Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59808Visninger
AA

13. 11. ~ Never grow up

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

Jeg måtte ganske vist indrømme, at Harrys madlavning ikke var værst. Hans gryderet smagte fantastisk, hvilket drengene heller ikke lagde skjul på. Til gengæld gav Harry hele æren til Alex, der krummede sig af stolthed.

"Hvad synes du, Rain?" spurgte hun med sit bedårende smil. Jeg kiggede kort på Harry, der nikkede mod Alex. Hurtigt så jeg tilbage på hende og opdagede, hun ikke havde flyttet blikket fra mig.

"Det smager vidunderligt!" svarede jeg hende begejstret. Her behøvede jeg ikke engang spille på det. Jeg mente det ved min fulde bevidsthed.

"Ja, jeg er ret god til det, ikke? Faktisk er det ikke så svært. Man skærer bare nogle grøntsager, steger nogle af de der.. andre dimser.. Og så, så mixer man det i én stor gryde. Så skal man selvfølgelig bare lige hælde sovsen over og sådan, men ellers.. Så er det færdigt! Uh, nej! Man skal også huske at koge risene ved siden af!" forklarede hun, mens hun skovlede mere mad indenbords.

"Aha.." mumlede jeg i et halvt grin, da jeg fandt det en smule morsomt, at Alex glædeligt tog æren til sig, hun nu engang også blev tildelt. "Lavede Harry ikke noget af maden?"

Straks så hun op på Harry, der sendte hende et af sine perfekte smil. Af en eller anden grund kunne jeg godt se, det var nemt nok at falde for ham. Han udstrålede charme og så stort set fejlfri ud.

Well.. Ikke lige min type.

For mig ville han altid være Mr. 'Look-I'm-naked-and-don't-give-any-respect-to-the-fact-that-I'm-in-a-girls-home.'

Pfft..

"Altså.." startede hun ud med at mumle, hvorefter hun vendte ansigtet mod mig. Et skævt smil bredte sig derpå. "Han lavede da en lille smule.."

Jeg grinede lavt, mens jeg rystede på hovedet. Drengenes latter blandede sig sammen med min og lavede en uvurderlig cocktail.

Yeah.. Jeg brød mig faktisk ikke om cocktails, nej.

Slet ikke alkohol, når det kom til stykket..

Smagen var rædsom, men følgerne deraf.. Uf, de gjorde kun mine meninger om det endnu værre.

"Hvad er det vi hører, Harry? Dovner du den for meget af?!" udbrød Louis ironisk med et glimt i øjet. Nialls latter gennemborede væggene i huset, så det nærmest rungede omkring os.

Med et smil og et undskyldende træk på skuldrene svarede Harry Louis. "Det er svært at hjælpe til, når kokken i forvejen er fantastisk," roste han Alex, der straks lyste op.

Jeg kunne umuligt holde det lille grin inde, der pressede sig på. Hvor godt Alex end havde hjulpet til, vidste vi alle, at Harry stod for dagens madlavning.

"Jeg vil i hvert fald gerne bede om en portion mere!" brummede Niall glad, mens han allerede var i fuld gang med at øse ris op på tallerkenen.

Selv sad jeg stadig med første omgang, og hvis ikke jeg tog meget fejl, gjorde de andre det også. Niall slugte maden, som ingen anden, da han igen gik i gang med måltidet.

"Rolig, Niall," sagde jeg smilende. Han kiggede op på mig med kinderne fulde af mad, og han gumlede kort på det, inden han sank. "Du får ondt i maven, hvis du spiser så hurtigt," advarede jeg ham.

"Du skal ikke bekymre dig om Niall," grinede Louis og slog broderligt hans sidekammerat, Niall, i ryggen. "Han har styr på mad. - Især når det skal spises."

Med et svagt smil nikkede jeg på hovedet, inden jeg så ned på min egen mad. Ved hjælp af kniven skovlede jeg en ny mundfuld af ris og sovs op på gaflen, som jeg herefter stak ind i munden.

Himmelsk!

"IHH! Nu ved jeg, hvad vi skal lave!" skreg Alex midt i det hele. Jeg blinkede chokeret med øjnene, inden jeg rynkede brynene.

Så vidt jeg vidste, sad vi da lige og spiste?

"Eh, Alex.." startede jeg ud med, men hun lod ikke til at høre mig, som hun farede op fra stolen. Inden længe vrikkede hun med måsen ude i gangen, der var frit udsyn til herfra bordet.

"Alex!" fortsatte jeg i et højere tonefald. Da hun løb tilbage, tog jeg endnu en mundfuld af maden i forventningen, at hun satte sig ned.

Nope.. She didn't.

"Kom! Vi skal lære jer en dans!" insisterede hun og hoppede op og ned. Ærligt talt så hun noget morsom ud, men jeg var alligevel målløs.

Hvad mente hun helt præcis med.. Vi?!

Idet hun hev i Louis' ærme for at få ham med op, lagde jeg straks bestikket fra mig. "Alex, sæt dig ned og spis maden færdig!" Min stemme lød kølig, og jeg fik et stik i hjertet af at høre mig selv bruge den mod Alex. Det skete sjældent.

"Okay, okay.." klukkede Louis, hvorefter han skubbede stolen ud og rejste sig op. Mine øjne forstørrede sig til det dobbelte, mens mit blik fulgte dem hele vejen ud på gangen.

"Harry, kom nu!" vinkede Alex, og Harry sendte hende et skævt smil, som om han endnu overvejede det. Jeg åndede lettet op, da han blev siddende, men lettelsen forsvandt hurtigt. Kort efter gav han efter og småløb hen til de to andre.

Inden jeg fik set mig om, havde Liam og Zayn også rejst sig. Kun Niall blev siddende og proppede mere mad i munden.

"Alex!" hævede jeg stemmen, men hun ignorerede mig lykkeligt. Da hun viste drengene de første trin, voksede mine øjne sig kolossale.

Yup.. De sprang stort set ud af hovedet på mig.

Sikke et yndigt syn det kunne være.

Like.. Idr!

Mig.. uden øjne.. You dare not imagine that!

"ALEX!" Jeg væltede stolen, idet jeg rejste mig op. Al opmærksomheden rettede sig straks mod mig, mens jeg nærmede mig dem, og hårdt greb jeg fat om min søsters arm.

"Av," klagede hun lavt og prøvede at vriste sig fri. "Giv slip!" Da jeg fandt ud af, hvad jeg havde gang i, slap jeg hende straks.

Hun ømmede sig kortvarigt, inden hun smilede op til mig. Jeg gengældte det hurtigt, men jeg havde ikke troet, hun ville fortsætte med dansen.

"Okay.. Nu sætter jeg musik på!" jublede hun højlydt og styrtede hen til min radio. Drengenes øjne hvilede stadig på mig, og jeg fornemmede udmærket godt hvorfor.

Hvor meget jeg end ville ønske det, holdt mine rolige reaktioner sig bare ikke til netop denne situation.

"Alex, jeg mener det.. Stop!" bad jeg med en knækkende stemme. Som før formåede hun at lukke mig fuldstændig ude. Ti sekunder nåede kun at gå, inden en af hendes CD'er spillede ud af min velfungerende radio.

Cathrine omtalte den nu mere som noget værre bras, der ikke duede til en skid.

Jeg var uenig. Den kunne, hvad en radio skulle kunne; spille musik.

Hvad mere forlangte hun?

"Okay, drenge.. Følg mig!" råbte Alex grinende, hvorefter hun hoppede tilbage til de fire drenge. Jeg sukkede dybt, og vendte for et kort øjeblik min opmærksomhed mod Niall, der spiste en smule langsommere, mens han betragtede de andre.

Nej. Ah-ah! Nix, nope, no, nej, never!

Det her skete simpelthen bare IKKE!

"Alex.. Vær nu sød at stoppe!" tiggede jeg hende igen om. I stedet for at svare mig drejede hun rundt om sig selv. Drengene fulgte trop og lignede fire påskeliljer ude af takt.

Seriously.

Danseteknikken mestrede de ikke ligefrem.

"Alex!" prøvede jeg igen, og da der ingen reaktion kom, mærkede jeg fortvivlelsen skylle frem.

Hvad forventede tøsen, jeg skulle gøre? Falde ned på knæ?!

"ALEX!" skreg jeg så højt, at drengene stoppede fuldstændigt. Harry gik ind i Liam, og de faldt begge ned på gulvet. Grin hørtes der ingen af. - Jeg var nu i centrum.

"Alex," fortsatte jeg i mit pludseligt kolde tonefald. Hvorfor kom det frem? Jeg ønskede ikke at lyde så hård..

"Rain, jeg lærer dem jo bare vores dans.. Det er så lang tid siden, vi har danset, og.." Hendes forklaring fik mig til at hæve hånden som tegn på, at hun skulle stoppe.

Mopset lagde hun armene over kors og stampede i jorden. Følelserne lå altid lige på overfladen af hende, og de turde nemt snige sig frem, så snart de fik lejligheden.

"Jeg vil ikke have, du lærer dem.. den.. dans.." hviskede jeg i samme tonefald som før. Hun stampede endnu en gang i jorden, mens hun råbte et svar af mig.

"Du vil jo aldrig danse længere!" Hendes brok fik mig til at indse, jeg mistede meget af den opbyggede respekt hos drengene.

Wait, what?!

De havde ingen respekt for mig.

Indtil videre havde de ødelagt ting, rodet huset til, leget med mit.. undertøj, kastet med mad, gået nøgne rundt, taget en kat med indenfor, de-du-de-di-ed.. ARGH!

Mit hoved løb tør for ord og bestemte sig for at gå i flip-mode.

G-R-E-A-T.

Great.

"Nej," svarede jeg køligt. Hendes blanke øjne fortalte mig, hun var på nippet til at bryde ud i gråd.

Please, Alex.. Vær nu sød at holde krokodilletårerne for dig selv..

"Jeg er ikke et barn længere." Roligt krydsede jeg armene foran brystet på mig, som om jeg var helt afklaret med det, der netop skete.

I wasn't.

Mit indre gik totalt i raseri over sig selv, hvilket dunkede mig i panden.

Hvorfor fanden stoppede jeg ikke bare?!

"Jamen.. Jamen.." Alex snøftede kort, inden jeg så den første tåre trille ned ad kinden på hende.

Jeg var uden tvivl den værste storesøster i verdens minde.

 

~

 

"Jeg tager med!" råbte Louis mildt inde fra stuen af. Jeg vendte blikket mod hans stemme og så ham dukke op foran mig.

"Yay!" Alex gav et lille hop fra sig, inden hun tog sine sko på. Langsomt stak jeg også fødderne i mine, men jeg følte ikke, jeg havde specielt travlt.

Efter episoden under middagen herskede stilheden over os i lang tid. Det blev Alex, der brød den ved at mumle undskyld, og jeg skyndte mig selvfølgelig at gøre det samme. Derefter hyggede vi os alle igen.

Heldigvis.

"Er du sikker på, at du gider med? Jeg mener.. Det er ikke ligefrem langt, men det er trods alt ingen spændende tur. Jeg skal bare aflevere Alex." Jeg så op på Louis, der trak på skuldrene.

"Jeg tager med," konstaterede han kort efter og hev Alex' jakke ned. "Tilhører denne jakke prinsessen?" Med et glimt i øjet grinede han ned til Alex, der smilende tog imod den.

"Tak, Louis!" Inden jeg nåede at se mig om, farede hun udenfor. Jeg skyndte mig hen til døren, der var ved at smække i, for at sikre mig hun ikke løb for langt alene.

"Her," hørte jeg en stemme bag mig sige, og min jakke blev lagt om skuldrene på mig. Louis gik med ro i sindet ud og stak armene ind i sin egen jakke.

Overrasket kiggede jeg efter ham uden at bevæge mig. Først da Harry masede sig forbi mig, skubbede han mig ud af en kortvarig trance.

"Vi tager med!" erklærede han hæst, og jeg rynkede spørgende brynene. I mit hoved så jeg kun ham, så hvad mente han med vi?

Et blidt klap på skulderen fik mig til at vende mit blik mod Liam, der smilede venligt til mig. Hans jakke dækkede overkroppen til, og jeg regnede derfor hurtigt ud, at han delte en plads i Harrys 'vi.'

Et lille suk slap gennem mine læber. Jeg tog fat om dørhåndtaget og skulle til at lukke døren, da Nialls stemme ledet af den irske accent strøg ud til os.

"Liiiiiiaaaaaaaaam!" kaldte han. Automatisk vendte jeg mig mod ham, der før ville have gået med os. Liam trak på skuldrene og sendte os et undskyldende smil.

"Jeg må nok hellere se, hvad det er," sagde han bekymret, mens han gik forbi mig ind ad døren. Herefter lukkede han den i bag sig, og jeg stod undrende og stirrede efter ham på den anden side.

Sure. Niall behøvede en babysitter. - Men jeg var for 'voksen.'

"Kommer du, Rain?" Alex' stemme fik mig til at vende mig forvirret om. Hurtigt tog jeg skridtene ned af de få trin på den lille trappe, der førte op til min hoveddør.

"Jeg kommer," forsikrede jeg hende smilende om, selvom jeg i forvejen allerede stod ved hendes side. Mit smil blev gengældt, og kort efter gik vi ned ad gaden. - Alex, Harry, Louis og jeg.

Længe varede det dog ikke.

"Se! Det er Columbus!" Harry pegede med sit store smil hen imod et buskads, hvor en brun kat kom til syne. Mørket gjorde det svært at se den, men jeg tydede den nok til, at jeg rynkede på næsen.

Hvorfor holdt de sig ikke nede i underverdenen, hvor de hørte til?!

"Columbus?" Louis stillede spørgsmålet, der i forvejen lå på min tunge, klar til at blive spyttet ud.

"Det ER Columbus!" hvinede Alex nærmest lykkeligt. Hun bukkede sig ned og tog den brune kat op i sine arme, hvilket forårsagede, at jeg trådte et skridt bagud.

"Pas nu på, den ikke river dig, Alex!" panikkede jeg. Den kat vovede på at sætte sine fæle kløer i kødet på min søster! Hun var for alt i verden ikke en af dens kødboller, eller hvad de nu end spiste.

Katte åd da fisk, ikke?

Under alle omstændigheder kunne jeg bevise, hun ingen hvalros var.

Basta med pasta. Skruer. Pastaskruer.

Rain.. Stop det.. Nu!

"Lad mig tage ham," hørte jeg Harry sige. Efter at have været fordybet i mine egne tanker, kom mit syn igen tilbage. Han tog katten op i sine arme, og Alex vinkede med store håndbevægelser efter dem.

"Hvor skal du hen?" råbte jeg undrende, og Harry vendte ansigtet mod mig med et smil. Hans grønne øjne skimtedes svagt i det sorte lagen, der efterhånden lå så tæt på os som overhovedet muligt.

"Det er Mrs. Ikukkis kat," svarede han roligt, inden han fortsætte mod min nabos hus. Louis grinede højlydt, og han kunne selvfølgelig ikke holde en kommentar tilbage.

"Lad os høre alt om den store romance senere!" råbte han efter ham, og Harry drejede sig om, så han i et kort øjeblik gik baglæns. Han rystede smågrinende på hovedet, rakte tunge og vendte sig så om igen.

Louis klukkede videre lidt tid, inden han rømmede sig og stoppede dermed sig selv. "Skal vi så ikke bare komme af sted?" spurgte han og så på Alex og jeg.

"Hvis ikke du har et eller andet, du skal, så synes jeg, det lyder som en fremragende idé," besvarede jeg sarkastisk hans spørgsmål.

Han slog endnu en gang ud i latter, men den forholdt sig en tand lavere. Langsomt rystede han på hovedet, og jeg smilede skævt, da jeg nu lagde mærke til hans lettere uglede hår.

Alex hoppede et kort stykke længere fremme, hvor hun desperat prøvede ikke at røre stregerne af de fliser, vi gik på. Bagfra så det noget sødt ud, og jeg stak smilende hænderne i jakkelommerne. Varmen bredte sig, og jeg mærkede en behagelig følelse vende tilbage. Pludselig var fingrene ikke stivfrosne længere.

 

~

 

Råbende vinkede Alex ivrigt som et sidste farvel, inden min mor lukkede kulden ude. Døren smækkede i, og Louis og jeg tog hænderne ned.

Jeg kiggede direkte ned i jorden, hvor jeg fulgte mine fødders gang. Spændende betegnede jeg det måske ikke ligefrem som, men min hjerne lagde ikke lige så meget vægt på tavsheden.

Venstre, højre, venstre, højre, venstre, højre, venstre..

"Såeh.." Jeg hævede ikke blikket, da jeg akavet prøvede at bryde den stille tomhed. Videre fokuserede jeg på mine fødder i de brune vinterstøvler.

Højre, venstre, højre, venstre, højre, venstre, højre..

"Det er en dejlig aften," sagde Louis pludseligt, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Hans læber buede opad, mens jeg syntes at kunne se ham trække vejret dybt.

"Ja.." mumlede jeg hæst og rømmede mig hurtigt, hvorefter jeg gentog mit svar. Igen lød Louis' søde latter, og den bredte sig let omkring os, inden vinden drev den bort.

En lyd fra hans mobil bankede på trommehinderne, og han fik den hurtigt op af bukselommen. Smilet på hans læber var ikke til at tage fejl af.

"Det er Eleanor," konstaterede han som et svar på spørgsmålet, jeg ikke sagde højt. Et kort øjeblik tastede han løs på touchskærmen af sin iPhone, inden han lagde den tilbage i lommen.

"Hvor længe har I været sammen?" Min oprigtige interesse fik ham til at klukke en smule, og han trak på skuldrene, mens det forelskede smil blev siddende omkring hans læber.

"I lidt over et år." Han så sig drømmende ud i luften, og jeg smilede svagt. Jeg nikkede kort, og han kiggede lidt efter igen på mig.

"Elsker du hende?" spurgte jeg, og han grinede nervøst. Herefter nikkede han, og smilet var ikke til at tørre væk fra hans ansigt.

Efter den korte samtale strakte stilheden sig igen over os. I lang tid gik vi blot uden at sige et eneste ord, til Louis bestemte sig for at bryde den.

"Hør.." Jeg kiggede interesseret på ham, da han ikke lod til at vide, hvordan han skulle sige det næste af sin opstartede sætning. "Hvorfor måtte vi ikke danse?" spurgte han til sidst.

Jeg sukkede dybt og så frem for mig igen. Lige siden jeg nægtede dem at gøre det, vidste jeg, en af dem ville stille mig det spørgsmål.

"Jeg mener.. Du havde trods alt selv været med til at lave den," fortsatte han, og jeg stirrede straks på ham som en anden skumbanan.

Like, hvis jeg tegnede nogle store øjne på den, så ville det ligne mig.

Jeg elskede skumbananer.

Wait, hvor kom vi fra?

Kulden i vinden tvang mig til at slikke på mine læber, selvom jeg godt vidste, det ikke hjalp. Havde han ikke stillet mig det spørgsmål, så formodede jeg også, at jeg ville have ladet være.

Men..

"Har hun fortalt jer det?" endte jeg op med at svare. Egentlig sagde det vel sig selv. Hvor skulle han ellers vide det fra?

Louis nikkede, mens han kiggede frem. "Selvom det er fire år siden, kan du vel stadig danse lidt med hende en gang imellem?"

"Hun forstår ikke altid, at jeg er blevet ældre," sukkede jeg og vendte igen mit blik mod mine fødder. Hænderne varmede sig i hver sin lomme, og jeg ventede kun på, at han skulle sige noget mere.

"Forstår du, at hun endnu er et barn?" Jeg stoppede brat op, da hans spørgsmål rev i mit indre. Selvom hans stemme havde været blid, følte jeg stadig, han ramte mig med en sten.

"Hvad mener du?" Andet fik jeg ikke ud. Da Louis opdagede, jeg var standset, gik han tilbage til mig.

"Selvom du er voksen, behøver du ikke lægge morskaben helt væk. Se på os drenge.. Vi har det stadig sjovt. Vi elsker at fjolle rundt, og selvom du ser os som børn, har vi ikke i sinde at lave om på det," fortalte han mig ærligt.

Jeg så blot på ham, hvorefter han fortsatte. "Jeg prøver bare at sige, at der i alle voksne er et barn gemt. Selv i dig. Prøv at lade det komme frem ind i mellem." Han prikkede mig på brystet af jakken, hvilket fik mig til at kigge derned.

"Kom," smilede han og tog fat om mit håndled. Min hånd blev automatisk trukket op, og jeg fulgte forbløffet efter ham. Af en eller anden grund modsagde jeg ham ikke.

Det var netop gået op for mig, at der også gemte sig en voksen i ethvert barn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...