Spider Suicide- 1D

Lonnie er sammen med Niall, men Niall er ikke den man ser i nyhederne. Hans temperament har overtaget ham, og det går ud over Lonnie.
Nadine er sammen med Zayn, men han er blevet en drukmås. Han roder sig ud i stoffer, og gør deres forhold værre.
Harry er hemmeligt forelsket i Lonnie, men vil ikke ødelægge det for Niall.
Og Liam og Louis? Ja, det finder du ud af...

4Likes
0Kommentarer
538Visninger
AA

4. Kap 2

Nialls synsvinkel

Jeg blev vækket af en svag jamren fra badeværelset. Jeg prøvede ihærdigt at ignorere det, og sove videre, men det blev ved med at forsætte. Jeg åbnede træt mine øjne, og fik mig sat op.

”Lonnie?!” min stemme var hæs. Jeg gned mine øjne, mens jeg ventede på svar. Men der kom intet. Kun en forsat jamren.

”Lonnie?!” Jeg råbte højere, men stadig intet svar. Forhelvede. Jeg rejste mig, og traskede træt over til døren. Den jamrende lyd var blevet svagere. Jeg skulle lige til at råbe hendes navn igen, da den lyden stoppede helt.

”Lonnie?” Jeg bankede forsigtigt på døren. Men rummet bagved forblev tavs.

”Lonnie?!” Jeg trak ned i håndtaget, men døren var tydeligvis blevet låst. Jeg blev ved med at hive og slide i det, men den rokkede sig ikke.

Jeg mærkede vreden stige i min krop, og det endte med jeg kunne slå alt og alle. Mine piller lå selvfølgelig inde på badeværelset. Det værelse min kæreste var inde på, og hun svarede ikke. Jeg mærkede den store hovedpine, og før jeg vidste af det, løftede jeg mit ben og døren var sparket op.

”Lonnie! Hvad fanden laver du?! Du ved godt mine piller ligg…” Mere nåede jeg ikke at sige, før det gik op for mig, at hun lå stille og ubevægelig på gulvet.

”Lonnie?..” Min stemme blev kun til en hvisken. Jeg gik langsomt over til hende, da jeg fik øje på mit tomme pilleglas ved hendes side. Jeg brød sammen i tårer, og faldt ned på mine knæ ved siden af hende. Jeg løftede hendes slappe krop op i mine arme, og nærmest skreg.

 

***

 

Jeg gik utålmodigt frem og tilbage ude foran den hvide dør. Så ned af de lange hvide gange, med de matte, hvide vægge. Der var en tung luft over hele gangen, og det lugtede af sprit. En renlig, klam, spritlugt. Jeg fik altid kvalme af at være her. Alt var så hvidt, rent. Og virkelig ubehageligt.

Jeg hørte en svag klik lyd, og døren jeg traskede frustreret rundt foran gik op. En lille kvinde med klamt, hvidt tøj på kom ud. Hun smilede svagt, og gjorde tegn til jeg skulle følge med hende. Vi gik et stykke tid ned af den hvide gang, da hun brød tavsheden.

”Der er ingen garanti for, at hun overlever dette. Dine piller var stærke, og det gjorde det værre, at hun er så spinkel.” Hun så lidt ned i, og mødte så mine øjne igen. ”Hendes krop var fuld af blå mærker. Kender du noget til det?”

Jeg fjernede mit blik fra hende, og mumlede et eller andet jeg ikke engang selv kunne forstå.

”Niall…” Jeg mærkede hendes hånd på min skulder, men fastholdte mit blik til gulvet.

”Jeg kender til dit temperament. Og… Jeg er sikker på, at det var med til at hun traf den beslutning. Men jeg siger ikke at det er din sky…”

Jeg rev mig fri af hendes greb.

”Ikke min skyld?! Det har du jo lige sagt!” Mit råberi fik andre læger og sygeplejersker til at komme ud på gangen.

”Jeg har dræbt det menneske jeg holder mest af! Fordi I ikke kunne hjælpe mig! Det er jeres skyld!” Med de ord vendte jeg mig om og løb. Var ligeglad hvorhen, jeg løb bare. Og jeg havde ikke i sinde at stoppe.

 

***

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde sat der. Bare siddet bag ratet, og stirrede på vandet. Det var gråt. Ligesom himmelen. Det lignede næsten at de hang sammen. Vandet og himmelen. Men det gjorde de vel også? Hvis man sprang i vandet, så kom man vel i himmelen? Op til englene. Op til Lonnie.

Tanken om Lonnie fik mig til at bryde sammen. Igen. Jeg havde dræbt hende. Den person jeg holder allermest af. Den eneste der forstod mig, og accepterede mig. Tårerne strømmede ned af mine kinder. På en måde var det rart. Som at få renset sjælen, bar en smule.

Jeg huskede stadig drengenes ansigter da jeg havde fortalt dem det. At hun var død. De vidste ikke hvad de skulle sige, og jeg var hurtigt skredet igen. Bare kørt. Ud til den nærmeste bro. I håb om at det ville få mig på andre tanker. Men det lykkedes ikke.

Jeg lænede mig over mod passagerer sædet, og rakte ud mod handskerummet. Fandt en lille blok papir, og en kuglepind.

Harry, Liam, Zayn og Louis.

Som mine bedstevenner. Brødre.  Ved jeg i ville forstå det. Eller i det mindste forsøge. Jeg elskede Lonnie mere end alt andet, og det ved i. Jeg ville dø for hende, selvom jeg ikke var den bedste kæreste. Overhovedet.

Jeg er ked af det endte sådan, men tak for alle de gode stunder. Vi har klaret utrolig meget sammen, og jeg fortryder intet med jer. I har altid støttet mig, også selvom i vidste hvad jeg gjorde. Og hvor slemt det egentlig var. Men virkelig tak. I betyder alle, hver især, en hel del for mig. Og Harry? Tak. Fordi du altid lyttede. Du har lyttet mere end nogen anden, og det jeg taknemmelig for.

Hils alle jeg kender og sig tak.

Jeg elsker jer.

-Niall

 

Jeg forlod bilen, og satte kurs mod det kolde vand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...