Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59226Visninger
AA

15. 13. ~ You can't go to bed without a cup of tea

 

xxxxx
- Liams synsvinkel -

 

"Jeg kommer nu, jeg kommer nu, jeg kommer nu, jeg k-.. Flytter du dig lige, tak. Tak, tak, taaaaak, tak, må jeg komme forbi her, jeg skal lige forbi, gider du lige gøre plads, flyt dig lige, jeg skal bare lige.. Gider du flytte dig, tak? Må jeg komme forbi her, jeg skal lige, gør plads, tak, tak, tak, taaak, tak.. OH MY GOD, SÅ TRÆK DOG RØVEN TIL DIG, KVINDEMENNESKE!"

Jeg rejste mig op fra den lyse stol, der ikke ligefrem behagede hverken min ryg eller min bag, idet Cathrines skingre stemme prikkede hul i min trommehinde. Hun skubbede irriteret til en af kvinderne, der stod i en lille gruppe midt på gulvet som stort set de eneste her på gangen. Alligevel formåede de at stå i vejen for hende, og det kom de til at bøde for.

"Jeg er da ligeglad med, om din søn faldt ned fra trappen og slog hul i hovedet! Min veninde er måske død!" skreg hun oprevet, og stampede hårdt i jorden, inden hun spurtede videre ned mod os.

"Hey," hilste hun glad, mens hun vinkede, og jeg gengældte hurtigt hendes hilsen, selvom hun var flere meter fra mig. Uheldigvis snublede hun over sine egne fødder i sin fart, og hun slog vredt til gulvet, inden hun rejste sig op og fortsatte sit løb herhen. På hendes ansigt sad et kæmpe smil, som om intet netop var hændt.

"Hvor er hun?" udbrød hun, før jeg nåede at give hende et kram. Bekymringen greb fat i hende, og jeg følte mig forvirret over de pludselige svingninger. Hurtigt forsvandt hun ud fra min synsvinkel, og jeg drejede omkring for at finde hende ved den nærmeste dør. Hun prøvede desperat at kigge ind ad det lille, firkantede vindue i døren, men som os andre måtte hun i sidste ende opgive.

"Vi blev bedt om at vente herude," startede Niall ud med at forklare hende, men det så ikke ud til at hun overhovedet hørte efter. Frustreret sparkede hun til døren, der gav gengæld ved at give hende smerter i foden.

"Av, av, av, av!" skreg hun hysterisk og humpede hen til stolen ved siden af Zayn. Jeg smilede svagt, da jeg fandt det en smule sødt, hun gik sådan amok, nu Rain blot var kommet til skade. - Og nu sad hun formegentlig så også selv med en såret storetå.

Da hun lige så stille fik sat foden ned på gulvet igen, kiggede hun op på mig med et afventende blik. Det ændrede sig alt for hurtigt til et alvorligt og helt igennem dystert udtryk. "Er hun død?" Inden jeg nåede at svare hende, stod hun og ruskede i mig. "Svar mig dog! Er hun død?! ER HUN DØD?!"

"Hun er ikke død," bekræftede Niall smågrinende, hvilket fik Cathrine til at vende sig om mod ham. Hendes hænder havde stadig godt fast i mine skuldre, men det lod ikke til at genere hende. Jeg selv ville måske godt have kunnet undvære hendes lange negle, der borede sig gennem min T-shirt.

"Hvad er der så sket? Har hun fået kræft? Besvimede hun? Har hun fået hukommelsestab? ER HUN I KOMA?!" Nu var det Nialls tur til at blive rusket godt og grundigt, og jeg lo ustandseligt, da han overvældet stirrede ind i Cathrines blå øjne.

"Hun er lige inde og få taget nogle røntgenbilleder," beroligede jeg hende smilende, og hun rettede igen sin fulde opmærksomhed mod mig. Jeg trådte af rene reflekser tilbage for at sikre mig, hun ikke gentog sin rusken i mig lige så hurtigt, hvis hun igen skulle få lysten til at gøre det.

Hun åndede lettet op og tog sig til brystet, hvorefter hun sendte mig et af sine søde smil. "Ahh.. Okay. Hvor er hun henne? Så vil jeg gå ind til hende."

Jeg kiggede hen på Harry, der hævede sin hånd som tegn på, at det ikke var nødvendigt. "Louis er derinde," sagde han træt, inden han for hundrede og syttende gang prøvede at sætte sig bedre til rette på ventestolene. Vi andre brokkede os ikke over dem, selvom vi heller ikke holdt dem ud, men Harry klarede det pænt godt med at informere os om, at han under alle omstændigheder syntes, de burde skaffe sig nogle bedre.

"Louis?" gentog Cathrine med store øjne, og hun stirrede Harry ned på en sådan måde, at det begyndte at blive helt uhyggeligt. "Hvordan, hvad, hvor, hvem, hvilket, hvem, hvorfor?!" Jeg følte næsten, det var et helt forhør, vi blev stillet op for.

"Ja, Louis gik med derind," repeterede jeg Harry, og Cathrines blik vendte sig drastisk mod mig i stedet. "Vi måtte ikke alle komme med, så de spurgte, hvem der var hende nærmest. Da ingen af os var tættere på hende end andre, så gik Louis med. Han følte vist også en smule skyld."

Fornærmet lagde hun armene over kors og snerpede læberne sammen. "Jamen, jeg er hendes bedste veninde - så jeg må godt gå derind." Pludselig blev hun i tvivl over sig selv og rynkede brynene. Hendes stemme lød knapt så selvsikker som før. "Må jeg ikke?"

"Nej," svarede Zayn hende roligt, men han så allerede godt træt ud af at være her. Nu havde vi også ventet i tre timer, og vores eneste underholdning var de få, skrigende piger, der fik øje på os og ville have en autograf, og de jokes drengene en gang imellem fyrede af.

Idet døren indtil rummet, Rain og Louis for noget tid siden gik ind i, åbnedes, rejste alle drengene sig op. Ud kom Rain siddende i en kørestol med et muggent udtryk, mens Louis kørte hende. En af lægerne nikkede hilsende på os andre, og vi gjorde blot det samme, inden han lukkede døren i.

"Hvad var der så sket?" spurgte jeg bekymret, og Rain sendte mig et blik, jeg sværgede, kunne dræbe. Cathrine fløj hen til hende og krammede hende så hårdt, at det måtte være umuligt at få luft. Hendes brune hår svang sig fra side til side i den høje hestehale, mens nogle af de små hår forvildede sig ud af elastikkens greb.

"Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen!" peb Cathrine grådkvalt, og Rain grinede usikkert, inden hun fjernede Cathrines arme. "Jeg troede, du var død!" udbrød hun med sine store øjne og sit alvorlige ansigtsudtryk. Drama løb vist i årene på hende.

"Jeg har bare brækket anklen," sukkede Rain og så med sammenknebne øjne på sin fod, der lignede et gigantisk misfoster i den omlagte gips. Kun hendes tæer strittede ud, og jeg så Louis trække på både smilebåndet og skuldrene.

"Det kunne have været værre," trøstede han hende, og hun kiggede olmt op på ham. Jeg skar en grimasse for at vise, det nok ikke var det rigtige at sige. Hvor sandt det så end var, fornemmede jeg, at Rain kunne lange os alle en af ren frustration.

"Værre? Jeg kan ikke gå uden.. uden.. de her!" råbte hun hysterisk og viste os to krykker, hun ellers formåede at holde så godt om, at vi ikke lagde mærke til dem. Jeg betragtede dem med hovedet på skrå og sendte hende derefter et beroligende smil. Godt tog hun ikke ligefrem imod det, men jeg mente, at det skulle gøres alligevel.

 

~

 

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Irriteret vendte og drejede jeg mig på sofaen, da jeg ikke følte, jeg nærmede mig drømmeverden. I flere timer havde jeg nu ligget vågen, og min fod pinte mig forfærdeligt, hver gang jeg ved et uheld stødte den anden ind i den.

At brække anklen måtte jeg indrømme, jeg ikke forudså, da jeg stod op.

At drengene ville få mig op på et skateboard missede jeg også, da jeg sad med min krystalkugle.

Well..

Krystalkugle og krystalkugle.. Det nærmede sig nok mere en.. Ja.. You know.. En ske, jeg vaskede op.

Opgivende sukkede jeg højlydt over, at jeg ikke tog imod tilbuddet om at sove i min egen seng i nat, da Louis og Harry rent faktisk spurgte mig.

Typisk mig ikke at tænke så langt, at det ville blive en nødvendighed for min fod at have ordentligt med plads.

"God," vrissede jeg hviskende, inden jeg satte mig op. Dynen smed jeg til siden, hvorefter jeg rejste mig op fra sofaen.

Hvorfor jeg netop ikke huskede, at jeg ikke stod specielt godt på min ene fod, det kendte jeg ikke svaret på. Selvfølgelig forhindrede smerten mig i at lægge min vægt på den, og det kæmpemæssige lag gips gjorde, at det ikke var helt let heller.

Frustreret over ikke at kunne gå ordentligt fægtede jeg med armene og håbede på, at krykkerne ville flyve hen til mig.

Flyv, oh, flyv, I små kære krykker.

Kære.. Tsk! Det kaldte jeg dem godt nok aldrig med mening i stemmen. Hovedet. Stemmen i hovedet.

You know what I mean.

Forhåbentlig.

"Prøver du på at flyve igen?" Jeg stoppede straks fægteriet, idet Louis' velkendte stemme tonede sig hen til mig. Jeg drejede nakken, så jeg kunne se ham. Fint iklædt et par løse, brune bukser og en stribet T-shirt, han formodentlig blot havde trukket over hovedet, stod han i åbningen indtil det store rum, køkkenet og stuen delte.

"Åh, ja da," svarede jeg ham sarkastisk med et falsk smil plantet på læberne. Ironien hørtes tydeligt i min stemme. "Jeg tænkte, at nu jeg brækkede den ene ankel, hvorfor så ikke også brække den anden?"

Han lo kort og rystede derefter en smule på hovedet. "Du klarede det ellers fint på det skateboard," komplimenterede han mig, og jeg blinkede overrasket med øjnene.

Den så jeg ikke lige komme.

"Mhm," svarede jeg ham blot, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige. Han nikkede en enkelt gang, inden han gik hen til et af skabene i køkkenet og hev et glas ned.

Jeg mærkede tørsten sætte sig som en Sahara i min hals, og jeg humpede prøvende et par gange hen mod køkkenet. Desværre nåede jeg ikke engang væk fra sofaen.

"Har du brug for hjælp?" grinede Louis, idet han fyldte vand i sit glas, og jeg sukkede højlydt.

Hjælp. Den ville jeg sikkert få tilbudt meget af de næste par uger.

"Gider du måske række mig mine krykker?" bad jeg, og han grinede kort. Selv fandt jeg det bestemt ikke morsomt, at jeg behøvede de to stokke. Som om det ikke var nok med klodsen om benet.

"Jeg forstår altså ikke, hvorfor du ikke bare beholdte kørestolen.." mumlede han, og nu bredte der sig et bedrevidende smil hos mig.

"Du kan ikke bare beholde deres kørestole. Den var kun til at køre mig udenfor," svarede jeg ham med et skjult grin, og han rettede forundret blikket mod mig.

"Virkelig?" spurgte han, og jeg nikkede leende. Han trak bare lidt på skuldrene, inden han satte sit glas vand op for munden og tog en tår.

"Krykkerne," huskede jeg ham på, og han spildte næsten vand ned over sig selv. Månelysets skær gjorde det klart for mig, eftersom han stod ved køkkenvinduet, på trods af at hele huset lå i bælgravende mørke.

"Selvfølgelig," sagde han hæst, og jeg formodede, at han havde fået vand galt i halsen. Han forsvandt ud til indgangen, hvor Liam stillede mine krykker, idet vi kom hjem.

Selvfølgelig gav de mig ikke lov til at gøre noget som helst. De bestilte kinesisk mad herhjem, både dækkede og tog af bordet, satte i opvaskemaskinen og nægtede at lade mig rejse mig for noget, de sagtens kunne gøre i stedet.

"Hvad skal du da?" hørte jeg ham sige derudefra, og jeg slog kort ud med armene, selvom han ikke var til stede i samme rum som jeg.

"Jeg kan ikke sove," indrømmede jeg, og han dukkede kort efter op igen med sit skæve smil hængende i mundvigene.

"Desuden," sagde jeg, idet han rakte mig krykkerne, jeg helst undværede. Mulighederne for det formindskedes nu engang bare, da jeg faldt og brækkede den forbistrede ankel. "..så føler jeg mig handicappet nok bare med de her. En kørestol ville ikke gøre det bedre."

Hans latter gennemsyrede min hud, så det kildrede og prikkede over det hele; i fingerspidserne, i kinderne, i brystet, i maven og ikke mindst under fødderne.

Hvis det en dag begyndte at klø under den gipsede af slagsen, ville jeg dø. Det fornemmede jeg udmærket godt her.

"Jeg ville ikke have noget imod at gå med dem. De er jo vildt underholdende." Hans smil gjorde ingen forskel på det fnys, der kom ud af næsen på mig.

"Så gå du ud og bræk anklen." Jeg gik kikset ud i køkkenet ved hjælp af mine to støtteben. Sidst jeg brugte noget lignende, var jeg fem år gammel og cyklede rundt med støttehjul.

God, jeg følte mig frustreret over den voksende hjælpeløshed.

"Det kan overvejes," grinede han og fulgte efter mig. Selvfølgelig overhalede han mig let, eftersom jeg ikke bevægede mig ret stærkt.

"Jeg er sikker på, der er en af de forbandede katte, der med glæde hjælper til," snerrede jeg, idet mine tanker gled hen på katten, der i princippet var skyld i mit uheld.

Hvad sagde jeg?

Kattene kom virkelig fra underverdenen.

Fandens udsendinge.

"Det skal du ikke sige til Harry," klukkede han, og jeg rystede på hovedet og lo lavt.

"Nej," gav jeg ham ret og slap mit tag om den højre krykke, så den i stedet lænede sig op ad køkkenbordet. Jeg strakte mig op til skabet med glas, men Louis hånd kom mig i forkøbet.

"Hvad skal du have?" spurgte han, og jeg trak min egen hånd tilbage, mens jeg forvirret kiggede på ham.

"Jeg kan godt selv tage et glas vand," forsikrede jeg ham om, men han ignorerede mig tydeligvis. Han åbnede for skabet ved siden af og hev to krus til varme drikke ned.

"Hvad med lidt te?" tilbød han, og jeg skulle netop til at afvise tilbuddet, da jeg opdagede, jeg egentlig fandt lysten til en dejlig varm kop vand med frugtsmag.

I et stykke tid kiggede han afventende på mig, og jeg hævede til sidst det ene øjenbryn en smule med et lille smil. "Kan du lave te?" forhørte jeg mig om, og han trak med en skæv grimasse på skuldrene.

"Hvor svært kan det være?" lo han, og jeg holdt mit eget grin lidt inde. Det endte med, at jeg også selv løftede op på skuldrene og gav ham lov til at lave teen til os.

"Jeg finder det lige frem." Inden jeg nåede at gøre noget som helst, stoppede han mig, stak krykken i min hånd og gav mig et blidt skub i ryggen.

"Jeg klarer den. Sæt du dig bare hen og vent," sagde han, og smilet hørtes stort set i hans stemme. Vaklende stod jeg overrasket et øjeblik og betragtede ham lede de forskellige skuffer og skabe igennem.

"Eh,-"

"Nej, nej!" afbrød han mig og viftede med hånden som tegn på, at jeg ingen indvendinger skulle komme med. "Jeg kan sagtens finde det selv!"

Jeg skævede en enkelt gang til ham, hvorefter jeg humpede knapt så overbevist tilbage til sofaen. Jeg lagde krykkerne fra mig på sofabordet og balancerede kort på det raske ben, inden jeg lod mig dumpe ned i sofaen, hvor min dyne tog imod mig, eftersom den stadig lå der.

"Så.." startede jeg ud med at rømme mig. Den akavede tavshed, der dog bestod af en masse skramlen henne fra køkkenet af, fandt mig ikke just behagelig. "Hvorfor er du egentlig oppe?" Jeg rynkede undrende brynene, idet jeg stillede ham spørgsmålet.

"Harry snorker," forklarede han hurtigt, kort og kontant, med et lille grin. Jeg selv fniste også, hvorefter jeg løftede benene forsigtigt op på sofaen, så jeg sad og fyldte al pladsen ud. De hvilede straks på min dyne, jeg brugte som underlag, og jeg kunne på den måde også følge med i, hvad han lavede ude i køkkenet ved blot at dreje hovedet en anelse.

Vandet hørtes, og jeg regnede dermed ud, at han fyldte vand op i elkedelen. Kort efter begyndte lyden af simrende vand at trænge gennem luften, og inden længe hørtes et hak som tegn på, at det var færdigt.

"Så er der te!" hvinede Louis neutralt med det særlige smil i stemmen. Alligevel gik der et godt stykke tid, inden han rent faktisk var henne ved mig med de to krus, som var fyldt op med teen.

"Dejligt." Jeg tog forsigtigt imod kruset, han rakte mig, og jeg nippede roligt til den. En bitter og stærk smag bredte sig fra min tungespids og ud i resten af munden. I væmmelse satte jeg hurtigt kruset fra mig på bordet, og Louis så forundret på mig.

"Hvad er der galt?" Jeg nikkede mod hans tekrus med rynket næse som tegn på, at han selv skulle smage, og langsomt tog han koppen op til munden. Kort efter satte han den tungt på bordet og stak tungen ud af munden flere gange i håb om, at det fik den forfærdelige smag til at forsvinde.

"Idr! Ad!" Hans ene hånd prøvede at rense tungen, og jeg lo kort, men fandt straks smagen siddende i mine egne smagsløg igen.

"Hvilke teblade brugte du?" spurgte jeg og begyndte ubevidst på at gøre det samme som ham.

"De der.. sorte.. Pfft," han pustede kort, inden han fortsatte med at rense tungen og snakkede med besvær videre. Forståeligt var det ikke ligefrem. "De sorte i den nederste skuffe."

Mine øjne voksede sig store, men i stedet for at blive sur brød jeg ud i en ustandselig latter. Selv stod han og kiggede spørgende på mig med tungen hængende ude af munden.

"Hvad?!" spurgte han højt, selvom det lød knapt så alvorligt grundet hans tunge, som jeg ellers troede, det i princippet var hans mening, det skulle.

"Det var peber, Louis," fremstammede jeg gennem mit grin, og der gik ikke lang tid, inden han også lo.

"Jamen, så får vi os da bare en kop pebervand i stedet for te," klukkede han og gjorde tegn til, at jeg skulle gøre plads til ham. Forsigtigt løftede han mine ben op og satte sig ned, hvorefter de fik plads på hans skød.

"Jeg tror, jeg springer over," sagde jeg og skar en grimasse, hvilket fik os begge til at le højt igen. Han nikkede forstående og tog fat om sit krus, som om han overvejede at tage endnu en tår.

Drenge prøvede da også altid at spille hardcore.

Til sidst stillede han det tilbage og kiggede grinende på mig. "Det er ikke det værd."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...