Five kids | One Direction

Modsætninger mødes. Hvor tit har man ikke hørt den poetiske sætning? Rain Seona tjener sine penge som barnepige, selvom hun ikke ligefrem er den mest legesyge person. En dag bliver hun ringet op af en vis Simon, der giver hende et tilbud om at passe hans fem drenge, mens han i to uger bliver nødt til at rejse tilbage til deres hjemland, Storbritannien. Af flere grunde skal de ikke med ham, og de bliver nødt til at være under et vågent øje. Med få overvejelser over besværet af fem drenge takker hun ja, uvidende om den misforståelse, der har fundet sted mellem dem. De fem drenge tropper op ved hendes hoveddør, forvirrede over at se en ung pige, mens Rain er lige så forvirret over at se fem drenge på sin egen alder. Barnligheden ses dog tydeligt hos drengene, og Rain får sit at se til, når hun skal prøve at holde styr på dem. Samtidig opdager hun, at det måske ikke altid er så slemt at lade sit indre barn komme til syne - hvis det da ikke er forsvundet helt allerede.

302Likes
737Kommentarer
59221Visninger
AA

3. 1. ~ Like all the other days; but with a different call

 

xxxxx
- Rains synsvinkel -

 

New Yorks gader var fyldt op til randen med folk, der skulle ud og købe julegaverne tidligt i år. Kendte jeg de fleste godt nok, stod der dobbelt så mange ude foran butikkerne dagen før julemorgen.

Jeg selv havde alle gaverne på plads. Det med at vente til sidste øjeblik var bare ikke mig. Selvom der endnu var 20 dage til julemorgen, så ville jeg være alt for frustreret, hvis jeg manglede at købe nogle ind.

Åh, vent.

Jeg manglede rent faktisk en enkelt gave.

Desværre var min bedste veninde bare utroligt dårlig til at lave sin ønskeliste før i sidste øjeblik. Ofte kom hun med den to dage før jul.

Så lang tid kunne jeg ikke vente. Det ville få min hjerne til at hæve af frustration, og til sidst ville den springe som en ballon.

Hvor fedt det så end måtte lyde, så foretrak jeg, at det ikke ville ske. Derfor var jeg nu på jagt efter noget, jeg havde mulighed for at købe til hende, hvis ikke hun kom med den liste, inden ugen var gået.

Hvilket var om fire dage.

Urgh.

Af en eller anden grund hadede jeg onsdage mere end nogle andre dage. De fleste brød sig for alt i verden ikke om mandage, og jeg forstod ikke, hvorfor det var anderledes for mig.

Men helt seriøst.. Navnet på dagen gav ligesom sig selv lidt: Onsdag - Ond's dag.

Cathrine plejede at sige, det var fordi, jeg ikke var normal.

Like, kedeligere end andre mennesker.

Fra mit synspunkt af var jeg blot fornuftigere. - Men det ord kendte Cathrine intet til.

Butiksvinduerne var dækket med et tyndt lag frost, selvom sneen langtfra var begyndt at dale ned i de fineste, små snefnug. Kulden havde skam allerede overtaget hele byen, men det hvide tæppe afventedes stadig af alle.

Alles ønske var at få en hvid jul. Det hørte bare med til denne årstid. Sneen.

Jeg selv ønskede det også, men ikke fordi jeg ville hoppe rundt og bygge snemænd. Det var kun børn, der gjorde den slags. Oplevede man mig stå og sætte en gulerod som næse på en snebold, så var det kun, fordi jeg passede et barn. Som barnepige var man nødt til den slags.

Nej, jeg ønskede at se sneen, fordi det var smukt. Glitrende, skinnende og vidunderligt. Jo før den kom, jo før blev det rigtig jul.

Et lille sølvskrin fangede mit bliks opmærksomhed. Det stod i vinduet indtil butikken Cartier. Den butik alle her i New York kendte til, og som de fleste kvinder ikke ville kunne undvære.

Nysgerrig efter at se nærmere på det, trådte jeg hen til døren og skubbede hårdt til den.

Nothing happened.

Igen gav jeg et lille skub fra mig, men den lod sig forblive lukket. Flere gange havde jeg prøvet at skubbe til en dør, der skulle trækkes i, så jeg trak i stedet for i håndtaget på den store glasdør.

Well..

Lad os bare konkludere, at de ikke havde åbent.

Jeg betragtede kort skrinet endnu en gang udefra, mens jeg forestillede mig Cathrines ansigtsudtryk, idet hun pakkede det ud. - Hvad jeg så end endte med at købe, så ville hun være skuffet, hvis ikke det var noget, der stod på hendes ønskeliste. Hun måtte virkelig til at lære at skrive den noget tidligere.

Om hun ville blive glad for det eller ej, så vidste jeg, at hun havde brug for det. Alle hendes ting forsvandt for tiden.

Med alle ting, mente jeg.. Alle.

Hvordan man kunne smide en sofa væk, kendte kun hun svaret på. Skrinet var desværre ikke helt stort nok til, at man kunne proppe en sofa derned. Den måtte hun bare passe lidt bedre på, når hun engang fandt den.

Prisskiltet så ikke ud til at være nogen steder, så jeg besluttede mig for at tjekke det ud, engang i næste uge, hvis ikke jeg fik den liste af hende inden da.

Grundet det tynde lag frost var det ikke helt nemt at se sig selv i ruden, men jeg kunne alligevel skimte omridset af mig. Ret utydeligt, det var det nu.

Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede det slørede billede af mig og den lille bid af New York, der var i baggrunden.

Intet specielt kunne ses.

Efter endnu en gang at have sendt skrinet et kort blik, vendte jeg mig med ryggen til butikken og gik videre ned ad gaden. Jeg havde ingen særlige ærinder, men en onsdag morgen skulle bruges på et eller andet, når jeg for en gangs skyld ingen børn havde, der ville komme rendende.

Tro mig, jeg havde intet imod børnene. De.. rodede bare.

Larmede.

Hoppede i min seng.

Lod vandet løbe.

Tegnede på væggene.

Hev i gardinerne.

Lukkede fremmede katte ind.

Spiste sukkerknalderne fra skålen.

- Listen var laaaaaaaaaaaaaang. Men der var også gode punkter ved mit job såsom det, at jeg fik kendskab til at være mor, havde hyggelige stunder og aldrig følte mig helt alene. Pengene var heller ikke helt galt for en tyveårig pige.

Da ikke, hvis I spurgte mig.

Susende på et skateboard drønede en teenagedreng forbi mig. Mit blik fulgte ham kort, og der gik ikke lang tid, inden han prøvede på at lave et trick; Et hop.

Fra min synsvinkel af så det ud til, at han ville imponere en af pigerne, der stod og snakkede længere fremme. De så nysgerrigt til og fnisede kort, idet han fortsatte med at lave nogle af sine smarte vendinger, flick-flacks, flips og hvad det nu engang ellers hed.

Ærligt sagt, så anede jeg ikke engang, hvad de forskellige ting var. Aldrig i mit liv havde jeg interesseret mig for skateboard-viden.

Jeg kunne kun sige, at det ville jeg heller ikke komme til.

På sin vis kom drengen ud af kurs og kunne ikke længere holde balancen, og der gik ikke lang tid, inden han lå på jorden med næsen mast flad, mens skateboardet trillede videre.

Præcis sådan ville det også se ud efter to sekunder, hvis jeg stillede mig op på sådan en tingest.

Helt afgjort udelukket, at jeg nogensinde i mit liv kom til det.

Pigerne løb forskrækkede hen til ham, og han så pludselig knapt så ramt ud. De satte sig på hug og hjalp ham op med søde små pigestemmer, der kom med en masse spørgsmål til hans helbred.

Om han var okay?

Tja.. Lykken var måske alligevel på hans side?

Jeg stak hænderne ned i lommerne på min brune vinterfrakke, da kulden begyndte at sætte sig fast i fingrene. Varmen fra jakken hjalp efter en kort stund, mens jeg gik videre ned ad gaden.

Fik jeg engang valget mellem sommer og vinter, så ville jeg klart vælge efterår.

No big deal.

Ofte var september den varmeste måned, og bladene, der langsomt dalede ned om ørerne på en, var vidunderlige med deres varme farver.

Lige nu var jeg bare stuck i den koldeste årstid. Vinter. December. Brrh!

Det eneste gode var, at det snart var tid til at være sammen med venner og familie, spise dejlig traditionel mad, danse om juletræet, se hinanden blive glade for gaverne, man havde købt..

Giv mig lige to sekunder.

...

Det her kunne meget let gå hen og ødelægge resten af min dag, hvis ikke jeg fik styr på det meget hurtigt.

Var det i år mig, der skulle holdes jul hos?!

I hope not!

I mit hoved var det kun rigtig jul, hvis træet mindst var to meter, og det blev kun dyrere og dyrere for hvert år, når man skulle have fat i et dumt juletræ.

Det var jo ikke andet end et par grene og nogle gran.. dimser.

Min hjerne var fuldstændig brudt sammen. - Ikke hævet, nej, men brudt sammen. Like, den virkede ikke.

Hvad i al videste verden var det nu, at de der.. gran-dimser hed?!

Granblade? Gran.. strå? Grankogler? Granting? Gran.. Gran? Graaan.. halløj? Granpinde? Gran.. Gran.. Gran.. Gran..

God, jeg gav op.

Til en start måtte jeg ringe til min mor i eftermiddag, hvor hun var til at få fat på, så jeg kunne finde ud af, om det virkelig var mig, der for en gangs skyld skulle holde juleaften.

Hvis det var.. så måtte jeg finde en måde at skaffe penge på, så jeg både havde råd til et stort træ og en masse julepynt. Den smule jeg havde, det var virkelig ikke nok, når mit hus skulle skabe julestemning, og mit job gav mig lige for tiden ikke mange penge i lommerne. Nok, men.. så heller ikke mere. - Hvilket ville sige intet juletræ.

Det kunne jeg ikke byde Alex. Som barn var julen bare noget af det vigtigste, og det skulle hendes søster ikke ødelægge.

Hvilket ville sige mig.

Jeg stoppede op midt i det hele og vendte mig mod skiltet, der havde fanget mit blik. Det løse hår hang mig om skuldrene og føltes filtret omkring mine kinder, mens jeg prøvede at få øje på nogle tal.

 

Juletræer.

Vælg mellem alle størrelser og evt. fæld selv.

 

Well.. Nej. Der var ingen priser at se på det skilt. Havde jeg for tanke at finde ud af, hvad det kostede helt præcist nu om dage, så måtte jeg gå hen og spørge.

Efter kort at have kigget ned ad gaden begyndte jeg at gå hen mod manden, der stod og råbte op om sine træer, der skulle ind i stuen. Verdens mærkeligste tradition, hvis I spurgte mig. - Dog også den hyggeligste.

"Godmorgen, unge frøken!" skrålede han, da han så mig komme mod ham. Hans krøllede hår strittede ukontrolleret ud til alle sider fra nissehuen, han havde på. Af en eller anden grund kom voksne i et noget barnligt humør på denne tid af året.

Seriøst. Jeg gad ikke engang sænke mit blik for at betragte hans sko, kun en nar gik med.

You know.. Dem, der altid underholder de kongelige i film og bøger. Ærlig talt, så havde jeg ingen anelse om, hvordan det var i virkeligheden.

I stedet for at svare ham nikkede jeg blot og stoppede op foran ham med blikket hvilende på skiltet. Hænderne havde jeg stadig dybt begravet i lommerne.

"Hvad koster de forskellige størrelser af juletræer?" endte jeg op med at spørge. Min stemme lød overhovedet ikke overgearet - modsat hans.

"Hvilken størrelse er du ude efter, frøken?" Han sendte mig et stort tandpastasmil, jeg faktisk ikke havde regnet med ville se SÅ hvidt ud. Tog jeg ikke meget fejl, så var det renere end mit. That's just awkward.

Tilbageholdende trak jeg lidt på skuldrene, inden jeg lod stemmen komme ud af den allerede let åbne mund, der frembragte en sløret, hvid tåge af ånde. "For eksempel et på to meter?"

"Lad mig se.. Hvis du tager et af slagsen Nordmannsgran, hvilket er det billigste, vi har her på stedet, så vil det koste omkring de 70 dollars," smilede han stort til mig.

Jeg var ved at tabe underkæben. "For et skide træ?!" Overraskelsen var større, end jeg havde forventet. Som sagt vidste jeg udmærket godt, at det ikke var spor billigt, men.. De ruinerede jo os, der skulle holde jul?!

"Ikke bare et træ.. Et JULEtræ." Det store smil sad stadig og omkransede hans læber, og det lod ikke til at påvirke ham, at jeg ikke var i smilehullet.

Eller hjørnet.. What so ever.

"Tak," afsluttede jeg vores samtale, og han raslede med sin klokke, han bar i højre hånd, som et farvel.

Det havde bare ikke at være mig, der skulle holde jul. Mit kontobeløb var helt seriøst ikke stort nok til det.

En smule frustreret fortsatte jeg ned ad gaden, hvor jeg roligt betragtede byens omkringliggende bygninger. De fleste butikker havde alle hver sin stil. Forskellige vinduer, forskellige døre, forskellige farver. Præcis som mange turister forventede at se.

Så var der til gengæld så mange andre ting, de med lethed kunne synke til jorden af skuffelse over.

"NÅLE!" Mit udbrud kom bag på mig selv, idet jeg stoppede op og skreg det alt, alt, ALT for højt. De forbipasserendes blikke rettede sig hurtigt mod mig, og jeg krummede mig sammen indvendigt, mens jeg bandede lavmælt over mig selv.

Når jeg glemte et ord.. Så skulle det huskes. Når jeg så huskede det.. Så var det for mig som at vinde en eller anden åndssvag fodboldkamp.

Nej. Fodbold var ikke min sport.

Jeg havde faktisk slet ingen, nu jeg tænkte nærmere over det.

Ret langt nåede mine sorte og dunede vinterstøvler ikke at rykke sig, inden en gråstribet kat løb ind foran mig med sådan en hast, at den kunne have væltet en hel kamel. Eller.. Noget i den stil.

Mig væltede den i hvert fald.

Irriteret rejste jeg mig med en smule besvær op fra den kolde jord. Mine ben gjorde for en kort stund modstand, men det var kun, til jeg stod oprejst og børstede min jakke bagpå.

Hadefuldt sendte jeg et blik efter katten, der havde væltet mig, som nu ikke kunne ses.

Katte. De var og forblev Djævlens udsendinge.

 

~

 

xx Rain..

Jeg skrev navnet med min velkendte skrift, der altid havde en tendens til at vende skråt.

Klokken var blevet halv tolv, og det var ikke lang tid siden, jeg var kommet hjem fra turen nede i byen. De fleste på min alder, der ikke skulle på arbejde, ville med sikkerhed bruge morgenen på at sove.

Mit indre vækkeur havde desværre for vane at vække mig klokken syv. Cathrine skældte altid på mig, når vi overnattede sammen, da mine rumsterende lyde åbenbart vækkede hende. Det var nu ikke min skyld, at jeg havde brug for at lave noget nyttigt. Jeg kunne ikke bare sidde og glo ud i luften, hvis opvasken stadig stod der fra i går.

Derfor brugte jeg nu også min tid godt.

Selve kortet var intet specielt. Blot en julehilsen med en snemand uden på. Traditionen med julekortene skulle helst overholdes.

Ellers kom Cathrine med en ske og slog mig ned. - Det var ikke engang løgn. Her talte jeg af erfaring. Spørgsmål udelukkes.

Bunken med dagens post lå og afventede deres læsning. Regning efter regning, reklame efter reklame. Ingen breve.

Forever alone? Måske en smule.

Til gengæld var der en masse pengeslugende tal, det måtte jeg sige. Nu fik jeg det da på skrift, at Alex havde leget med lyset. Mit forbud havde absolut ingen påvirkning haft på det. Hun var den værste, jeg hidtil havde passet, og hendes pasning fik jeg ikke engang penge for. Det hørte med til rollen som storesøster, I guess.

Telefonen kimede ganske kort, ganske lavt. Hørelsen skulle ikke fejle noget, hvis man skulle have bare en lille chance for at høre den.

Min superhørelse, som Alex kaldte den, missede nu sjældent et opkald.

Alligevel burde jeg se at få købt mig en ny telefon, der kunne ringe en smule højere. Pengene hang desværre bare ikke på træerne.

"Hallo, det er Rain?" hilste jeg kort og neutralt ned i røret, da jeg tog den. I mellemtiden kiggede jeg videre gennem bunken med regninger og reklamer. Juletilbudene kæmpede side om side med at få fat i min opmærksomhed, der let ignorerede dem alle.

"Rain!" hørte jeg en glad mandestemme sige i den anden ende af røret. "Så har jeg altså fundet det rigtige nummer. - Det er Simon."

Kunne det passe, at han havde en britisk accent, eller var min superhørelse ved at forråde mig?

"Goddag.." Hvad skulle jeg ellers sige? Det var ikke fordi, jeg mindedes at kende nogen Simon.

"Har du tid til at passe mine fem drenge de næste fjorten dage? Jeg er blevet ringet op og kaldt hjem til London, og.. De vil for det første ikke med mig. Det er deres ferie, og de vil gerne blive her i New York, inden de skal tilbage. For det andet kan de ikke bo på hotel, da vi ikke har andre med. Som sagt, så er vi på ferie. Dit nummer stod i telefonbogen, og du plejer, så vidt jeg hører, at lægge hus til masser af stjerner. Kunne du ikke have lyst til at holde øje med dem i mellemtiden?"

En kort konstatering; Han var uden tvivl fra England.

Nu var spørgsmålet så bare.. Kendte jeg ham? Eller kendte jeg nogen, der havde snakket om en britisk Simon? Min hukommelse var måske ved at falme lidt.

"Hvad siger du?" lød det fra Simon af, og jeg tænkte mig kort om.

"Fem drenge.. Det lyder som et stort ansvar. Og så i to uger.. Det ved jeg altså ikke," svarede jeg ham, stadig tænkende over tilbuddet. Helt udelukket var det vel ikke. Overskuddet skulle bare være helt i top. Han havde kaldt dem stjerner, så hvor galt kunne det være? De færreste kaldte deres børn netop dét?

De kunne umuligt være værre end Alex.

"Jeg vil ikke lyve.. De er et lidt stort ansvar," indrømmede han, inden han fortsatte. "Men de passer stort set sig selv. - Og så er de utroligt hjælpsomme. De har intet imod at hjælpe til med at lave mad eller købe ind og.. Så får du nogle sjove uger. Det skal de nok sørge for."

Lave mad.. Købe ind.. Ja, det ville jeg nok trække dem med til uanset hvad. Alene hjemme skulle de jo ikke være.

"Larmer de?" endte jeg op med at spørge om.

En længere tavshed spredte sig som en pause mellem os. Hans tøven gav mig næsten svaret i sig selv; Helt sikkert.

"De er stille.. Når de sover.." kom det fra ham.

Just like other kids.

"Jeg har virkelig brug for din hjælp," bad han kort. Hans britiske accent fik mig til at trække lidt på smilebåndet. Briterne lød altid så anderledes end folk fra andre lande. Os her i USA snakkede samme sprog, men alligevel lød vi langt fra ens.

"Jeg ved altså ikke," fortsatte jeg tvivlende. Overarbejde 24/7 x 14. Hvem jublede hurra for det? Well, ikke ligefrem mig.

"Du får 2.. 3000 pund for det?"

Om jeg sad med opspærrede øjne? You can bet on that.

Min indre lommeregner arbejdede på højtryk. 3000 pund var lig med.. Noget i stil med 4800 dollars!

Fuck.

Det var omkring 1500 dollars mere end, hvad jeg havde fået med min gennemsnitlige løn. - Og lad mig bare være ærlig; Det beløb måtte med glæde stå inde på min konto.

"Hvornår kommer de?" Mit spørgsmål var teknisk set et svar. Jeg var ikke specielt teknisk, men jeg kunne selv se det. Mænd plejede at være enormt gode til alt det der.. hurlumhej med teknikken, så han forstod det forhåbentlig også.

Rent faktisk, tænkte jeg ikke dybdegående over det.

"Jeg skal med et fly klokken tre. Passer det, hvis jeg sætter dem af omkring.. halv to?" Jo, det lød til, at han havde fattet det.

"Det aftaler vi." Jeg havde stadig min indre tvivl omkring det, at jeg skulle passe fem, små drenge i to uger, men.. prisen kunne virkelig kun afvises af en tåbe. Like, Cathrine.

Misforstå mig nu ikke, jeg elskede hende skam.

"Tak for hjælpen. Farvel," afsluttede Simon samtalen, og jeg hilste også hurtigt farvel, inden vi lagde på.

Mine tanker kredsede omkring den december, der uden tvivl ikke ville blive helt rolig.

Jeg skulle bare vide..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...