Besat af min vægt

Steffanie på 13 er helt alene. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv, men én ting ved hun - Hun skal tabe sig. Med det samme. Steffanie bliver mobbet, holdt udenfor, og hun er måske lidt for moden af sin alder. Spiseforstyrrelsen førte til blandt andet selvskade, og utallige selvmordsforsøg. Men hvad gør man, når vægten går længere og længere ned, men det ikke er nok for den stemme inde i dit hoved? Hvad gør man, når ens lærer får en opfattelse af, noget er galt? Og hvordan får man hjælp? Realistisk novelle om en ung pige der lider af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, og uudholdlige tanker. Et kig ind i nogle af de unges barske verdner, som der ligger skjult rundt omkring. KAN VÆRE ADSTØDENDE!

3Likes
6Kommentarer
1397Visninger
AA

4. Katrine

 

"Steffanie, du er altså blevet meget tynd.." Sagde min lærer, Katrine da vi sad og snakkede sammen privat. Hun havde hevet mig til side i dansk-timen, så jeg var blevet ret nervøs. Hendes blik borrede igennem mig, og jeg kiggede ned. Jeg var jo ikke tynd.. Det var jeg virkeligt ikke.. Jeg vejede 36 kg jo. "MEGET tynd Steffanie" understregede hun så. "Og du spiser aldrig i skolen." Jeg kiggede op på hende og prøvede at smile. "Jamen det er fordi jeg hader at spise foran folk. Jeg spiser skam når jeg kommer hjem" sagde jeg, men hun smilte ikke. "Hvor meget vejer du?" Spurgte hun derefter, og jeg gik i panik. "45 kg" løj jeg, og hun løftede et øjenbryn.  Katrine var en meget køn pige, men hun var hellere ikke særlig gammel. Lige omkring 33 år tror jeg. Hun så dog yngre ud. Hun havde langt, nøddebrunt hår med matchende øjne, og en krop med helt perfekte former. Ikke for mange former, bare.. former. Ikke i forhold til mig. Jeg havde en slank krop, med en smule former, og jeg var 1,67 cm høj. Mit hår var langt, og mørkebrunt samt helt brune øjne. Jeg blev tit sammenlignet med en Miley Cyrus/Demi Lovato blanding, men det passede ikke, for  jeg var intet ved siden af dem. "Du skal ikke lyve" Sagde Katrine hårdt og tog så fat i min hånd og kiggede på mig. "Hvor meget vejer du?" Spurgte hun så igen og hendes blik blev siddende på mig. "36 kg" Hviskede jeg så og Katrine sukkede. "Steffanie, det ikke godt" sagde hun så, og hun holdte min hånd. "Jeg ringer hjem til din mor, også må vi snakke om det, okay?" Sagde hun så og jeg nikkede. Pludselig kiggede hun mærkeligt på min hånd. "Hvad er det du har indenunder dit ærme?" Sagde hun så, og trak mit ærme op uden vidre. Fuck. Katrine kiggede overasket på min bandage der var næsten helt rød. "Ste.. Steffanie, hvad fanden har du lavet?!" Hvinede hun så,  åbnede bandagen og kiggede ned i mit åbne sår. "For helvede Steffanie er du helt syg?! Det der skulle have været syet!" Sagde hun så, og kiggede skræmt på mig. "Hvorfor har du ikke snakket med mig?" Sagde hun så, og krammede mig, og jeg begyndte at græde. "Jeg følte mig virkeligt bare så alene. Ingen ser mig i klassen. Alle ignorere mig. Ingen lagde mærke til jeg havde tabt mig. Jeg var bare helt alene.." Græde jeg, og hun trak mig ind til sig. "Stef da.." hviskede hun så og omfavnede mig.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...