Besat af min vægt

Steffanie på 13 er helt alene. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv, men én ting ved hun - Hun skal tabe sig. Med det samme. Steffanie bliver mobbet, holdt udenfor, og hun er måske lidt for moden af sin alder. Spiseforstyrrelsen førte til blandt andet selvskade, og utallige selvmordsforsøg. Men hvad gør man, når vægten går længere og længere ned, men det ikke er nok for den stemme inde i dit hoved? Hvad gør man, når ens lærer får en opfattelse af, noget er galt? Og hvordan får man hjælp? Realistisk novelle om en ung pige der lider af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, og uudholdlige tanker. Et kig ind i nogle af de unges barske verdner, som der ligger skjult rundt omkring. KAN VÆRE ADSTØDENDE!

3Likes
6Kommentarer
1409Visninger
AA

1. Mor, hold kæft!

 

Mor, lad nu være!" Råbte jeg oppe fra vores badeværelse, da hun nede fra stuen af spurgte, om jeg nu var syg igen. "Jeg er ikke syg, jeg ved ikke hvad du mener" Råbte jeg så igen og sad helt stille på wc-gulvet. "Jamen kaster du da ikke op?" Sagde hun så nede fra enden af gangen, og jeg prøvede at "fake-grine", selvom det ikke gik så godt. "Neej mor, det bare Batman der kastede op. Nok en hårbold eller noget" Sagde jeg så, og jeg kunne hører hende sukke nede ved trappen. "Nu igen? Nå, okay" Også ventede jeg ellers på at jeg kunne høre hendes fodtrin forsvinde ind mod stuen igen. Batman er vores kat forresten. Men jeg løj. Det var ikke Batman der kastede op. Det var mig. Men jeg var altså ikke syg. Hvertifald ikke hvad jeg selv troede. I starten altså. Ser du, mit navn er Steffanie. Jeg er 13 år gammel. Jeg har mørkt hår og brune øjne. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers beskriver migselv. Jeg er.. Mig altså. Nå.. Jeg skyllede ud, og lod ellers som om at jeg skældte Batman ud for at kaste op, selvom den stakkels kat bare gloede på mig som om jeg var en galning. "Bare rolig, du skal nok få en snack senere for det her" hviskede jeg så, og nussede ham. "Jeg går i seng, godnat" Sagde jeg og krammede min mor. "Hvorfor har du så god ånde?" Spurgte hun så, og løftede et øjenbryn. Fuck. Jeg havde taget et tyggegummi for ikke at lugte af bræk. "Da fordi jeg har børstet mine tænder?" Sagde jeg så og hun grinte. "Nåå, ja" også smilte jeg. "Du er så mistænktsom" grinte jeg og hun grinte med. "Tja, ja, det er jeg vel" Også blinkede hun til mig. Jeg gik op på mit værelse, og lagde mig så i min seng med Batman og puttede. Mor skulle altså bare ikke vide om min slankekur. Det var jo ikke noget alvorligt. Jeg skulle bare tabe 15-20 kg, så var det fint. Så havde jeg den krop jeg sulle have. Også ville de alle sammen kunne lide mig. Og endda synes jeg var FLOT. Det griblede helt inde i min mave, ved tanken om det. Så ville jeg jo være ligesom alle de andre.  Jeg prøvede at sove, men det lykkedes virkeligt ikke, og det var noget lort, for jeg skulle møde klokken 8. Min vægt stressede mig, for den blev ved med at være på 52, og mit mål for den her uge var hvertifald 45. Jeg blev sur på migselv. Hvorfor kunne jeg ikke bare tabe mig? Jeg skulle jo bare tabe mig 7 kg! 7 kilo altså! hvor svært var dét!? Jeg satte mig op i min seng af aggresioner, og før jeg vidste af det, sad jeg med et barberblad, og gjorder migselv skade. Jeg lavede ét sår, stoppede blødningen, og lagde mig så ned i sengen igen, og kunne mærke jeg slappede af. Jeg vidste godt det var noget lort jeg havde lavet, men jeg var bare så besat af at være perfekt. Jeg slukkede lyset på mit værelse igen, selvom jeg lige havde tændt det, og kiggede ud i mørket, imens jeg mærkede varmen og trygheden brede sig i mit værelse. Klokken halv 3 faldt jeg endelig i søvn.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...