Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43177Visninger
AA

4. Why do you even try?

 

Dette kapitel er ikke rettet igennem, så jeg undskylder for fejl! 

Mine hænder rystede voldsomt, som de efterhånden gjorde så tit, og tårerne løb frit ned over mine kinder. Jeg havde det som om, at hele mit liv havde været spild, selvom det måske var lidt meget at sige. Det var trods alt først gået galt, da jeg startede i skole – men så var det til gengæld også fortsat konsekvent.

I fredags da vi var kommet hjem fra koncerten, havde jeg været glad og smilende, så mine forældre var blevet helt overraskede og med det samme havde valgt at tro, at det åbenbart ville vare helt vildt meget ved. Det var så løgn. Det var mandag, og jeg var lige kommet hjem fra skole. Panisk havde jeg smidt mine ting i entréen og fløjet igennem hele mit hus, indtil jeg kom op på det badeværelse, som jeg havde for mig selv.

Jeg hev besværet efter vejret, men det gjorde det blot være, og jeg havde det som om, at der var et permanent tryk på mit bryst. Med febrilske bevægelser rodede jeg rundt i min lomme efter den kniv, som jeg havde lagt der, da jeg tog af sted. Jeg skulle bruge kniven til et forsøg, vi skulle lave i vores fysiktime, så det var faktisk den eneste grund til, at den lå der, men lige nu var det heldigt for mig.

I stedet for kniven fandt jeg den sammenkrøllede seddel, der stadig lå i min lomme. Pludselig var min fokus på sedlen, fordi jeg næsten havde formået at glemme om den i løbet af de sidste to-tre dage. Mine hænder rystede knap så meget, da jeg tog den frem, men alligevel så meget, at jeg blev nødt til at koncentrere mig meget om at læse det.

Det kom egentlig ikke bag på mig, at der stod hans nummer, men jeg blev ved med at læse den sætning, som han havde tilføjet ved siden af. ”- give me a call or send me a text. Something’s going on right? Niall.” det skræmte mig næsten, at han så let kunne se det, men på den anden side havde jeg også selv lagt lidt op til det, ved at jeg var der, da de var færdige med koncerten.

Mine tårer var langsomt holdt op, fordi jeg koncentrerede mig om sedlen. Mine hænder fandt hurtigt min mobil, som jeg trak frem. Jeg tastede hans nummer ind uden tøven og valgte så derefter at trykke på ’send besked’, så jeg kom ind på en blank side. Jeg bed mig selv hårdt i læben, som jeg efterhånden gjorde ofte, før jeg skrev:

”Hey Niall.

Jeg vil egentlig bare sige, at jeg er meget ked af, at Ashley fik sagt de ting til dig, som hun gjorde, men det værste er, at hun har ret. Du burde holde dig fra mig, for jeg vil udelukkende føre til noget dårligt at have kendskab til.

-          Aisha. ”

Jeg skrev det hurtigt, og før jeg nåede at tænke mig om, trykkede jeg på send, men jeg fortrød det ikke. Det var en kort og enkelt besked, og indholdet passede. Han ville gøre klogt i at holde en afstand til mig, for indtil videre var jeg ikke blevet andet end en bunke lort for de mennesker, der kendte til min eksistens.

Min trang til at skære i mig selv var blevet mindre, og det var faktisk ikke noget, som jeg gjorde normalt. Jeg havde gjort det et par gange, men det var kun, når jeg virkelig følte, at det hele ramlede sammen for mig, og på en måde havde den der seddel fået mig til at slappe en anelse mere af, jeg anede ikke hvorfor.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg sad egentlig bare derhjemme sammen med Josh, imens vi åd pizza. Okay, faktisk var vi midt i et twitcam, så der var ufatteligt mange mennesker, der sad og kiggede på os lige nu, men det gjorde mig ikke spor. Jeg elskede at lave et twitcam, for det var altid så hyggeligt.

Faktisk var det næsten overraskende så meget, det irriterede mig, at hende Aisha ikke havde taget nogen form for kontakt til mig. På den anden side kunne det jo let være, at hun ikke ville have, at jeg skulle blande mig, og det ville jo egentlig også være fint nok, selvom jeg godt ville vide, hvad det var, der gjorde, at hun var sådan.

”Nialler, du har venner!” lød det straks fra Josh, da min mobil lyste op på bordet ved siden af computeren. Uinteresseret mumlede jeg et ’mhmm’, indtil Josh prikkede mig i siden. ”Niall, jeg tror faktisk virkelig gerne, at du vil læse den her sms,” sagde han så og kiggede spændt på mig, så jeg let kunne regne ud, at han havde smugkigget. Irriteret sukkede jeg og hev mobilen ud af hans hånd, som han hurtigt tillod mig at tage.

Jeg låste den hurtigt op, men gik så nærmest i stå, da det gik op for mig, hvem det var, der havde skrevet til mig. Josh kiggede på mig med det mest nysgerrige og spændte ansigtsudtryk, som forventede han, at jeg ville bryde ud i glæde eller noget.

”Hvem var det fra?” spurgte han nysgerrigt, men jeg var næsten sikker på, at han godt vidste, hvem det var fra. Godt nok stod Aishas navn ikke i starten af beskeden, men siden det var et nummer, som ikke var kodet ind, og siden jeg havde fortalt ham om, hvor underlig hendes opførsel havde været, vidste han det.

”Var det fra hende?” spurgte Josh ivrigt, da jeg ikke svarede, og det fik mig til at slå en albue lige i siden på ham. Alle pigerne kunne sidde og høre med, og der var ingen tvivl om, at der allerede nu ville blive lavet nogle rygter. Der var virkelig gange, hvor Josh var dum og ikke tænkte sig om.

”Det. Var. Dumt.” sagde jeg så lavt, at de andre ikke kunne høre det, og han slog en hånd for munden, da det gik op for ham, hvad jeg mente. Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham, selvom mit humør faktisk var dalet en smule, da jeg havde læst sms’en. Hvorfor mente hun, at det var bedst, hvis jeg holdte mig væk? Det gjorde mig bare endnu mere nysgerrig, noget sagde mig, at hun kun sagde det, fordi der var andre, der havde bildt hende det ind.

”Hvad stod der på sms’en?” spurgte han ivrigt, og før jeg kunne nå at gemme mobilen væk fra ham, havde han revet den ud af hånden på mig, hvilket resulterede i, at jeg sprang på ham for at få min mobil tilbage. Han gryntede underligt undere mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine højt af det, før jeg endelig fik vristet mobilen ud af hånden på ham.

 

Aishas synsvinkel:

Mit humør var blevet fyrre gange bedre, da min mor var kommet hjem med Beatrice. Som jeg før har nævnt, så gjorde hun mig altid i utroligt godt humør, så lige nu havde jeg taget hende med op på mit værelse, hvor hun kravlede rundt i min seng, imens jeg sad og surfede lidt rundt på min computer.

Jeg kunne ikke lade være med at søge på One Direction, og da der kom billeder frem, smilede jeg ubevidst. Måske burde jeg give dem – Niall – en chance, men jeg turde ikke. I sær ikke efter det, som Ashley havde sagt. Jeg var bange for, at han bare var hoppet med på hendes fortælling og ville gøre mig noget, lige meget hvor langt ude det lød.

Derfor fik jeg også et kæmpe chok, da min ringetone pludselig lød rundt i hele rummet, fordi den var tilsluttet til højtalerne. Jeg rejste mig hurtigt og gik hen mod mobilen og den hvide højtaler, imens jeg undrede mig over, hvem der ville ringe til mig, for det var ikke tit, at det skete.

Mit hjerte bankede straks hurtigere, da jeg så, at det var et nummer, som jeg i hvert fald ikke havde kodet ind – men jeg kendte det. Jeg skævede over mod Beatrice, og lige da mit blik landede hende, gik det op for mig, at det var Nialls nummer. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var irriteret eller glad for, at han ringede. Jeg ville ønske, at han bare gad lytte til mig, når jeg sagde, at han ikke skulle have kontakt med mig, for jeg mente det. Det var så underligt, at han var så ivrig efter at få kontakt med mig, og det skræmte mig næsten helt.

Med let rystende hænder valgte jeg alligevel at trykke på besvar og tog langsomt mobilen op til øret. Min hals syntes at være helt tør, i forhold til hvad den havde været for ganske få minutter siden, men jeg sank hurtigt klumpen, der havde sat sig fast. ”H-hallo?” spurgte jeg usikkert, så min stemme svigtede mig en gang.

”Aisha?” den irske accent lød, og jeg bed mig hårdt i læben uden at svare ham. I princippet burde jeg egentlig bare have ladet ham være og slet ikke havde skrevet til ham, så han heller ikke kunne kontakte mig, og det var lige før, at jeg i et kort øjeblik overvejede bare at sige, at det var min mors telefon, men da det gik op for mig, hvor barnligt det ville være, lod jeg være.

”Aisha, det er Niall,” sagde han så, og jeg sukkede – måske lidt for højt. ”Ja, det ved jeg godt. Jeg skrev til dig, at du ikke skulle kontakte mig, så hvorfor gør du det?” sukkede jeg nærmest ud, og jeg lød ikke den mindste smule irriteret. Det lå ikke rigtigt til mig at være irriteret, det havde jeg svært ved. Der skulle meget til, siden jeg havde vænnet mig til meget.

”Giv mig en chance til at forklare, hvordan jeg forstod alt det med Ashley,” mumlede han, og jeg kunne næsten høre, hvordan det gik op for ham, at han egentlig ikke anede, hvad han havde gang i. ”Fyr,” sagde jeg hviskende/mumlende på en usikker måde. Det gjorde mig i det hele taget bare skide usikker, når jeg snakkede med fyre i sær.

”Kan jeg ikke komme over hos dig eller noget? Jeg er hos en ven, så det er måske ikke så godt, hvis jeg snakker, og jeg vil desuden også gerne snakke direkte. Hvad laver du?” spurgte han tøvende, og jeg var lige ved at græde. Jeg anede ikke hvorfor, men det var jeg – ikke fordi det var noget nyt efterhånden.

”Jeg passer mine mindre søstre, men jo..” sagde jeg, og før jeg fik tænkt mig om, havde jeg givet ham min adresse. Det var først, da jeg havde lagt på, at det gik op for mig, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Det lignede mig ikke, og det skræmte mig virkelig meget, at jeg bare uden videre gav ham lov til at komme over. Og snakke. Jeg hadede at snakke, for det endte altid med, at jeg brød sammen.

Mit hjerte slog allerede flere slag i sekundet, end det burde, og min krop sitrede nærmest af frygt. Jeg var bange for, at han på en eller anden måde ville gøre mig noget, selvom jeg godt vidste, at det var umuligt. Jeg ville til alle tider kunne melde ham, og siden han var kendt, ville det ikke være et godt ry for ham eller resten af hans band.

Jeg blinkede et par gange, så jeg ikke ville begynde at græde, før jeg lagde mobilen på bordet og i stedet gik hen til Beatrice, der var begyndt at hoppe op og ned i sengen. Et smil gled over mit ansigt, da jeg kiggede på hende. Hun var det sødeste, mest elskede væsen, som jeg kunne komme i tanke om. Hun udstrålede nærmest bare god energi, og det smittede utroligt meget af på andre.

Da jeg havde kigget længe nok på hende, valgte jeg at bære hende op, så hun sad på min arm, og jeg holdt hende under numsen. Så begav jeg mig hen mod Fannys værelse og åbnede døren op. ”Fanny?” spurgte jeg blidt og kiggede ind. Hun sad med hovedet i en eller anden computerside, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde hun nok siddet rigeligt meget på computer i løbet af dagen, men jeg orkede ikke at gøre noget ved det.

”Ja?” spurgte hun fraværende uden at værdige mig et blik. Jeg sukkede lidt over det. ”Ehm.. jeg ved godt, at det kommer til at lyde lidt underligt, men.. Niall kommer på besøg her lige om lidt, og vil du ikke være sød at lade være med at flippe ud på en eller anden syg måde?” jeg forbandede mig selv indvendigt, fordi jeg lød som en eller anden dødssyg teenager, der ikke ville have, at familien var pinlig, men det var jeg ikke. Langt fra.

”Hvad?!” udbrød hun højt og kiggede for første gang op på mig, som om jeg rent faktisk interesserede hende. ”Jeg ved godt, at det lyder meget underligt, men er det ikke okay, hvis jeg forklarer dig det senere?” spurgte jeg bedende, og til sidst nikkede hun. Jeg gik kort hen og kyssede hende på håret, før jeg igen gik ud fra værelset med en enkelt tak til hende.

Jeg nåede lige akkurat nedenunder, da det ringede på døren, og det føltes om, at mit hjerte sprang et ekstra slag over. Der havde aldrig, siden børnehaven, været nogen, der havde været hjemme hos mig, fordi jeg sjovt nok ikke havde nogen, der kunne komme herhjem.

Beatrice legede legesygt med mit hår, hvilket fik mig til at slappe en smule mere af, selvom min puls steg, jo tættere jeg kom på døren. Jeg måtte rent faktisk tage en dyb indånding og virkelig tvinge mig selv til at åbne døren, før jeg, med en ikke helt stillestående hånd, trykkede ned i dørhåndtaget, der var indefra.

”Hej..” mit blik søgte jorden, da jeg usikkert hilste på Niall og trådte til side, så han kunne komme ind. Han duftede faktisk rimelig godt, det måtte jeg indrømme, for hele entréen blev fyldt af hans duft, så den var umulig at overse.. eller.. overdufte. Jeg anede ikke, hvad det rigtige ord for det var.

”Hej, Aisha. Og hej med dig, min ven,” sagde han så med en langt mere børnevenlig stemme, der var henvendt til Beatrice, der genert borede hovedet ind mod mit bryst. Det var ting som dette, der kunne få mig til at smile, og lige nu var ingen undtagelse fra reglen.

”Jeg ligger lige hende her i seng. Klokken er alligevel også mange,” sagde jeg lavt til Niall, der bare nikkede. ”Stuen er derinde,” tilføjede jeg så og pegede i retningen af den, før jeg gik så hurtigt, som jeg kunne, ind på mine forældres værelse, hvor Beatrice sov.

Det gik let med at få hende til at falde til ro – men alligevel havde Niall nået at tage alle sit overtøj af, slået sig ned i sofaen og i vidst nok også zappet en del igennem kanalerne for at finde noget, som han gad se, for han kiggede tilfredst på tv’et. Som han i øvrigt også havde tændt.

”Hvad er det så, at du vil snakke med mig om?” spurgte jeg og satte mig overfor ham. Jeg turde ikke lade mit blik møde hans i frygt for, at mine øjne ville afsløre alt, hvad jeg følte og nogensinde havde følt. Han rømmede sig og slukkede hurtigt tv’et, så han kunne fokusere på mig.

”Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på din opførsel til vores koncert. Jeg har aldrig set en virke så bange, såret, nervøs, usikker, skræmt og jeg ved ikke hvad på en gang. Det fangede min opmærksomhed – og det blev ikke bedre af, at hende Ashley opførte sig sådan..” begyndte han, og jeg var allerede ved at græde, men jeg tvang tårerne til at blive inde.

”Hvad synes du så om det… Ashley sagde?” spurgte jeg med en rystende stemme, der knækkede midti det hele. Det var i situationer som denne, det gik op for mig, hvor svag jeg egentlig var, selvom jeg inderligt ønskede, at jeg kunne være alt andet end svag. Jeg ville gerne være stærk, stå i mod presset både fra mig selv, mobberne og mine forældre.

”Det undrede mig rigtig, rigtig meget, for det var slet ikke det indtryk, jeg fik af dig. Jeg kunne overhovedet ikke få det til at give mening i mit hoved, for der var bare ikke noget, der passede sammen. Hun fik dig til at fremstå, som den værste person, der nogensinde har gået på denne jord, og det fungerer bare ikke sammen med det, som jeg så. Og jeg kan se det på dig, det kan jeg virkelig. Du tager alt det til dig, som jeg siger, fordi det er rigtigt. Ikke?” han snakkede roligt, og det fik også mig til at slappe mere af, selvom mit hjerte stadig slog hårdt mod mit bryst.

Alligevel havde jeg næsten lyst til at skrige over, hvor meget han kunne kigge lige igennem mig. Det føltes ikke som om, at jeg kunne skjule én ting for ham, og jeg kendte ham ikke engang den mindste smule. Tårerne havde samlet sig i mine øjne, og selvom jeg kæmpede en brag kamp med at holde dem inde, lykkedes det ikke, og en vildfarent tåre trillede hele vejen ned over min kind og videre ned over hagen, indtil jeg fjernede den.

”Du kender mig ikke..” endte jeg med at hviske, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle svare til det, som han lige havde sagt. Jeg kunne ikke sige ham i mod, men jeg kunne ikke lide at give ham ret. ”Det siger jeg heller ikke, at jeg gør. Jeg kan bare se det på dig. Du er så usikker, du vil ikke have øjenkontakt og se dine hænder – de ryster. Det gjorde de også sidst,” hans stemme var venlig og forsigtig, som om han var bange for, at jeg ville få et eller andet udbrud, hvert øjeblik det kunne være.

Jeg kunne ikke lade være med at snøfte højlydt en enkelt gang, fordi han havde så ret i alt det, som han sagde.

”Men hvorfor?” spurgte han så, da det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at svare ham. Jeg bed mig i læben og lod for første gang mine øjne møde hans, selvom mit syn var blevet sløret af tårerne. Jeg kunne ikke holde ud at snakke om det, det kunne jeg bare ikke. Jeg var blevet vant til at holde det inde for mig selv, og det var sådan, jeg gjorde det. Jeg holdte det hele for mig selv, så jeg ikke blev et problem for flere, end jeg var i forvejen.

”Det er lige meget, Niall. Jeg forstår ikke, hvorfor du bekymrer dig, når du slet ikke kender mig?” spurgte jeg uforstående, og det fik ham til at smile lidt. Det var så også først der, det gik op for mig, at han havde bøjle på tænderne, men det klædte ham faktisk. Han trak på skuldrene. ”Det forstår jeg virkelig heller ikke.. men jeg bryder mig ikke om at se, når folk har det dårligt, jeg tror, at det er derfor. En del af grunden. Er det her slet ikke noget, som du snakker med nogen om? Hvad end problemet nu er?”

”Nej,” sagde jeg svagt og nægtede at sige mere end små korte ord. Indeni var jeg ved at bryde sammen, og jeg vidste, at det ville ske lige så snart, han ville gå. Jeg ville ikke prøve at formulere mig med lange sætninger, for så vidste jeg, at det med det samme ville gå galt, og jeg havde ikke tænkt mig at græde foran en fyr, som jeg ikke havde den mindste smule tillid til. Han kunne lige så godt udnytte mig på en eller anden ond måde. Altså ikke som i sex, men med hensyn til mobning.

”Det bu-” Niall blev afbrudt ved lyden af døren, der gik op, og jeg kiggede panisk derud. Selvfølgelig valgte mine forældre at komme tidligere hjem, når Niall var her, og jeg sad med tåre nede af kinderne. Det kunne næsten kun opfattes forkert, selvom jeg slet ikke kendte Niall – men hvordan skulle de vide det? I øvrigt ville de også blive forvirrede, for de vidste nok godt, hvem Niall var, siden Fanny var så stor fan.

”Du bliver nok nødt til at gå,” sagde jeg kort og tørrede hurtigt mine øjne, ”jeg vil ikke forbyde dig det.. men.. men jeg synes ikke, at d-du skal have kontakt.. til mig.. Jeg er for.. jeg ved det ikke,” det sidste tilføjede jeg hurtigt, da det gik op for mig, at jeg var på vej ned af et sidespor, og jeg anede egentlig ikke, hvad jeg rigtigt ville sige.

Niall nikkede hurtigt uden at stille spørgsmålstegn ved min underligt formulerede sætning, som jeg hurtigt havde afsluttet. Så tog han sine sko og sin jakke på, der havde ligget ved siden af sofaen, da det var der, han havde lagt det. Jeg fik forrest ud i entréen, hvor mine forældre lige skulle til at sende mig et smil, da de fik øje på Niall, der gik bag mig.

”Ingen spørgsmål,” sagde jeg med en hæs stemme, der tydeligt indikerede, at jeg var på randen til gråd. Niall sendte mig et opmuntrende smil, før han forsvandt ud af døren, som jeg hurtigt lukkede efter ham.

”Aisha?” min mor kiggede på mig, da jeg havde lukket den i, men jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde det dårligt, og jeg vidste, at tårerne ville blive til flere om utroligt kort tid, og det havde jeg virkelig ikke lyst til. Derfor satte jeg i løb ud af entréen og hen til trapperne, som jeg løb op af, imens det første hulk undslap mig.

---------------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I så? Går det for hurtigt frem - for langsomt? Hvad synes I om Aishas reaktioner til forskellige ting, og måden Niall kan se tingene på hende? kommenteeeer. 

Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...