Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43170Visninger
AA

20. Skyscraper

 

Hør på skift Jessie J – Who you are og Demi Lovato – Skyscraper, imens I læser!

Jeg havde sovet sammen med Eve fra fredag til lørdag, selvom jeg blot havde kendt hende i virkelig få dage. Hun var allerede blevet min bedste veninde, hvis I kan forstå mig ret; jeg havde ikke andre, så hun var vel den bedste veninde, fordi jeg ikke havde andre. Men hun var nok ikke min bedste veninde på samme måde, som andre havde forhold med deres bedste veninde.

Lige nu var jeg vågnet op før Eve, som i øvrigt snorkede en lille smule, men det gjorde mig slet ikke det mindste. Det var nærmest bare helt hyggeligt at have en person at være sammen med, selvom jeg vidste, at mit humør ville gå fuldstændig ned igen, lige så snart hun gik. Men det skulle hun heldigvis først i aften, så på det punkt var jeg meget heldig.

Det regnede udenfor, og det gjorde mig faktisk lidt nedtryk. Jeg hadede regn – det var som om, at det var alt for trist, og blot gjorde mig endnu mere deprimeret.

”Hvor lang tid har du været vågen?” lød det pludselig lige ved siden af mig, og jeg fik et chok over Eves stemme, der lød helt morgentræt. ”20 minutter eller sådan noget. Jeg havde ikke lyst til at vække dig,” indrømmede jeg, og hun sagde en underlig ’pff-lyd’.

”Du skulle altså virkelig bare have vækket mig, Aisha. Jeg hader selv, når jeg skal ligge og vente på, at folk vågner, så du skulle altså bare have gjort det. Husk det til en anden gang,” sagde hun og smilede stort til mig. Så strakte hun sig og drejede sig en omgang, og før jeg nåede at advare hende, landede hun på jorden med et bump.

”Ups,” lød det fra hende efter lidt tid efterfulgt af et højt grin, der fik mig til at smile stort. Det var dejligt at være i selskab med en person, der tog det hele så let og ikke rigtig gik op i noget. Jeg var vant til at være i selskab med folk, der var så skide alvorlige og stressede hele tiden, men det var helt anderledes med Eve. Hun var rolig og helt nede på jorden.

”Ja, det må du nok sige,” fnes jeg, da hun havde fået sat sig op ved siden af mig igen. Hendes karamelfarvede hår var helt uglet, men sjovt nok klædte det hende virkelig godt. Hun så virkelig kær ud, hvor vi andre nærmere ville ligne sådan nogle.. ja.. jeg vidste det ikke, men vi så i hvert fald ikke særligt intelligente ud, når vi lige var stået op.

”Hvad har du så af planer i dag?” spurgte hun nysgerrigt, imens hun greb ud efter hendes mobil, der lå på natbordet sammen med min. Imens hun tog hendes, var hun så sød også at tage min og kaste den over til mig, og jeg greb den med lethed. ”Ehm.. Ikke noget særligt. Jeg tror, at jeg skal passe Beatrice og Fanny, men det er vidst også bare det,” sagde jeg med et lille suk ved tanken om, at jeg skulle passe hende. Det var jo ikke fordi, jeg ikke gad, men det var bare det der med, at mine forældre ikke havde tid – igen. Det var SÅ frustrerende.

”Åh. Jeg ville gerne blive her med dig, men jeg har lige fået en besked fra min mor om, at jeg skal komme hjem, så snart jeg kan, fordi hun åbenbart pludselig synes, at vi skal holde en familiedag,” sukkede hun og kiggede på mig med et virkelig undskyldende blik. Jeg rystede hurtigt på hovedet for at få hende til at droppe det. ”Det er helt i orden, Eve,” sagde jeg så, selvom jeg indeni var rimelig ked af det. Jeg havde ikke lyst til, at hun skulle tage hjem, for hun holdt mine tanker væk fra alt muligt andet, som jeg egentlig ikke gad tænke på.

”Er du sikker?” spurgte hun så, og jeg nikkede hurtigt til hende. Jeg kunne godt se, at hun ikke havde det godt med det, fordi hun vidste, hvordan jeg havde det, men jeg ville ikke have, at hun skulle lade sig mærke af det på den måde. ”smut nu bare,” sagde jeg med et falskt smil.

 


***

 

Ashley kom gående mod mig, men jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at gå lige ud, den vej som jeg nu skulle. Jeg ville ikke stoppe for hende uden videre, for så ville hun uden tvivl vide, at hun skræmte mig mere end noget andet – og det skulle hun ikke vide. Det var det eneste, som jeg gerne ville holde fast i, selvom hun garanteret allerede havde regnet det ud.

”Aisha, jeg skal snakke med dig,” sagde hun og skubbede til mig med hendes skulder, da jeg skulle til at gå lige forbi hende. Med et modvilligt gisp stoppede jeg op og vendte mig mod hende, med blikket rettet mod jorden. Jeg ville ikke kigge hende i øjnene, for så ville jeg for alvor blive afsløret i at være skide hamrende bange for hende, og det havde jeg ikke lyst til.

”Hva.. hvad er der?” spurgte jeg med en alt for skrøbelig stemme, så jeg forbandede mig selv langt, langt væk. Hun hævede et øjenbryn og grinede hånligt, da mit blik alligevel mødte hendes. Jeg vidste for helvede godt, hvad det handlede om, men jeg havde alligevel haft et eller andet spinkelt håb om, at hun ville lade det ligge og ikke ville kommentere det.

Hvorfor havde jeg overhovet så meget som håbet på, at hun ville lade det ligge? Jeg havde trods alt kysset med hendes kæreste, eller hvad de nu var.. Jeg vidste sku ikke helt, hvad det var, de havde været, men sagen var, at hun i hvert fald havde fundet ud af, at jeg havde kysset med ham, når det nok ikke var det, som jeg egentlig burde.

”Hvem fanden tror du egentlig, at du er? At du går hen og kysser Niall,” spyttede hun nærmest, og hun stillede sig overfor mig på en utroligt truende måde, så jeg veg en anelse tilbage fra hende. Jeg vidste udmærket godt, hvad hun var i stand til, og det var det, der skræmte mig mest.

”Det var.. jeg.. Det var en fejl. Vi var begge to fulde, Ashley,” sagde jeg og prøvede desperat at lyde fornuftig, men min stemme knækkede over, og tårerne pressede sig voldsomt meget på. Jeg var så skide hamrende bange for hende, at man ikke skulle tro, at det var muligt. Man burde ikke kunne være så bange for en pige på ens egen alder, men det var altså det, jeg var.

”Ja, ja det er godt med dig, Aisha. Hvorfor skal du altid gøre alt, hvad du overhovedet kan for at spolere mine forhold? Først tog du ham fra mig og ødelagde mit liv, og nu har du også formået at gå hen og kysse Niall. Hvad er der galt op i hovedet på dig? Vil du bare gerne spolere andres liv eller hvad?” råbte hun højt og skubbede til mig, så jeg røg lige ind i et skab.

En smerte gik igennem min ryg, og det mindede utroligt meget om en af de tidligere gange, hvor hun havde skubbet mig ind i et skab. Der havde jeg fået virkelig ondt i ryggen, og det var præcis det samme, jeg fik lige nu, fordi jeg fik ramt en lås præcis det samme sted som sidst – dermed var smerten 100 gange værre end sidst.

Der var ikke nogen mennesker på gangen, fordi jeg i forvejen var kommet for sent, og det var lige før, at jeg mistænkte Ashley for at vente på mig. Hun kom i hvert fald først gående om hjørnet, lige da hun kunne høre mine fodtrin, så det måtte næsten være planlagt. Det var også det eneste tidspunkt, hvor hun kunne

”Din fucking luder man. Du vil bare have alt og alle, du vil? Du vil bare føle dig så fucking meget bedre end os andre, du vil? Fuck dig, Aisha. Jeg fatter ikke, hvorfor fanden du ikke bare er forsvundet herfra noget før. Du gør ingen gavn for nogen, og alle ville ønske, at du forsvandt. Måske med undtagelse af hende.. Eve der. Men hun skal da også snart få at vide, hvordan det er at omgås med dig. Det er ikke noget man gør – ergo må hun være lige så lidt værd, som du er, og det er altså ikke særlig meget,” sagde hun og pressede mig hårdt op mod væggen ved at holde fat i kraven på min trøje.

Jeg havde det som om, at jeg ikke kunne trække vejret, fordi hun strammede den så meget ind ved hendes greb, og en tåre trillede ned over min kind. ”Ashley, please, slip mig. Jeg kan virkelig næsten ikke få vejret,” hostede jeg underligt, og det fik hende sygt nok til at smile endnu mere. ”Det er sku lige før, at man ikke har lyst til at slippe så. Men det ville være synd,” sagde hun så og i samme øjeblik, som hun slap mig, spændte hun ben for mig, så jeg røg ned på jorden. Al luften røg ud af mig, så en underlig lyd forlod mig.

”Jeg ville ønske, at du var død, Aisha. Alting ville være så meget bedre uden dig, ved du godt det?” sagde hun og sparkede hårdt til mig, så jeg endnu engang hev voldsomt meget efter vejret. Derefter gjorde hun noget, som jeg ikke havde set komme; hun stillede på en underlig måde sin ene fod lidt ’bag’ mit håndled, og så bukkede hun sig ned. Det var først, da hun tog fat omkring mit håndled, at det gik op for mig, hvad hun gjorde – men der var det for sent. Hun vred det hårdt om, så et halvt skrig af smerte forlod mig og smertetåre sprang frem i mine øjne. Aldrig havde jeg prøvet noget, der gjorde så ufatteligt ondt, og jeg havde den underligste trang til at skrige ulideligt højt.

Hun kiggede på mig med et medlidende blik – medlidende fordi hun mente, at det var synd for mig, at jeg var blevet født. At jeg var et problem for mig selv, og derfor havde hun ondt af, at jeg var mig. Hun havde ondt af, at jeg var blevet pålagt med den person, som jeg nu engang var – det værste var, at hun havde ret. Jeg var træt af at være mig, og jeg var træt af at have den skæbne, som jeg havde. Nemlig en, hvor ingenting ville gå godt for mig, og jeg kunne ikke mere

I et par korte timer havde jeg haft det som om, at der var en smule håb, der var kommet sammen med Eve, men der tog jeg vidst fejl. Inderst inde havde jeg godt vidst fra starten af, at de blot ville trække Eve med ind i det, og det skulle de ikke. De skulle ikke røre Eve, der ikke havde gjort noget som helst galt.

Nu var det håb fuldstændig knust – sammen med mig, og jeg var sur på mig selv over, at jeg endnu engang havde givet mig selv lov til at håbe på noget urealistisk. For helt ærligt – hvorfor skulle det gå godt for mig? Hvorfor skulle der være noget, der gik sådan, som jeg gerne ville have det? Hvorfor skulle jeg have blot en smule medvind en enkelt gang?

Mine tanker forsvandt hurtigt, da Ashley gik, og smerten i mit håndled steg igen voldsomt meget op i mig. Jeg var sikker på, at det i hvert fald var forstuvet, og jeg kunne ikke engang være sikker på, at det ikke var brækket – dermed betød det, at jeg så skulle på skadestuen, selvom eg ikke gad. Så ville mine forældre helt sikkert finde ud af, at der var noget galt, og det ville så være endnu mere frustrerende, når ikke de gjorde noget ved det.

 

***

 

Min arm lå i gips, fordi Ashley seriøst havde formået at brække den. Jeg vidste ikke, hvordan hun kunne være så sindssyg, så hun kunne finde på at brække mit håndled. Man kunne virkelig sige meget om Ashley, men det var virkelig sindssygt, at hun overhovedet kunne få sig selv til det. Det var helt utroligt, og jeg fattede det ikke.

Lige nu var jeg lige kommet ud fra skadestuen, og de tårer, som jeg havde holdt inde, imens jeg havde været derinde, kom hurtigt ud. Det var som om, at det bare lige havde været prikket over i’et – det, der fik bægeret til at flyde over. Selvom jeg ikke ville indrømme det, og jeg gerne ville virke stærk, så havde Ashley ret. Hun havde ret i det hele, og det irriterede mig.

Selvfølgelig var jeg ikke nok værd til at leve her, hvad tænkte jeg på? Hvis der var nogen, der ville have, at jeg ville være her, så ville de have vist mere omsorg for mig, det var jeg sikker på. Men det var der ingen andre end Niall, der havde gjort, og selv det var gået i vasken. Så var der Eve, men hende kendte jeg ikke godt nok til at kunne sige noget omkring, desværre.

Et hulk fandt vej ud gennem mine læber, da jeg var kommet længere væk fra selve byen og i stedet for gik alene langs en grussti. Mine forældre havde ikke engang spurgt ind til, hvad der var sket, da jeg sagde, at jeg var på skadestuen. De havde kun brokket sig over, hvem der nu skulle hente Beatrice fra vuggestuen, og jeg var så pisse hamrende træt af det.

Derudover regnede det pisse meget, og jeg havde slet ikke lyst til at gå ude i det her vejr, selvom det vel egentlig ikke rigtig gjorde nogen forskel, altså. Vand var vand, og det var deprimerende. Jeg var deprimerende – vi havde noget tilfælles, og måske var det derfor, at jeg hadede regn så uendeligt meget.

Jeg småløb nærmest det sidste stykke hen til mit hus, da jeg fik øje på det, og med min venstre hånd fik jeg åbnet døren op. Der var ikke andre hjemme end Fanny, for det var kun hendes sko, der stod i entréen. Det gav mig en underlig dårlig samvittighed, men jeg fortsatte målrettet op på mit værelse.

Regnen havde gjort mit tøj fuldstændig vådt, men det gjorde mig ikke så meget. Jeg havde ikke rigtig øje for noget overhovedet. Tårerne trillede ned af mine kinder mod min vilje, og jeg var bange for, at jeg ikke var stærk nok til det her. At jeg ikke var stærk nok til at gennemføre det, som jeg så gerne ville. Jeg var træt af mig, jeg var træt af det her liv. Det gav jo ingen mening at blive ved med at gå i ring igen og igen. Det var bare det samme, der gentog sig om og om igen, og jeg kunne ikke holde mere til det.

Med et suk gik jeg ud på badeværelset, og selvom jeg inderligt ønskede, at jeg ville være rolig, så var jeg det bare ikke. Jeg var langt fra rolig, og hele min krop rystede voldsomt meget. Jeg ventede et kort øjeblik, så jeg var sikker på, at Fanny ikke var på vej herud, før jeg tændte for musikken på min mobil. Sangen ”Skyscraper”, som var lavet af Demi Lovato, spillede ud fra højtaleren, og fik tårerne til at trille hurtigere. Hun sang om det modsatte af, hvad jeg var, og alligevel betød sangen så uendeligt meget for mig. Demi var også en af mine største idoler, som jeg længe havde set op til og beundret, fordi hun var så stærk.

Mine hænder bevægede sig nærmest så voldsomt meget, at jeg ikke kunne få fat om håndtaget til skabslågen, men det lykkedes mig, og jeg hev pillerne ud. Jeg var ved at tabe glasset, der nu lå mellem mine hænder, men jeg nåede lige at sætte dem på bordet, før skaden skete.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg sad derhjemme og var helt væk i mine egne tanker omkring, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Det var utroligt, så underligt jeg havde det; jeg vidst hverken, hvad jeg skulle føle eller tænke, og det var frustrerende. Mest af alt havde jeg hele tiden lyst til bare og sidde og stirre dumt ud i luften, selvom jeg godt vidste, at det var dumt. Det kunne jeg ikke.

Ikke engang drengene kunne hjælpe på mit humør, og det sagde altså virkelig meget. De plejede altid at kunne få mig i bedre humør, men det kunne de bare ikke denne gang. Det var som om, at det var helt umuligt for nogen, og jeg vidste godt, hvorfor jeg var sådan. Inderst inde vidste jeg det godt.

Jeg savnede Aisha. Hun havde sat så mange og dybe spor i mig, at man skulle tro, at det var løgn. Hun var den mest betydningsfulde pige, jeg nogensinde havde haft i mit liv, og det sværeste farvel jeg nogensinde havde haft. Alle de problemer, som hun havde haft og stadig havde, havde hjulpet mig med at få mine øjne åbnet op på en sær måde. Jeg havde nærmest fået åbnet øjnene op for, hvor meget man skulle sætte pris på sit liv, når man havde det godt. Hun havde lært mig så meget.

Min mobil vibrerede pludselig i min lomme, og jeg tog den forvirret op. Endnu mere forvirret blev jeg, da der stod ”Rahlens hjemmenummer” – altså Aishas og Fannys hjemmetelefon blev der ringet fra.

”Det er Niall?” spurgte jeg undrende ind i stemmen, og jeg gik helt i chok, da jeg hørte en helt grædefærdig og barnlig stemme, der kun kunne tilhøre Fanny. ”N-Niall,” hikstede hun voldsomt, og jeg rettede mig straks op. Jeg var også komme til at holde utroligt meget af Fanny, og jeg ville hade alt, der fik hende til at græde.

”Hvad sker der prinsesse?” spurgte jeg med en rolig stemme i håb om, at hun ville slappe en smule mere af – men det lod ikke til at virke. ”Niall! Du bliver nødt til at komme herhen nu! D-det er Aisha! Jeg tror, at hun vil.. jeg tror..” hun kunne ikke fuldføre sætningen, og det behøvede hun heller ikke, for jeg vidste præcis, hvad hun snakkede om. Og så var jeg ellers den, der var smuttet.

Aishas synsvinkel:

Jeg havde siddet på toilettet i et godt stykke tid med kniven og pillerne overfor mig. Det var svært for mig at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det, når der var to muligheder. Jeg kunne ikke finde ud af det, men efter lang tids overvejelse endte det med, at jeg tog fat i kniven. Det ville være lettest, ville det ikke?

Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, da jeg studerede den. Jeg vidste godt, hvad det var, jeg var i færd med nu, og jeg var bestemt ikke stolt af det. Jeg var ikke stolt af, at jeg var svag nok til at bukke under for det hele, men det var det, der var bedst. Det var åbenbart det, der var meningen for mig, og det var sådan, det skulle være. Jeg var ikke ønsket her, og det måtte jeg acceptere. Derfor måtte jeg gøre det lettere for folk.

Adskillige hulk undslap mig, og jeg havde virkelig svært ved at trække vejret, fordi jeg græd så meget. Min mave gjorde ondt, fordi jeg var så nervøs, og mine følelser var et stort virvar af forvirring. Det ene øjeblik var jeg nærmest stolt, og i det næste var jeg ufatteligt bange for det.

Efter det, der føltes som timer, fik jeg endelig taget mig sammen til at sætte kniven mod pulsåren i mit håndled, hvor jeg lod den ligge lidt. Jeg pressede en anelse på med spidsen men overhovedet ikke hurtigt nok til, at jeg ville lave hul.

Jeg lukkede øjnene i og lyttede nu til tonerne af ”Who you are” af Jessie J, imens jeg tog en dyb indånding. Det var nu eller aldrig, og derfor valgte jeg at vælge nu. Med et lille suk løftede jeg kniven en smule igen, blot for at ligge den mod min hud - hårdere denne gang. Lige da jeg skulle til at skære, mærkede jeg nærmest hele mit liv gå forbi, og jeg vidste, at det var det rigtige at gøre.

Længere nåede jeg ikke, før der pludselig lød et højt rabalder ude fra døren af, og den blev sparket op på en voldsom måde. Jeg skreg højt, fordi jeg var så bange for, hvem det var, der havde opdaget mig. Fordi jeg var hoppet forskrækket til side, var jeg kommet til at skære lige ned, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle, da jeg så Niall stå der og kigge på mig.

Hans blik gled ned på mit håndled, hvor der nu løb blod fra, og han fløj frem mod mig. Hans ene arm lagde sig omkring mig, imens den anden fumlede med at holde tryk oven på det snit, der var kommet. Han skreg til Fanny, at hun skulle ringe efter en ambulance, og jeg forholdt mig tavs.

Hvorfor skulle han komme nu? Når jeg endelig havde fået taget mig sammen? Jeg var lige blevet modig nok til at sige farvel – sige farvel til alt det her, og så virkede det ikke. Langsomt mærkede jeg svimmelheden tage over, og der gik ikke lang tid, før jeg faldt ind mod Niall. Til min overraskelse kunne jeg mærke, at hans krop vibrerede lidt, og det afslørede, at han græd.

”Undskyld. Undskyld, jeg ikke har været her, men jeg er her nu. Jeg er her nu Aisha – vær stærk for min skyld,” hviskede han med en rystende stemme, som han ikke kunne kontrollere. Det her var så uvirkeligt. Han var her – her ved mig og ikke ved Ashley. Han var her ved mig, og han undskyldte. Han græd.

Måske var jeg lige blevet klar til at sige farvel, men samtidig gik noget op for mig; måske ville alting blive helt okay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...