på.

Jeg rynkede i undren næsen, da mit blik tilfældigt svævede videre ned på den gennemsigtige låge indtil ovnen. En fin klat kartoffelmos hyggede sig noget så dejligt med at være blevet overset, da vi ryddede det forfærdelige snask op, der var over alt i køkkenet.

Jeg overdrev ikke engang.

Med en lettere væmmelse i blikket kørte jeg pegefingeren op ad lågen for at få det væk. Selvfølgelig samarbejdede det heller ikke, så jeg lavede i stedet blot et mærke, hvor min finger havde kørt.

Sukkende tændte jeg for vandet, så mosen fra gårsdagen sank ned i vasken. Afløbet slugte det grådigt, og jeg slukkede hurtigt for vandet, inden jeg rystede min hånd et par gange, så det dryppede af.

Herefter tog jeg fat om kluden, jeg tidligere havde brugt til den spildte kaffe. Med en let håndbevægelse kørte jeg den hen over lågen, så den igen blev ren.

Mens jeg skyllede den under vandet, betragtede jeg igen de seks børn løbe rundt ude i sneen. De så så glade ud med sine store smil pyntende på ansigterne.

Alex udtryk viste mig, at hun grinede så meget, at hun næsten ikke kunne holde det ud. Louis spurtede efter hende i en sådan fart, at sneen slyngedes op i luften og ramte Harry, der ellers var lige i hælene på ham.

Små lyde, grin og svage ord trængte igennem ruden, men det var langt fra tydeligt nok til, at jeg kunne finde ud af, hvad der præcist blev sagt.

Nemt nok genkendte jeg dog, når de lo.

En snebold farede direkte mod mig, og jeg skreg forskrækket og hoppede af rene reflekser bagud. Smerten fra min fod i gipsen, jeg pludseligt støttede på ved et uheld, skar sig gennem mig. Endnu et skrig hørte jeg fra mig selv, denne gang grundet lidelsen i den brækkede ankel.

Det virkede som om, at det tog mig hundrede år at åbne øjnene igen, hvor jeg selvfølgelig fik øje på en splattet snebold, der havde ramt ruden lige foran mig.

Hvor dum kunne man være?

Jeg vidste, at Cathrine-dum var muligt..

Jeg anede bare ikke, at det smittede.

"Argh," stønnede jeg, mens jeg irriteret smed kluden fra mig ned i vasken og slukkede for vandet. Forsigtigt hinkede jeg hen til mine krykker, der stod placeret en meter fra mig, hvorefter jeg humpede hen til sofaen.

Vejen føltes umådeligt lang, og da jeg med et lettelsens suk dumpede ned at sidde, kom jeg i tanke om kakaoen, der var sat over. Selvom den ikke nærmede sig kogefeltet, risikerede jeg for meget ved at lade den stå uden at holde øje med den.

Op igen, lille Rain..

Hvor jeg dog ikke orkede det.

Alligevel hejste jeg mig op at stå og tog straks fat om de to krykker igen. Vejen virkede hverken kortere eller længere end før, men det var som om en vis træthed havde lagt sig over mig, da jeg endelig nåede hen til komfuret.

Idet jeg skulle til at slukke for varmen, opdagede jeg, hvordan det boblede roligt i sit eget tempo. Et smil bredte sig om læberne på mig, og jeg bestemte mig for at lave det færdigt. Slappe af kunne jeg vel gøre senere.

 

~

 

Døren smækkede i, efter de alle joggede indenfor. Hurtigt fik Alex smidt både sko, jakke og alt det varme tilbehør, hun var klædt på med.

Smerten fra min ankel havde efterhånden fortrængt sig, og jeg smilede stort, idet en grinende Alex løb hen for at give mig et knus.

"Rain, det var bare så sjovt! Så du os? Så du os?! Jeg tyrede bare snebolde efter dem, og de kunne slet ikke få ram på mig, fordi jeg-.."

"Hov, hov! Jeg ramte dig da op til flere gange!" protesterede Harry leende, hvilket fik Louis til at puffe ham i siden med et ironisk blik. Smilet plantede sig dybt i læberne på ham, og han fortsatte sin gang hen imod Alex og jeg som den første af drengene, der fik overtøjet af.

"Ja, ja, sikkert!" grinede Alex med blikket vendt i Harrys retning. Kort efter sprang hun et par centimeter fra jorden, og rettede så sine store grå øjne mod mig.

"Men, altså, jeg var vildt hurtigt! De kunne slet ikke fange mig, så de fik ikke givet mig nogen vasker, selvom Zayn blev ved med at sige, de nok skulle få gjort det på et eller andet tidspunkt. Det gjorde de bare aldrig, men til gengæld vippede jeg til en gren med sne oppe i det store træ, så det røg lige ned på Niall! Ej, Rain, du skulle virkelig have set det! Så du det? Så du det?! Det var i hvert fald virkelig sjovt! Jeg var lige ved at tisse i bukserne af grin, fordi han så så overrasket ud. Han havde slet ikke regnet med det!" sludrede hun videre.

Jeg grinede højlydt, mens jeg opmærksomt lyttede til hendes fortælling om alt det morsomme, der skete ude i sneen. Drengene begyndte efterhånden også at tøffe herud, hvor Liam var den sidste, der ankom til samtalen.

"Det lyder som om, I rigtigt har hygget jer." Min konstatering viste sig kun at være helt rigtigt, da drengene istemte sig Alex og begyndte at forklare mig alle de ting, der var sket, forfra.

Niall afbrød dem alle, da han sniffede, som om han endelig opdagede, hvad jeg havde stået og lavet. - Mit gæt var egentligt, at det ville være sket lidt før, men.. Man kunne ikke altid have ret.

Selvom jeg ofte havde det, mente Cathrine.

Hey, vent..

Betød det det modsatte?!

Nej. Tit kendte jeg faktisk det rette svar.

Gjorde jeg ikke?

I think so.

Hvorfor diskuterede jeg altid så meget med mig selv? Min hjerne eksploderede da en eller anden dag!

"Varm kakao!" udbrød Niall lykkeligt og satte sig hurtigt til rette ved bordet. Jeg rystede grinende på hovedet af ham, inden jeg bad de andre om også at sætte sig ned.

"Skal alle have?" spurgte jeg, hvilket ikke havde været nødvendigt. De bekræftede blot alle min tankegang om, at de hellere end gerne tog en kop af den lækre kakao.

De syv kopper, jeg stillede frem på bordet for kort tid siden, øsede jeg forsigtigt lidt af den varme væske op i, og Niall rejste sig for at dele dem ud til de forskellige. Alex, Louis, Zayn, Liam og Harry fik som de første kruset i hånden, og de nippede alle roligt til den. Til sidst stillede Niall de to resterende kopper foran hans og min plads.

Jeg humpede lettere uelegant hen til stolen, Louis trak ud for mig. Af en eller anden grund syntes jeg at mærke en vis rødme blusse op i kinderne.

Hvorfor, Rain?!

Jeg takkede ham kort, inden jeg satte mig ned ved hans side. Niall smilede stort til mig med et tyndt lag kakaooverskæg smurt hen over overlæben. Lavt klukkede jeg, inden jeg selv tog en tår.

Måske gad den ikke samarbejde med mig til en start, men i det mindste kom der alligevel en god portion ud af det. Varmen var perfekt, og den stilnede langsomt af, så man til sidst holdt ud at drikke den en smule hurtigere.

"Må man få en til kop?" Spørgsmålet lød naturligvis fra Niall, der drak sin alt for hurtigt i forhold til os andre. Jeg grinede og nikkede på samme tid, og før jeg vidste af det, rejste de andre sig også. Alex hoppede glad hen til Niall, der hældte mere af kakaoen op i hendes tomme krus, og hun fløj lige så munter tilbage igen.

Louis satte sig som nummer to tilbage ved bordet, og han kiggede smilende på mig. Udover varmen fra kakaoen fyldte hans smil mig med en dybere form af det. Hurtigt gengældte jeg det, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der gjorde mig så underligt skør i nærheden af ham.

Jeg mindedes ikke, at jeg havde haft den følelse ved nogen andre..

Inden længe sad de andre fire drenge også omkring middagsbordet og gik i gang med at nyde sin anden kop. I et kort øjeblik betragtede jeg dem hver især, inden jeg så ned på mit halvfyldte krus med en undrende mine.

Okay så.. Måske var det bare mig, der ikke drak så hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...