Efterlyst

Denne historie handler om 13 årige Klara der fandt sin far, efter hun troede at han var død. Men det viser sig at det vil forandre hendes liv.

1Likes
2Kommentarer
462Visninger
AA

4. Fælden

Sofia havde stået og lyttet til hvad Klara og Camilla sagde. Sofia begyndte at løbe, hun var på vej ud til køkkenet hvor Rosa sad, Camilla og Klara kiggede skræmt på hinanden, de kunne høre Rosa sige: "hvor er de?!, få dem her ud nu!". Sofia kom løbende ned af gangen "i skal følge med nu" sagde hun hånligt. DE kunne høre Rosa pusle med noget i køkkenskufferne.

Da de kom ud i køkkenet, så de to bure der vist aldrig havde stået der, i burene var der to hunde. "Vil i klappe dem?" spurgte Rosa glad, Camilla og Klara svarede lige så glad ja. Da de gik ind i burene lukkede klappen ned, og de opdagede at det ikke var rigtige hunde, men robothunde. De var blevet narret. Rosa kom hen til dem, hun trak håret bag øret væk, de kunne se det samme modermærke med pistolen som de selv havde, "hovsa piger, nu sidder i vist fanget" lo Rosa ondt. "Hvordan er du i familie med vores far?" spurgte Camilla, "han er min lillebror" svarede Rosa. "vi har hele tiden haft det her planlagt, vi ventede bare på du kom og be..."

(ring ring) det var Klaras mobil der ringede, hun tog den op af lommen, det var hendes far der ringede, Klara lagde på. Lige pludselig ringede en anden telefon, det var Rosas. Rosa tog telefonen og snakkede med Klara og Camillas far. "Har du pigerne?" spurgte Simon, "ja" sagde Rosa. "Hurtigt" sagde Camilla lad os komme ud herfra!". Klara prøvede at åbne lågen, men kunne ikke. Det bankede på døren på døren. Rosa lagde telefonen på igen og åbnede døren, Klara og Camillas far stod i døråbningen. Han så ond ud. Klara var bange. "Hvad gør vi?" spurgte Camilla, "jeg ved det ikke" sagde Klara, hun var så bange at hun rystede,hun var også begyndt at græde. Simon kom hen til burene. "Når i to nu kan i ikke slippe væk" sagde han, "og ved i hvad jeg tror?" sagde han, Klara og Camilla svarede ikke, "jeg sagde ved i hvad jer tror?" råbte Simon mens han rystede i burene, Klara begyndte at græde, "ja tud du bare" sagde Simon. Camilla rystede på hovedet, "hvor er den far jeg holdte af?" spurgte Camilla skuffet, "hvorfor gør du det her?" sagde hun. "Fordi" sagde Simon, "jeg elskede jer begge to så højt, det var det bedste øjeblik i mit liv da i blev født, men jeres mor ville ikke have at i voksede op med en far der næsten altid kom fuld hjem" sagde Simon, han var også begyndt at græde, men ha fortalte videre: "en dag sagde jeres mor at i tre skulle på en tur, altså uden mig, men det var den længste tur nogensinde fordi jeres mor havde sagt at det kun var en uge i skulle være væk, men i kom aldrig tilbage. Jeg sendte efterlysninger ud over hele landet, men det var ingen der havde set jer" Simon hev grædende efter vejret. "Men hvorfor har mor så altid sagt at du var død?" spurgte Klara, "det var fordi t hun ikke ville have at i skulle finde ud at noget om det her" svarede Simon. "Men hun efterlod mig" sagde Camilla, hun var også begyndt at græde. "Jeres mor havde ikke særlig mange penge, så derfor efterlod hun dig, men hun havde snakket med Rosa om det". "Jamen hvad så nu?" spurgte Klara. Simon holdte op med at græde, "nu skal i med mig uanset om i vil eller ej, vil du Klara?" spurgte han med en meget uhyggelig stemme. "Nej" sagde Klara, "du dræbte mor og da du gjorde det sagde jeg at jeg aldrig ville elske dig igen og det mener jeg" sagde Klara "jeg vil ha' et nyt liv" sagde hun. "Fint" sagde Simon, han tog buret op og bar det ud til en grøn bil og truede Klara med en pistol, til at gå ind i bilen. Klara gav op, hun satte sig ind i bilen og den blev låst, Simon gik ind igen og kom ud lidt efter med Camilla, også i bur, og på sammen måde som Klara, blev Camilla truet til at gå ind i bilen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...