Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59407Visninger
AA

18. 16. ~ We thank you, Alex

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Telefon kimede sin næsten uhørlige ringetone, og jeg strakte min arm frem mod bordet for at tage den. Når jeg lå i sofaen, var det nemt for mig at få fat i den, nu jeg lagde den på sofabordet for lidt tid siden.

Just in case.

Surprise, surprise, det viste sig faktisk at være en god idé.

"Hallo?" spurgte jeg monotont ned i røret, idet jeg tog telefonen op til øret. Et skingert, pibende skrig skar mig kort i øret, og min mors stemme vrissede irriteret.

"Hej, skat, det er mig," sukkede min mor træt, og jeg lagde mig tilbage i sofaen, mens jeg både fulgte med i tv-skærmens aktioner og telefonsamtalen.

"Hej," svarede jeg automatisk som en hilsen, inden min mor kvidrede om, hvorfor hun rent faktisk ringede. En typisk samtale over telefonen, vel at mærke.

"Så sid dog stille, Alex!" vrissede hun endnu en gang, og jeg burde have sagt mig selv, at Alex var grunden. Hvem ellers? Der fandtes kun én unge, der kunne beskrives som både vidunderlig og den største plageånd i verdens historie.

Jeg rømmede mig kort, da jeg gerne ville høre, hvad hun havde at fortælle mig. Et stykke af de fyldte chokolader, jeg fandt i skabet, røg ind i munden på mig. Hvor de kom fra, anede jeg ikke. Drengene måtte have købt dem med hjem, da jeg sendte dem ud for at handle.

"Hvordan går det ellers?" Min mor prøvede som altid på at starte en hyggelig samtale i første omgang. Det lå til hendes natur, og jeg brokkede mig ikke.

"Fint, tak," mumlede jeg med chokoladen i munden, der langsomt smeltede ned til det lækreste flydende stads. Roligt svømmede det lidt rundt om min tunge, inden det forsvandt ned i halsen på mig.

"Hvad med benet? Går det bedre?" Pludselig lød hun oprigtigt bekymret, og jeg smilede svagt for mig selv, da jeg så hende for mig. En god mor følte med deres børn gennem tykt og tyndt, og man kunne nemt sige, at min mor gennemførte eksamenen fremragende.

"Jeg klarer mig," forsikrede jeg hende om, og endnu en gang hørte jeg Alex' pibende stemme, der tydeligvis brokkede sig højlydt.

"Alex, nu sætter du dig ned! Det gør kun ondt, når du bevæger dig!" Jeg afbrød ikke deres lille diskussion, men sad blot og så videre på det lydløse fjernsyn nogle meter foran mig. Reklamer sagde mig sjældent noget, og blot fordi denne reklamerede for butikkens eksklusive møbler, ændrede det ikke, at jeg kedede mine øjne til døde ved at se på det.

Endnu en gang stak jeg en af chokoladerne i munden, og smagen af nougat bredte sig. Tilfreds smilede jeg, da jeg netop ledte efter den, der indeholdt det.

"Det må du undskylde, Rain. Hun er nogle gange umulig," klukkede min mor lavt. Som om jeg ikke vidste det. Alex råbte op i baggrunden om, at det på ingen måde passede, men min mor tyssede hurtigt på hende.

"Hvis du har brug for hjælp med noget, så siger du bare til, ikke?" Jeg nikkede, selvom hun ikke havde muligheden for at se det.

"Det skal jeg nok, men indtil videre går det fint. En brækket ankel overlever jeg nok. Desuden hjælper drengene overraskende meget til," bekræftede jeg for hende, og mit blik drejede sig lige så stille hen på tæppet, der skjulte det knuste vindue. "Selvom de også forårsager den største skade.."

Min mors latter spillede for en kort stund i min øregang, inden hun stoppede for at svare mig. "Så længe det går.. Hvor lang tid er det, de skal bo der endnu?"

Da jeg åbnede munden, fandt jeg hurtigt ud af, der ikke ville komme noget svar ud. Fjorten dage var det blevet sagt, de skulle bo her. De kom i onsdags.. For præcis en uge siden. Betød det..?

"Det er vist kun en uge, de bliver endnu." Selvom jeg prøvede på at skjule min skuffelse, sneg den sig ind i min stemme. Min mor opfangede det helt sikkert, men hun forstod nok også, at hun ikke skulle spørge for meget ind til det.

"Så må du få det bedste ud af tiden med dem. Hvor er de nu?" Jeg trak skævt op på smilebåndet, da jeg så dem nede i byen med Cathrine for mit indre.

"De er under Cathrines varetægt lige i øjeblikket," klukkede jeg, og min mors latter brød igen gennem røret, hvilket fik mig selv til at le endnu mere.

Der gik lidt tid, hvor jeg hørte Alex pibe endnu en gang, før jeg besluttede mig for at komme til sagen. Min mor glemte nogle gange, hvorfor hun ringede, da hun kørte hilsenerne lidt for langt ud.

"Men ville du noget specielt?" - Selvfølgelig ville hun det. Hvorfor skulle hun ellers ringe?

"Åh, ja!" udbrød hun, og jeg tog fat om mit tredje stykke chokolade. "Jeg tænkte, det nok var det bedste at informere dig om det, nu du og drengene passede Alex i søndags."

Hun holdt en kortvarig pause, og jeg stak i mellemtiden chokoladen ind i munden.

Mmh.. Nødder.

Smileyface.

Rain, stop din tankegang!

"Vi har fundet lus på hende." Hårdt borede mine tænder sig gennem chokoladen, og jeg stirrede lammet ud i luften.

Please tell me, that's not true!

 

~

 

"WE'RE HOOOME!" skrålede Cathrine højlydt, idet døren smækkede. Jeg drejede hurtigt hovedet, så jeg så hen over ryglænet. Med endnu to poser fløj hun ind i stuen og satte sig hurtigt godt til rette på armlænet af sofaen.

Jeg pegede spørgende på de to poser, hun lod dumpe ned på gulvet. Havde hun ikke nok herhenne i forvejen?

Ivrigt forklarede hun mig, at der var tilbud i Barneys, så hun umuligt kunne spadsere forbi uden at smutte en tur derind også.

"Fik du så gaven til Felix?" spurgte jeg nysgerrigt, og hun nikkede voldsomt på hovedet. Kort efter hev hun en af de to poser op på skødet og begyndte at gennemrode den.

Liam og Niall skubbede grinende hinanden ind i stuen, og jeg rullede som sædvanlig øjne af dem. Efter dem fulgte Zayn og Harry, som sjovt nok beskæftigede sig med præcis det samme; at puffe hårdere end den anden.

Louis rumsterede stadig ude ved hoveddøren. Hvad den dreng lavede, kendte jeg ikke svaret på. Jeg fandt højst sandsynligt meget snart ud af det, hvis det var noget, jeg ikke brød mig om. Ofte endte det jo galt for de drenge.

"Hvor fanden er den blevet af?" Hysterisk greb Cathrine fat om nummer to pose og smed den anden ned på gulvet. Hendes hoved blev stort set begravet dernede, og hendes hænder søgte forvildet efter gaven.

"Hvad sker der?" spurgte Zayn roligt og dumpede ned i sofaen, han efterhånden så ud til at have fået ejerfornemmelse over. Harry lavede et kort hop herhen, inden han satte sig ved siden af.

Jeg trak på skuldrene, mens Cathrine lige så stille lignede en tikkende bombe. Hvis gaven var forsvundet, skulle vi nok ikke regne med at overleve hendes vredesudbrud.

Men dette beviste kun, at jeg havde ret i min tidligere påstand; Hun smed alt væk.

"Jeg ved, at jeg lagde den ned i en af de her poser!" Frustreret hev hun ting efter ting op af posen, til den faldt tom ned på gulvet. Derefter tog hun igen den anden op og gjorde det samme.

"Den er væk!" skreg hun grådkvalt og hoppede op fra armlænet. Liam lagde hurtigt en hånd på hendes skulder, men hun glippede bare med øjnene for ikke at lade følelserne tage overhånd. Jeg forstod hende udmærket godt. Nemt havde hun nok ikke haft det med at finde den perfekte gave, men det var nu engang Cathrine i en nøddeskal. Hun ejede sjældent tingene i lang tid ad gangen.

Niall trippede tydeligvis ubehageligt til mode med foden, og hans skuldre hoppede lige så stille op og ned. Pludselig gjorde Louis sin entre med det store smil, han altid bar.

"Så fik vi ordnet det med vinduet!" konstaterede han glad, men da ingen svarede ham, kiggede han undrende rundt. Til sidst opdagede han Cathrine, der stod med et ansigtsudtryk, der tegnede på at være på vej til at bryde ud i gråd når som helst.

"Hvad er der galt?" spurgte han, og Harry informerede ham hurtigt om sagen. Straks grinede Louis, og han fik dermed vores alles opmærksomhed. Jeg rynkede brynene med en fornærmet mine på min gode venindes vegne.

"Hvad, synes du, er så morsomt?" Min stemme lød skarpere end forventet, hvilket overraskede mig. Alligevel ændrede min attitude sig ikke det mindste.

Louis lo videre i et kort stykke tid, inden han holdt en lille pakke frem mod os. "Jamen, du bad jo mig om at holde den?"

Vi rettede alle blikket mod Cathrine, der først så småforvirret ud, inden hun sprang lykkeligt op i luften og susede hen til Louis for at give ham verdens største knus. "Tak, Lou!" Hun kyssede ham på kinden, og jeg skyndte mig at hæve hånden hen imod dem.

"Eh, det er ikke nogen god idé, at I står så tæt på hinanden.." Harry afbrød mig selvfølgelig, før jeg nåede at gøre sætningen færdig.

"Bare rolig, Rain. Hvis de har gang i noget, holder de os andre udenfor." Han blinkede leende, men jeg skulede blot ondt hen imod ham.

"Hvis jeg ellers kunne få lov at tale ud.. Så ville jeg bare sige.." Jeg vendte igen blikket mod Louis, der så afventende på mig. Han kløede sig i samme øjeblik i håret, og jeg sukkede dybt. "Alex har lus."

"IDR!" Forskrækket sprang Cathrine med væmmelse i stemmen til siden, og hun så rundt på drengene, som om de var rumvæsner fra en anden planet, der netop havde fået en livsfarlig sygdom, der smittede som pesten.

"Mener du helt seriøst.. at vi måske også har lus?" Zayn gloede på mig som en uforstående ugle, inden han også førte hånden op til håret for at give lusene en lille lærestreg. Idet samme han opdagede, hvad han havde gang i, trak han den tilbage. "Det kan du da ikke mene.."

"Jeg tror, det vil være bedst, hvis vi alle kæmmer os hurtigst muligt. Jeg kan starte med mig selv, så tager jeg jer bagefter og.. - Cathrine, det er nok bedst, du også går hjem og kæmmer dig inden i aften," foreslog jeg, mens jeg rejste mig op fra sofaen.

Hun nikkede skuffet, tog sine poser og forsvandt med en kort - dog ekstremt højt - farvelhilsen. Derefter haltede jeg med mine krykker ud på badeværelset for at vaske mit hår og gå det igennem med en af de ubehagelige kamme.

Lus.. God, de burde udryddes ligesom alle kattene.

 

~

 

Med en rynket næse førte jeg kammen gennem Harrys våde hår. Toiletpapiret på håndvasken var allerede godt og grundigt fyldt ud med balsam, jeg tørrede af efter, at det havde siddet i håret på ham.

"Ja, du har da i hvert fald nogle stykker.." mumlede jeg. Han sukkede højlydt og rykkede en smule på stolen, han sad på. Håndklædet omkring hans skuldre sørgede for, at hans bluse ikke blev sjasket for meget til, og indtil videre gik det ret godt.

Ved at stryge kammen gennem endnu en tot af hans hår, satte to lus sig fast i kammen. Jeg tværede dem ud på papiret, lagde kammen fra mig og bukkede det, inden jeg smed det ned i toilettet. Derefter trykkede jeg på knappen, der skyllede det ned i kloakken.

Jeg selv var sluppet af sted uden lus. Utroligt nok, egentlig. Men Alex havde sådan set også brugt mere tid med drengene end mig sidst.

Niall tog jeg som den første, og hans hår kriblede og krablede som en myretue. Lus var klart noget af det klammeste, der fandtes. Især, når jeg skulle stå med hænderne i drengenes hår og sørge for, at de lige så stille kom ud.

"Er jeg snart færdig?" spurgte Harry utålmodigt som nummer to i rækken. Han gav en lille 'argh'-lyd fra sig, da jeg igen kørte kammen gennem hans hår.

"Du har utroligt langt hår," konstaterede jeg. Eftersom det var vådt, krøllede det knapt så meget, og længden blev mere tydelig. "Men ja, jeg er snart færdig med dig."

Tilfreds rettede han ryggen en smule, og jeg bad ham bøje i nakken, så jeg bedre kunne komme til.

"Eh, Rain?" Jeg løftede blikket fra Harrys hår, da Zayn åbnede den lukkede dør på klem. Mens jeg tørrede endnu en klat balsam, der denne gang ikke indeholdt lus, af på det nye stykke papir, rømmede han sig kort.

"Bare sig det, Zayn." Jeg fortsatte kampen med Harrys hår, og Zayn vidste tydeligvis ikke helt, hvordan han skulle formulere sig.

"Jeg.. Kan jeg ikke få lov til at springe over?" spurgte han tøvende, og jeg hævede forundret både blikket og det ene øjenbryn. "Det virker bare så.. Du ved.."

"Barnligt?" hjalp jeg ham på vej, og han nikkede med et skævt smil omkransende læberne. Jeg klukkede let og tog det sidste strøg gennem Harrys hår, inden jeg lagde kammen fra mig og hev håndklædet af skuldrene på ham.

"Så kan du godt skylle håret," sagde jeg til Harry, der lettet rejste sig fra stolen og gik hen til bruseren for at bukke sig ned og lade vandet skylle balsammen ud, uden han behøvede gå i bad.

Jeg vendte mig om mod Zayn og smed håndklædet hen til de to, Niall og jeg havde brugt. De kunne ikke genbruges uden at være blevet vasket, præcis som sengetøjet.

Lus sørgede virkelig for, at der kom gang i arbejdet.

"Du slipper ikke, Zayn. De forsvinder ikke af sig selv, og ellers tager det bare endnu længere tid for dig at komme af med dem." Han sukkede dybt og nikkede så forstående.

"Kan jeg i det mindste ikke være den sidste?" Han smilede bedende til mig, og jeg klukkede kort, inden jeg bad ham hente Louis. Straks forsvandt han ude af syne.

Harry vred kort sit hår, hvorefter jeg rakte ham et nyt håndklæde. Som man tørrede en hund, rodede han håndklædet rundt i håret, mens han lige så stille gik ud af badeværelset.

"I'm here!" lød en glad stemme, der tilhørte ingen anden end Louis. Jeg smilede venligt til ham, og han viste mig stolt, at hans hår allerede var gjort vådt.

"Jeg fandt noget til Cathrine," fortalte han mig, idet jeg trykkede på balsam-flasken. Da jeg smurte det ud i håret på ham, gøs han kort af kulden derfra.

"Fortæl," sagde jeg smilende, inden jeg hev et stykke toiletpapir af rullen. Jeg lagde det klart på vasken, hvorefter jeg lavede en fin midterskilning i hans hår.

"Da vi var inde i Barneys, snakkede hun om et par nye stiletter. Med det samme faldt hun over et par sorte, og.. Ja, hun forelskede sig hurtigt i dem." Jeg kørte kammen gennem hans hår og så tre lus sidde og hygge sig på kammen.

Lækkert..

"Købte du så dem?" spurgte jeg, inden jeg fortsatte med et kæmme ham. Lige så lidt som han brød sig om det, gjorde jeg. Noget klammere skulle man lede længe efter.

"Nej." Hans svar overraskede mig, og jeg stoppede i et par sekunder kæmningen. Kort efter begyndte jeg igen med at fjerne lusene.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg forundret, og han trak en anelse på skuldrene, hvilket fik mig til at lægge mærke til, jeg intet håndklæde havde givet ham.

Well.. Skidt pyt. Han hår var alligevel ikke lige så langt som Harrys. Mon ikke han overlevede. De skulle jo smide trøjen til vask bagefter. Ikke om lusene skulle kunne gemme sig der og kravle tilbage.

"Fordi hun også faldt for en taske, som hun lød endnu mere vild med," forklarede han, og jeg kunne ikke holde en lille latter indenbords.

"Selvfølgelig," grinede jeg. "Hvad kostede den så?"

"Bagefter faldt hun for endnu et par stiletter, og til sidst endte hun med at finde en ny taske.. - Hvorefter hun måtte gispe efter vejret, da hun så det tredje par sko med stilethæle. Hun prøvede dem hurtigt, men købte dem ikke," fortalte han videre. Jeg nikkede blot omme bag ham.

"Hvad kostede de så?" spurgte jeg endnu en gang, og han tænkte sig vist kort om. Jeg bukkede toiletpapiret, så jeg kunne udnytte den tomme plads derpå, inden jeg skyllede det bort.

"De kostede vist nok.. 75 dollars, hvis jeg husker rigtigt," svarede han, og jeg mærkede mit hjerte gå i stå for en kort stund.

75 fucking dollars?!

Oh, crap..

"Okay.." mumlede jeg, da jeg lige så stille fik hjerterytmen tilbage igen. Penge hang ikke ligefrem på træerne, men jeg fik jo en ret høj løn for at lade drengene bo her. Mon ikke det gik?

"Jeg betalte nu kun 50 for dem, da pigen i kassen gav mig rabat." Jeg tog det sidste strøg gennem hans hår, og han anede ikke, at den sætning lige havde gjort min dag så meget bedre.

Lys idé!

Hvorfor købte han ikke alle mine julegaver?!

Mørkt svar!

Jeg manglede ikke flere..

"Det lyder dejligt," skyndte jeg mig at tilføje, inden jeg lagde kammen på bordet og gik hen med det ulækre papir. Jeg lod det ryge ned i toilettet, skyllede ud og rev et nyt stykke af rullen. "Så er du færdig."

"Fantastisk," klukkede han og gik hen til bruseren for at skylle balsammen ud. Jeg foldede papiret nogle gange, inden jeg lagde det klar, til når Zayn kom ind og skulle gennem samme tur om nogle få minutter.

Vandet fra bruseren fyldte badeværelset med den velkendte lyd af kloakken, der slubrede det til sig, mens en vis fugtighed samtidig bredte sig lige så stille. Jeg stillede mig klar med et håndklæde, og der gik ikke lang tid, inden han tog imod det og tørrede sit hår på samme måde som Harry.

Sammenlignede flere folk mon drenge med vådt hår som våde hunde?

"Zayn, så er det dig!" kaldte jeg mod døren, hvorefter jeg mærkede et blidt greb om min overarm. Jeg så op på Louis, der smilede venskabeligt til mig.

"Du må lige vurdere, om de er fine nok, når du er færdig." Hans gråblå øjne borede sig ind i min sjæl, og i lang tid funderede jeg over, hvad han snakkede om. Til sidst gik det op for mig, at han selvfølgelig mente skoene.

Jeg nikkede med et gengældende smil. "Det er jeg sikker på, de er." Zayn kom ind med bøjet nakke, og Louis grinede let, inden han passerede ham. Hurtigt klappede han ham på skulderen, inden han drejede ind mod stuen.

Zayns hår var også gjort vådt, og han satte sig tungt ned på stolen, mens jeg allerede pressede en klump balsam ud i min hånd. Et højlydt suk hørtes fra ham af. "Lad os så få det overstået."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...