Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43563Visninger
AA

2. The everyday routine

 

Jeg følte det endnu engang, som var jeg i et levende helved. Det gjorde ondt over det hele, hele min krop protesterede, men det var ikke fysisk, det var psykisk. Ordene brændte sig ind på mig – i min sjæl, min hjerne, mig, og jeg kiggede ned på pillerne i min hånd. Det ville være så let, og så ville det hele være ovre. Ikke flere hårde ord eller prædiker om, hvor forkert et menneske, jeg var.

En klump havde samlet sig i min hals, og jeg havde utrolig svært ved at synke, selvom jeg desperat prøvede på at få min hjerne til at fungere ordenligt og sende de rigtige signaler ud i min krop. Min hånd rystede lidt, og jeg var en anelse nervøs for, om jeg ville tabe pillerne, hvis det fortsatte sådan. Indeni forbandede jeg mig selv for ikke bare at få det overstået, så jeg ikke ville have noget at spekulere over længere.

En rumsteren ved døren fik mig til at fare sammen, og ved en fejltagelse tabte jeg pillerne, så de lød som tusindvis af knappenåle mod jorden. Panisk prøvede jeg at feje dem sammen med mine fødder, lige indtil jeg anspændt stillede mig helt lige, da døren gik helt op, og min lillesøster stak hovedet ind.

”Der er mad, kommer du?” hun lod sit blik glide rundt i værelset på en dømmende måde, før hun igen gik og efterlod døren åben. Jeg åndede lydløst og lettet ud, før jeg bukkede mig ned og med stadigt dirrende hænder samlede pillerne op. Jeg glippede hårdt et par gange med øjnene for ikke at græde og lagde så igen pillerne ned i den lille æske, jeg havde gemt i min skrivebordsskuffe.

Et par gange trak jeg vejret dybt for at kontrollere mig selv og min vejtrækning, før jeg gik ud på gangen og videre ned af trappen. Ude i køkkenet sad hele min familie for én gangs skyld samlet om bordet; min far var i gang med at øse mad op på sin tallerken, min mor fyldte vand i en kande, min ældste lillesøster, Fanny, der var 10, sad utålmodigt og ventede på, at far ville give hende noget mad og sidst men ikke mindst – min yngste lillesøster, Beatrice, der kun var et enkelt år gammel. Hun var virkelig min lille guldklump, hvis jeg skulle udpege en her i familien.

”Hej min skat,” lød det fra min mor, uden hun overhovedet løftede blikket og kiggede på mig. I stedet stillede hun kanden med vand hen på bordet og satte sig ved siden af min far, så der kun var en plads tilbage for bordenden, hvor jeg så godt kunne regne ud, jeg skulle sidde.

Mit hjerte bankede stadig hurtigere, end det burde, for jeg havde det som om, at de kunne se lige igennem mig. Se, hvad jeg endnu engang var så tæt på, selvom jeg inderst inde godt vidste, at de ikke havde den fjerneste idé om det. Og hvis de havde, så gjorde de i hvert fald ikke noget ved det, andet end at give mig en 500-seddel og sige, at jeg skulle more mig. Det var bare ikke nok. Hvordan skulle en freaking pengeseddel kunne gøre mit liv til noget godt?

Jeg skubbede mine tanker væk og strøg Beatrice over kinden, før jeg tog fat i min tallerken og en grydeske, så jeg kunne tage lidt ris ovenpå den. Med en masse koncentration lykkedes det mig ikke at ryste på hånden, da det ville være altafslørende for, at der var noget galt, og det skulle de ikke vide. Det var også derfor, at jeg spiste, for jeg havde ikke ligefrem selv lysten til det, når jeg for mindre end fem minutter siden havde haft piller i min hånd.

”Har du fået brugt pengene, som vi gav dig i lørdags, Aisha?” spurgte min far med munden fuld af mad. Jeg bed mig lidt i inderlæben og undgik al form for kropsprogskontakt. ”De 500 kroner, som I gav mig? Hvordan skulle jeg kunne nå at bruge dem på to dage, når jeg i forvejen har alt det tøj, som jeg skal bruge?” svarede jeg utydeligt, for efterfølgende at proppe nogle ris med lidt sovs over ind i munden.

”Det kunne da godt være, skat. Og gud ja! Kan jeg ikke få dig til at passe Beatrice for os i morgen aften? Far og jeg skal ud og ordne nogle ting ude i byen til et arrangement og sådan noget,” hun smilede underligt hemmelighedsfuld til min far, der blot gengældte det ligeså underligt.

”Jo, det kan jeg vel godt,” jeg trak ligegyldigt på skuldrene. De behøvede slet ikke spørge mig, for jeg var altid hjemme og altid sammen med Beatrice. Grundet mobningen, der gjorde, at jeg ikke rigtig havde nogen omgangskreds, var jeg altid hjemme, når jeg ikke var i skole, og siden mine forældre ikke havde tid til mig, var jeg altid sammen med Beatrice.

”Tak skal du have, det er dejligt. Du skal selvfølgelig nok få nogle pe..” – ”jeg vil ikke have penge, jeg har penge nok, okay? Der ligger mindst 2000 i min pung, som jeg ikke har fået brugt, fordi I hele tiden giver dem, så det er fint,” jeg sendte dem et prøvende smil, som de hurtigt gengældte.

Vi spiste færdig i stilhed, og ligeså snart jeg var færdig, rejste jeg mig, tog mine egne ting væk fra bordet og ud i opvaskemaskinen, og tog så Beatrice med mig op på værelset, da jeg havde sørget for, at hun ikke havde madrester over det hele. Jeg satte mig på sengen med hende på mit skød, og så kiggede jeg ellers bare.

Hun var virkelig den dejligste tøs, der fandtes, og jeg fandt en underlig ro i mig selv, når jeg tilbragte min tid med hende. Hun var grunden til, at jeg ikke var væk endnu, det var helt sikkert hende, der holdte mig tilbage, fordi jeg ikke kunne bære tanken om, hvem der så skulle kunne tage sig af hende.

Hun gav en sød lyd fra sig, der var en blanding af et skrig, hvin og grin, før hun trykkede mig på næsen med hendes mikroskopiske lillefinger. Jeg rynkede lidt på næsen, hvilket resulterede i, at hun grinede højt og ivrigt klappede hænderne sammen mod hinanden. Jeg grinede lidt af hende og gav igen på samme måde, ved et lille prik på næsen. Et kort øjeblik så hun helt skræmt ud, før hun igen grinte ukontrolleret og så gav sig til at kravle rundt oven på mig..

 

                                                                                                   ***

 

Der var tidspunkter, hvor jeg simpelthen ikke kunne forstå, at lærerne ikke kommenterede noget eller gjorde noget. Jeg kunne ikke forstå, om det var med vilje, at de så bort fra alting, eller om de rent faktisk ikke bemærkede den grove mobning, der cirkulerede rundt på skolen. Min hjerne kunne ikke koble handling og mening sammen, så jeg opgav det og rejste mig i stedet fra toilettet, hvor jeg havde holdt mig de sidste 10 minutter.

Jeg hadede skolens toiletter, men det var altid her, man kunne finde mig efter et frikvarter – næsten da. Det kom an på, hvor lang tid mobberene holdt mig fanget ude i gården, hvor de små børn legede rundt eller i klasselokalet, hvor halvdelen af klassen altid sad og kiggede på uden at gøre noget ved det.

En tåre trillede ned over min kind, da jeg stillede mig foran spejlet med mine hænder støttende på vasken. Jeg var næsten ligbleg, og mine øjne var fuldstændigt blanke. Mascaraen løb ned over mine kinder, så det var tydeligt at se, jeg havde grædt. Fortvivlet rettede jeg mig lidt op og studerede mig selv.

Måske havde de ret. Måske var det bare mig, der var en fejl, fordi jeg var så forkert? Måske var det rigtigt, at jeg var en fejl, at det var en fejl, jeg blev født. Jeg havde for meget fedt overalt på kroppen, mine kinder var en anelse for røde og æblekinde-agtige, og det var også det, der blev pointeret. Alt ved mig. Jeg var en luder, en so, en kælling, en fejl. En skændsel for menneskeheden var der sågar en, der havde fortalt mig – og det tog altså virkelig hårdt.

Jeg tog lidt vand på en serviet og prøvede ihærdigt på at fjerne makeuppen, så mine kinder ikke var helt sorte, og det var først efter fem minutter med alle kræfter, at det lykkedes mig at få det væk. Mit blik røg ned til det armbåndsur, jeg havde på, og det viste 12:30. Det betød, at jeg havde to idrætstimer tilbage, og selvom det var dem, jeg frygtede mest, blev jeg ikke væk. Det ville føre til mere mobning i morgen, for så troede de, at de havde mig. Det havde de faktisk også, og de vidste det, men alligevel var der noget indeni mig, der gjorde, at jeg gik hen mod salen. Jeg havde valgt at klæde om på toilettet for at undgå kommentarerne, der ellers kom.

Det var let at høre, at idrætstimen var gået i gang, for man kunne høre, at der blev løbet rundt. Jeg prøvede så vidt muligt at liste mig ind og blande mig med mængden, men det kom ikke bag på mig, at min lærer råbte mit navn højt. ”Aisha, hvorfor kommer du først nu? Er det med vilje, at du altid skal komme for sent?” råbte hun højt, og jeg skælvede uvilligt.

”Ne.. Nej, jeg havde bare lige noget at ordne..” svarede jeg lavt. Min stemme rystede, da det gik op for mig, at alle var stoppet op og kiggede på mig med et hånligt blik, for jeg var taberen. Ikke? Jeg følte mig som en myre mod hele verden, så alene, bange og skræmt, og det hjalp ikke, da min lærer begyndte at gå hen mod mig.

”Hvordan kan det være vigtigere end skolen, Aisha? Jeg synes virkelig, det er vildt, hvor lidt du går op i skolen. Du ved vel godt, at man burde prioritere skolen højest, for uden den får du ikke en uddannelse, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan du har tænkt dig at leve uden en uddannelse,” sagde hun hårdt, før hun vendte sig om mod de andre, der stadig kiggede. ”Løb nu videre!” sagde hun venligt til dem. Selv lærerne hadede mig, kunne det blive værre?

”Jeg kom jo b-bare for sent,” mumlede jeg og kiggede ned i det lyse trægulv, der synes at være det eneste, der ikke havde noget i mod mig. Min mave trak sig sammen, fordi jeg var så usikker og nervøs, men da jeg fik ordre på at løbe ud til de andre, gjorde jeg det med en ukontrolleret hjertebanken.

Jeg satte i løb rundt i den cirkel, som de løb på, imens de lavede alle mulige bevægelser og øvelser, der skulle varme kroppen op. Forsigtigt prøvede jeg at følge med og udføre tingene korrekt, men det var svært, når jeg samtidig blev distraheret af folks blikke, der var fastlåst på mig. Det var noget af den mest ubehagelige følelse nogensinde.

Pludselig, imens jeg løb, blev der lagt to hænder på mine skuldre bagfra, og et ben fløj ind foran mine, så jeg fløj forover og hårdt ramte jorden. Jeg havde fået drejet mig, så jeg faldt lige ned på min hånd, der gav en underlig lyd fra sig efterfuldt af en smerte. For normale mennesker ville smerten nok være uudholdelig, men jeg havde vænnet mig så meget til den, at det ikke gjorde noget.

”Aisha, hvad laver du?” lød det hånligt fra Ashley. Hun var en typisk populær tøs; blond langt hår, store bryster, en fin lille røv og et smukt ansigt. Selvfølgelig var hun tynd og trænet, så alle fyre måbende ville glo efter hende. Jeg sank klumpen, der havde samlet sig i min hals og rejste mig op med rystende bevægelser. ”Ikke noget..” mumlede jeg, bange for hendes næste træk. Til mit held kom det ikke, da vores lærer råbte, at vi skulle spille sinalgo. Og hvis der var noget, som jeg hadede, så var det boldspil.

Da holdene var blevet valgt, surprise jeg endte med at så alene tilbage, gik det ellers i gang. Spillet kørte kun i noget nær 30 sekunder, før Ashley for første gang den dag tyrede bolden efter mig med alle kræfter, som hun ellers havde. Jeg undgik med nød og næppe bolden, der i stedet susede lige forbi mit hoved.

Ashley fnøs irriteret, før hun let gik ind og fik fat i bolden igen, da den blev kastet mod hende. Det var typisk, for der var mange, der havde så utrolig meget respekt for hende. Ikke en god form for respekt, men respekt fordi, at de var bange for, at det ellers ville gå dem, som det var gået mig. Ikke at jeg nogensinde havde gjort hende noget, jeg var bare hendes – og mange andres – offer.

Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg ikke nåede at vige væk fra bolden, der denne gang ramte mig lige i hovedet, på næsen, så det føltes som om, at det hele prikkede for mig. Den følelse kender I vel godt? Hvor man bliver ramt, slået eller andet på næsen, og man så er sikker på, man skal besvime?

Hurtigt lukkede jeg øjnene hårdt i og lænede mig lidt fremover og stod sådan, indtil jeg var sikker på, at jeg ville blive ved bevidsthed. Det tog ikke meget mere end få sekunder at beslutte mig, og så løb jeg ud af salen med tårer i øjnene. Godt nok ville de føle, at de vandt, men jeg ville ikke blive her. Det var altid sådan, det endte. Jeg var en fiasko.

Jeg skiftede ikke engang tøj, før jeg bare greb min taske og løb ud fra skolens bygning. Da jeg kom helt ud fra dens område, satte jeg mig op på min cykel og trampede voldsomt i pedalerne for at komme hjem. Jeg kunne virkelig ikke vente med det, for det var det eneste sted, jeg følte mig sikker på ikke at blive ramt af noget – hverken fysisk eller psykisk.

Det tog mig overraskende nok ikke særlig lang tid at komme hjem på trods af, at det var vinter, og der var modvind hele vejen. Tilfreds smed jeg min cykel ude foran vores skur og gik så ind i huset, hvor der var åbent. Fjernsynet var tændt, så jeg var næsten sikker på, at det var min far, der var hjemme. Min mor så aldrig tv, og desuden var det heller ikke tit, at hun var hjemme – og hvis ikke jeg var helt skudt hen i vejret, så ville min far også snart skulle afsted.

”Hej far,” sagde jeg så roligt, som jeg kunne præstere. Som svar fik jeg en brummen, og så smuttede jeg op på mit værelse, hvor jeg smed tasken på min seng. Det overraskede faktisk lidt mig selv, hvor rolig jeg kunne virke, selvom jeg blødte indeni. Det gjorde ondt på sådan en forfærdelig måde, og jeg var helt grædefærdig.

Jeg tog fat i min store hættetrøje, mine silkeshorts og bevægede mig så ellers ud på badeværelset. Jeg havde brug for et bad til at få klaret mine tanker lidt, selvom det for det meste egentlig ikke rigtig hjalp særlig meget. Jeg elskede i alt fald følelsen af varmt vand, så det var det, jeg gjorde. Gik i bad.

 

***

Jeg sad sammen med Beatrice og tørrede mad væk fra hendes mund. God det havde været en utrolig lang dag. I havde jo selv hørt starten af den, og den var ikke blevet særlig meget bedre, da jeg var logget på Twitter efter badet. Selvom det ikke burde komme bag på mig eller såre mig mere, men det gjorde det. Hver gang jeg gik på Twitter, føltes det som om, der gik tusindvis af knive igennem min krop, fordi det, der blev skrevet, var nogenlunde i stil med det, der blev sagt.

Resten af min dag havde været rimelig kedelig. Jeg havde været herhjemme, lavet lidt lektier og begyndt på mit essay, som jeg absolut ikke kunne finde ud af. Så havde jeg været nede og hente Beatrice fra vuggestuen og Fanny fra hendes fritidsklub – og jeg havde Beatrice med – så jeg havde haft nok at gøre med at holde styr på de to.

Lige nu var Fanny sammen med sin veninde, der var kommet herhen lige før, vi skulle spise aftensmad, så jeg havde lidt tid med Beatrice alene, hvilket var meget rart. Hende havde jeg så lige fået givet noget mad, så det var derfor, at hun havde mad i hele ansigtet.

Desuden var min far også taget afsted på arbejde, kort efter jeg var kommet ud af badet igen, og så havde han sagt, at han og min mor ville komme hjem ved syvtiden – og det var altså om ti minutters tid.

Forsigtigt tog jeg hende op i mine arme, så jeg kunne gå ind til hendes seng. Det var let at se, at hun var virkelig træt, for hun gabte højt flere gange, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af hende. Hun var meget kær.

Med lidt besvær lykkedes det mig at få hende helt til ro, så jeg kunne forlade værelset igen, og det var perfekt match, for lige da jeg gjorde det, gik døren op, og mine forældre kom ind.

”SSH! Beatrice!” skændte jeg og følte helt ærligt i et kort øjeblik, at hun var mit barn og ikke min mors. De dæmpede sig begge hurtigt, før de gjorde tegn til, at jeg skulle komme ind i stuen til dem. Grundet refleks bankede mit hjerte allerede hurtigere, selvom jeg egentlig ikke havde grund til det.

De stod begge to og kiggede på mig med verdens største smil, og jeg blev helt forvirret. ”Hvad er der?” spurgte jeg usikkert om, og der skulle ikke mere til, før min mor klappede hænderne begejstret sammen. ”Aisha, du bliver nødt til at gøre noget for os, det gør du virkelig!” begyndte hun men tav så.

”Åh gud. Hvad er det så?” jeg bed mig i læben og kiggede opgivende på dem. Det var lige før, at jeg ikke orkede at skulle gøre mere for dem, fordi de aldrig selv var hjemme. De havde for travlt, så de svigtede deres børn. Det var skide god opførsel. Selvfølgelig var jeg jo gammel nok til at kunne klare mig selv, men det var Fanny og i den grad Beatrice ikke. Det irriterede mig.

”Okay, nu skal du bare høre. Her på fredag er der en koncert med One Direction, og du ved jo godt, at Fanny har plaget om at komme ind og se dem, så det er det, vi har lavet i dag. Faktisk har vi arrangeret, at I skal mødes med dem backstage, vi betalte bare lige lidt ekstra..” jeg afbrød min mor. ”Hvem er I?” spurgte jeg, selvom jeg på forhånd kendte svaret. Min mor lagde hovedet lidt på skrå. ”Vil du ikke godt være sød at tage med hen og møde dem? De er garanteret nogle søde drenge, og det vil betyde så meget for Fanny. Mig og far skal til arrangement, så vi kan ikke.. Du må gerne få nogle penge for det! Hvor mange vil du have?” hun var allerede begyndt at rode i sin pung, men jeg stoppede hende.

”Jeg gør det, hvis jeg til gengæld må få fri fra skole resten af ugen,” sagde jeg så og løftede udfordrende et øjenbryn. Hvis der var mulighed for, jeg kunne undgå skolen, så ville jeg hellere end gerne gøre det. Min mor sukkede lidt og kiggede bebrejdende på mig, før hun så nikkede.

Jeg sagde ikke mere, men gik blot op på mit værelse, der allerede var helt mørkt, da jeg ikke havde tændt noget lys, og det var mørkt udenfor. Egentlig havde jeg ikke lyst til at møde fem kendte fyre, for det var ting som dette, jeg var blevet bange for. Hver gang jeg mødte nye mennesker, fik jeg det underligt inde i, en trang til at forsvinde kom altid op i mig, det var forfærdeligt.

Med langsomme bevægelser tog jeg mit tøj af og kiggede mig i spejlet. Jeg kunne endnu engang mærke ordene, der blev råbt efter mig. De havde ret i, at jeg var forfærdelig, for det var jeg. Når jeg kiggede på mig selv, væmmedes jeg dybt indeni, fordi jeg var begyndt at tro på det, som de fortalte mig.

Men hvorfor skulle det være løgn, når det var det eneste, de fortalte mig? Siden jeg hele tiden fik det at vide, så måtte der være en sandhed i ordene, for hvorfor skulle alle ellers fortælle mig det? Jeg bed mig i læben, da jeg tog lidt fat i det fedt, der sad på min mave. De eneste, der fortalte mig, at jeg næsten var for tynd, var min familie – faktisk sjældent mine forældre, for de havde for travlt til at ligge mærke til det.

Jeg blinkede et par gange, så tårerne, der gerne ville ud, blev inde. Da jeg havde stirret på og disset mig selv længe nok, tog jeg min nattrøje på, der var en stor, sort t-shirt, der nærmest lignede en kjole på mig. På trøjen var der ironisk nok printet ’Stay strong when you’re on your weakest. Everything is gonna be alright’. Det var lige til at slå en falsk latter op over, men det gjorde jeg dog ikke.

I stedet lagde jeg mig under dynen, som jeg trak langt op over mine øre, da jeg frøs en smule. Uden at græde mere den dag, lukkede jeg øjnene i og faldt i søvn – denne gang en drømmeløs søvn. 

----------------------------------------------------------------------------------------------

Dette var så det første kapitel - hvad synes I? Drengene er ikke med endnu, men bare rolig, det kommer selvfølgelig. 

Mirah xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...