Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

301Likes
737Kommentarer
58575Visninger
AA

19. 17. ~ Don't eat - Just fight

 

xxxxx
- Liams synsvinkel -

 

"Tak for hjælpen," vinkede jeg, da Bernhardt, vinduesmanden, kørte væk i sin hvide varevogn. Jeg lukkede døren foran mig, hvorefter jeg gik ind til de andre drenge, der sad i stuen. Som forstenede sad de og stirrede på fjernsynet, der kørte og viste en eller anden dødssyg film.

Eftersom Bernhardt overtog køkkenet og havde bedt om at kunne lave vinduet uden, at vi løb rundt derude, smed jeg dem ind i stuen. Cathrine ringede Rain op i morges, og hvad end hun ville, tog Rain i hvert fald over til hende med det samme. Selvfølgelig prøvede hun på at overbevise os om, at hun godt kunne gå, men jeg bestilte en taxa til hende. Hun skulle nødigt overanstrenge sig.

"Så er han gået," informerede jeg drengene om, men de reagerede ikke. Undrende rynkede jeg brynene og gik hen foran fjernsynet, hvor jeg spærrede al udsyn til filmen. Her gik det op for mig, at de alle sov som sten. Louis lå med åben mund op ad Harry, der snorkede lavt. Niall havde lagt sig på gulvet, og han sov som en baby med hænderne foldet og lagt ind under kinden, hvorimod Zayns ene ben snoede sig ned på gulvet, mens han selv lå i sofaen til to personer med ansigtet vendt ind mod ryglænet.

Det var umuligt at lade være med at grine af dem, når jeg selv stod som den eneste vågne. De så alle ret så kære ud, og jeg nænnede ikke at vække dem. I stedet kiggede jeg hen mod uret og opdagede, at klokken allerede nærmede sig halv seks. Sulten sad endnu ikke i mig, men jeg besluttede mig for at lave aftensmaden klar, til når Rain kom hjem, og drengene vågnede.

Idet jeg åbnede køleskabsdøren, mærkede jeg to hænder, der lagde sig foran øjnene på mig. Farverne omkring mig forsvandt, og der gik et stykke tid, inden jeg kom mig over chokket, før jeg begyndte at klukke lavt. Jeg fjernede dem, selvom han modvilligt pressede dem hårdere ind mod mig, og han smilede lige så stort som jeg.

"Jeg troede, du sov, Lou?" grinede jeg, men han tyssede hurtigt på mig, inden han rystede på hovedet.

"Du vækkede mig, tror jeg," lo han hviskende og kløede sig i nakken. Efter at være blevet kæmmet for lus i går kløede de sig knapt så meget, men Rain sagde, at de allerede skulle igennem turen igen lørdag. Zayn protesterede, da han absolut ikke var glad for oplevelsen, men Rains stædighed vandt i sidste ende.

"Sover de andre endnu?" forhørte jeg mig om, og han nikkede et par gange, inden han rettede opmærksomheden mod det åbne køleskab.

"Skal du lave mad?" spurgte han og tog en halv agurk ud. Jeg forklarede ham mine planer om, at det ville være rart at have det klart, til når de andre pludselig udbrød, at de var sultne, og at jeg alligevel ikke havde andet at tage mig til. Han pegede ind i køleskabet med et grinende smil, og jeg vendte først blikket mod det, så mod ham og tilbage igen. Mine øjne forstørrede sig drastisk.

"Niall har vist tømt det meste.." konstaterede han lavmælt, og jeg sukkede dybt. Hvor det dog var typisk Niall at æde den sidste mad uden at oplyse os andre om det, så vi kunne købe noget nyt ind. Jeg tænkte mig kort om, inden jeg besluttede mig for at se, om hun havde noget, der kunne bruges andre steder.

Skabene startede jeg ud med, og i det første fandt jeg da nogle pakker kiks og nogle uåbnede syltetøjsglas. Af det jeg kendte til madlavning, brugte man sjældent lige præcis det til en omgang aftensmad. Igen kastede jeg et blik hen på uret i stuen, der viste tyve minutter i seks. Butikkerne havde helt sikkert åbent endnu.

"Hør, Lou," startede jeg ud med at hviske, og han lyttede nysgerrigt, da jeg nævnte hans navn. "Jeg tror, jeg bliver nødt til at gå ned og handle lidt. Kan du ikke se, om der gemmer sig noget brugbart et sted i mellemtiden og gøre det klart?"

Tænksomt kiggede han sig omkring og smilede så. "Jo da," svarede han, og jeg klappede ham venligt på skulderen, inden jeg gik ud for at tage overtøj på og finde det nærmeste supermarked.

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Endnu en gang forklarede Cathrine mig om gårsdagens begivenheder, og hun hoppede lykkeligt rundt fra et sted til et andet i det sorte værelse. De hvide og lilla farver oplivede det, og jeg sad behageligt i hendes sovesofa.

Ærligt talt, så havde jeg svært ved at opfange hvert eneste ord, der løb ud af munden på hende. Selvom hun nu havde sagt det mindst 117 gange, så forstod jeg stadig kun plottet i fortællingen. Det hele blev fortalt i en sådan fart, at min hjerne ikke nåede at følge med.

Hvad, jeg dog havde endnu sværere ved at forstå, var, at hun i dette øjeblik rent faktisk var forlovet.

Min 19-årige veninde fortalte mig, at hendes kæreste friede til hende i går. Jeg fattede det ikke. Hun skulle giftes..

"-..så knælede han ned, tog æsken frem, åbnede den og der.. Lige DER.. DER-DER-DER-DER-DER-DER! DER," gentog hun ude af sig selv og sprang rundt som en vanvittig kænguru. "Der lå den!"

Hun viste mig skrigende den smukke forlovelsesring, der sad på hendes ringfinger, og jeg smilede stort. Inden hun fortsatte med at fortælle historien forfra, hev jeg fat i hendes håndled og trak hende ned ved siden af mig. Løbe efter hende var mig ligesom ikke helt muligt, så hvis hun først forsvandt fra min rækkevidde, måtte jeg høre det hele om og om igen.

"Den er virkelig smuk, Cathrine.. Men.." Jeg holdt kort inde, da hendes smil skræmte mig lidt. I al den tid jeg havde kendt Cathrine, var jeg blevet udsat for en masse uhyggeligt lykkelige smil, da hun altid hoppede rundt på den lyserøde sky, men det her havde jeg aldrig før set.

"Men?" Hun viste mig smilende sin hånd med ringen, og jeg sænkede den, så jeg holdt om hendes hånd nede i mit skød. Hun rettede igen opmærksomheden mod mine øjne.

"Er det ikke lidt tidligt?" spurgte jeg, og hun brød ud i sin hyænelatter. Hurtigt viftede hun med den ene hånd, og da hun kom sig over sit grin, så hun alvorligt på mig.

"Måske," svarede hun ærligt, men jeg vidste, det ikke var det sidste, hun ville sige. Hun lå inde med en helt masse, og det kom i en flod om et øjeblik.

"Men.." - Hvad sagde jeg? - "Det er sådan set lige meget. Forstår du.." Hun holdt en kort pause, hvor hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte.

"Jeg ser mig selv sammen med ham ude i fremtiden. Havde han endnu ikke friet til mig om tyve år, ville vi stadigvæk være sammen. Om jeg så aldrig blev gift, ville jeg forblive hans. Friede han til mig tidligere, så ville jeg også have sagt ja uden at tøve. Jeg har vidst, det var ham, der er den eneste ene for mig, siden jeg var tretten år gammel. Ligegyldigt hvor mange andre drenge, der gjorde indtryk på mig, og som jeg troede, jeg følte noget for, fandt jeg ud af i samme øjeblik, jeg igen så Felix, at det blot var en forvirring. Om jeg bliver gift med ham nu eller om ti år, det er sådan set det samme. Hvorfor ikke gøre det nu, når jeg alligevel ved, han er den eneste, jeg kan elske af hele mit hjerte?"

Waow.

Den kærlighedsroman forventede jeg ikke at høre fra Cathrine.

Jeg sank en klump, inden jeg smilede rent. En tårer banede sig vej ned ad min kind, og jeg tørrede den hurtigt væk. Selvfølgelig skulle Cathrine giftes. Selvfølgelig. Jeg så allerede hendes smukke bryllup for mig. Prinsessekjolen, skoene, buketten, kirken, kagen, de mange folk og det eventyrlige sted, hun bestemte sig for at holde festen.

"Græder du?" Forundret så hun dybdeborende på mig, og jeg nikkede, inden endnu en tåre faldt ned ad kinden.

"Jeg er simpelthen så glad på dine vegne!" snøftede jeg, og inden længe holdt vi om hinanden som de to bedste veninder, vi var.

"Hør, Rain," afbrød hun den dejlige tavshed, der sænkede sig over os og hurtigt svandt hen, idet hun åbnede munden. Vi trak os lidt ud af hinandens greb, og jeg sendte hende et let smil.

"Vil du ikke gøre mig.. to tjenester?" spurgte hun. Uden at tænke videre over det nikkede jeg, og hun klukkede kort, mens hun tog fat om begge mine hænder.

"Vil du ikke være min førstebrudepige?" Da spørgsmålet blev stillet, gættede jeg på, jeg i lang tid blot gloede på hende med et ulæseligt blik. Sådan føltes det i hvert fald. Da jeg endelig kom til mig selv igen, nikkede jeg ivrigt, og vi hvinede lykkeligt i kort, inden vi igen omfavnede hinanden.

"Det vil være mig en store ære," mumlede jeg ind i hendes brune hår, og vi vippede fra side til side, mens vi kom med små, glade lyde.

Hun klappede mig blidt på skulderen, og jeg trak mig igen ud af hendes knus. Et lettere lusket smil spillede nu om læberne på hende, og jeg hævede spørgende øjenbrynet som tegn på, at jeg var klar til at høre den næste tjeneste, hun ville bede mig om.

"Nu hvor jeg skal giftes.. så må du love mig, at drengene får en lige så god kæreste, som jeg havde kunnet være for dem. Okay?" lo hun, og jeg brød også ud i grin, mens jeg rystede på hovedet.

Cathrine var nu engang bare Cathrine; selvom hun ikke ejede den største intelligens og fløj rundt med hovedet gemt væk i skyerne, elskede man hende alligevel så inderligt højt.

Der fandtes ingen andre som hende. Det turde alle vist godt erklære sig enige i.

 

~

 

 

xxxxx
- Liams synsvinkel -

 

Lugten af røg bød mig velkommen, i samme øjeblik jeg trådte ind ad døren. Hurtigt fik jeg jakke og sko af, hvorefter jeg susede med den enkelte indkøbspose ud i køkkenet. Louis stod og viftede den grå røg ud af vinduet, og jeg opdagede, den kom fra de forbrændte bøffer, han ikke havde haft den store succes med at lave.

"Hvad fanden sker der?" råbte jeg og gik hen for at hjælpe ham. Han hostede kort som svar, og inden længe stod de andre drenge også og spurgte ind til, hvad der foregik. Det måtte også være umuligt at sove i sådan en stank.

"Jeg fandt bare de her bøffer i fryseren, og så tænkte jeg, at jeg ville tilberede dem.. Men.. Altså.. Jeg tror, de var for gamle," forklarede han, og vi kiggede alle rundt på hinanden med spørgende blikke. For gamle? Den dreng havde ikke styr på at lave mad, nej!

"Jeg tror altså ikke, det var årsagen," sagde jeg, og nu var det Louis, der ikke så ud til at forstå en pind. Et suk gled over mine læber, og Harry kom hen for at hjælpe med at rense stegepanden, efter vi fik smidt de sorte bøffer ud. Inden længe simrede nogle af de nykøbte på den rene pande, og Harry krydrede dem let, så duften spredte sig ud i hele huset.

Zayn diskuterede med Niall om, hvorvidt kartoffelmos passede til lækre oksebøffer, og det endte med, at Niall til sidst fik sin vilje med at lave den kartoffelmos, han sådan var i humør til. Jeg skar grøntsagerne ud på det grønne skærebræt, mens Louis fik æren af at overvære det hele uden at lave noget som helst.

"Mmh, her dufter godt!" udbrød en stemme, der fik os alle til at dreje hovedet hen mod døren. Rain smilede stort til os allesammen, og jeg mærkede, hun virkelig var i godt humør i dag. Harry takkede, bevidst om sine gode madlavningsevner, og Rain kom ved hjælp af krykkerne hen til os.

"Hvad skal vi have?" spurgte hun nysgerrigt, og Louis besvarede hendes spørgsmål, som om han havde den største viden om det hele, hvilket fik os andre til at grine.

"Hvad?!" Fornærmet så han rundt på os, og jeg rystede stadig grinende på hovedet.

"Du brændte de andre bøffer på.. Husker du det?" lo Zayn, der dækkede bordet, og jeg anede en lille rød farve i kinderne på Louis, der ud af øjenkrogen tjekkede Rains reaktion. Selv kunne jeg nemt fortælle ham, at hun grinede lavt.

Der gik et stykke tid, inden maden blev sat færdiglavet på bordet. Jeg tog pladsen ved siden af Niall, der allerede øsede flere skefulde kartoffelmos op på tallerkenen. Heldigvis vidste han da, at han skulle lave en stor portion, nu han selv havde i sinde at spise så meget.

"Jeg kan se, vinduet blev lavet," konstaterede Rain, da Niall rakte hende skeen til kartoffelmosen. Vi nikkede alle, og jeg stak gaflen ned i en af bøfferne, som jeg lod dumpe ned på min tallerken, der før blot var tom. "Hvad har I ellers lavet?" forhørte hun sig om, og jeg tænkte mig kort om, da jeg rent faktisk ikke kom i tanke om noget.

"Vi har set en eller anden film," besvarede Zayn, og Rain nikkede oprigtigt interesseret. Louis, der sad ved siden af hende, tog hendes tallerken for at give hende en bøf.

"Det var den kedeligste time i hele mit liv!" indskød Niall og rakte ind over mig for at få gaflen ned i en bøf. Rain grinede højt, og jeg skovlede lidt kartoffelmos op på min tallerken ved siden af bøffen.

"Hvad har du så lavet?" spurgte Zayn og tog en bid af bøffen ind i munden. Vi kiggede alle på Rain, der i det samme smilede som en sød tosse, der ikke helt vidste, om hun skulle stikke os en hvid løgn eller komme med sandheden.

"Cathrine skal giftes," udbrød hun pludselig, og spændingen blomstrede i hendes stemme. Jeg lagde straks gaffel og kniv fra mig af ren overraskelse, og i lang tid sagde ingen noget. Mit gæt var, at vi alle blev overvældet af nyheden.

Det endte dog med, at jeg afbrød stilheden ved at komme med spørgsmål indtil det, og jeg følte mig underligt lykkelig på Cathrines vegne, da Rain fortalte om hendes glæde. De andre drenge deltog også i snakken, og det hele forløb dejlig roligt. Selvfølgelig bestemte Louis sig for, at det ikke behøvede vare ved.

Han plantede en håndfuld kartoffelmos på kinden af Rain, der chokeret blot åbnede munden og så forskrækket ud i den blå luft. Vi andre tiede fuldstændig stille, da vi frygtede hendes reaktion. Højst sandsynligt ville han ikke slippe godt fra det. Jeg sendte ham et bebrejdende blik, men han opdagede det tydeligvis ikke, da han kort efter kastede en klump efter Niall, der straks trak stolen ud og kom med et 'HEY!'

Hurtigt fik han gengæld. Niall stak hånden ned i sin kartoffelmos på tallerkenen, og han tyrede det mod Louis, der grinede lykkeligt over legen, der tog sted ved bordet. Han kastede selv resterne af sin bøf efter Niall, der også begyndte at grine og fortsatte madsvineriet.

"Stop det, drenge!" advarede jeg dem, da Harry joinede dem. Han ramte Zayn i håret med de moste kartofler, hvilket naturligvis forårsagede, at han inden længe også kastede rundt med maden. Før jeg vidste af det, sad jeg indsmurt i tomatsaft og kartoffelmos. Da jeg kiggede hen på Rain, sad hun på samme måde, som da Louis opstartede det hele.

Jeg følte mig en smule hjælpeløs, da de ikke lystrede min rolige ordre. Harry rejste sig op og smaskede endnu en håndfuld af maden ud i hovedet på Louis, der hævede gaflen. Fægtende stod de nu og dansede rundt i køkkenet, mens kartoffelmos faldt ned på gulvet i små klumper fra dem af. Zayn ramte mig uheldigvis med endnu en klat mos, og jeg fik en indre lyst til at deltage i kampen.

Inderst inde vidste jeg godt, det ikke var den smarteste idé, men.. Jeg havde nu engang også min barnlige side, der tog overhånd i nogle situationer. Smilende begravede jeg hånden i skålen med kartoffelmos, så jeg fik en ordentlig klump med op. Hurtigt klaskede jeg det i håret på Niall, der forskrækket gav et lille hop fra sig, inden han grinede højlydt. Jeg smurte det ind som shampoo, og Zayn lænede sig hen mod mig for at få fat i skålen med det våben, vores kamp bestod af.

Vores grin fyldte rummet, men vi stoppede alligevel alle brat op, da Rain rejste sig med det stirrende blik. Langsomt kørte det rundt og betragtede hver eneste afkrog af køkkenet, og mit eget fulgte trop. At svine kunne vi nok godt få skrevet på vores CV.

Hun åbnede kort munden for at sige noget, men fortrød til sidst og lukkede den i igen. Afventende så vi alle på hende, og det virkede som om, at hun også selv ventede på at se, hvordan hun reagerede. Som om hun ingen anelse selv havde om, hvorvidt hun ville fare efter os, give os en skideballe eller skrige så højt af sine lungers fulde kraft, at det ville kunne høres i hele New York.

Egentlig forstod jeg godt, hvis hun skældte os ud nu. Jeg vidste, da jeg hoppede med i madkrigen, at det ikke var nogen klog idé. Rains lunte brændte hurtigt ned, og indtil videre havde vi forvoldt ret mange ulykker; Vi havde svinet hendes hus til med mad to gange nu, forårsaget hendes brækkede ankel, fået lus, så hun måtte kæmme os, - med undtagelse af mig. Det betalte sig rent faktisk næsten at være skaldet en gang imellem, - smadret hendes vindue og.. sikkert mange flere ting, min hjerne ikke huskede.

En lun klump kartoffelmos slyngede sig gennem luften og ramte mig midt i ansigtet. Automatisk lukkede jeg øjnene i tide, før det satte sig fast, og straks hørte jeg latteren sprede sig igen. Undrende tørrede jeg det gullige snask væk med armen, og da jeg kiggede op, så jeg Rain kyle rundt med kartoffelklatter efter de andre drenge, der forsvarede sig ved at samle noget af det gamle op. Smil sad plantet på alles læber - selv Rains.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...