Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43174Visninger
AA

19. You're breaking me down

 

Jeg blev helt forbavset over mig selv, imens hans læber lå mod mine, men jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne mig fra ham. Hvorfor troede jeg helt ærligt også, at jeg kunne holde mig fra ham, når jeg stadig var forelsket i ham? Det, der undrede mig endnu mere, var, at Niall var sammen med Ashley, men det forhindrede ham ikke i det her kys.

Ikke engang tankerne om, hvordan Ashley ville flænse mig fuldstændig op udefra og ind – for hun kunne ikke starte indefra – var nok til, at jeg trak mig væk, og til sidst blev det også Niall, der trak sig væk, da han var ved at blive en anelse for grebet af hele den her situation.

Længe kiggede han mig ind i øjnene, inden det gik op for mig, at vi stadig stod utrolig tæt. Så trådte han et skridt bagud og så helt forvirret ud, og om det var over ham selv eller nogen/noget andet, vidste jeg ikke – faktisk var jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet havde lyst til at vide det.

”Aisha..” mumlede han pludselig, og jeg kiggede opmærksomt på ham, før han så rystede på hovedet. ”undskyld,” sagde han så højt og gennemskærende, før han vendte om og gik sin vej. Det efterlod mig alene tilbage med en underlig følelse i kroppen, men jeg var ikke engang sikker på, hvordan jeg havde det. Faktisk var jeg ikke ked af det over, at han gik, for jeg var stadig mærket af det kys, som vi lige havde udvekslet. Jeg kunne ikke forstå det, og jeg følte ikke, at det var virkeligt. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at komme tilbage til virkeligheden.

Pludselig kaldte en stemme på mig, og da jeg vendte mig rundt, gik det op for mig, at der var rigtig mange, der stod og kiggede på mig. Straks blev mine håndflader underligt svedige, og jeg følte mig helt klaustrofobisk, fordi der var så mange. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem det var, der havde kaldt på mig, men det gjorde ikke så meget. Jeg ville gerne ud og have lidt luft.

Selvom stemmen igen kaldte på mig, var jeg ligeglad, og jeg løb nærmest ud af døren, som jeg blev lettet over at få øje på. Selvom det var ekstremt koldt og kulden lagde sig om mig med det samme, så var det rart endelig at være udenfor.

Jeg vidste, at det hele ville være fucked up i morgen, det var der ingen tvivl om. Det skulle ikke undre mig, hvis der var nogen, der havde fået taget billeder af mig og Niall, og det skulle især ikke undre mig, hvis Ashley fik fat i en af Fannys veninder og fik hende til at spørge, hvordan Niall havde opført sig. Alt i alt var jeg bange for, at det skulle komme ud i offentligheden, og det gad jeg ikke. Jeg blev virkelig nødt til at snakke med Niall om det, selvom han var sur. Jeg var bare forvirret, og det var nærmest det samme.

Jeg havde svært ved at finde ud af, om jeg var sur, ked af det, skuffet eller såret, da jeg stod udenfor, men jeg ville ikke tænke mere over det. For første gang i lang tid, følte jeg bare en lille snert af glæde, og det var næsten helt utroligt for mig. Det var ikke for at lyde som en eller anden egocentreret pige, men det var rigtigt.

Vinden tog fat i mit hår, og jeg fik et chok, da jeg pludselig så Niall stå foran mig. Jeg havde ikke lagt mærke til ham, og jeg vidste ikke, om det var fordi, jeg var fuld, eller hvad det var.

”Seriøst, Aisha, hvad skete der lige der?” vreden i Nialls stemme kom virkelig meget bag på mig, og det ramte mig som et slag i ansigtet, da han snakkede. Jeg havde ikke troet, at han ville opføre sig på den måde overfor mig, når vi lige havde kysset, men der var det så, at det næste slog mig; han ville måske give mig skylden for tingene og lade som om, at han slet ikke havde været med til noget.

”H-hvad snakker du om? Du kyssede mig, og så kyssede jeg med,” min stemme rystede dels fordi, jeg var fuld, og dels fordi, jeg var forvirret over hans pludselige humørsvingning. Det ene øjeblik havde han været kærlig og drillende, og i det næste øjeblik var han på den her måde.

”Lad nu være, Aisha. Er du klar over, hvad det kan betyde, hvis det kommer ud?” vrissede han af mig, så han kunne vende sig om og gå væk fra mig. Endnu engang følte jeg mig helt forladt og alene, og det gjorde tusind gange mere ondt, når det var Niall, der bragte den følelse frem i mig.

Det var formiddagen efter festen, og jeg lå og havde det dårligt på alle mulige måder, som man overhovedet kunne. Min hjerne arbejde på højtryk, mine følelser var et stort rod, jeg havde ondt i min krop, og jeg havde de værste tømmermænd, som jeg ikke var vant til at have.

Jeg kunne høre, at min familie var vågen nedenunder, men jeg havde ikke den mindste lille trang til at gå nedenunder til dem. Niall var sur på mig, og det var alt, som jeg kunne tænke på lige nu. Det var som om, at kysset ikke ville forlade mine tanker, selvom jeg så inderligt gerne ville glemme det. Det ville uden tvivl blive et kæmpe stort problem, det var der ingen tvivl om.

Min mave gjorde lige så meget oprør, som mine følelser gjorde, og det var lige før, at jeg ikke vidste, hvad der var værst eller bedst. Hvad jeg foretrak frem for det andet. Jeg var ked af det, og jeg havde lyst til at græde, men alligevel havde jeg lyst til at grine, fordi jeg havde kysset med Niall i går. Jeg kunne virkelig ikke finde ud af det, og det var stressede som en i helvede.

 

***

 

Jeg var endelig kommet op af min seng og sad nede i stuen, da det ringede på døren. For en gangs skyld var hele min familie hjemme, og det betød, at jeg altså ikke behøvede at rejse mig fra sofaen, som jeg sad i for at åbne døren. Dog fik jeg den største trang til, at jeg rent faktisk havde rejst mig og var gået min vej, da jeg hørte en alt for genkendelig stemme, der tilhørte Niall. Selvfølgelig tilhørte den Niall, for verden havde åbenbart ikke lyst til at være sød mod mig. Det burde ikke komme bag på mig, for det havde jeg efterhånden erfaret.

”Aisha, er det dig, der har-” ”nej,” afbrød jeg hurtigt min far, fordi jeg vidste, at han ville spørge, om jeg havde inviteret Niall. Det måtte være Fanny, der skulle være sammen med ham, og det lød så underligt, når jeg sagde det på den måde. Niall var nok kommet over for at være sammen med Fanny, fordi de to åbenbart havde det rigtig godt sammen, og det var kun for Fannys skyld, at jeg ikke tvang Niall ud af døren igen.

Jeg vidste ikke helt, hvad der var med mig, men jeg kunne ikke kende mig selv. Eller jo, det kunne jeg godt, men jeg var bare virkelig bange for, hvad Niall ville sige til mig, hvis vi kom op i en diskussion, og hvad han overhovedet ville sige til mig, hvis Ashley fandt ud af, at vi kyssede.

Med stive bevægelser rejste jeg mig og gik ud af stuen, lige tids nok til at jeg var ved at gå direkte ind i Niall, der kiggede underligt på mig. Det gav et stik i mig, da mine øjne mødte hans, og jeg vidste godt, at han fortrød kysset. Eller.. nej, han så ikke engang ud til at fortryde det, han virkede bare så.. udtryksløs, at det var helt vildt. Jeg kunne ikke tolke ham, og det havde jeg ellers altid kunnet.

”Ashley har slået op med mig,” sagde han så pludselig bag mig, da jeg var på vej hen mod trapperne, der førte op til mit værelse. Mine bevægelser stivnede dog, da jeg hørte, hvad han sagde, og jeg kiggede måbende på ham. Han så overhovedet ikke ud som om, at han var ked af det, og det forvirrede mig – og så alligevel ikke. Han havde jo nærmest allerede indrømmet, at han ikke elskede hende, så det burde ikke gøre ham ked af det.

”Nå..” endte det med, at jeg sagde, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg eller skulle sige. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad man sagde, når ens ekskæreste kom hen og sagde, at ens fjende havde slået op med ham – kan I følge mig? Det var der nok ikke særligt mange, der kunne prale af at have prøvet.

”Nå? Aisha, det er jo din skyld det her, kan du ikke se det eller hvad? Du ødelægger da også bare alting for mig!” råbte han pludselig højt, og det gav et sæt i mig. Så stirrede jeg på ham med et forrådt blik, før jeg drejede om på hælen og løb op af trapperne. Tårerne løb allerede ned af mine kinder, og straks havde jeg fået det virkelig slemt.

Han kunne ikke tillade sig at opføre sig på den måde. Hans opførsel forvirrede mig gevaldigt meget. Han var glad det ene øjeblik, og det næsten hadede han mig som pesten, så det var virkelig ikke til at finde ud af. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være muligt, at han kunne bebrejde mig for det kys, når det var ham, der havde kysset mig. Han havde vel heller ikke været så fuld, at han ikke kunne huske det, når jeg kunne huske det.

Med et hulk smed jeg mig på sengen og begravede hovedet i puden. Jeg gjorde det i med et desperat håb om, at ville dæmpe min gråd, men jeg tvivlede på, at det var en løsning, for det kunne stadig høres højt ud i rummet.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, da jeg sagde det til hende, men det var som om, at jeg ikke kunne styre det. Det væltede bare ud, og jeg vidste, at det ikke havde noget med Aisha at gøre – det gik bare ud over hende, og det var først bagefter, at jeg kom i tanke om, hvor dumt det kunne være. Hun havde svært ved at se mig, det vidste jeg, så derfor burde jeg ikke gøre det endnu værre. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg virkelig bange for, at hun ville begynde på at gøre skade på sig selv igen.

Mit blik nåede kun lige at fange hendes mørkebrune hår, da hun spænede op af trapperne, og det gjorde helt ondt indeni at vide, at det var mig, der havde fået hende til det. Engang var det mig, hun snakkede med, når folk havde fået hende til at reagere på denne måde, og nu var det mig, der var skyld i det. Det var ikke sådan, det burde være.

Jeg havde det virkelig dårligt med mig selv lige nu. Selvfølgelig var jeg da ikke ked af det over, at Ashley havde slået op med mig, men det var som om, at jeg brugte hende til at få mine frustrationer ud. Jeg kunne få dem ud ved at sige, at hun havde slået op med mig, og at det var det, der irriterede mig. Og jeg kunne få dem ud, ved at lade dem gå udover Aisha, som i den grad ikke fortjente det på nogen måde.

 

Aishas synsvinkel:

Jeg var vågnet op igen hen på aftenen, og der var jeg sikker på, at Niall var taget hjem – til mit held. Imens jeg lå deroppe på mit værelse, var mine øjne bare blevet tungere og tungere, indtil jeg til sidst faldt i søvn. Dog kunne det ikke undgås, at jeg havde sovet noget så dårligt, men det var der ikke nogen, der skulle kommentere eller vide lige nu. De var alligevel ikke interesserede, hvis der skete noget, som jeg fortalte dem.

Mit hoved gjorde utroligt ondt, og det var som om, at min hals brænde, så jeg var godt klar over, at jeg var ved at blive syg – hvilket jeg overhovedet ikke havde lyst til. Hele min krop var øm, og det lagde jeg først mærke til, da jeg stod op. Duften af mad ramte mig, men den gav mig kun kvalme. Det gjorde den tit efterhånden, men den her gang var det ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at spise. Nu var det mere fordi, jeg var ved at blive syg.

”Jeg skal ikke have noget mad,” sagde jeg til min mor, da jeg var kommet nedenunder, og hun kiggede bekymret på mig. Hun var begyndt at bekymre sig meget om, hvor meget jeg spiste, og hvornår jeg spiste – det var til at blive sindssyg over. Hvis det var helt op til mig, så måtte hun faktisk gerne blande sig en anelse uden om det.

”Du spiser jo aldrig mere, Aisha,” brokkede hun sig, og jeg himlede med øjnene. Jeg skulle lige til at åbne munden og protestere, men det gik galt, da et host eller to fandt vej ud af mine læber, så jeg blev nødt til at holde mig for munden. ”Derfor skal jeg ikke have noget,” sagde jeg og hentydede til, at jeg var ved at blive syg.

”Så også kun den her gang..” sagde hun tøvende, og jeg kunne let høre, at hun ikke var særlig meget for det, men det måtte hun selv om. Jeg havde det så underligt, så jeg skulle i hvert fald ikke have noget at spise i dag, det var helt sikkert.

 

***

(HUN GÅR STADIG I SKOLE, FORDI VI JO HAR SPRUNGET I TIDEN) 

 

Jeg var træt og stadig småsløj, men alligevel tog jeg i skole den næste dag. Det var det, jeg valgte at gøre, selvom jeg godt vidste, hvad det ville bringe med sig. Ashley ville være der, og siden hun havde fundet ud af det med Niall og jeg, så vidste jeg godt, hvordan det ville være – forfærdeligt ganske enkelt.

Mine sko var gennemblødte, da jeg trådte ind på skolen, men det var ikke så meget det, jeg tænkte på. Jeg havde mere travlt med at få tjekket, om Ashley var i syne, og først da jeg var sikker på, at hun ikke var til at få øje på nogen steder, gik jeg videre. Der var mange folk, som kiggede på mig, men der skete ikke andet, end at de smed en kommentar efter mig. Det tog jeg ikke så tungt, for der var ikke særlig mange af dem, der rigtigt kendte mit svage punkt, hvis man skulle såre mig med ord.

Mine ben førte mig let hen til mit skab, som jeg åbnede op for at ligge et par bøger ind og hive nogle andre ud, da jeg skulle have fysik. Fysik var nok et af de fag, som jeg virkelig var værst til, s derfor prøvede jeg også at gemme mig mest muligt bagerst i lokalet. Dog var det tit, at der var nogen, der skulle kommentere noget til mig, så jeg blev ’opdaget’, hvis man kunne sige det på den måde.

”Hej Aisha,” lød det pludselig fra min side, og jeg kiggede forvirret derhen, da jeg godt kunne høre, at det ikke var Ashley eller nogen andre, der ikke brød sig om mig. En pige med karamelfarvet hår mødte mit blik, og jeg blev helt forvirret, da hun blot stod og smilede venligt til mig.

”Eh. Hej?” sagde jeg og ventede på, at hun ville sige sit navn. Jeg var virkelig forvirret over, hvem fanden det var, for jeg kunne ikke genkende hende. I hvert plejede jeg ikke at have fysik med hende, og jeg havde aldrig set hende. ”Jeg hedder Eve. Jeg er lige startet her, og den eneste jeg kunne genkende var dig.. du ved..” hun tøvede lidt, og jeg vidste godt, hvad hun hentydede til.

”Du kender mig på grund af Niall. Er du directioner?” spurgte jeg roligt om, og det var først der, det gik op for mig, hvor stort det måtte være for hende, hvis hun var. At hun stod foran mig, for det måtte vel svare til, at hun stod foran Danielle, Perrie og Eleanor, ikke? Selvom der nok var flere, der kunne lide dem, men det var noget andet.

”Ehm.. Ja, jeg er en smule. Hvordan er det.. altså.. går hende Ashley her også?” spurgte hun forsigtigt, og jeg fornemmede godt, at hun vidste, at det var et ømt område. ”Ja, det gør hun. Desværre. Men ja, både hende og jeg går her, så det må vel være en god skole, du er startet på, når du er directioner,” sagde jeg og prøvede at lyde så rolig som mulig, imens jeg gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ved siden af mig.

”Jeg ved ikke helt.. jeg bryder mig ikke rigtig om Ashley, hvis jeg skal være helt ærlig,” indrømmede hun lavmælt, sikkert fordi hun var bange for, at der var nogen, der ville høre hende. Ubevidst bredte et smil sig over mine læber, da hun sagde det. ”Nej.. det gør jeg heller ikke,” sagde jeg så, og jeg var ved at grine af, hvor stor en underdrivelse et var.

”Eh.. bliver du egentlig stadig.. mobbet og det? Du havde jo i hvert fald nogle problemer, som os Directioners gerne ville støtte dig igennem, og-” ”ja, det gør jeg. Af Ashley, så deeet..” afbrød jeg hende, før hun nåede at sige noget. Hendes øjenbryn røg nærmest op i vejret, da jeg sagde det, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at der ikke var nogen af deres fans, der havde fundet ud af, at det var Ashley, der havde været efter mig.

”Var det Ashley?” måbede hun, ”hun har ellers sagt i et interview eller noget i den stil, at hun selv synes, at det er meget ærgerligt, at det ikke gik mellem dig og Niall,” fortsatte hun så, og nu var det min tur til at kigge måbende på hende. Havde Ashley virkelig sagt det? ”Hun lyver. Hvis der er nogen, der hader mig, så må det være hende,” fastslog jeg hviskede, da min lærer var kommet ind og begyndte at snakke løs.

Eve lavede store øjne, før hun kiggede op mod tavlen. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle føle lige for tiden. Alting var så forvirrende; jeg kyssede med Niall, han blev sur, og han var i øvrigt sammen med Ashley. Derfor var jeg så ked af det, som man overhovedet kunne være, og jeg følte mig virkelig lidt værd. Nu kom Eve og var sød overfor mig, som den første i rigtig, rigtig lang tid, og oveni det hele var jeg halvsyg.

Men jeg følte allerede, at Eve måske ville blive ved med at snakke med mig og ikke Ashley – hvis jeg var heldig, altså. Men hun virkede bare ikke som en, der bare ville skifte over til Ashley, specielt ikke når hun lige havde snakket med mig og var blevet chokeret over Ashley.

Det var svært. Jeg ville heller ikke have, at hun skulle komme i problemer, fordi hun snakkede med mig. Måske håbede jeg også bare for meget og var alt for naiv. Jeg havde efterhånden lært, at jeg ikke bare skulle regne med at folk gad mig uden videre.

Jeg havde nærmest ingen idé om, hvem jeg selv var mere, og det var frustrerende. Derfor valgte jeg at fokusere på tavlen. 

-----------------------------------------------------------------------------------

Okay, hvad synes I om kapitlet? Jeg er helt ærligt ikke særlig tilfreds med det, hvis jeg skal være ærlig, og jeg har haft svært ved at skrive det. Dels fordi, jeg er syg, så har ikke rigtig kunnet distrahere mig, men også fordi, jeg bare.. havde svært ved det, lol! 

Og btw, siden det her kapitel ligesom ikke kommer ind i morgen, så siger jeg god jul til jer nu!!! Så god jul, håber I får det, som I har ønsket jer! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...