Besat af min vægt

Steffanie på 13 er helt alene. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv, men én ting ved hun - Hun skal tabe sig. Med det samme. Steffanie bliver mobbet, holdt udenfor, og hun er måske lidt for moden af sin alder. Spiseforstyrrelsen førte til blandt andet selvskade, og utallige selvmordsforsøg. Men hvad gør man, når vægten går længere og længere ned, men det ikke er nok for den stemme inde i dit hoved? Hvad gør man, når ens lærer får en opfattelse af, noget er galt? Og hvordan får man hjælp? Realistisk novelle om en ung pige der lider af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, og uudholdlige tanker. Et kig ind i nogle af de unges barske verdner, som der ligger skjult rundt omkring. KAN VÆRE ADSTØDENDE!

3Likes
6Kommentarer
1444Visninger
AA

2. Motivation

 

Næste morgen skyndte jeg mig bare at gøre mig klar og gå i skole. Uden morgenmad selvfølgelig, og et armbånd der dækkede såret. Så var alt godt. Jeg cyklede i skole, og gik derefter bare direkte ind i klassen. Der var bare ingen der lagde mærke til mig. Som altid, du ved, standard. Jeg satte mig på min plads, og ingen sendte mig et blik. Snakkede bare vidre. Jeg var vel ved at blive vant til det, men det gjorder stadig ondt. Men det skal nok gå over, tænkte jeg. Du bliver jo snart tynd, OGSÅ vil de snakke med dig. De gider jo ikke ses med en fed ko, vel? huskede jeg migselv på, da den første time startede. Min dansklærer kom ind, og smilte til os alle. Vi skulle åbenbart have om digte. Ikke noget jeg orkede, så jeg drømte mig bare ind i min egen lille verden, fyldt med tynde mennesker, og forestillinger af alt det tøj jeg kunne have på uden deller når jeg blev tynd, og alt det tøj jeg skulle have på. Jeg forestillede mig også alle folks reaktioner. Det ville blive helt fantastisk. Men faktisk, den her morgen, vejede jeg kun  47, så det var jo godt. Det gjorder mig stolt, og gav mig motivation til at lade være med stadig at spise. Til at overvinde sulten, selvom den for alvor kom skrigende op indeni mig. "Steffanie? Følger du overhovedet med?" Spurgte min engelsk lærer, og jeg rystede på hovedet. "Narh, faktisk ikke, undskyld. Følger med nu" Mumlede jeg tilbage, og slog op på den side, som vi åbenbart var på. Ikke at jeg havde lagt mærke til at vi var skiftet fra dansk til engelsk for en halv time siden. Lidt flov skyndte jeg mig at lade som om jeg vidste hvor vi var, og min lærer fortsatte heldigvis undervisningen, uden nogen sådan rigtig kommentar til mig. Hvilket var godt.. For jeg var totalt lost, uden nogen viden om hvor fanden vi var på den her side. Hvis vi altså var på den her side. Klokken ringede ud til spisefrikvarter to timer senere, og alle gik ned i kantinen og spiste. Mig? Tja, jeg gik ud på wc'et og lavede et til sår. Bare så jeg lige kunne undgå at spise. Det var vigtigt. Jeg skulle jo lige tabe mig det sidste. Det var MEGET vigtigt. Det med at skærer i migselv, skulle jo nok stoppe når jeg blev tynd, også ville ingen finde ud af dét, eller min lille hemmelige, geniale slankekur. Den virkede jo fantastisk! Jeg blev helt glad indeni. Og tanken om at jeg skulle hjem om 3 timer var fantastisk.. For så kunne jeg jo bare sige til min mor jeg havde spist meget i skolen, også undgå mad idag. Fantastisk. Det var virkeligt dejligt faktisk.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...