Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59803Visninger
AA

12. 10. ~ Fooling Around

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

"Skoene, Alex!" råbte jeg i samme øjeblik, jeg lukkede døren. Alex løb automatisk ind i køkkenet og åbnede køleskabet for at se, hvad mad hun kunne forvente at få serveret i løbet af dagen.

Da hun hørte mit kald, spænede hun tilbage og smed sine store vinterstøvler af, hun var så stolt af at have fundet i pink. Jakken lynede hun hurtigt op og kastede den hen til mig, inden hun igen forsvandt ud i køkkenet.

Drengene, formodede jeg, stadig sov. Hvem vidste, hvor lang tid de sad ved kig-kassen i går.

"Må jeg få en chokoladekiks?" Alex' lyse barnestemme råbte ud til mig, og jeg rynkede undrende brynene.

Chokoladekiks? Dem havde jeg da ikke købt?

Jeg hængte hendes jakke op på en af knagerne, selvom drengenes jakker fyldte dem alle ud. Derfor måtte hendes jakke, i matchende farve til hendes sko, hænge over en af dem. Mit gæt var, at det var Louis'?

Udover mit syn måtte superhørelsen også godt smitte lidt af på hukommelsen.

"Rain?" lød Alex' tiggende stemme, og jeg gik med et lille smil på læberne ud til hende. Som hun stod der med kikspakken i hånden og de store bedende hundeøjne var det mig umuligt at nægte hende en enkelt.

"Okay.. Én," svarede jeg med pegefingeren oppe som en understregning. Hun nikkede ivrigt, så de lange lyse rottehaler ikke kunne bestemme sig for, om de skulle svinge den ene eller den anden vej.

"Tak, Rain!" Det sødeste smil dukkede op på hendes ansigt, og jeg gengældte det hurtigt. Måske var Alex til tider irriterende som, ja, you name it, men hun var nu engang også min elskede lillesøster.

Forsigtigt bed hun små bidder af kiksen hele vejen rundt om den, så kanten af den var langs chokoladens. Pakken satte hun op på bordet.

"Hvad skal vi lave i dag?" spurgte hun nysgerrigt om, mens hun baglæns løftede sig op på køkkenbordet ved hjælp af armmusklerne.

"Det ved jeg ikke.." Jeg trak på skuldrene, da jeg intet specielt havde planlagt. "Vi skal bare hygge os herhjemme, tror jeg."

"UH!" udbrød hun med en lysende pære over hovedet, og hendes øjne skinnede som små ildfluer. "Vi kan tage i Zoologisk Have! De har fået en ny løve fra Afrika, og Dana siger-"

"Hvem er Dana?" afbrød jeg hende.

Navnet sagde mig et eller andet, men jeg huskede virkelig ikke, hvor jeg skulle sætte hende ind henne. Mit tænksomme blik var rettet mod Alex, selvom det alt i alt blot stirrede ud i luften, mens jeg prøvede at komme i tanke om denne Dana.

"Den nye pige i klassen. Hende, der kommer fra Norge," forklarede hun mig, som gav det da sig selv. Jeg nikkede let på hovedet og hun fortsatte uden besvær. "Men hun siger altså, at det er den smukkeste løve, hun nogensinde har set, og så praler hun hele tiden med, at hun lige er flyttet hertil og allerede har set den, når jeg ikke har."

Alex havde som sædvanlig intet problem med at plapre løs uden at holde de lange pauser. "Vi kan også tage i Cyclone Coaster! Det er altid helt vildt sjovt, og jeg turde prøve den store rutschebane sidste gang! Helt seriøst, det skal du se, Rain! Så kan vi prøve andet end de små karruseller!"

Hun lignede en lille hundehvalp, der skulle have et kødben inden længe. Og hun fortsatte blot, da en ny idé slog ned i hende som et lyn.

"Eller! Vi kan tage ned i parken! Så kan jeg vise dig, hvor højt jeg kan klatre op i træerne! Jeg har øvet mig virkelig meget siden sidst, så du bliver sikkert helt vildt overrasket! Så kan vi også spise en hotdog, når vi går tilbage. Ham den tykke pølsemand er altid så sød, og så giver han mig en slikkepind, og jeg tror også, jeg kan få ham til at give dig en, hvis du har lyst, altså, men.. Nej, NU ved jeg, hvad vi skal! Vi skal da til månen!" Hun smilede begejstret til mig med opspærrede øjne, og jeg hævede sukkende øjenbrynet.

Det pigebarn havde ingen sluk-knap. Tro mig. Jeg havde undersøgt det op til flere hundrede gange.

"Alex.. Den snak har vi haft før, husker du det?" Mine øjne blinkede trætte. Jeg orkede ikke at diskutere med hende, hvorvidt vi kunne komme til månen eller ej - ikke igen.

"Men hør nu her, Rain! Jeg så en film i går, den hed et eller andet med, med.." Længere nåede hun ikke, inden hun stoppede sig selv for at tænke sig om. Hukommelsen sivede tit ud hos hende.

"Det kan jeg ikke lige huske," indrømmede hun til sidst, inden hun fortsatte, hvor hun slap. "Men den handlede i hvert fald om tre piger, der gerne ville til månen. Den ene sagde, som dig, at det ikke kunne lade sig gøre, men så sagde den anden, som mig, at det kunne det sagtens, hvis man bare fandt en raket. Den tredje, som så ikke er nogen af os, sagde, at hun gerne ville op til Solen, men det var begge de andre piger enige om aldrig ville gå. Du ved, det er jo så varmt deroppe, siger nogle folk. Personligt tror jeg godt selv, det kunne lade sig gøre, hvis man bare havde en eller anden ultrasej dragt på, der var mega kold indvendigt, ikke, men det tænker de selvfølgelig ikke på i film, der skal de altid være så dumme som overhovedet muligt.."

Jeg måtte lukke fuldstændig af her. Ordene fra hendes mund gled ud og forsvandt som dug for solen. Hendes sniksnak røg ind gennem det ene øre og ud gennem det andet. Holdt jeg det inde, ville der ikke være plads til andet.

Snakke, det kunne hun.

Være irriterende, det var blot endnu et af hendes mange talenter.

Idet to hænder blev klasket op foran øjnene på mig, spjættede jeg kort af forskrækkelse. Mine ører lukkede Alex' grin ind, og en anden stemme gav genlyd lige uden for det højre. Varmen fra ånden mærkedes tydeligt mod min hud.

"Guess who?" grinede en let genkendelig stemme, og jeg sukkede lydløst, hvorefter jeg prøvede at vriste hans hænder væk med mine egne.

"Flyt dem nu," brokkede jeg mig, og hans grin blandede sig med Alex'. I mine ører var det en af de mest irriterende lyde lige i denne situation.

"Ikke før du gætter, hvem jeg er!" lo han igen. Jeg flyttede mine fødder rundt på gulvet i håb om, at han dermed gav slip.

How lucky do you think I was?

No reaction.

That's right.

"Flyt dem!" beordrede jeg højlydt, mens jeg igen forsøgte at få dem væk. Selvom Liam så ud til at træne mest, var det mig altså ikke muligt at fjerne dem. Helt slappe var ingen af drengene vist.

"Sig det," blev han ved, og jeg ville i dette øjeblik have rullet øjne af ham, hvis det havde været mig muligt.

Seriously.. Krævede han virkelig hans navn som kodeord? Var det hans spøg?

Jeg havde da ført hørt om folk, der glemte sit eget navn, men helt ærligt.. At pakke det ind i endnu en af deres lege, så jeg ubevidst kunne huske ham på det.. Det var da lidt plat?

Waow.

Det gik lige op for mig, at det måske rent faktisk var muligt at være dummere end Cathrine.

Respekt.

Like.. No.

Alex' stemme brød ind i mine tanker. "Kom nu, Rain!" Jeg sukkede dybt. Inden i mig nægtede min stædighed at overgive sig til sådan en dum leg, hvilket resulterede i, at jeg lagde armene over kors.

Alligevel prøvede min fornuft at overbevise mig om, at det trods alt kun var et navn, jeg skulle sige. Når det var sagt, tog han hænderne til sig.

Jeg lod mine arme falde ned og åbnede modvilligt munden. "Fjern så dine hænder.. Louis."

Hans grin gav genlyd i mit hoved, og han klukkede let, da han provokerende lod sine hænder blive, hvor de var. "Njaaa.. De har det nu udmærket her."

"Louis!" Jeg udtalte hans ord med sammenbidte tænder, da jeg ikke fandt denne leg sjov på hverken det ene eller det andet punkt. "Fjern dem!"

"Rolig," hviskede han igen uden for mit øre. "Som damen befaler.." Han fjernede hænderne fra mine øjne, og foran mig sad en grinende Alex og svang sine ben frem og tilbage på bordet.

Ved at dreje om på hælene fik jeg vendt mig om mod Louis, der lyste op med sit store smil siddende på læberne. "Godmorgen, Sunshine," var det eneste, han havde at sige, før han trak mig ind i et venskabeligt kram.

Jeg blinkede forundret med øjnene. Af en eller anden grund mistede jeg lysten til at klage over hans 'Gæt-hvem-jeg-er-hoho'-leg.

Da han gav slip om mig, gik han straks hen til Alex. Jeg vendte mig om mod hende og så hende smile stort, da han rakte hånden ud mod hende med håndfladen vendt op. Grinende lagde hun sin hånd på hans, og han bukkede let i ryggen for derefter at plante et lille kys på hendes håndryg.

"Hvem er denne prinsesse så?" klukkede han, da de begge fik trukket hænderne til sig selv, og Alex lyste op som en lille stjerne, der endelig fik lov til at indtage nattehimlen.

"Alex," svarede hun stolt med en svag, blussende, rød farve i kinderne. Jeg himlede med øjnene. Hvor han dog charmerede sig ind på hende.

"Sikke et yndigt navn," sagde han og smilede stort. "Så du er Rains lillesøster?" Alex nikkede flere gange med hovedet, og rottehalerne dansede endnu en gang.

"Du er en af de drenge, Rain har boende, er du ikke?" spurgte min alt for nysgerrige lillesøster. Selvfølgelig havde min mor fortalt det videre til hende, hvilket ikke gjorde mig spor. Lige meget hvad havde hun fundet ud af det, og jeg holdt sjældent noget hemmeligt for hende i sidste ende. Hvorfor så gøre det med denne ubetydelige ting?

"Jo, det går jeg ud fra," svarede Louis hende og kløede sig let i sit morgenhår, der stod ud til alle sider. Tøjet var han da heldigvis hoppet i.

Egentlig bekymrede Harry mig kun. Selvom det blot var en gang, jeg havde set ham.. hrm, nøgen.. så kunne han sikkert finde på det igen.

Forhåbentlig ikke, men..

You never know.

"Er de andre drenge vågne?" spurgte jeg, inden jeg sendte et smil i retningen af Alex, der hurtigt gengældte det.

Louis trak på skuldrene. "Harry sover som en sten. Du må ikke spørge mig om, hvad Zayn, Niall og Liam gør. De sover trods alt i et andet rum." Smilet blev siddende i mundvigene på ham, og jeg nikkede blot.

"De står vel op engang." Jeg fugtede kort mine læber, da de begyndte at føles tørre. Alex rejste sig op på bordet, og jeg lukkede nervøst det ene øje i, mens hun hoppede ned på gulvet.

Først da hun stod på gulvet uden skader, åbnede jeg det igen.

Den tøs gav mig tid tider helt seriøst et 'Stop-det-inden-du-kommer-til-skade'-hjerteanfald.

"Er I de drenge, som alle snakker om?" spurgte hun Louis med store øjne. Han grinede kort, inden han nikkede som svar. "Jeg kan faktisk godt se det nu," påstod hun med hovedet vendt let på skrå.

"Du er ikke den store fan?" gættede Louis sig frem til, og Alex så hurtigt ned på sine Hello Kitty-strømper. Tydeligvis følte hun sig lettere flov over spørgsmålet. - Måske mere hendes svar.

"Ehm, jeg.. kender jer ikke sådan helt vildt godt," indrømmede hun, og der gik nogle sekunder, inden hun turde hæve blikket fra sine fødder.

"Det gør da ikke noget," grinede Louis højt, og Alex lyste igen op. Jeg blev pludselig ret sikker på, at de nok skulle komme godt ud af det med hinanden.

"Hvad sker der?" brummede en søvnig stemme bag mig. Da jeg drejede hovedet, så jeg Liam gnide sig træt i øjnene, inden han fik øje på Alex. "Halløj med dig." Han sendte hende et lille smil.

"Godmorgen!" svarede hun i sit høje tonefald, og Liam klukkede kort, inden han spurgte efter hendes navn. Stolt svarede hun ham såvel, som hun havde svaret Louis.

"Alex.. Dig, har jeg hørt om." Liam satte sig på hug foran hende og tog fat om den ene rottehale. Inden man nåede at se sig om, legede han smilende med den.

"Er det en forkortelse af noget, eller ejer du faktisk sådan et smukt navn?" Da hans spørgsmål flød ud over hans læber, så jeg Alex' smil vokse. Så meget smigr plejede hun ikke at få.

Da slet ikke fra fremmede mennesker.

But, seriously..

Hvem gjorde det?

Nu var det jo ikke sådan, at folk bare gik hen og sagde 'Åh hej! Sikke en flot lilletå, du gemmer i din sko.'

Nej, vel?

"Jeg hedder bare Alex," rømmede hun lavt, og Liam nikkede, inden han gav slip på hendes rottehale.

"Jeg kan se, du har samme farve hår som din søster." Han nikkede op mod mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile svagt. "Det er en flot farve."

"Selvom den er hvid," bemærkede Louis. Hans hoved var skjult inde i køleskabet, mens hans mås stod direkte op i vejret.

Charmerende.

Jeg rullede med øjnene. Hvor mange gange skulle den dreng have at vide, at mit hår absolut ikke var hvidt?!

Lommeregner søges.

"Jeg synes nu ikke, at min hårfarve er hvid," mumlede Alex trist, og Louis smækkede straks køleskabsdøren i. Hans ene hånd holdt om en mælkekarton, og han rystede hurtigt på hovedet.

"Din er mørkere end Rains. Efter min mening har I vidt forskellige hårfarver. Du har lyst hår, Rain har hvidt hår," grinede han, og jeg sendte et dræbende blik af sted efter ham.

Alligevel slog Alex også en lille latter op, og det endte med, at jeg endnu en gang blot himlede øjne.

"ARGH!" Vi kiggede alle om på Niall, der forskrækket pegede på Alex, som flækkede af grin. Derefter lod han sit blik glide rundt på os andre, inden det igen landede på Alex.

"Hende kender jeg ikke.." mumlede han til sidst, og jeg kunne ikke lade være med at klukke let.

Egentlig underligt. Klukke var da noget, en kalkun gjorde? Var det ikke?

Alex præsenterede sig hurtigt, og Niall deltog derefter i vores selskab. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så, hvordan drengene straks lukkede hende ind til sig. At hun gjorde det samme, fik mig til at syntes endnu bedre om dem.

 

~

 

Grinende latter hørtes omme bag os, og jeg ændrede min position i sofaen, så jeg afslappet kunne se hen over ryglænet. Alex red på Louis' ryg, og han farede rundt som en vild tissemyre.

"Jeg går lige ud og får mig en smøg.." mumlede Zayn henne fra sin sofa af, og jeg fulgte ham nøje med øjnene, idet han gik udenfor.

"Åh, nej! Jordskælv!" skreg Louis højt, inden han rystede Alex hen over samme sofa, jeg sad i. Hun klamrede sig fast om maven på ham, da hun lige så stille gled ned, og til sidst lå hun grinende i den modsatte ende end mig.

"ANGRIB!" råbte Louis pludselig, og jeg blinkede undrende med øjnene. Alex smilede lumsk og hoppede hen mod mig, inden hun begyndte at kilde mig, hvor hun nu kunne komme til.

"Stop, Alex, stop!" Hun lyttede selvfølgelig ikke, og Louis joinede hende blot. Min hals var mit mest kildne sted, og han angreb selvfølgelig netop den.

Typisk.

"Hey, hey, HEY, jeg skal være med!" klagede Niall, da han kom ud fra værelset. Selvom vi alle havde været oppe et stykke tid nu, var han først lige hoppet i tøjet.

"Liam, kom!" råbte han højt, og Liam trådte også ud af værelset. Med et lille smil om læberne og i øjnene skyndte de sig begge hen til mig, og jeg sprællede som en fisk på land, da otte hænder torturerede mig.

So unfair.

"STOOOOP!" skreg jeg, og Alex trak sine små hænder til sig. Hun så på de andre som et tegn på, at de nok skulle gøre det samme.

Da jeg fik pusten igen, satte jeg mig ordentligt op og rettede en smule på håret, der lignede den værste fuglerede, vort livs folk havde set.

"Tak," rømmede jeg mig kort tid efter, og jeg mærkede, at jeg pludselig var blevet irriteret igen. At kilde folk kunne til tider være sjovt.. Men..

God, hvor jeg dog bare pludselig havde mistet mit gode humør.

"Hvad skal vi have at spise, Rain?" udbrød Alex smilende, og jeg så hen på hendes fejlfrie ansigt. Hun så så uskyldig ud. Rottehalerne dinglede svagt fra side til side, som hun ikke sad musestille.

Musestille.. Det mindede mig om de gange, hun havde fundet en mus hjemme hos mor og far. De fleste skreg, når de så sådan en, men hun tog den blot op i hænderne og navngav den Bob.

Efterhånden hed mange mus det.

"Rain, svar hende nu!" sagde Niall utålmodigt, mens han ivrigt nikkede i retningen af Alex. Harry trådte i samme øjeblik ind i stuen og smilede over hele femøren.

"Jeg vil gerne lave mad i dag," tilbød han, og jeg hævede straks hånden, hvorefter jeg skulle til at takke nej. Desværre kom en vis person mig bare i forvejen.

"Fremragende idé, Harry!" skrålede Louis højt, og Alex rakte hånden op. - Så mange ting man nutildags lærte i skolen.

Det var let nok at se, drengene ikke havde gået i skole samme generation som hende.

Trods alt.. Lå der også ti år mellem hende og jeg.

"Ja, Alex?" grinede Harry, og hun trak hurtigt hånden ned, da han havde givet hende lov til at snakke. Det overraskede mig faktisk lidt. Normalt ævlede hun jo bare løs?

"Må jeg hjælpe?" spurgte hun bedende om, og Harry nikkede smilende som svar.

"Hvad har du så tænkt dig at lave, Hazza?" spurgte Liam i et lavere tonefald end Louis udbrud. Harry foreslog en gryderet, og Alex klappede i sine små hænder.

"Det kan jeg også finde ud af!" Hun hoppede op fra sofaen af og løb hen til Harry, der løftede hende op på bordet ude i køkkenet.

"Han er en mesterkok," forsikrede Louis mig om, og jeg sendte ham et svagt smil. Det var vel i orden, Harry lavede maden en enkelt dag. Jeg behøvede ikke have kontrol over, hvad der skete ude i køkkenet hele tiden.

Lige pludseligt brød jeg mig også om drengene i en meget højere grad.

Måske især én..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...