Græsk bryllup


0Likes
0Kommentarer
514Visninger

1. Optakt

 

”Dio ouza, para kalo”

Kvinden overfor virkede imponeret, og lænede sig ind over bordet, da tjeneren var forsvundet, og spurgte om græsk ikke var et svært sprog. Bo vidste ikke om han skulle komme med den lange eller korte version, så han svarede bare ”Jo” 

Hun havde været med samme fly til Athen, havde hun fortalt; og hun havde undret sig over at han var i færd med at checke ind på hotellet, for hun havde ikke set ham på indenrigsflyet til Chania, og alligevel var han kommet før hende, og hun havde endda taget en taxa fra lufthavnen.  På det tidspunkt havde han affærdiget hende med, at det var en lang historie, som hun måtte have til gode, for nu ville han op og skifte tøj. Og allerede dagen efter, nu her ved middagstid, havde hun spottet ham og indfanget ham. Der var heller ikke noget turistmylder at gemme sig i, her i starten af marts, og heller ikke så mange mennesker i det hele taget, for 2/3 af forretningerne var lukkede, og ville først så småt begynde at åbne i slutningen af april; men han holdt meget af byen, når der var så fredeligt.

Helle hed hun, nu kunne han huske det.

”Kommer det?” spurgte hun forventningsfuldt, og tilføjede da hun så hans desorienterede udtryk

”Det med rejsen”

Nåja. Det var såre simpelt, begyndte han. Når man har siddet 3 timer i en ubekvem stol, uden at kunne røre sig eller ryge, trænger man til lidt frisk luft. Man tager derfor metroen til Piræus, hopper på hurtigfærgen til Rethymnon, kan sågar leje en kahyt, hvor man kan slappe af, og det passer med tirsdags afgangen til Athen.

”Ih altså. Jeg sad og gloede 2½ time i lufthavnen i Athen”

Det var Kostas selv der kom med ouzoen. Der skulle kindkysses, bydes velkommen, spørges til hvor længe han skulle være her, vejret i Danmark og om det var hans veninde. Bo takkede og svarede, at det bare var en gæst fra hotellet. Kostas slog over i engelsk præsenterede sig, og gav Helle hånden og bød hende velkommen til Kreta.

”Drinks is on the house” tilføjede han.

Helle var endnu mere imponeret, kom han her tit, ville hun vide. Jo da, han følte ikke trang til at uddybe det, og for ikke at få flere spørgsmål, skyndte han sig at spørge hende, hvad hun lavede her, uden for sæsonen. Hun skulle til et bryllup, én af hendes bedste veninder skulle giftes med en græker, på lørdag, i en kirke her i byen, og hun var inviteret med. Hun skulle altså først se veninden, Hanne, på fredag, for de var hos noget familie et andet sted på øen. Helle fik pludselig et trist skær. Misundelse måske, tænkte Bo, hun var da i al fald i den giftefærdige alder, mindst 40, eller i al fald deromkring. Hvert fald 10 år yngre end ham. Måske var det bare fordi hun skulle være alene i en fremmed by?

”Er du så den eneste dansker, på nær bruden?”

”Ih nej. Hannes forældre kommer også, og hendes bror og hans kone.”

Bo kunne sagtens forestille sig det. De 5 udenforstående danskere ville sidde i et hjørne, mens 200 grækere ville feste, danse og synge.

”Det bliver sikkert en oplevelse. Græske bryllupper er helt specielle”

”Har du været til mange?”, ville Helle vide.

”Åårh en 5-6 stykker, bl.a. Kostas' her. Vil du have en ouzo mere?”

”Uha nej, jeg må hellere passe på, bare lidt vand tak”

Bo vendte sig og råbte ”Nero kai retsina, para kalo”

Tjeneren kom trissende med det bestilte, og 4 nye glas

”Ih, en masse glas,. Hvad er det du skal have?”

Helle kiggede nysgerrigt på den lille buttede retsina flaske.

Bo forklarede, - Ville hun smage?

”Ih, så bare en lille tår”

Hun fik et lille skvæt i bunden, og de skålede.

”Uh. Den var speciel, men frisk og dejlig kold.”

Bos mobiltelefon ringede, det var Kristos, kunne han se. Han behøvede ikke at gå væk fra bordet, dels ville Helle ikke kunne forstå et ord, og dels var det jo heller ikke hemmeligt.

Jo, han kom på søndag, ved 10-tiden, og regnede ikke med at det ville tage mere end 3-4 timer. Jo han tog en taxi. Jo de kunne godt spise frokost sammen bagefter.

Uh, var det ikke dyrt at bruge sin mobil her, der var vist noget med at man kom til at betale taksten frem og tilbage fra Danmark.

Bo beroligede hende med, at det første han havde gjort efter landingen, var at skifte til sit græske sim-kort.

Ih kunne man det. Det var godt nok smart. Måske ville hun godt have lidt mere retsina, hun kunne se, at den ikke var så stærk.

4 korte toner meddelte at Bo havde en sms.

”Ih, man er vel nok ombejlet” fnisede Helle eller Ihelle, som han allerede havde døbt hende. SMS en var bare fra hans søster, der skrev, at hun håbede han var kommet godt derned, og han kunne gi' hende et ring, når han havde tid. Bo skænkede resten af retzinaen, og sagde at han desværre var nødt til at gå om lidt; men at det havde været hyggeligt. Skål.

”Ih ja da” Måske kunne de gøre det om en anden gang. Hvis han havde tid og lyst. Det sidste kom lidt forsagt. Han skævede forsigtigt til hende. Det triste anstrøg var der igen. Hun havde måske fået mange afvisninger; men det var jo ikke hans problem, hun var da ellers køn nok, ikke underskøn; men man kunne da godt være bekendt at færdes med hende; hvis det var det man havde lyst til. Men det var som sagt  ikke hans problem. Bo lagde 5 € og sagde at de jo nok sås,  om ikke andet så til morgenmaden.

”Ih ja, den havde da også været meget lækker, og sikket udvalg.”

 

Torsdag så han hende til morgenbuffeten, og smilede, da hun vinkede til ham. Heldigvis fik han lov at spise i fred; men så snart han var færdig, stod hun ved hans bord, og spurgte om han ikke ville fortælle lidt om byen, og hvad man skulle se. Veltilpas ovenpå morgenmåltidet nænnede han ikke at afvise hende, så hvis hun ville hente lidt mere kaffe, ville han lige hente et lille bykort i receptionen. Han fortalte varmt om byens historie, befolkning og seværdigheder, - det var jo et af hans yndlingsemner, og nu havde han en opmærksom tilhører. Måske lidt for meget opmærksom. Han spurgte, hvor veninden skulle giftes.

Ih, det havde hun skam fundet selv, det var ved en plads. Indvendigt sukkede Bo. Alle kirkerne lå ved en plads. Hun kunne ligeså godt have sagt, at det var ved den gade, hvor den lå en guldsmedebutik, eller hvor der var en taverna eller cafe. Helle rodede i sin taske og fandt et brev frem hvor kirkens navn og adresse stod fremhævet. Med kuglepen markerede han Martyrernes plads på kortet, selv om hun jo allerede vidste hvor det var. Hun ville også vide, hvor man spiste godt, og han skrev navnene på nogle tavernaer og restauranter han selv spiste  på og  markerede dem på kortet, og beklagede samtidig, at han desværre ikke kunne invitere hende ud, da han skulle besøge nogle venner i dag. Skuffelsen stod malet i ansigtet på hende.

”Ih, det kunne ellers have været hyggeligt” Det var jo lidt trist at spise alene, og hun forstod ikke spisekortene; men måske i morgen. Nå nej, der skulle hun jo til Hanne, og lørdag var der bryllup; men søndag,  måske?

Desværre. Søndag skulle han til Iraklion tidligt og hjælpe en ven med hans computersystemer.

”Aha” udbrød hun, det var nok det hun havde tænkt, at han lavede noget med computere og slet ikke var på ferie.

Bo forklarede at det var faktisk ferie og afslapning. At han en dag eller to hjalp venner med deres problemer, var kun en del af hyggen. Han indså for sent, at det kunne udløse endnu flere spørgsmål, og undskyldte sig med at han havde nogle telefonopkald, han var nødt til at foretage, lige nu.

Om aftenen tog han en taxi ud til en landsby, hvor han var sikker på ikke at løbe på hende.

 

Fredag morgen kom hun hen til hans bord, og spurgte, om hun ikke måtte sidde der. Selvfølgelig, svarede han, selv om han tænkte: Gu' må du ej mokke. Jeg er her for at få fred.

Ih hvor hun glædede sig til at se Hanne, og hendes forældre. Og Dan. Igen var der lidt tristesse. Hun skiftede selv emne, og fortalte om den dejlige restaurant, hun havde været på, og hvad hun havde fået at spise. Men nu skulle hun vist også op og gøre sig klar, for Hanne ville hente hende ved 11-tiden, så skulle ”alle” de danske gæster på en lille sightseeing, bl.a. til et berømt kloster. Indvendigt sukkede Bo lettet. Bare det ikke blev her i Rethymnon, så havde han da dagen for sig selv.

Da han sad hos Fia, som han plejede, med sin computer og sin retsina kom Jannis forbi. Først hjertelig velkomst, og så bebrejdelsen:

Du har ikke været forbi.

Det kunne Bo heldigvis tilbagevise: Han havde været der, både tirsdag aften og torsdag middag. Jannis måtte indrømme at lige dér havde han ikke været der, og butikken var jo heller ikke åben endnu; men han gik jo og satte lidt i stand. Han råbte til Kostas at de skulle have raki og satte sig ned.

”Kan du huske Andreas, min fætter?”

”Ikke meget; jeg har set ham 2-3 gange i din butik”

”Han skal giftes i morgen”

”Tillykke med det” 

”Stin yamas”

De skålede.

”Festen holdes på Lemonokipos, har du ikke lyst til at komme? Han skal giftes med en dansk pige”

”Jeg føler skæbnen true”, tænkte Bo, og prøvede at undslå sig med at, at han skulle tidligt til Iraklion om søndagen.

”Du behøver ikke at være der til hele festen, bare nogle timer. Vi er jo næsten familie, min ven”

En ven kunne undslå sig; men da Jannis  brugte ”næsten  familie”, var der ingen undskyldning mulig.

 

Fredag morgen kom Helle og satte sig ved hans bord, som var det den naturligste ting. Ih, den tur de havde haft, og hun fortalte indgående om Arkadi-klostret og betydningen for Kretas frihedskamp. Der var lidt unøjagtigheder i årstallene og kronologien; men han havde ikke kræfter til at stoppe hende og heller ikke lyst, ventede bare på at hendes talestrøm fik ende. Og brylluppet skal holdes på en taverna med citrontræer. Han vidste det godt. At to danske piger skulle giftes samme dag i den lille by, ville have været usandsynligt. Ingen vej udenom; men der var ingen grund til at fortælle Helle det nu. Han kunne altid sige, at han var blevet inviteret samme eftermiddag.

 

Ved 20-tiden begyndte han at klæde sig pænt på. Han havde hentet en kuvert og brevpapir i receptionen og skrev blot brudeparrets navne udenpå. Han foldede a4 arket i 3 dele , og rev den underste tredjedel fra, den uden hotellets navn, og skrev”Tillykke” han satte ikke sit eget navn under men skrev blot ”Ven af Jannis, næsten familie” Så behøvede de ikke at sende takkekort, men hvis de ville vide hvem det kom fra, kunne de alligevel finde ud af det. Han lagde den pæneste 50€ han havde i og lukkede kuverten.

Da han ved 9-tiden kom til Lemonokipos stod værten, Giorgios, stor og mægtig, selv i døren. Han hilste ham velkommen; men i dag var restauranten altså lukket for en privat fest.

”Ksero”, sagde Bo, og tog kuverten frem med brudeparrets navne. Giorgos trådte et skridt baglæns, og svingede samtidig højre arm i en indbydende velkommen gestus, der fik stearinlysene til  at blafre. I næsten samme moment sænkede han den udstrakte arm, så den den pegede på en spånkurv, hvor der allerede lå adskillige kuverter. Bo droppede sin kuvert og trådte ud i gårdhaven, der var pyntet med opsatser med hvidt tyl og guirlander og græske flag. Der var en del han kendte af udseende, og også en nogle han kendte af navn; men størstedelen var ham helt fremmede, formentlig fætre og kusiner, og onkler og tanter fra hele Kreta, og sikkert også fra resten af verdenen.

På højre side  hvor baren var, stod Anna, Giorgios kone, travlt beskæftiget med at tappe øl, og stille det op på baren, hvor der også stod rækker af fyldte rød- og hvidvins glas. De udvekslede nogle høfligheder, og Bo tog et glas hvidvin, og begyndte at spejde efter Jannis, så han kunne blive præsenteret korrekt. Modsat baren var maden linet op: Bradepander med moussaka, fade med keftedes og souvlaki, skåle med alskens salater, fra xoriatiki over tsaramo til tzatziki, og kokken stod og skar et helstegt lam ud. Det var ellers tidligt for lam, tænkte Bo. Alle bordene var rykket ud til siderne; men der sad ikke mange endnu. De fleste gæster stod inde på  midten og snakkede. Det lykkedes ham at lokalisere Jannis.

”Yasu, file”

De skålede.

”Kom nu skal jeg præsentere dig”

Undervejs, mens de banede sig vej, skulle Bo åbenbart præsenteres for en masse andre; men de nåede gennem menneskemængden. Bos glas var tomt, selv om han kun havde nippet, hver gang han havde hilst. Ved ”højbordet” sad brudeparret, omgivet af den nærmeste familie. Jannis fyldte deres glas fra én af de mange kander på bordet. Det blev rødvin denne gang, og de bevægede sig langsomt ned mod midten af bordet. Som i en kassekø i Netto, tænkte Bo, selv om det jo snarere var audienssøgende der defilerede forbi dignitarerne, med 5 sekunders taletid. Lidt mere hvis man var en god ven.

”Kan du huske Bo, min gode ven fra Danmark?”

Det mente Andreas nok, og rakte hånden over bordet. Høflig i al fald, tænkte Bo, greb hånden og sagde ”Hjertelig tillykke med dagen”, på dansk.

”Manke dak” Andreas lo, og sagde at nu havde han næsten brugt hele sit danske. Hanne, der ellers var i samtale med en ældre dame vendte sin opmærksomhed.

”Dig har jeg set i byen ind i mellem. Bor du her?” 

”Desværre ikke”, men han var da i byen en 2-3 måneder om året. Så var audiensen ovre; men han hørte Andreas sige ”Jar ælsger daj”

I forlængelse af højbordet, var der i begge ender 2-3 4-mands borde, og ved et af dem sad Helle med et, ubetinget, dansk par.

”Ih altså. Du kunne da godt ha' sagt du var inviteret” Bo undskyldte, men han havde først fået invitationen i dag.

”Åh. Det er Dan og hans kone Bodil”  Bo løftede glasset til hilsen: ”Bo”

”Vil du  ikke sidde, Helle har fortalt så meget om dig”

Det lød ildevarslende, og der var heller ikke megen invitation i Dans tonefald; men Bo takkede alligevel ja, og satte sig, selv om der ikke var meget fest og glæde ved det bord. En af de faste tjenere kom forbi og hilste på Bo. Kunne han ikke skaffe dem lidt vin? Et øjeblik efter stod der 2 kander på bordet. Det måtte være rart at kunne sproget, mente Bodil. Bo indrømmede, at det gjorde det lidt nemmere at opholde sig her, selv om mange grækere også  forstod engelsk.

”Helle siger du er sådan en computerekspert der rejser jorden rundt og løser problemer”

”Ih. Jeg sagde altså 'måske'”

Helles øjne lyste. Bo tænkte at de måtte have fået mere end den smule vin. Han forklarede at han faktisk skulle på arbejde i morgen, så han blev ikke længe.

”På en søndag”, Bodil var indigneret.

Bo forklarede, at netop derfor generede det mindst, at nogle systemer var nede, og i USA, var det faktisk nat.

Gæsterne var så småt begyndt at tage plads ved bordene og forsyne sig fra buffeten.

”Skal vi?”, spurgte Bo og pegede på buffeten. Bo var først tilbage. Han havde bare taget lidt lam, tzatziki og brød. Helle kom bagefter, der var lidt mousaka på hendes tallerken, og hun virkede opgivende.

”Jeg kunne ikke finde bestikket”

”Sæt dig, så henter jeg det”

Hun så taknemlig ud, da han kom tilbage med det. Lidt for taknemlig, - som havde han overrakt hende en kostelig gave, eller gjort hende en stor personlig tjeneste. De spiste i tavshed; men snakken fra de andre borde og musikken, gjorde det også svært at føre en samtale med andre end den allernærmeste. Dan råbte, at det var lækkert, og at han ville smage det alt sammen. Bodil gik også op efter mere. Bo kiggede på uret, ½11, måske var det på tide at trisse hjem, - nu havde han været her. Helle måtte have forstået det:

”Jeg vil gerne hjem nu”

Bo indrømmede, at han også var på vej hjem.

”Så lad os gå nu. NU. Jeg har det ikke så godt med så mange mennesker”

På vejen ud, fik han lige fanget Dans opmærksomhed, og indikeret at Helle ville hjem, og at han fulgte hende. Dan vinkede sin accept og rettede igen sin opmærksomhed mod buffeten. De 5 minutter til hotellet, gennem den stille by, foregik i tavshed. Først i elevatoren sagde hun noget.

”Vil du ikke ha' en ouzo?” 

Bo mente ikke ikke, at han skulle have stærk spiritus, han skulle jo arbejde.

”Jamen jeg har også retsina, i køleskabet. Bare et enkelt glas”

Den var svær, at undgå, især fordi han selv ville have taget et glas, inden han gik i seng.

”Undskyld rodet”.

Hvis det ikke havde været for rejseuret og kufferten, ville han slet ikke have troet, at der boede nogen. Helle tog vinen i det lille køleskab.

”Jeg skal lige finde en oplukker”

”Ikke noget problem”

Bo tag flasken og fjernede kapslen med bunden af sin lighter.

”Ih hvor fikst”

Han tog stolen fra skrivebordet, hun satte sig på sengen. De skålede.

”Det er meget overvældende med så mange mennesker man ikke kender, og ikke kan forstå”

”Jamen så var det da godt, at du sad sammen med nogle du kendte”

”De kan ikke li' mig. Hverken hendes forældre, eller Dan og hans kone. Kun Hanne”

 

Og så kom det, sammen med tårerne, hikstende og hulkende: Hun havde altid været glad for Dan, som ung, set ham som sin fremtidige ægtemand, og havde ladet ham få sin vilje. Hun var blevet gravid; men det havde ikke passet forældrene, og Dan havde også mistet interessen, og hun havde fået en abort. Skulle han gøre noget for at trøste hende, eller bare lade hende tude ud ?  Hun så meget sølle og sårbar ud. Han satte sig ved siden af hende, lagde trøstende armen om hende.

”Så, så, det er..”

Længere nåede han ikke, for ved hans berøring drejede hun sig rundt, greb om ham og sugede sin mund mod hans. Han ville trække sig fri, og sige, at det jo ikke var meningen; men hun fulgte med, og han blev nødt til at bruge den frie arm til at holde om hende, for ikke at tippe bagover; men væltede alligevel ned mod madrassen. Hun fjernede sin mund et øjeblik.

”Åh, jeg vidste det”

Bo nåede ikke at sige noget, før hans mund blev lukket igen, og nu begyndte hun at hive i hans livrem. Herregud, så skidt da, tænkte han og kærtegnede hendes ene balde. Deres kønsakt ville nok ikke blive registreret som mindeværdig, dels var Bo ikke specielt oplagt og Helle var lidt beruset; men efter ½ times ”IH” og ”ÅH” og roden rundt, var det åbenbart nok, for Helle faldt i søvn. Bo tænkte, at det ville være luset at gå nu, så han lagde sig også til at sove; men lagde lige mobilen ved hovedgærdet inden.

Bim-bim-bim-bim bimmelimmelim.

Bo havde haft adskillige vækkeure, og nogle havde han lært at sove fra; men mobilens alarm indikerede altid noget af større vigtighed, så den havde han endnu ikke ignoreret. ½8, han håbede at de havde husket hans morgenmadsbestilling. Helle havde mumlet noget ved lyden af mobilen; men sov allerede igen. Skulle det være lidt morgenbolle? Nej. han havde ikke tid. Det havde taget 2-3 måneder at få denne aftale i stand, med USA, Tyskland og Holland. Næste mulighed ville først være om 11 måneder. Lidt køn og sød var hun vel.

Han tog et af sine visitkort; men hvad skulle han skrive? Ikke ”Tak for i nat”, og heller ikke noget med ”søde” eller ”skat”. Det blev lidt formelt: ”Er i Iraklion til ved 20-tiden”. Så kunne hun jo selv afgøre, om hun ville se ham, eller undgå ham.

Foran hans dør stod en bakke med juice, krus, termokande og 2 croissanter.

Efter badet checkede han sin taske nok en gang: PC, strømforsyning, dvd'er, og usb-en i brystlommen. ½9,og han var klar. Telefonen ringede. Receptionen meddelte, at hans taxi var kommet. I elevatoren kom han til at smile lidt; Helle fik måske ikke noget bryllup; men hun fik da lidt bryllupsnat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...