Besat af min vægt

Steffanie på 13 er helt alene. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv, men én ting ved hun - Hun skal tabe sig. Med det samme. Steffanie bliver mobbet, holdt udenfor, og hun er måske lidt for moden af sin alder. Spiseforstyrrelsen førte til blandt andet selvskade, og utallige selvmordsforsøg. Men hvad gør man, når vægten går længere og længere ned, men det ikke er nok for den stemme inde i dit hoved? Hvad gør man, når ens lærer får en opfattelse af, noget er galt? Og hvordan får man hjælp? Realistisk novelle om en ung pige der lider af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, og uudholdlige tanker. Et kig ind i nogle af de unges barske verdner, som der ligger skjult rundt omkring. KAN VÆRE ADSTØDENDE!

3Likes
6Kommentarer
1529Visninger
AA

6. Fed

 

"Hvem end der har lagt det billede ud, og har taget det, jeg håber i skammer jer. For min skyld, kan du, i eller hvem fuck det nu er, rende mig. Og jer der tror jeg har lagt det ud selv; Nej, vel? Tak for de søde kommentare.. Hold kæft, hvad er det her for en verden.." Blev status-opdateringen, og inden for 10 min havde den 17 likes og 4 kommentare. "Jeg synes du er smuk, du skal ikke lade de snot-tøsser jorde dig sådan" var en af dem, fra en af pigerne fra min klasse. Jeg sukkede, men trak alligevel på smilebåndet; Smuk. Hun synes jeg er smuk! Jeg begyndte med det samme at træne, og 2 timer efter, altså ca ved 12 tiden lagde jeg mig så, men faldt først i søvn klokken halv 1 tror jeg. Hmm. Nå. Katrine holdte hele tiden øje med mig i dansk. Jeg fik stress. Men jeg vidste, at hun jo bare bekymrede sig. Jeg smilte et skævt smil til hende, og hun smilte tilbage, imens hun underviste. Jeg sad tænkte på, hvem det var der havde lagt det billede ud. Plus, min mor havde set det, og jeg havde fået en balle for at bande. Min mor hader når jeg bander. Hun var enig i det var svinsk, men at jeg ikke skulle reagere sådan. Hmm.. Drengene smilede dog til mig, mens de fleste af pigerne enten ikke kiggede på mig, eller var iskolde. Jeg gad ikke engang spørge hvem det var. Det var ligemeget. Jeg ville helst bare forsvinde helt væk, så jeg gemte mig bag min bog og mit tørklæd, og lige så snart vi fik fri, pakkede jeg sammen, da jeg kunne høre en stemme bag mig. "Hva så tykke?" Det var de fleste af pigerne. De stod ca 5 piger, og jeg indså vi var alene. "Har du ikke tænkt dig at gå hjem og æde, hva?" De begyndte at grine. "Det jo din hobby, ikke? Du fed. Indse det" De begyndte at skubbe, og grine. Jeg slog hovedet ind i væggen, og jeg udstød et "av" mens de grinede vidre. Shit.  Det endte med jeg lå nede på gulvet, imens de sparkede lidt til mig, og gik så. Da jeg var helt sikker på de var væk, brød jeg sammen. Fuldstændigt. De hadede mig jo. Det var åbenlyst.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...