Besat af min vægt

Steffanie på 13 er helt alene. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv, men én ting ved hun - Hun skal tabe sig. Med det samme. Steffanie bliver mobbet, holdt udenfor, og hun er måske lidt for moden af sin alder. Spiseforstyrrelsen førte til blandt andet selvskade, og utallige selvmordsforsøg. Men hvad gør man, når vægten går længere og længere ned, men det ikke er nok for den stemme inde i dit hoved? Hvad gør man, når ens lærer får en opfattelse af, noget er galt? Og hvordan får man hjælp? Realistisk novelle om en ung pige der lider af spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, og uudholdlige tanker. Et kig ind i nogle af de unges barske verdner, som der ligger skjult rundt omkring. KAN VÆRE ADSTØDENDE!

3Likes
6Kommentarer
1419Visninger
AA

7. Farvel

 

Jeg gik direkte ned mod stationen.  Nu var det slut. Jeg stilte mig ved spor 1. Der var ikke så alvorligt mange der skulle med. Jeg var helt væk. Mit blik var tomt, min krop viste ingen reaktion på smerte. Jeg var stort set slet ikke til stede. Det eneste jeg kunne mærke, var smerten. Indeni. Det var en stor ting, der sad nede i min mave, og jeg kunne bare ikke mere. Jeg stillede min taske og tog min jakke af. Jeg var ligeglad om folk kunne se mine sår, jeg satte mig på det, indtil jeg kunne se der var 2 min til der kom et tog. Jeg rejste mig op, og kiggede. Nu kom toget. Jeg lukkede øjnene, og da jeg kunne høre toget komme, gik jeg direkte lige, ud, indtil.. Jeg kunne høre en masse skrig. Var det så overstået? Så hurtigt? Var jeg død nu? Jeg kunne mærke en person der rørte ved mig. Det kunne bare ikke passe.. Please nej.. Jeg åbnede øjnene, men jo. Der var en der havde stoppet mig. Toget havde ikke ramt mig som sådan, men fyren der havde reddet mig, kiggede forskrækket og utroligt forvirret på mig. "H.. HVAD LAVER DU?!" Skreg jeg, med tårene rendende ned af kinderne. "Jeg var jo lige ved det!" Græd jeg, og faldt sammen på jorden, og fik et blackout. Jeg kan stortset  kun huske, at det sidste jeg så, inden jeg vågnede op på hospitalet, var en lille pige på ca 5 år som kiggede ned på mig med tåre ned af kinderne, imens hun holdte min hånd. "Nej, hvorfor du gøre det!? det.. slem!" jeg kendte dog ikke pigen, men jeg havde det så dårligt over at den lille stakkels pige havde været vidne til dét. "Steffanie, er du vågen?" Kunne jeg høre en kvinde stemme sige, og jeg åbnede øjnene. "Oh fuck, er du sikker på jeg ikke blev ramt af det tog? Det føltes sådan" Mumlede jeg, og hun trak på smilebåndet, på den sørgelige måde. "Steffanie, du skal snakke med mig. Mit navn er Lena, og jeg er her for at hjælpe dig. Heldigvis blev du ikke ramt af toget.." Begyndte hun "Heldigvis" nøs jeg sarkastisk af hende, og hun kiggede fuldstændigt mærkeligt på mig. "Er du ikke glad for du overlevede?" Hun lød overrasket. "Hvorfor skulle jeg så prøve at hoppe ud foran toget? det jo ikke en trafik-ulykke det her, vel?" mumlede jeg, og kiggede væk, lukkede øjnene, og prøvede at sove igen. Nok mest i håbet om at ikke vågne op igen. Skammen over at jeg overlevede, og skuffelsen om at vågne op igen, var alt for meget.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...