Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43170Visninger
AA

5. You make me feel like one piece

 

”Aisha?” der blev hevet en smule i min dyne, og jeg tog hurtigt fat i den, så jeg kunne hive den overhovedet og få varmen tilbage igen. Jeg frøs utroligt meget, og jeg kunne allerede nu mærke, at mit værelse var isnende koldt, så jeg havde ikke lyst til at stå op. Derudover havde jeg det ekstremt dårligt – ikke kun psykisk, men denne gang også fysisk.

”Aisha, klokken er kvart over syv,” min mor prøvede igen at hive i min dyne, men jeg holdt bestemt fast i den, før jeg for første gang den morgen lukkede mine øjne op. ”Jeg har det rigtig dårligt, mor,” peb jeg og kiggede på hende med et mat blik. Hun sukkede tungt en enkelt gang, før hun lagde en hånd på min pande. Så nikkede hun. ”Du har også feber..” mumlede hun, før hun forsvandt ud af rummet, hvilket betød, at jeg kunne sove videre.

Det var svært for mig at sove, når jeg allerede var blevet vækket, og det hjalp bestemt ikke, at Fanny og mine forældre fik det til at lyde som om, at vores hus var i gang med at blive skilt ad, når de blot var i gang med at spise morgenmad eller andre ting. Jeg lukkede hårdt øjnene sammen og puttede mig helt nedunder dynen, da min mobil vibrerede henne på bordet.

Jeg ignorerede den, fordi jeg var så træt og egentlig bare ville blive liggende i sengen hele dagen, men da jeg kunne høre min far komme op af trapperne, kunne jeg ikke dy mig. ”Faa-aaaaar?” råbte jeg højt, så han nærmest fløj herind, selvom der slet ikke var nogen grund til det. ”Ja?” sagde han og kiggede forvirret på mig. Jeg pegede hen på mobilen, og han regnede den hurtigt ud og gik hen og tog mobilen, så han kunne give den til mig.

”Tak..” mumlede jeg, og han smilede, før han stresset forsvandt fra mit værelse igen. Suk. Selvfølgelig var han stresset, det var han altid. Og det var min mor også, for hun skulle også nå at aflevere Fanny på den privatskole, som hun gik på, imens jeg blot gik på en almindelig skole.

Jeg havde næsten helt glemt, hvorfor jeg havde bedt om min mobil, og jeg kiggede hurtigt ned på den, da jeg kom i tanke om den. Jeg indtastede koden, så jeg kunne komme ind på min mobil, og da jeg så, hvem beskeden var fra, gik der nærmest et sug igennem min mave. Det var den bedste måde, jeg kunne beskrive følelsen på. Jeg havde gemt Nialls nummer efter dagen i går, fordi det var som om, det var gået op for mig, at det ikke var sidste gang, jeg ville høre fra ham – og jeg havde ret.

”Hej Aisha. Hvad laver du i dag? Kan du ses? Knussss.” det var den helt enkle sms, som han sendte til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over den måde, han trak ordet ’knus’ ud på. Alligevel blev jeg lidt trist til mode, da jeg måtte meddele, at jeg var syg. ”Jeg ligger syg, desværre.. Jeg skriver til dig, hvis jeg finder ud af noget..” skrev jeg hurtigt, men det vidste jeg næsten godt, at jeg ikke ville. Desuden var jeg faktisk nærmest bange, fordi han kunne se så meget på mig. Det føltes som om, at han kunne se lige i gennem mig, og det var ekstremt skræmmende.

Lige da jeg havde lagt mobilen fra mig på gulvet, blev min dør igen smækket op, og jeg kunne ikke lade være med at stønne irriteret, da min mor kom ind. ”Vi går nu – alle sammen. Hvis du har fået det bedre, kan jeg så ikke få dig til at hente Beatrice fra vuggestuen? Far og jeg er-” ”I er sent hjemme, ja,” afsluttede jeg hendes sætning, hvilket nærmest sendte hende ud af rummet med det samme. Og selvfølgelig skulle jeg hente Beatrice, for hvis jeg kendte dem ret, var de bare gået ud fra, at jeg havde tid til det. Hvem skulle de ellers sætte til det, hvis jeg lå og overbrækkede mig selv og mine omgivelser?

Min mobil vibrerede igen, men siden jeg godt vidste, hvem sms’en var fra og hvad, der ville stå i den, hverken orkede eller så jeg nogen grund til at samle den op fra gulvet for at tjekke den. Der var blevet dejligt roligt, da alle menneskerne i huset var gået, og inden længe faldt jeg til min egen lettelse i søvn igen.

 

***

 

Det føltes stadig som om, at jeg var ligeså træt, da jeg vågnede, som da jeg lagde mig til at sove. Alligevel tvang jeg mig selv op, da jeg fik kigget på klokken, som overraskende nok viste tre. Det undrede mig faktisk ikke, at jeg havde ligget og gledet ind og ud af søvnen så længe, for det gjorde jeg tit. Jeg havde ofte svært ved at sove, så når jeg endelig kunne sove ud, så gjorde jeg det gerne i stor stil.

Jeg tog min dyne med mig nedenunder sammen med min mobil, og så fandt jeg mig ellers til rette i sofaen. Med en elegant bevægelse fik jeg fat i fjernbetjeningen, så jeg kunne tænde for fjernsynet og skifte kanalen over på Disney Channel – den kanal, som jeg altid så, når jeg var syg eller bare havde det dårligt. Der var noget afslappende over den, hvis jeg skulle være helt ærlig.

Kvalmen steg i mig, jo længere tid jeg sad foran tv’et, og da klokken rundede halv fem, var jeg sikker på, at jeg ikke kunne formå at hente Beatrice fra vuggestuen, medmindre jeg gerne ville brække mig hele vejen, og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Men hvem skulle så gøre det? Mine forældre var i den grad ikke en mulighed, Fanny var ikke hjemme - faktisk vidste jeg ikke, hvor hun var - og jeg havde ikke nogen venner, der kunne hente hende for mig.

Jeg var lige ved at gå helt i panik, da mine tanker ubevidst faldt på Niall. Egentlig vidste jeg ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på ham, men det gjorde jeg og med langsomme, overvejende bevægelser, låste jeg min iPhone op. Jeg gik ind under mine kontakter og fandt Nialls navn, før jeg trykkede på ’ring op’.

For hver gang, der kom den bippende lyd, som indikerede, at den stadig ringede op, gav det nærmest et helt ryk igennem min krop, og jeg blev mere og mere i tvivl. Lige da jeg skulle til at droppe det og ligge på, lød en hæs stemme. ”Hallo?” Niall lød forvirret og mest af alt som en, der havde ligget og sovet, og jeg fik helt dårlig samvittighed.

”Sov du?” spurgte jeg med en spinkel stemme, og han hostede en enkelt gang for at få sin stemme på plads. ”Det er fint. Hvad så? Var du ikke syg, eller?” han lød allerede mere vågen, og den dårlige samvittighed svandt lidt ind.

”Jo, det er jeg også. Jeg ville egentlig spørge dig, om du kunne gøre mig en tjeneste, men det er fint nok, hvis du ikke kan..” sagde jeg tøvende, fordi jeg virkelig ikke ville virke påtrængende eller noget andet i den stil. ”Nej, nej. Jeg har fri i dag, og jeg har ikke noget at lave. Hvad er det? Jeg gør det gerne,” sagde han hurtigt. Jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule over det faktum, at han virkede så ivrig.

”Hmm.. Jeg er jo syg, og jeg skulle egentlig hente Beatrice fra vuggestuen, fordi mine forældre, som sædvanligt, ikke er hjemme, og jeg har lige fået det værre, så jeg kan ikke rigtig hente hende. Kunne jeg få dig til det?” det sidste sagde jeg endnu lavere, fordi jeg egentlig følte, at det var lidt flovt at spørge om sådan noget.

”Jo, selvfølgelig! Selvfølgelig vil jeg da det. Hvornår er det? Er det nu?” han lød allerede som en, der havde rejst sig og var i gang med at få overtøj på, og jeg slog, til min egen overraskelse, en latter op. ”Ja, nu. Jeg sms’er lige adressen til dig, for jeg går ikke ud fra, at du lige er typen, der kender vuggestuer, huh?” sagde jeg hurtigt, og nu var det hans tur til at grine. Så lagde han på, og jeg skrev adressen til ham.

Jeg blev faktisk helt lettet, da jeg havde fået det på det rene, at der blev sørget for Beatrice. Så var jeg igen rolig, og jeg var næsten sikker på, at hun ikke ville nægte at tage med Niall. På den anden side ville hun heller ikke lige have noget at skulle have sagt, og hvis det endelig var, så kunne pædagogerne jo ringe til mig og høre, om det rent faktisk var Niall, der skulle hente hende.

Jeg fokuserede på fjernsynet, som jeg nu havde stillet over på Ghost Whisperer, da det var en af mine yndlingsserier, som også altid kunne bruges, når man var syg. Til min egen overraskelse var jeg træt, og der gik ikke lang tid, før jeg ikke kunne forhindre mine øjne i at lukke i.

 

***

 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid, der egentlig var gået, før det ringede på døren, hvilket også var det, der fik mig vækket med et sæt, så jeg nærmest sprang op af sofaen, som jeg stadig lå i. Kvalmen var der stadig, men det var blevet en lille smule bedre, end før jeg faldt i søvn.

Forvirret fik jeg rejst mig helt og gik hen til dørtelefonen, så jeg kunne åbne op og høre, hvem det var. Selvfølgelig kom det ikke bag på mig, da Nialls stemme lød, og jeg lukkede dem hurtigt ind. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, at jeg faldt i søvn, når jeg vidste, at Niall var ude for at hente Beatrice?

Jeg blev stående ude i entréen, imens jeg hørte Niall komme gående op af trapperne, imens han snakkede sødt til Beatrice, der sagde nogle uforstående lyde, som ikke gav nogen mening.

”UHA! Se, der er storesøster. Nøj, der var du heldig, hva?” Niall kiggede på Beatrice, og delte Beatrices begejstring, før han grinede lidt. Så kiggede han hen på mig med et smil, imens han tog de sidste trappetrin op og overrakte hende til mig.

”Hej med dig skatter,” sagde jeg til hende og placerede hende på min arm, imens jeg prikkede hende på næsen, så hun udstødte et forskrækket hvin. Jeg kiggede hen mod Niall, der bare stod lidt i døråbningen og vidst nok følte sig lidt akavet. ”Kom bare ind, så du ikke skal stå der, Niall,” mumlede jeg en anelse pinligt berørt og trådte et skridt til siden, så han kunne komme ind.

Jeg gik forrest ind i stuen, hvor min dyne afslørede, at jeg havde ligget det meste af dagen, og da jeg kom hen til tv’et, skyndte jeg mig at skifte kanal, så Beatrice ikke skulle sidde og kigge på noget, der eventuelt kunne skræmme hende. Niall kom ind og satte sig ved siden af mit på sofaen, da han havde smidt sit overtøj.

”Okay, jeg kan godt se, hvad du mener. Du ser ikke så godt ud,” indrømmede han hurtigt, og før jeg tænkte mig om, daskede jeg ham lidt på armen. ”Hey, hey, snak ordenligt! Troede du da, at jeg prøvede på at snyde dig, så du ville komme herhen?” sagde jeg smilende, og han trak på skuldrene. ”Det ved man jo aldrig, gør man?” jokede han, og jeg himlede med øjnene.

”Mhmm, vil du have, at jeg skal blive og spise mad med dig og den lille tøs der? Jeg tror, at hun er rimelig vild med mig,” fnes han nærmest, da Beatrice kravlede fra mig og over på Niall, som hurtigt tog fat om hende, så hun ikke bare tumlede ned igen. Jeg tøvede lidt, før jeg nikkede. ”Det må du gerne. Fanny kommer også hjem på et tidspunkt, og så håber jeg virkelig, du kan klare, at du er i hus med en fan. Det kan du godt huske, ikke?” jeg smilede lidt, da Niall ivrigt nikkede og lænede sig tilbage i sofaen med Beatrice på skødet, der også sad nogenlunde roligt nu.

Faktisk blev jeg helt rolig af Nialls tilstedeværelse, og jeg var rimelig sikker på, det var fordi, at han også sørgede lidt for Beatrice. Så behøvede jeg ikke bruge så meget tid på hende, og det virkede som om, at hun havde det rimelig godt med Niall.

”Jeg tror lige, at jeg tager mig et bad. Kan du.. sørge for Beatrice imens og lukke Fanny ind, hvis hun ringer på? Hun har glemt sine nøgler herhjemme, det tossehoved,” sagde jeg og smilede halvhjertet for mig selv, da jeg kom til at tænke på hende. Niall nikkede hurtigt. ”Selvfølgelig,” sagde han blot, så jeg rejste mig og gik ovenpå, så jeg kunne komme i bad.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg var faktisk blevet meget glad, da Aisha havde ringet til mig og spurgt, om jeg ville gøre hende den tjeneste at hente Beatrice for hende. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så lignede hun heller ikke en, der burde bevæge sig udenfor en dør, så derfor havde det været rigtigt af hende at ringe til mig.

Hun var helt bleg, og det var først der, det gik op for mig, at hun egentlig var rimelig tynd. Hun havde helt tynde arme, i sær hendes håndled lagde man mærke til, og jeg var næsten sikker på, at jeg kunne have hendes håndled i mellem min tommelfinger og pegefinger, hvor der stadig var luftrum i mellem. Ergo var hun meget tynd og spinkel – næsten for meget. Hendes ben var også utroligt tynde, men dog var det ikke noget, der blev for meget, men hvis hun blev yderligere tyndere, så ville jeg nok mene, at hun ville gå hen og være undervægtig.

Beatrice kravlede lidt rundt på mig, da hun åbenbart blev træt af at kigge på tv’et, og jeg nåede lige at hjælpe hende ned fra mit skød, før hun direkte faldt ned. Jeg grinede dæmpet for mig selv, da hun med kluntede skridt gik hen mod det lave sofabord, som de havde stående i stuen. Det var ikke svært at se, at hun lige havde lært gå, for hun var stadig meget usikker og let vaklende, så jeg holdt mig i nogenlunde forsvarlig afstand, hvis hun nu skulle falde eller noget i den stil – bortset fra, at det nok ikke ville gøre hende noget, hvis hun faldt.

Jeg fik et kæmpe chok, da det ringede på døren, og jeg skyndte mig hurtigt ud og åbnede op, da jeg umiddelbart gik ud fra, at det var Fanny, der ringede på. Samtidig prøvede jeg også at forberede mig på hendes reaktion, når hun så mig, selvom det ikke umiddelbart var noget, som man kunne. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til folks reaktioner, når de mødte os, men det glædede mig hver gang, når folk blev glade.

Igen sad jeg placeret i sofaen og kiggede lidt på tv’et, der afspillede et eller andet program på Disney Channel, som jeg egentlig ikke var opdateret på, hvad hed, og Beatrice kravlede nu rundt på gulvet og kom med sjove lyde af og til, som jeg ikke kunne lade være med at smile over.

Lyden af døren, der blev smækket i, og fodtrin ude i entréen nåede ind til mig, og jeg nåede dårligt nok at kigge op, før jeg så Fanny, der stod og kiggede på mig med et mistænkeligt blik. Jeg skulle lige til at sige noget til hende, da hun slog en hånd for munden. ”OH MY GOD! Hvad laver du her?!” udbrød hun og kiggede på mig med store øjne. Jeg grinede dæmpet. ”Jeg er sammen med Aisha, hun er bare i bad..” sagde jeg så.

”Er dig og Aisha venner? Siden hvornår? D-du er jo kendt?” hun lød som en, der var lige ved at græde af glæde, og jeg sendte hende et opmuntrende smil, som hun hurtigt gengældte med et dobbelt så stort et. ”Hmm. Det kan man vidst godt sige, at vi er. Og ja, det er jeg, men jeg gav hende mit nummer til koncerten.. Jeg var bare så lusket, at du ikke opdagede det,” sagde jeg drillende og blinkede lidt, før jeg løftede Beatrice op, som var kravlet hen til mig.

”Oh.. Må jeg.. gerne se tv med dig?” spurgte hun med store øjne, og jeg fnes lidt af hende, før jeg rykkede mig, så der blev plads til hende. Da hun havde sat sig ned ved siden af mig, rodede jeg lidt op i hendes hår. ”Selvfølgelig må du sidde her, det er jo ikke fordi, at jeg er noget specielt, du,” sagde jeg roligt, og hun smilede lidt, før hun halvt lænede sig op af mig.

 

Aishas synsvinkel:

Jeg kiggede mig lidt i spejlet, da jeg var trådt ud af badet, og det var først der, det gik op for mig, at jeg egentlig så direkte syg ud. Jeg var nærmest ligbleg, og mine øjne var utroligt matte, hvilket blot indikerede, at jeg i hvert fald ikke var rask. Det havde hjulpet lidt at komme i bad, og min kvalme var heller ikke så slem mere, men jeg rystede nærmest, fordi jeg frøs så meget, men samtidig havde jeg det virkelig varmt.

Med et suk kiggede jeg endnu engang på mit spejlbillede, der blot viste den triste pige, som jeg egentlig var. Mundvigene hang lidt ned af, fordi de efterhånden ikke havde nogen grund til at søge op af. Mine øjne viste ingenting, bortset fra at de lige nu, som sagt, var matte på grund af sygdommen. Ellers var de helt tomme for følelser, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle føle. Der var så mange følelser og ting, at det var lettere at skubbe dem væk, når jeg havde mulighed for det.

Jeg havde iført mig en alt for stor t-shirt og nogle grimme joggingbukser, som overhovedet ikke klædte mig, men jeg var egentlig lidt ligeglad. Det kunne vel ikke blive værre, end det var, kunne det?

Med en hurtig bevægelse slog jeg låsen til badeværelset fra og begyndte at gå ind mod stuen, hvor jeg gik ud fra, at de andre stadig befandt sig. Stille lukkede jeg døren op derind til, men stoppede hurtigt mig selv, da jeg igennem den lille sprække fik øje på tre personer, der lå og så tv i stuen. Fanny var åbenbart kommet hjem, imens jeg var i bad, men det var også det, jeg havde regnet med.

Næsten bare ved det syn, som jeg så, var mine øjne ved at blive fyldt med tåre. De lå nærmest bare i en slags rodet bunke; Niall lå så lang, som han var, Fanny lå op af ham og så lykkelig ud, fordi hun var sammen med sit idol, og Beatrice møvede sig en anelse usikkert rundt oven på ham, så han engang i mellem måtte give hende en støttende hånd. Det var noget af det sødeste syn, der nogensinde havde mødt mig, og jeg måtte virkelig kontrollere mig for ikke at lade tårerne falde, ligesom regnen, der var begyndt at tromme mod vinduerne.

Da jeg havde fået styr på mig selv, åbnede jeg døren helt op, hvilket gjorde, at jeg fik to ansigter rettet hen mod mig – Beatrice var for optaget af at prøve at rejse sig på Nialls mave, så hun ænsede mig stort set ikke, og det fik mig blot til at smile.

”Hjalp det at komme i bad?” lød det fra Niall, da vi nærmest bare havde stirret på hinanden i lidt tid. Jeg fjernede hurtigt mit blik og kiggede genert ned i gulvet, imens jeg nikkede. ”Ja, det hjalp lidt på det, selvom jeg stadig ikke har det helt godt. Og hej Fanny,” tilføjede jeg, da hun kiggede på mig med strålende øjne, der tydeligt viste, hvor glad hun var.

”Hej Aisha.. Er du begyndt at lave mad?” spurgte hun så og kiggede håbefuldt på mig. Jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed, da jeg rystede på hovedet. ”Nej, men jeg begynder nu, er det okay? Så laver jeg bare noget hurtig pasta med pesto, jeg tror heller ikke rigtigt, at vi har så meget andet,” sagde jeg hurtigt. Hun nikkede ivrigt og vendte blikket mod fjernsynet igen.

”Jeg kommer med dig!” mumlede Niall hurtigt og satte Beatrice hos Fanny, der hurtigt fæstnede sit blik hos hende. Kun fordi jeg vidste, at Fanny sagtens kunne passe på hende, smilede jeg til Niall, før jeg gik ud i køkkenet med Niall efter mig.

 

***

 

Vi sad alle samlet om spisebordet – Niall, Fanny, Beatrice og så mig selv, altså. Jeg kunne ikke rigtig beskrive den følelse, som jeg havde indeni. Det var ikke en følelse, som jeg var vant til at have, men jeg vidste, at jeg havde oplevet den før et sted, gravet langt væk i fortiden.

”Må jeg byde fruen noget mere vand i hendes eget hus?” jokede Niall, der sad med kanden, hvor der var vand i. Jeg lod en ukontrolleret latter slippe ud, hvilket ikke var noget, der skete så ofte, før jeg nikkede. ”Jo tak,” spillede jeg med og skubbede mit glas en anelse hen mod ham, så han kunne hælde lidt op til mig.

Fanny blev ved med at sidde og kigge frem og tilbage i mellem os, og da hun hævede og sænkede øjenbrynene et par gange hen mod mig, kunne jeg ikke lade være med at give hende et blidt spark over skinnebenet under bordet, så hun højlydt protesterede. ”Av for helvede da også Aisha, hvad skulle det til for?” ”det-”

”Abababa, Fanny, du skal snakke ordenligt og ikke de der bandeord, vel?” lød det hurtigt fra Niall, før han slog en sød latter op, som jeg havde hørt en del igennem aftenen. Den havde smittet af på mig gentagende gange, og det var faktisk kommet helt bag på mig, hvor meget jeg havde grint gennem denne aften.

Mit smil var næsten ustandseligt, da jeg kiggede rundt på bordet, hvor folk efterhånden var ved at være færdige. Den følelse, som jeg havde indeni, var en hel følelse. Jeg følte mig for en gangs skyld hel og accepteret – hvilket ikke skete så tit. Det var åbenbart en eller anden form for effekt, som Niall havde på mig. I sær, når han tilbragte tid sammen med mine søskende også. Fanny rejste sig i samme sekund, som jeg sad og tænkte. ”Må jeg gerne rejse mig? Og tak for mad, for resten,” sagde hun sødt, og jeg smilede.

”Selvfølgelig må du det,” sagde jeg og rodede kort op i hendes hår, før hun forsvandt op på hendes værelse. Så var der kun Niall, Beatrice og mig tilbage, og siden Beatrice ikke ligefrem var den, der førte en samtale, var det mest op til mig og Niall.

”Kunne du lide mine madevner?” begyndte jeg så prøvende, og han nikkede med et gravalvorligt udtryk, lige indtil han begyndte at grine. Jeg sendte ham et påtaget fornærmet blik, og han tog sig igen sammen. ”Ej, det smager faktisk rigtig godt i forhold til, at det er så enkelt at lave. Det må jeg lige huske til engang, hvor jeg er stresset eller kommer sent hjem,” sagde han så, og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blussede lidt op.

”Men, Aisha?” sagde han så, og jeg mærkede et underligt sug gå igennem mig ved den måde, som han sagde mit navn på. Jeg kiggede ind i hans blå øjne, imens jeg nikkede. ”Mhmm?” mumlede jeg og prøvede desperat at fastholde hans blik, selvom det ikke gik så godt igen.

”Vil du ikke.. prøve at fortælle mig, hvad det er, der er galt? Jeg ved godt, at du har været i godt humør i dag, jeg kan se på dig, at du har været glad, men jeg kan også se, at det ligger og dulmer lige under overfladen, hvis du forstår..” han sendte mig et bedende blik, som jeg nærmest fik det dårligt af.

”Det.. det er ikke noget specielt Niall. Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” sagde jeg så med en overraskende hård stemme, før jeg rejste mig, så min stol blev rykket lidt ud. Niall kiggede såret på mig, før han nikkede lidt, og før jeg kunne nå at stoppe mig selv, fortsatte jeg: ”du bliver nok nødt til at gå..”

Jeg fortrød det, lige så snart ordene havde forladt min mund, men nu var de sagt, og jeg kunne ikke spole tilbage og ændre, at jeg havde sagt det – desværre. Niall bed sig lidt i læben, før han nikkede. ”Okay.. Det må du undskylde. Ses vi igen?” han kiggede på mig med et træt blik, som overraskede mig. Han så også en anelse frustreret ud, men jeg kunne næsten ikke få mig selv til at tro, at det var på grund af mig, så jeg valgte at skubbe det væk.

”Ehm..” jeg tøvede et øjeblik, før jeg fuldførte min sætning, ”ja, det gør vi,” sagde jeg så. Jeg ville gerne se ham igen, jeg ville bare så inderligt gerne have, at han ikke blandede sig. Det ville ikke betyde noget godt, hvis han fik at vide, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Han ville heller ikke kunne gøre noget, og det var egentlig den primære grund. Noget sagde mig, at han ville prøve, men det kunne han ikke. Han ville ikke kunne hjælpe mig. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I? Er I enige med Aisha - Niall kan ikke hjælpe hende? Eller mener I, at han godt kan, hvis hun bare giver ham en chance? 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...