Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43169Visninger
AA

13. The first time

 

Mit humør var næsten gået helt i bund igen, da jeg kom ind af døren derhjemme. Der havde ikke været nogen hjemme, og da jeg kom ud i køkkenet, lå der en seddel, hvor der stod, at jeg skulle hente Beatrice – what a big surprise! Så det var det, jeg var i gang med nu, selvom jeg mest af alt havde brug for en smule søvn ovenpå det hele.

Jeg gik med hurtige skridt hen mod vuggestuen, da den kom til syne, og jeg blev helt glad, da jeg så Beatrice, der allerede stod med flyverdragten på og så en pædagog ved siden af, der smilede overrasket til mig.

”Det er lang tid siden, vi har set dig her. Jeg troede stadig, at du var væk med det der band? Hvor din kæreste er?” sagde hun så, og jeg kiggede helt overrasket på hende. En ting var, at han ikke var min deciderede kæreste - og så alligevel -, men en anden ting var, at jeg ikke var klar over, at hun kendte One Direction og vidste, at jeg kendte dem.

”Nej, vi er kommet hjem. Men vi har været væk i to uger, så det har nok været derfor, du ikke har set mig,” jeg grinede falskt til hende, før jeg gik hen og fik fat i Beatrice, som jeg løftede op i favnen.

”Hej med dig, min skat,” sagde jeg blidt og prikkede hende på næsen, som hun jo elskede. Hun fnes lidt og famlede rundt med hendes hånd, indtil den ramte min næse, og jeg grinede højt for hendes skyld. Så sagde jeg farvel til pædagogen, som sendte mig et ligeså falskt smil, som jeg havde sendt hende.

Mit humør, der jo som sagt var blevet dårligt, da jeg kom hjem, blev løftet, da jeg gik med hende, men hun var også min egen lille lykkesmed, så det var klart, at hun gjorde mig glad.

Det var isnende koldt udenfor, så jeg rystede en del, da jeg gik igennem byen med Beatrice, og det var ikke fordi, det hjalp, at jeg konstant havde en lille frygt for, at der var nogen af de mange teenagepiger, der ville genkende mig. Egentlig var det ikke så meget på mine egne vegne, at jeg var nervøs, men jeg var bange for, at der skulle Beatrice noget, og det ville jeg hade mig selv for resten af livet.

Heldigvis slap både Beatrice og jeg helskindet hjem, og jeg blev helt glad, da jeg hørte stemmer. Selvom det var mine forældre, så blev jeg glad, for man savner vel altid sin familie på en eller anden måde, når man er væk fra dem, ikke? Med Beatrice på armen gik jeg ud i køkkenet, hvor opmærksomheden straks blev rettet mod mig.

”Hej med dig, Aisha! Har det været et par gode uger?” spurgte hun nysgerrigt, og smilet var næsten ikke til at fjerne fra mine læber, da jeg nikkede voldsomt meget. ”Det har været helt fantastisk!” udbrød jeg og gav hende til min far, der glædeligt tog i mod. Jeg fornemmede rent faktisk, at der var virkelig god stemning.

”Hvad har I lavet?” spurgte min mor, og selvom hun lød en anelse fraværende, kunne jeg ikke lade være med at plapre løs om koncerterne og om oplevelsen i helhed, for det var ikke særlig tit, at jeg kom væk fra London. Det var rart til en afveksling, for jeg følte nærmest, at jeg sad fast i London.

Min mor smilede under hele min fortælling, imens hun lavede mad, og da det var tydeligt at se, at hun ikke lyttede efter mere, sukkede jeg højt og gik ud af køkkenet, så jeg kunne komme op på mit værelse, hvor jeg havde smidt min kuffert, som jeg havde haft med på turen.

Jeg var træt, jeg ville have et bad, og så ville jeg sove. Jeg skulle have energi til at kunne overkomme en hel skoledag i morgen, og guderne måtte vide, hvordan det ville gå, når nu jeg havde været væk så længe. Der var i hvert fald ikke nogen form for tvivl om, at jeg ville komme til at høre for det – og jeg ville også komme til at mærke det, det var jeg ikke i tvivl om. Med et suk begyndte jeg at gøre mig klar til at sove, så jeg ikke ville have alle mine tanker i hovedet.

 

***

 

Mine hænder rystede, da jeg lukkede mit skab i, for jeg vidste godt, at jeg her efter timen ville blive taget fat i af Ashley. Igennem de første timer, som vi havde haft sammen, havde hun ikke lavet andet end at sidde og kigge på mig med et blik, der tydeligt viste, at der skulle ske noget – præcis, som jeg havde frygtet.

Da skabet blev lukket i, stod Ashley, som ventet, og kiggede hånligt på mig. Jeg kiggede hende i øjnene, da hun bevidst svang sit blonde hår over på den ene side af hendes hals, så hun gjorde sig mere bemærket. Hele min krop krympede sig lidt, da hun trådte et skridt frem mod mig, så jeg blev presset op mod skabene.

”Nå, Aisha, har det så været nogen gode uger? Hvor du har været væk med din åh så dejlige kæreste? Hvorfor udnytter du ham overhovedet – tror du, at du bliver bedre på grund af, at du dater ham?” spyttede hun nærmest, og jeg rystede panisk på hovedet, fordi jeg var så bange. Det var som om, at jeg var ude af træning til det her, selvom man aldrig rigtig kunne være i træning. Men jeg havde vænnet mig til det, og alt for hurtigt havde jeg vænnet mig til, at det ikke skete. Det burde jeg ikke.

”D-det er ikke derfor,” sagde jeg hurtigt, og hun hævede et øjenbryn, der viste, at hun var langt fra overbevist. Så greb hun lidt fat i mig og hev mig helt, helt tæt på hende, så jeg praktisk talt kunne mærke hendes ånde mod mit ansigt.

”Du møder mig ude på toilettet om 5 min, er det forstået?” sagde hun truende, og jeg sank klumpen, der havde samlet sig i min hals. Jeg havde lyst til at løbe min vej, så langt væk som det overhovedet var muligt, men jeg kunne ikke. Det var som om, at alting bare holdt mig fanget, hvor jeg var, og det var hårdt.

Ashley sendte mig et ironisk tilfredst smil, før hun drejede om på de stilethæle, som hun åbenbart havde valgt at tage på. Jeg gik ud fra, at det var for at få hendes ben til at se længere og mere slanke ud, selvom det langt fra var det, hun behøvede. Det kunne godt være, at jeg ikke kunne fordrage hende, men hun var slank og smuk. Det ville være at lyve på det groveste, hvis man sagde andet.

Jeg tog mig tid til at samle mig, selvom det ikke hjalp yderligere meget, før jeg begav mig af sted hen mod toilettet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, eller hvad jeg skulle håbe på. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage udgangspunkt i, for jeg havde det som om, at det ville blive værre denne her gang, for jeg kunne se i hendes øjne, at hun ikke ville lade mig slippe så let.

Mine ben føltes som gelé, da jeg gik, og jeg havde det som om, at alle kiggede på mig, imens jeg gik igennem skolens gange. Det var som om, at alle vidste, hvad der ville ske, når nu jeg var tilbage, og der var ikke en eneste person, der gjorde noget ved det. Ikke en eneste person på denne her forbandede skole bekymrede sig om mig, og hvordan jeg havde det – hvorfor skulle de? De fulgte jo blot Ashley og hendes instrukser, fordi de selv var bange for at havne i mine sko.

”Nå, der var du. Det var jo lige før, at du kom for sent,” sagde Ashley med en underlig, faretruende stemme, der gav mig en lyst til at bakke bagud, men jeg kunne alligevel ikke. Selvom lysten var stor til at gøre det, var jeg alligevel lammet til stedet, og med øjnene fulgte jeg de sidste personer, der havde været herinde, gå ud. De var et tydeligt eksempel på, at de godt vidste, at der skete noget, men var ligeglade. Ashley havde fået mere respekt end godt var, fordi hun behandlede andre så dårligt, og det var noget, som aldrig skulle være sket.

”Var det egentlig nogen gode uger? Med din kæreste?” vrængede hun, og jeg bed mig hårdt i læben. Hvis ikke jeg svarede, ville hun flippe ud, hvis jeg sagde ja, ville hun flippe ud, og hvis jeg sagde nej, ville hun vide, at jeg løj. Jeg kæmpede en indre kamp med mig selv, men det var som om, at Ashleys tålmodighed slap op, for før jeg kunne nå at gøre noget, svingede hun hendes hånd mod min kind.

Et gisp undslap mig, og jeg røg fortumlet tilbage, fordi jeg ikke havde forventet det – det havde været så pludseligt, og jeg havde ikke set det komme så tidligt i situationen. Jeg troede først, at hun ville nedgøre mig med ord, før hun greb til fysiske metoder, men der tog jeg fejl.

Hun grinede hæst af mig, da jeg desperat prøvede at blinke en tåre væk. Jeg ville så gerne virke stærk, men det var svært, når jeg havde hende til at ødelægge mig hver evig eneste dag. Hendes blik var fyldt med hævn, da jeg kiggede på hende, og jeg blev ekstremt forvirret – forvirret, fordi jeg ikke vidste, hvorfor hun ville have hævn.

Jeg trådte et skridt tilbage, da hun trådte frem mod mig, og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det bedste, jeg kunne have gjort. Frustreret hev hun fat i kraven på min trøje og trak mig helt op til hende, så jeg kunne kigge ind i de iskolde blå øjne, der tilhørte hende. Aldrig havde jeg set øjne, der lyste så meget af direkte had, og igen anede jeg ikke, hvorfor hun hadede mig.

Et halvt skrig undslap mig, da hun spændte ben for mig, så jeg faldt og knaldede hovedet mod stengulvet, så jeg virkelig måtte anstrenge mig for ikke at skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg havde aldrig oplevet en smerte som den, og Ashley grinede bare, selvom hele verden nærmest svimlede fra mig.

”Jeg ville sparke til dig, men det ville ikke være fair, og så ville jeg bryde mine egne regler,” sagde hun og kiggede på mig, som om hun overvejede, hvad hun kunne gøre ved mig. Selvom jeg vidste, at det var dumt, kunne jeg ikke lade være med at svare hende tilbage med en flabet kommentar.

”Siden hvornår er du begyndt at være fair?” sagde jeg, og da et spark ramte mig, blev jeg klar over, at det ikke var det, jeg skulle have sagt i situationen. Det føltes som om, at al luften blev hevet ud af mig, og jeg gispede voldsomt meget efter vejret, imens jeg mærkede en smerte i siden, der nærmest bare voksede og voksede, for hver gang jeg hev efter vejret.

”Nu er jeg vidst fair, kælling,” sagde hun hvislende, og jeg kiggede nærmest bedende op på hende.

”Hvorfor, Ashley, hvorfor? Hvad har jeg gjort for at få den her behandling?” hviskede jeg og i et kort øjeblik, var det som om, at hendes ansigtsudtryk blev mere usikkert, end det havde været under hele situationen, men hun fik hurtigt sat masken tilbage igen.

”Du ødelagde mig, du fik mig ned. Det var dig, der gjorde mig alene, og nu vil jeg have, at du skal ødelægges, ligesom jeg blev. Du skal mærke, hvor forfærdeligt det er,” sagde hun med en lav langt mindre kraftfuld stemme, men alligevel rørte det mig. Så forsvandt hun uden andre ord ud af døren. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg havde gjort, der kunne ødelægge hende, men det var tydeligt, at der var en grund til, at hun behandlede mig, som jeg gjorde. Hvad grunden helt præcist var, vidste jeg ikke, og det var frustrerende.

Tårerne fyldte mine øjne, da jeg prøvede at rejse mig op. Jeg blev helt svimmel, og jeg måtte støtte mig til væggen for ikke at falde igen. Aldrig havde jeg følt mig som en større fiasko, og aldrig havde jeg følt mig så alene – og det var selvom, jeg nu havde Niall. Det var en underlig, tom følelse, jeg havde indeni.

Da jeg i lang tid havde stirret på mig selv i spejlet i håb om, at jeg ikke kunne mærke det blod, der var løbet ned over min hals, blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at snakke med Niall. Hvis det var muligt, ville jeg gerne have ham til at hente mig, for jeg var ikke sikker på, hvor stabil en tilstand jeg var i til at gå hjem.

Mine hænder fandt mobilen i min lomme, og kort efter var jeg i gang med at ringe Niall op. Den bippede flere gange, og jeg skulle lige til at tage den, da jeg hørte hans hæse hej. Det var først der, det gik op for mig, at han måske stadig sov, fordi klokken kun var omkring de ti stykker.

”Niall, jeg v..” længerede nåede jeg ikke, før min stemme knækkede, og et hulk undslap mine læber. Bare det at høre hans stemme fik mig til at bryde helt sammen, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortsætte min sætning.

”Aisha? Hvad sker der? Er du okay? Skal jeg komme og hente dig?” han lød allerede som en, der var på vej ud af døren, og med besvær fik jeg hikstet et ja, før jeg lod mig glide ned af væggen, imens jeg lagde på. Jeg sendte en sms til ham om, at jeg var på toilettet, fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle komme ud. Smerten i både mit hoved og min side blev værre og værre, for hvert sekund, der gik, og til sidst måtte jeg holde en hånd for munden for ikke nærmest at skrige.

 

 ***

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kiggede bekymret på Aisha, da vi sad i bilen. Hun kunne ikke holde op med at græde, og jeg forstod ærligtalt ikke et eneste ord af det, hun prøvede på at sige. Det var lang tid siden, at jeg havde været så bange, som da hun ringede til mig. Noget indeni mig havde håbet på, at det hele ville lysne lidt op, fordi hun havde virket så glad. Men selvfølgelig ville det ikke ændre på, at Ashley var den største bitch, jeg nogensinde havde vidst eksisterede.

”Ssh,” mumlede jeg, imens jeg tørrede det blod væk, der sad på hendes hals. Der var ingen tvivl om, at hun havde ondt både i hovedet og siden – hun havde sagt, at hun var svimmel, og derudover kom blodet et sted fra hendes hoved, så det gav sig selv, at hun havde ondt.

”Du skal på skadestuen,” mumlede jeg og startede bilen, og hun svarede ikke engang, fordi hun prøvede at styre sin vejrtrækning. Jeg havde det så dårligt over, at hun havde det så dårligt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det var, der gjorde, at Aisha fortjente det. Det var ikke bare tilfældigt, at det var gået udover hende – det var det næsten for alvorligt til at kunne være.

”Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort,” mumlede hun og stirrede ligefrem ud af forruden, da vi kørte. Hun havde endelig fået styr på sig selv, men hun havde mascara ned af kinderne, der afslørede, hvor kaotisk hendes liv var, og at der skete ting, som ikke burde ske. Jeg sukkede lidt.

”Du har ikke gjort noget for at fortjene det,” fastslog jeg hurtigt, og hun rystede underligt på hovedet, så jeg rynkede på panden.

”Hun sagde, at jeg havde ødelagt hende og ladet hende være alene. At det var min tur til at blive ødelagt nu, men jeg aner ikke, hvad jeg har gjort, der har fået hende til at få det dårligt. Der er en grund til, at jeg er hendes offer,” sagde hun med en spinkel stemme, og jeg sank en klump. Jeg følte næsten, at det var mig, der gik det igennem, fordi jeg på disse måneder, var begyndt at holde så meget af hende.

”Vil du fortælle mig præcis, hvad der skete?” spurgte jeg så, og hun nikkede langsomt, imens hendes blik fandt hendes hænder. Med rystende stemme begyndte hun.

 

Aishas synsvinkel:

”Jeg kom i skole, og jeg kunne mærke hendes blik på mig hele tiden. Jeg har aldrig set hende med et så skræmmende og ondt blik, og jeg vidste med det samme, at hun ikke ville kunne lade mig være. Efter anden time, da vi havde frikvarter, fik hun så sagt, at jeg skulle gå ud på toilettet. Jeg var så bange Niall, og jeg ville så gerne kunne gå min vej, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke styrke nok til det. Og da jeg så kom derud, startede hun med at spørge om.. dig. Vores tur, og da jeg ikke svarede hurtigt nok, slog hun mig og væltede mig. Jeg spurgte, hvad jeg havde gjort, og så kom hun med svaret, som jeg fortalte dig om,” begyndte jeg.

Med et suk lukkede jeg øjnene i, imens jeg gengav ordene for mig selv: ”Du ødelagde mig, du fik mig ned. Det var dig, der gjorde mig alene, og nu vil jeg have, at du skal ødelægges, ligesom jeg blev. Du skal mærke, hvor forfærdeligt det er,” det var brændt fast i min hjerne, for jeg havde aldrig hørt Ashley snakke på den måde.

Jeg var bange – jeg rystede af skræk ved tanken om, hvis jeg skulle i skole næste dag. Niall lagde hans hånd på mit lår, og jeg mærkede den varme følelse skylle op i mig. Selv i denne situation kunne han bringe det bedste frem i mig, og det var det, der gjorde mig sikker på, at han var den rigtige for mig, og den eneste, der forstod mig.

 

***

 

Vi var endelig kommet hjem fra skadestuen igen med en formaning om, at jeg skulle holde mig i ro. Der var ikke sket noget særligt – det var slagene, der havde gjort ondt, men der var ikke sket noget yderligere alvorligt, og jeg kunne godt følge dem i det. Jeg havde det meget bedre nu, og det svimlede ikke nær så meget for mig – altså var smerten aftagende, men Niall havde alligevel insisteret på, at vi skulle tage hjem til ham, så jeg kunne slappe lidt af.

Jeg havde lagt mig op af Niall inde i sofaen, og han holdt armene om mig på en betryggende måde, selvom mine tanker pludselig var begyndt at løbe den helt forkerte vej med mig. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig tænkte sådan, men jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben og rykke min hånd fra hans mave og lidt længere ned.

”Aisha?” spurgte han forvirret, og jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede lidt. Han blev ved med at kigge forvirret på mig, indtil jeg rømmede mig.

”Ehm.. Jeg tror, at jeg er klar til.. du ved..” sagde jeg og fandt egentlig selve situationen meget akavet, men Niall lyste op i et lille, dog bekymret, smil. ”Er du sikker på, at du er klar? Jeg kan sagtens vente – du skal ikke føle dig presset,” sagde han advarende, og jeg rystede på hovedet.

”Jeg føler mig ikke presset – jeg er klar,” mumlede jeg, før jeg lagde mig lidt ind over ham. Jeg var stort set på bar bund med alt det her, og jeg følte mig usikker, men det lod ikke til at genere Niall, for han lod blot den hånd, der havde ligget om mine skuldre, glide længere ned.

Mine øjne fangede hans, før jeg pressede mine læber mod hans, og han fulgte hurtigt med i kysset, imens hans hånd langsomt og forsigtigt lagde sig på min røv. Det var jo ikke fordi, at folk ikke havde taget på mig før, men det betød alligevel en del, at han var så blid overfor mig, og han var ligeså blid, da han forsigtigt vendte os om, så han lå lidt indover mig.

Han kyssede mig forsigtigt ned langs halsen, hvilket fik mig til at stønne svagt. Jeg kunne fornemme ham smile imod min hud, og lidt efter sugede han til. Et grin forlod min mund, da det kildede, men det fik ikke Niall til at stoppe. Han fortsatte til han sikkert havde lavet et helt lilla sugemærke.

I det øjeblik var jeg fuldstændig ligeglad med hvad mine forældre og hvad Ashley ville tænke. Lige nu var det bare Niall og jeg.

Han fortsatte sine små kys mens han hev fat i min bluse. Jeg løftede mig selv en smule op for at lade ham trække min bluse af. Han fik den hurtigt af og smed den på gulvet. Jeg kunne mærke usikkerheden skylle ind over mig. Jeg var langt fra sikker med mig selv, derfor dækkede jeg hurtigt mine bryster til. Det fik dog Niall til at trække sig en smule væk og kigge mig i øjnene.

”Aisha, du er smuk,” hviskede han og kærtegnede min kind. Jeg kunne straks mærke den røde farve glide frem, hvilket fik Niall til at smile inden han tog om mine håndled og trak mine arme væk fra mine bryster. Mine øjne var stadig lukkede i frygt for at se hans grimasse. Jeg stolede på ham, det gjorde jeg virkelig, men lige nu var jeg bare nervøs.

Hans hænder gled ned langs min krop og endte ved mine bukser. Ved fælleshjælp fik vi dem af og smidt væk samt hans tøj. Jeg var ikke spor usikker omkring den nederste del, den havde Niall jo haft gang i før. Derfor følte jeg mig pludselig mere sikker og lod derfor mine hænder glide ned langs hans mave.

Hans hænder gled ind under mine underbukser, og lidt efter forlod et støn min mund da han stak en finger op. Jeg pressede mit underliv mod ham, hvilket fik ham til at grine, inden han kyssede mig på munden igen.. Denne gang var kysset fyldt med følelser, hvilket fik min krop til at eksplodere.

”Aisha,” mumlede han mod mine læber inden han trak sin hånd til sig. Jeg lod hurtig mine øjne fange hans, inden jeg nikkede – bange for han trak sig tilbage og fortrød.

”Det kommer til at gøre ondt. Men lov mig, please, please, please lov mig, at du siger til. Jeg vil ikke skade dig.” mumlede han og kiggede mig seriøst i øjnene. En virkelig varm følelse bredte sig i min krop. Måden han tog sig af mig på, gav mig en lyst til at græde. Han var den perfekte kæreste.

”Det lover jeg” mumlede jeg, og kunne mærke en smerte gå igennem min krop. Han trængte en smule ind i mig, men det føltes virkelig som om der var en mur for.

Jeg skar en grimasse, hvilket fik Niall til at stoppe.

”Er du okay?” Mumlede han inden han kærtegnede min kind. Jeg nikkede kort og lavede tegn til han skulle fortsætte, og det gjorde han. Han trængte en smule længere op  og rykkede nærmest på den mur. Det føltes som om den sprang, hvilket fik mig til at hulke, og tårerne til at komme frem.

”Oh,” mumlede Niall inden han trak sig ud.

”Jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke såre dig,” mumlede han igen, men jeg stoppede ham hurtigt ved at tage fat i hans skulder.

”Niall jeg vidste det ville gøre ondt, det skal nok gå væk,” jeg sendte ham et opmuntrende smil, som han svagt gengældte, inden han trænge ind igen. Denne gang var det ikke lige så slemt.

”Er du okay?” spurgte han forsigtig om, men det eneste der kom ud af min mund var et støn som Niall tog som et godt tegn, for lidt efter sendte han mig et smil, kyssede mig blidt på munden og fortsatte – dog lidt hurtigere.

”Oh,” stønnede jeg.

”Jeg elsker dig,” fremstammede jeg. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Jaaaa, de havde sex, og jeg synes, at det var sødt! 

Og jeg vil gerne lige dele flere ting med jer, fordi jeg er så fucking glad, hihihi! Okay et er, at jeg endelig er sammen med Thea, som lige nu sidder og synger Summer Love, wuuuu. Og jeg har bare glædet mig så sygt meget, så jeg ville lige dele med jer, at jeg er hos hende nu, og at jeg er glad, og at jeg har glædet mig! Hæhæh

OGGG så skal jeg takke hende, fordi jeg fik hende til at skrive sexscenen, fordi jeg var doven, hallelujah, tak til hende! Så dette kapitel er altså made by MirahBrinchG featuring TheaStyles, yay! 

Hvad synes I ellers? 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...