Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59288Visninger
AA

17. 15. ~ Cathrine needs help

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Mindst 50 desperate bank hamrede på min dør, og jeg skruede ned for fjernsynet, der kørte for fulde drøn, nu jeg ikke havde meget andet at tage mig til.

Sludder og vrøvl.

Jeg skulle i princippet lave millioner af ting, så det passede vel bedre at sige; nu jeg ikke havde meget andet, jeg kunne tage mig til.

Ikke, hvis I spurgte drengene.

De begyndte så småt at gå mig mere på nerverne, end da vi mødtes første gang.

"Jeg kommer!" råbte jeg, da personen uden for min dør gentog sin banken. Jeg greb fat om krykkerne, der før lænede sig op ad sofaen, hvorefter jeg med en smule besvær fik rejst mig op. Balancen tog sig god til til at finde sig selv.

Endnu en gang bankede det på døren, denne gang højere end før. Jeg skyndte mig derhen for at åbne, men jeg nåede kun akkurat at dreje nøglen, inden døren blev revet op.

Jeg kunne meget vel også have haft en brækket næse nu.

"Rain!" udbrød Cathrine oppe i sit mest skingre leje, så snart hun fik øje på mig. Jeg lukkede døren i efter hende, inden hun omfavnede mig så hårdt, at det gjorde ondt.

"Cathrine.. Cathrine.." fremstammede jeg, og hun gav lidt efter slip. Hurtigt trak jeg vejret ind og ud, så jeg igen havde min normale mængde ilt i lungerne.

"Hv-" Jeg stillede ikke engang spørgsmålet, før hun afbrød mig.

"Du må hjælpe mig," sagde hun hysterisk, og jeg rynkede undrende brynene, hvorefter jeg humpede efter hende ind i stuen. Hun smed tre fyldte poser ned på gulvet og satte sig tungt ned i sofaen, jeg før dovnede den af i.

Jeg havde aldrig følt mig så ubrugelig som lige i øjeblikket. At det var onsdag, gjorde det ikke meget bedre.

Onsdag.

Ondsdag.

Ond dag.

You see?

"Hvad skal du have hjælp til?" spurgte jeg, og hun rejste sig hurtigt op igen. Med store armbevægelser forklarede hun mig sit problem, mens hun gik frem og tilbage foran mig.

"Felix har ringet," startede hun ud med at sige, og jeg lyttede tålmodigt til hende. Alligevel tog det hende et stykke tid at komme videre, som om ordene nægtede at forlade tungen.

"Han har inviteret mig ud i aften, og det er jo egentlig fint nok. Du ved, jeg elsker jo at være sammen med ham og sådan, men jeg har virkelig store problemer den her gang." Hendes arme prøvede tydeligvis at understrege hvert et ord for mig, men de forvirrede mig blot.

"Det er jo den tolvte december i dag, og det vil sige, vi er halvvejs til jul.. -"

"Hvad?!" Nu var det min tur til at afbryde hende. Passede det virkelig, at vi allerede satte kryds ved den tolvte i kalenderen?

"Det er den tolvte december i dag, hvilket vil sige, vi er nået halvvejs i nedtællingen til juleaften, og julemorgen kommer dagen efter," gentog hun sig selv og slog sig på siden af hovedet, som om jeg var komplet idiot.

Jeg stirrede blot på hende med sammenknebne øjne, da jeg udmærket godt hørte, hvad hun sagde første gang. Jeg fattede bare ikke, at vi allerede var nået så langt ind i måneden!

Hendes gave manglede jo stadig at blive købt!

"I hvert fald, så er mine problemer virkelig store. Udover at jeg ikke aner, hvad jeg skal have på.." Hun bukkede sig ned og hev de tre poser op og stillede dem i sofaen. Kort efter stod hun med en lang lilla kjole i hænderne for at vise mig den.

Da hun havde stået sådan nogle få sekunder, smed hun den fra sig på sofaryglænet og fiskede i stedet en stram, sort nederdel, der gik hende til lidt over knæene, en løs stribet T-shirt og en sort læderjakke op.

"-..Så aner jeg heller ikke, hvad jeg skal give ham i julegave. Drengen kommer altid med ønskerne i sidste øjeblik, så jeg har intet fået købt endnu!" stressede hun højlydt og kylede tøjet ned på sofaen.

Jeg fugtede kort mine læber. Felix var ikke den eneste, der kom med juleønskerne lidt for sent.

"Og hvad hvis jeg kommer til at sige noget forkert?!" Jeg rullede sukkende med øjnene, mens Cathrine lige så stille hyperventilerede mere og mere. Hun flippede altid ud i usikkerhed, når Felix inviterede hende ud, selvom de efterhånden havde været sammen i seks år.

No shit, Sherlock.

Han holdt hende rent faktisk ud gennem tykt og tyndt. Barndomskærester endte altså ikke altid i brudstykker.

"Cathrine, tag det roligt.." afdramatiserede jeg hende, og hun tog sig til brystet, som om hun i samme øjeblik fik et hjertestop. Hendes vejrtrækning kunne knapt følge med, og jeg var nødsaget til at hamre det ind i knolden på hende.

"Cathrine!" Hun så ikke på mig, og jeg gentog mig selv adskillige gange, inden jeg fik hendes opmærksomhed.

"Godt så," sukkede jeg træt og satte mig ned på sofaen, hvor hendes mange poser med tøj stod. Kendte jeg hende ret, gad hun i sidste ende slet ikke høre på, hvad jeg havde at sige til netop den del af problemerne.

"Du bliver nødt til at tage det roligt." Venligt sendte jeg hende et smil, hvilket så ud til at få hende til at falde lidt ned. "Felix elsker dig utrolig højt. I har været sammen længere end mange andre par, og I er stadig som to nyforelskede. Det plejer jo altid at gå strålende, selvom du altid går fuldstændig amok som i dag."

"Jamen, hvad nu hvis jeg klokker i det den her gang?" Hun trak frustreret ud i to totter af sit smukke, brune hår og skreg højt af fortvivlelse.

Godt at drengene var udenfor.

"Det gør du ikke," forsikrede jeg hende om i mit rolige tonefald. Hun kiggede sig omkring med de blanke øjne, der ellers plejede at være så utroligt selvsikre. Hvis nogen gjorde hende nervøs, så var det Felix.

"Hvordan kan du vide det?" spurgte hun mig om. Hendes stemme forvandlede sig til en spinkel en af slagsen, der mindede om en mus, hvorefter hun skabte øjenkontakt med mig. Jeg fastholdt roligt hendes blik og smilede venskabeligt.

"For lige meget hvad du gør, så holder han af dig. I er skabt for hinanden, og han kan lide dig præcis, som du er. Om du har det ene sæt tøj på eller det andet, det har ingen betydning for ham. Hvad, du køber til ham, er sikkert også ligegyldigt. Bare du dukker op med et smil, så er jeg sikker på, at han bliver lykkelig," svarede jeg hende afslappet.

Hun glippede ekstatisk med øjnene, inden hun nikkede et par gange. "Tusind tak, Rain. Jeg håber, du har ret." Vi smilede til hinanden i tavshed et øjeblik, inden Cathrine straks gik videre til næste trin. Nu havde hun fået sit ubekymrede niveau tilbage, og det kunne umuligt gå hurtigt nok med at få styr på detaljerne til i aften.

"Godt så.. Lad os starte med håret. Nej, vent! Tøjet. Vi tager tøjet først, okay? Nej.. Jo. Nej. Jo. N-jo.." Jeg fornemmede, at hun ikke helt kunne bestemme sig, så jeg pegede hjælpende på poserne.

"Lad os starte med tøjet." Først kiggede hun mistroisk på mig, som om hun overvejede, om det virkelig var den bedste idé, men inden længe strålede et kæmpe smil på læberne af hende.

"Okay så! Nu skal du bare se.." Hun trak en guddommelig kjole op i en af de mørkeste rosa farver, jeg nogensinde havde set.

"Er den ny?" spurgte jeg overrasket over ikke at have set den før, når den var så flot. Hun rystede på hovedet og forklarede mig, at hun gemte den inderst i skabet, da hun ikke turde gå med den.

Med hovedet lagt en anelse på skrå betragtede jeg det indsyede sorte bælte, der fremhævede taljen, og dens længde stoppede et par centimeter over knæene.

"Den er pæn," konstaterede jeg, men Cathrine slog blot sin høje latter op, der nemt kunne sammenlignes med en hyænes.

"Du skal da lige se det andet også!" lo hun, og jeg satte mig en smule bedre til rette, selvom hendes mange poser forhindrede mig i at sidde fantastisk.

Forsigtigt lagde hun kjolen fra sig over den lange lilla kjole, hun startede ud med at vise mig, inden hun fremviste en rød T-shirt. Den lignede nærmere en tunika, som den både for og bag gik ned over måsen, mens den ude i siderne stoppede ved hofterne.

"Den her tænkte jeg kunne se meget pæn ud med de grå cowboybukser her, som jo sidder stramt om benene. Blusen her er meget løs i det, så selvfølgelig ville jeg skulle have.." Hun lagde både den røde T-shirt og bukserne, hun hev frem for nogle sekunder siden, over den ene arm, mens hun med den anden fiskede efter et eller andet i Dolce & Gabbana-posen.

"-..det her på også." Et sort, flettet bælte blev holdt frem imod mig, og jeg smilede svagt. Cathrine skulle stort set altid bære bælter, hvis noget var løst.

"Jeg synes-"

"Næ, hov!" afbrød hun mig hurtigt, og jeg stirrede spørgende på hende. Hun lagde tøjet fra sig og smilede stort. "Vi mangler stadig alt det andet."

 

 

xxxxx
- Louis synsvinkel -

 

Niall sparkede bolden hen til mig, og den fløj kort i luften, inden den ramte jorden, så jeg kunne tage imod den. Harry stod klar på modstander-målet, vi var blevet enige om gjaldt fra en af de nøgne buske til en anden to meter ved siden af.

"Og den verdensberømte Louis Tomlinson, bedre kendt som en femtedel af One Direction, har nu indtaget fodboldhistoriens legendariske førsteplads som den bedste spiller, der findes. Han sparker, han sparker, gør klar til at lave et mål, men ÅHH! - Han snød dem! Han løber videre, laver et af sine smarte dansetrick uden at tabe den til Zayn, der kommer farende fra højre side, og da han derved sparker den til venstre, ser Liam sit snit til at stjæle den plettede bold fra ham. Den går ikke, for Louis har set det hele. Der er en grund til, at han bliver kaldt den altseende Boo Bear! Harry løber frem for at hjælpe, Louis skyder til sin holdkammerat, Niall Horan, der modtager den perfekt, inden han skyder den direkte ind i det storslåede mål. Louis Tomlinsons hold har gjort det igen!" Jeg piftede kort, hvorefter jeg brød ud i grin sammen med de andre drenge.

"Du kunne være en god kommentator," roste Liam mig, og jeg bukkede formelt. Harry gav bolden op, og straks farede vi rundt som de små tissemyrer, vi sikkert lignede, hvis nogen sad i et fly over os. Ganske morsomt, at man egentlig kunne se ud som et af de mikroskopiske dyr, hvis afstanden var lang nok.

Niall tacklede talentfuldt Liam, der forbavset så sig omkring efter bolden, inden han opdagede, at Niall løb rundt og sparkede til den. At være på Nialls hold var altid en fordel, hvis man stak næsen i sky efter at vinde. Vi lavede forskellige hold hver eneste gang, vi spillede, da Zayn derimod var knapt så godt. Derfor kom han altid på holdet, hvor de i sidste ende endte med være tre.

Ud af det blå svævede bolden foran mig, mens den roterede omkring sig selv i slowmotion. Den fløj videre i dens langsomme hastighed og nærmede sig et af vinduerne i Rains køkken. Vi sprang alle sammen hen mod den, men som bolden bevægede vi os i sneglefart.

CRASH!

Så skete det. Kraften, bolden havde på, ødelagde vinduet, så det knustes i flere stykker indad. Vi fik i samme øjeblik vores normale fart tilbage, og inden længe stod vi samlet foran det smadrede vindue. I stuen stod Cathrine med et forskrækket blik, mens hun holdt om en grøn strutkjole, der mindede mig om ballerinaer.

Piruetter var jeg faktisk ganske god til, hvis jeg selv skulle sige det.

"Eh.." mumlede jeg akavet, og sendte Rain et undskyldende smil. Det eneste jeg fik til gengæld var et køligt, nedstirrende blik med sammenknebne øjne. Tog jeg ikke meget fejl, kunne hun meget nemt rive hovederne af os alle sammen.

Liam nikkede som tegn på, at vi hellere måtte gå indenfor. Vi andre fulgte nervøse efter ham, og Niall tumlede usikkert bag mig. Han var bestemt ikke glad for at have sparket forbi, og tanken om skideballen vi alle snart fik, gjorde det nok ikke meget bedre.

Døren åbnede Liam langsomt, inden han trådte ind i varmen efterfulgt af Harry, Zayn, mig og til sidst Niall. Han kløede sig i håret, hvilket også fik mit til at klø en smule. Siden i morges havde jeg haft den vildeste kløe, og jeg så en gang imellem også de andre drenge rode irriteret i sit. - Med undtagelse af Liam, der stort set intet havde længere.

Vi fik hurtigt smidt skoene, lagt hue, vanter og halstørklæder fra os og hængt jakkerne op på knagerne. Efter kort tid var vi klar til at træde ind i stuen, og jeg ventede blot på, at en af de andre tog sig sammen til at gå først. Selvfølgelig blev det Liam.

Cathrine rømmede sig diskret, da vi alle stod på rad og række, side om side, inde i stuen. Vi lignede sikkert nogle små børn, der skulle til at få verdens værste prygl. Det passede nok meget godt. Ærligt talt, så følte jeg mig i hvert fald som en lille, flov dreng, der havde lavet ballade.

Heldigvis blev små drenge da ofte skånet, ikke?

"Hvad fanden har I lavet?" udbrød Rain som det første og viftede understregende mod vinduet, der lå spredt i flere stykker ud over køkkenbordet og gulvet. Jeg skar en underlig grimasse i håb om, at hun fandt det morsomt, men lykken nægtede at følge mig her.

"De har vist ødelagt dit vindue," hviskede Cathrine som en hjælp til hendes veninde, der bare sendte hende dræberblikket. Nogle gange forstod man det godt. Cathrine var ikke alt for intelligent.

"Det kan jeg udmærket godt se, Cathrine," snerrede Rain af hende, inden hun igen rettede sin opmærksomhed mod os. Liam trådte et skridt frem og snakkede for os alle. Ydmygt dannede han kortvarigt øjenkontakt med den rasende Rain, der næsten var mere skræmmende end de duer, der sad ude på taget, til sammen. Hun nikkede stort set utydeligt, men da vi for en gangs skyld ikke havde gang i noget andet end at betragte hende, lagde jeg mærke til alle hendes bevægelser.

"Det var et uheld," startede Liam ud med at sige, og Rain afventede resten af undskyldningen med korslagte arme. "Vi spillede bare lidt fodbold, og vi er meget kede af, at det gik galt. Det var ikke vores mening at smadre dit vindue, og vi skal nok betale for et nyt." Han holdt en kort pause, inden han kom med det afsluttende ord. "Undskyld."

De andre drenge undskyldte også, og jeg gjorde det samme som den sidste. I noget tid, der føltes som en evighed, sagde ingen af os noget. Rain stirrede vredt på os, Cathrine pillede akavet ved sin kjole, og vi andre blev stående som før.

"Okay så," hørte jeg Rains stemme sige, og jeg så et smil vokse sig svagt frem på hendes læber. Uden at tænke over det, tillod jeg nu også mig selv at smile. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være, når andre gjorde det, og de andre drenge så også ud til at lyse mere op.

"Men det skal dækkes til indtil da. Kulden trænger ind utroligt hurtigt," konstaterede hun, og jeg nikkede hurtigt. Liam og Zayn havde allerede taget fat om et tæppe og var i gang med at folde det ud, så det kunne hænges op.

"Har du noget tape et sted?" spurgte jeg, og Rain pegede mod værelset, hvor Harry og jeg sov. Jeg skyndte mig derind og trak nogle af skufferne ud. Hurtigt ledte jeg dem alle igennem, men jeg fandt til min store ærgrelse intet tape. Da jeg lukkede den nederste skuffe i, så jeg en taperulle ligge på natbordet, og jeg rynkede brynene. Langsomt tog jeg fat om den lille rulle og studerede den, mens jeg gik ind i stuen.

"Eh, Rain?" Jeg skaffede både drengenes og Cathrines opmærksomhed udover Rains, og der bredte sig et skævt smil omkring mine læber. Rain lagde hovedet på skrå og hævede øjenbrynene som tegn på, at hun lyttede.

"Du ved godt, at det er gaffatape, vi har brug for.. Ikke?" Jeg rakte hende taperullen, og hun så fornærmet på mig, inden hun trak op på skuldrene.

"Det kunne du jo bare have sagt.." mumlede hun, mens Harry stolt viste os, at han allerede havde fundet det. Inden længe hang det sorte tæppe der, hvor vinduet i sin tid sad. Liam tastede et nummer ind, han fandt i telefonbogen, til en vinduesbutik, og vi andre drenge slog os ned omkring sofabordet. Poser og tøj fyldte hele den store sofa, og Rain kunne kun lige akkurat sidde der.

"Hvad har I gang i?" Zayn nikkede undrende hen mod al tøjet, og Cathrine holdt den struttende kjole oppe, så vi bedre kunne se den. Rain lo kort af hende, hvilket også fik smilet frem på mine læber.

"Jeg skal ud med Felix i aften. Vi er ved at vælge mit tøj. Bagefter kommer vi til håret, og så skal jeg have købt en perfekt julegave til ham," forklarede Cathrine begejstret og klappede i sine små hænder, mens hun hoppede op og ned. Kjolen fulgte bare trop, da hun ikke slap den.

"Aha," klukkede Harry, der betragtede det store læs tøj, der næsten fyldte mere end det, Zayn havde taget med på rejsen. Jeg pegede på en stribet bluse, og Cathrine tog den forundret op.

"Tag den på!" udbrød jeg glad, og Cathrine holdt den op, så hun selv kunne se den ordentligt. Herefter tog hun fat om en sort, stram nederdel, der umiddelbart så ud til at gå hende til knæene.

"Jo.. Det kunne nok godt gå.. Hvad siger du, Rain?" Hun søgte råd hos sin veninde, der langt fra havde samme stil som hende. I mine øjne sås det tydeligt, at Rain var til det mere almindelige, mens Cathrine sagtens kunne hoppe ud i noget af det mere crazy.

"Tag du bare det på," nikkede hun sig enig, og Cathrine betragtede det kort, inden hun erklærede det for 'sættet.' Uden tanke for at begynde at rydde op fortsatte hun til håret. Det tog heldigvis næsten ingen tid, før hun og Rain nåede frem til en beslutning om, at det skulle hænge løst med dets naturlige bølgekrøller.

"Så mangler jeg kun gaven!" opsummerede Cathrine i samme øjeblik, Liam kom ind til os. Vi rettede alle blikket mod ham, og han slog afslappet armene ud til hver sin side.

"Han har tid til at komme og kigge på det allerede i morgen, hvis vi tager derned nu. Det var noget med målene, pris, form og.. art.. Det kunne ikke gøres over telefonen, da han åbenbart havde flere, der ventede på at komme igennem," forklarede han os. Jeg rynkede undrende brynene. Hvor mange smadrede et vindue i disse dage?

"Hey! I kan jo tage med mig ned i byen! Så kan I hjælpe mig med gaven til Felix, mens I samtidig kan snakke med den der vinduespudser!" udbrød Cathrine ivrigt. Jeg klukkede let, mens Nialls latter bragede derudaf.

"Det kunne vi jo," bekræftede Liam. Vi så alle på Rain, der klappede forsigtigt på sit ben med den brækkede ankel. "Kan du godt være alene?"

"Sagtens," forsikrede Rain os om. "Det har jeg været hundredvis af gange. En brækket ankel gør nu engang ingen forskel." Vi smilede alle, og Cathrine jublede højlydt, inden hun forsvandt ud for at tage overtøj på.

"I må hellere komme af sted. Hun venter ikke," grinede Rain, og vi rejste os alle op. Jeg gik som den sidste forbi Rain, og hun tog fat om mit håndled. "Vil du gøre mig en tjeneste?" spurgte hun.

En varm fornemmelse bredte sig inden i mig, og jeg undredes kortvarigt over det, men nikkede til sidst. Hun smilede stort. "Jeg mangler en gave til Cathrine. Spørg hende, hvad hun ønsker sig nede i byen. Jeg er sikker på, at hun kan pege en masse ting ud. Vælg den ting, du synes er bedst, så betaler jeg dig, når I kommer tilbage igen," fortalte hun, og jeg nikkede endnu en gang med et smil omkransende mine læber.

Hun slap mig, og jeg gik ud til de andre. Irriteret  over kløen i håret gav jeg igen med en ordentlig kløtur, hvorefter jeg stak fødderne ned i mine sko. Hvorfor jeg begyndte at føle mig mere og mere varm i Rains nærvær, manglede jeg virkelig svar på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...