Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
44472Visninger
AA

14. Time doesn't make it better

 

To måneder senere

 

”Aisha, du skal op!” lød råbene nede fra stuen, og jeg kunne ikke andet end at sukke højt og opgivende. Jeg orkede ikke endnu en dag i skolen, endnu en dag med Ashley og alle de andre. Selvom jeg havde haft det så godt med Niall, så var det bare ikke det samme mere.

Han havde travlt med alle de ting, han skulle, når man nu hed Horan til efternavn og var medlem af One Direction, og jeg var blevet en del alene – men jeg bebrejdede ham ikke. Han kunne jo ikke gøre for, at han havde travlt med arbejdet, og han kunne jo heller ikke gøre for de ting, der skete henne i skolen.

”Jeg er oppe!” halvråbte jeg til hende, da jeg kunne høre fodtrin op af trapperne, der indikerede, at hun var på vej herop for at vække mig. Da jeg råbte det, gik det er et par sekunder, før jeg hørte fodtrin igen – denne gang bevægede de sig den anden vej.  Jeg havde allerede voldsomt ondt i maven, da jeg fik rejst mig op, og det var fordi, jeg var så nervøs.

Ashley havde slet ikke været særlig venlig overfor mig – hvem kommer det bag på? Hun havde været meget mere voldsom, end hun plejede at være. Ikke ligeså voldsom, som da Niall kørte mig på skadestuen, men hun var begyndt at være meget, meget fysisk i mod mig, permanent.

Efter lang tids stirren ind i væggen fik jeg endelig rejst mig op og gået hen til mit tøjskab, der indeholdt alt det tøj, som jeg ikke brød mig om. Enten så mine ben for tykke ud, eller min mave for bred ud, og det føltes ikke som om, at der var noget som helst, jeg kunne gøre ved det.

Mine hænder fandt et par halvløse, mørkegrå bukser, som jeg hurtigt tog på. Når ikke de strammede så meget omkring mine ben, lagde jeg ikke så meget mærke til deres størrelse, som jeg gjorde, når jeg havde stramme bukser på. Det var også derfor, at jeg var begyndt at gå en del i de løse bukser. Nå, men til bukserne tog jeg en sort undertrøje på og derudover en langærmet, lyslilla trøje, som faktisk strammede en del – men det så godt ud sammen med et de løse bukser.

Derefter satte jeg mit hår op i en hestehale uden at gøre yderligere meget ved det og til sidst tog jeg en smule mascara på – jeg orkede ikke at gøre noget særligt ud af mig selv, fordi jeg vidste, at det højst sandsynligt ville være væk, når jeg kom hjem igen. Faktisk var der et par gange, hvor jeg var kommet helt uden makeup, men siden det blev kommenteret endnu mere, havde jeg hurtigt valgt at droppe det igen.

”Du behøver ikke at lave morgenmad til mig,” råbte jeg til min mor, da jeg gik ned af trapperne, og da jeg kom til syne i døråbningen, kiggede hun bebrejdende på mig. ”Skat, du spiser jo aldrig morgenmad mere. Hvad sker der?” spurgte hun og lød helt bekymret – det pissede mig af. Indenfor den sidste måneds tid havde hun ikke lavet andet end at arbejde, arbejde, arbejde og arbejde, hvilket også gjaldt min far. Så var resten overladt rimelig meget til mig; Pasning af Beatrice, Fanny, rengøring i huset, og derudover skulle jeg også sørge for at passe min skole, imens jeg tænkte på Niall og prøvede at overstå hver skoledag. Jeg forstod ikke, hvordan de troede, at jeg kunne håndtere så meget.

”Nej, men jeg har ikke rigtig lyst til mad om morgenen. Jeg får kvalme af det,” løj jeg, men det lød rimelig troværdigt. I hvert fald troede hun på det, for hun kvitterede med et lille nik og derefter et venligt smil, som jeg ikke gjorde den mindste smule for at gengælde. Jeg orkede det ikke engang.

Jeg gik direkte ud på badeværelset, hvor jeg greb min tandbørste, så jeg kunne få børstet mine tænder. Da det så var gjort, gik jeg ind i stuen, hvor jeg gav mig til at kigge på sneen, der dalede ned udenfor. Min cykel var stadig flad fra dengang, hvor der var nogen, der havde punkteret den, og det betød så, at jeg skulle gå i skole i sneen.

”Fuck sne. Jeg får en vinterdepression,” fastslog jeg overfor min mor. Hun kiggede mærkeligt på mig, imens jeg gik hen til skabet, så jeg kunne finde et glas og hive ud fra det, og derefter fyldte jeg det op med noget iskoldt vand. Jeg var begyndt at få den underligste trang til vand, og jeg havde den virkelig hele tiden og konstant – men det var bedre, end at være afhængig af så meget andet, ikke?

”Det håber jeg da virkelig ikke, at du gør. Skal du egentlig ikke snart ses med Niall igen? Jeg synes, at det er en del tid siden, at han har været her,” sagde hun så, og jeg mærkede et stik i hjertet, da hun nævnte ham. Det gjorde ikke mit savn til ham meget bedre, det var helt sikkert.

”Han har travlt. Han arbejder jo,” sagde jeg kort, imens jeg tog den sidste tår af mit vand og derefter stillede glasset på bordet ved siden af vasken. Min mor kiggede kort på mig, før hun gjorde tegn til, at jeg skulle skynde mig ud af døren, fordi jeg ville komme for sent, hvis ikke jeg gjorde det. Som om, at hun egentlig bekymrede sig en skid om det.

Jeg gik ud og fik mit overtøj på, og derefter forsvandt jeg uden et ord ud af døren. Trangen til at græde var allerede stor, men jeg ville holde det inde. Jeg var ikke engang kommet hen i skolen, og hvis jeg følte, at det allerede var hårdt, ville jeg ikke vide, hvordan det var, når jeg kom derhen.

Det var som om, at det for hver evig eneste morgen blev sværere og sværere at komme op og få transporteret mig hen i skolen. Flere gange var jeg blevet hjemme, fordi jeg lå og rystede, når jeg vågnede op. Mine forældre troede selvfølgelig, at jeg blot var syg, selvom det langt fra var tilfældet – det skulle de bare ikke vide.

 

                                                                          ***

 

Et hulk undslap mig, da jeg endnu engang blev skubbet op mod skabene, der gav en protesterende lyd fra sig. Jeg havde nærmest troet, at jeg var forberedt på det her, men sandheden var, at man ikke kunne forberede sig på at blive mobbet. Det var en ting, som man aldrig nogensinde ville vænne sig til, lige meget hvor meget man gerne ville. Det var umuligt – jeg var beviset på det.

”Jeg forstår nærmest ikke, hvorfor du bliver ved med at komme her. Har du ikke forstået, at vi ikke vil have dig, hva? Vi gider ikke have dig, for du er ingenting! Du betyder ikke noget for nogen – heller ikke Niall, selvom du føler det. Han bruger dig for sit image, fordi det er godt for ham, hvis folk tror, at han er en, der hjælper såkaldte piger, der har problemer. Ja, du har problemer, men det er sku nogen, som du selv har sørget for,” råbte Ashley højt, og jeg hulkede højt, da min ryg gjorde utroligt ondt.

”A-Ashley, lad mig nu være!” nærmest bønfaldt jeg og holdt hænderne op for hovedet, da jeg så hendes hånd nærme sig. Hun grinede hånligt.

”Marcus?” sagde hun så og lavede tydeligvis et eller andet tegn til en af de store fyre, der stod bag hende, for pludselig mærkede jeg to hænder ligge sig om mine håndled. Selvom jeg prøvede at stritte i mod ved at vride mig rundt, fik han hænderne op over mit hoved, så jeg var ude af stand til at bruge dem.

Hun trådte helt tæt på mig, og hendes blå øjne borede sig ind i mine. De var blå, som Nialls var, men de var langt fra det samme. Ashleys var kølige og koldere end noget andet, jeg nogensinde havde set, hvorimod Nialls var varme, blide og kærlige. Det var samme farve – men de udtrykte så meget forskelligt.

”Hvad får dig dog til at tro, at jeg vil lade dig være?” spurgte hun med et let hævet øjnebryn, imens jeg så, hvordan hun knyttede sin næve. Jeg rystede panisk på hovedet, imens jeg vred mig rundt med kroppen.

”Hvad er det, jeg har gjort dig, Ashley? Kan du ikke godt fortælle mig, hvad det er, jeg har gjort, siden du vil have hævn? Hvad end jeg har gjort, så er jeg virkelig ked af det, og det har ikke været min mening!” halvskreg jeg i håb om, at der var nogen af lærerne, der ville opdage det, men det så ikke sådan ud.

”Hold nu kæft, Aisha! Du ved godt, hvad det er, du har gjort. Du tog ham fra mig! Du tog ham fra mig med vilje, fordi du ville have mig til at lide. Jeg vil fortælle dig præcis, hvordan det føles, for det tror jeg, at du har brug for!” skreg hun hysterisk, og jeg lukkede øjnene i, før hendes hånd smadrede mod min kind.

Et smertende hvin undslap mig, da det skete, og da der endelig blev givet slip på mig, lod jeg mig glide ned af skabet, inden jeg begravede mit hoved i mine hænder. Det hele føltes så forfærdeligt, og den brændende smerte på kinden gjorde det ikke meget bedre. Jeg havde det som om, at der var nogen, der havde givet mig en kæmpe mavepuster, fordi jeg ikke kunne lade være med at snappe efter vejret.

Normal ville jeg have ringet til Niall, men fordi jeg vidste, at han havde så travlt hele dagen og skulle til et interview, så kunne jeg ikke få mig selv til at ringe og fortælle ham det. I starten ringede jeg tit til ham, men da jeg begyndte at kunne mærke, hvor meget det egentlig stressede ham, stoppede jeg hurtigt igen. Jeg ville ikke være et problem for ham.

Pludselig, imens jeg sad der, kunne jeg høre fodtrin, der kom løbende hen mod mig, og jeg kiggede forskrækket op. I et kort øjeblik var jeg bange for, at det var Ashley igen, men da jeg fik kigget ordenligt, gik det op for mig, at det var min lærer, da havde sat sig på hug ved siden af mig.

”Hvad er der sket, Aisha?” spurgte han forvirret om og lagde en hånd på mit knæ, men jeg rystede blot på hovedet for at få ham væk.

”Gå,” fik jeg grådkvalt fremstammet, og man kunne let høre, hvor meget jeg hev efter vejret. Min hjerne ville ikke lystre og få mig til at slappe af, så jeg kunne trække vejret normalt, og det irriterede mig grænseløst meget. Han sukkede ved siden af mig og tog fat i mine hænder, så han kunne fjerne dem fra mine øjne.

”Aisha, vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er sket? Er der nogen, der har slået dig?” han tog fat om min kæbe, så han forsigtigt kunne vende mit hoved, og til min egen overraskelse lod jeg ham gøre det uden indvendinger.

Jeg lukkede mine øjne i, så en tåre til trillede ned over mine kinder, og jeg kunne nærmest forestille mig, hvordan den hev mascaraen med sig ned af kinderne og efterlod våde, sorte spor. Kort bed jeg mig i læben.

”D-det er lige meget, okay?” hikstede jeg voldsomt, og han rystede bestemt på hovedet. ”Det er overhovedet ikke lige meget, når der foregår sådan noget på skolen,” sagde han så og hjalp mig forsigtigt op og stå.

”Jack, jeg vil rigtig, rigtig gerne hjem,” hikstede jeg, da jeg stod op, fordi smerten i min ryg var alt, alt for stor. Nu var jeg så også blevet skubbet op mod det skab utroligt mange gange, og der var op til flere hængelåse, der var blevet ved med at gå lige op i min ryg.

”Er du sikker på, at du kan gå hjem?” han kiggede undersøgende på mig, og jeg nikkede hurtigt.

”Jeg kan også godt køre dig, hvis det er? Jeg har lige en time, hvor jeg har fri,” sagde han så, men jeg rystede voldsomt meget på hovedet. ”Jeg har det fint. Det er bare lige nu, at jeg ikke har det så godt, okay?” jeg kiggede på ham med et overbevisende blik, som slet ikke overbeviste ham den mindste smule.

”Okay så. Jeg skal nok sige, at du har fået fri resten af dagen,” sagde han så og nikkede. Han havde stadig det samme urolige blik i øjnene, men i det mindste lod han mig gå. Jeg svang min taske op på skulderen, smilede kort til ham og gik så ud mod udgangen.

 

***

 

”Fuck, hvor har jeg savnet dig,” mumlede jeg ind mod hans skulder, imens jeg nærmest pressede min krop mod hans. Hans arme lå stærkt omkring mit liv, og jeg følte mig straks helt rolig igen.

”Jeg har også savnet dig. Jeg er ked af, at jeg har så travlt,” sukkede han undskyldende, men jeg skar ham hurtigt af ved at lade mine læber ramme hans. Han smilede kort mod dem, før hans hænder røg op til mine kinder og lagde sig der.

Det var den her dag, jeg havde set frem til hele ugen, fordi jeg vidste, at jeg ville se Niall. Han havde rent faktisk en aften fri, hvor han ikke skulle andet ned at være sammen med mig, og det gjorde mig glad. Jeg kunne virkelig mærke, hvor meget jeg savnede ham.

Han trak sig væk fra mig, og først der gik det op for mig, at han stadig havde jakke og sko på, og rent faktisk det faktum, at vi ikke havde fjernet os fra entréen endnu. Velvidende at min far garanteret kiggede på os, fjernede jeg mig flovt fra ham, så han kunne tage sit overtøj af.

Da han havde gjort det, tog jeg fat i hans hånd og trak ham med ind gennem stuen, hvor han pænt hilste på min far, før vi gik videre op på mit værelse. Det var som om, at alle de tanker, jeg havde haft omkring mig og Niall, var forsvundet som dug for solen – og ja, jeg havde tænkt meget omkring os.

Jeg kunne ikke bebrejde ham for at have travlt, men det var så svært at få dagene, ugerne til at gå, når jeg ikke så ham særlig tit. I starten af vores forhold havde vi set hinanden hele tiden, men nu var det bare som om, at der gik så lang tid imellem. Flere gange havde tanken om, om det overhovedet ville holde, strejfet mig, men hver gang jeg var sammen med Niall, vidste jeg, hvorfor jeg var sammen med ham.

”Hvad tænker du på?” spurgte Niall nysgerrigt og lagde sig ned i min seng. Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham, så det gjorde jeg. ”Ikke noget. Dig,” sagde jeg så, og han hævede et øjenbryn.

”Mig? Hvad tænker du så om mig?” spurgte han og nussede mig blidt op af armen. Jeg smilede lidt til ham.

”Det går bare op for mig, hvorfor jeg er sammen med dig, og hvor forelsket jeg føler mig, når jeg er sammen med dig,” sagde jeg så, og jeg blev helt varm indeni, da et kæmpe smil bredte sig over hans læber. Jeg holdt øjenkontakten med ham, og han gjorde ikke det mindste for at undgå det.

”Mhmm. Det var da meget heldigt, når nu jeg er din kæreste,” jokede han så, og jeg fnes lidt, før jeg lagde mig helt ind til ham. I stedet for at nusse min arm, lod han sin hånd glide op i mit hår, hvor han blidt begyndte at stryge det.

”Ja, der var du heldig, hva?” grinede jeg, og mit hoved hoppede blidt, da han også grinede en smile. Det var som om, at vi ikke havde brug for ord – stilheden var nok. Vi vidste, hvad hinanden tænkte, og det var nok. Bare det at være i selskab med hinanden sagde alt det, som vi ellers ville sige.

”Aisha, hvordan går det med Ashley?” spurgte Niall efter lidt stilhed, og meget mod min vilje spændte hele min krop ved lyden af hendes navn.

”Det går fint,” løj jeg, men jeg var næsten sikker på, at Niall godt vidste, at det ikke var ægte. Det klingede falskt, da jeg sagde det, og han sukkede tungt. ”Fortæl mig, hvordan det rigtigt går. Slår hun dig stadig og alt det?” han lød utrolig forpint, og selvom jeg ikke burde synes, at det var sødt, så var det sødt. Sødt, fordi han viste så meget omsorg, og det varmede mig virkelig.

”Det gør hun vel..” mumlede jeg så modvilligt, og han spændte voldsomt meget i hans skuldre, da jeg sagde det. Beroligende lagde jeg en hånd på hans bryst.

”Hvorfor er det, at jeg ikke må gøre noget ved det? Dine lærere burde få det at vide, for det er virkelig alvorligt. Og hvad med dine forældre – er de ikke bekymrede? Kan de ikke se, at noget ikke er, som det skal være?” han rynkede lidt på panden, og jeg sank en klump.

”Du skal bare lade det være. Ellers bliver det kun værre. Og der er for resten godt en af lærerne, der ved, at der foregår noget. Han ved ikke hvad, men han opdagede mig sidde ud på gangen, og så sendte han mig hjem. Spørgsmålet med mine forældre kan du vel svare dig selv på, kan du ikke? De ligger ikke mærke til så meget, desværre,” sagde jeg og bed mig i læben.

”Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man ikke kan ligge mærke til det,” han lød helt opgivende, og jeg var godt klar over, at det gik ham på. Det gik ham voldsomt meget på, at han ikke måtte gøre noget ved det, men jeg ville ikke have det. I det mindste respekterede han det.

”Nej, men kan vi ikke godt snakke om noget andet? Jeg gider ikke snakke om det, når vi endelig er sammen!” insisterede jeg med et suk. Den gode stemning fra før var allerede blevet ødelagt en smule.

”Okay. Lad os lege en leg så,” sagde Niall og lød straks helt triumferende, selvom jeg ikke forstod hvorfor. ”Hvad går den ud på?” jeg rettede mig op og kiggede nysgerrigt på ham.

”Jeg siger et ord, og så skal du bare sige det første, der falder dig ind,” sagde han så, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Okay. Jeg er på. Kom med et ord,”

”Rød,” begyndte Niall, og jeg smilede hurtigt. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay , det er måske lidt forvirrende, at jeg pludselig springer i tiden! Jeg ville have skrevet det til jer i et af de andre kapitler, men jeg glemte det hver gang, så shame on me

Men i hvert fald er det her altså to måneder senere, som I nok kunne se.

Jeg kommer til at lave et til tidsspring om ikke så mange kapitler, og det er fordi, at der kommer til at ske en riimelig stor dreeeejning! Uha! 

Men hvad synes I om kapitlet?

Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...