Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43566Visninger
AA

17. Six months

 

Et halvt år senere

Jeg var virkelig nervøs på mine egne vegne, da jeg ventede på, at de ville ankomme. For det første var jeg bange for, at han ikke ville dukke op pga. mig, og det ville gøre mig utroligt ked af det. Jeg vidste på den anden side heller ikke, hvordan jeg ville reagere, når jeg så ham, og det var lige før, at jeg ikke havde lyst til at vide det.

Der var faktisk også en tredje grund til, at jeg var nervøs; jeg var bange for, at de kunne se, hvor langt jeg var ude. Jeg var sikker på, at jeg havde ændret mig meget siden, jeg sidst havde set dem.

”Skat, jeg tror, at de kommer nu!” lød det nedenunder, og et sæt gik igennem mig. Så var der altså absolut ingenting at gøre ved det mere, og det var alt for sent af aflyse nu. De var her. Han var her måske.

Mine hænder rystede voldsomt meget, da jeg rejste mig fra min seng og gik hen foran spejlet. Jeg var trukket i et par stramme bukser, der viste, hvor meget jeg egentlig havde tabt mig, men det var det eneste, som jeg rigtig havde lige for tiden. De andre bukser var blevet en anelse for store, og det irriterede mig grænseløst meget, selvom det var min egen skyld.

Mine øjne var ligeså udtryksløse, som de altid var, og jeg kunne let indrømme, at jeg savnede den gnist, der havde været i dem, dengang jeg var sammen med ham. Der havde de set bedre ud, men det var som om, at de ikke havde noget at lyse for mere, når han ikke var her.

Min mors råb lød igen, og jeg løsrev mig selv fra mit spejl, så jeg kunne åbne døren og begynde at gå nedenunder. Den eneste grund til, at de skulle komme her, var, at de skulle være med til at planlægge et surpriseparty for Fanny. Jeg havde lovet hende, at jeg ville have dem med til hendes fødselsdag, og det løfte ville jeg hellere end gerne holde.

Jeg kunne let mærke, hvordan min mave brokkede sig over, at jeg ikke havde spist noget hele dagen, men jeg skubbede det hen, da jeg kunne høre døren nedenunder gå op. Jeg var så nervøs, at min krop føltes helt geléagtig, og jeg skulle virkelig tage mig sammen og tvinge mine ben til at gå de sidste skridt ned af trapperne.

Min krop stivnede kort, da jeg kunne høre en masse drengestemmer ude fra entréen af, og jeg fik en klump i halsen, da hans irske stemme nåede mig. Niall. Jeg havde savnet den mere end noget andet, og jeg blev helt overrasket over, hvor meget det ramte mig. Det kom virkelig bag på mig.

”Aisha!” lød en høj, skinger stemme pludselig, og jeg genkendte den hurtigt som Louis’. Et falskt smil gled over mine læber, og på trods af den underlige følelse min mave havde, trådte jeg hen mod ham.

”Hej Louis,” min stemme var lavere, end jeg gerne ville have den til at være, og jeg måtte anstrenge mig for at supplere det med et smil, der var så stort, at jeg nærmest fik ondt i kæberne. Louis rynkede kort på panden, før han gik et skridt frem, så han kunne trække mig ind i et voldsomt kram. Jeg fik en hel varm følelse indeni, da jeg mærkede hans arme omkring mig, for jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde fået et kram af nogen.

”Fuck, hvor har jeg savnet dig, Aisha,” lød det så fra Harry, da Louis havde trukket sig fra mig, og hurtigt gengav seancen med kram sig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, imens de krammede mig, men mit smil forsvandt hurtigt, da mit blik faldt på en alt for velkendt, lyshåret fyr.

Han kiggede kort på mig, men da vores blikke mødtes kiggede han væk efter få sekunder. Jeg kunne ikke læse på ham, hvordan han havde det med at se mig, men jeg var sikker på, hvordan jeg havde det. Det var som om, at et elektrisk stød gik igennem mig, og jeg havde lyst til at sætte mig lige ned på røven og græde.

 

Nialls synsvinkel:

Hun så forandret ud, men jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det præcis var, der var anderledes. Jeg gav heller ikke mig selv særlig meget tid til at studere hende, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Det føltes som om, at mit hjerte ville springe af at se på hende, og det gjorde mere ondt, end jeg havde regnet med. Da jeg sagde ja, havde jeg slet ikke regnet med, at det ville gøre direkte ondt at se hende igen.

Liam prikkede lidt til mig, og det var først der, det gik op for mig, at jeg stod og gloede ned i gulvet, selvom de andre var begyndt at gå videre. Jeg kiggede kort op på ham, før jeg begyndte og gå, og han kiggede bekymret på mig.

”Er du okay? Med.. At se hende igen? Det er jo lang tid siden, og jeg ved, hvor meget du har tænkt på hende engang i mellem. Selvom du halvt er videre,” han snakkede lavmælt til mig, så de andre ikke ville høre det, og efter lidt tøven nikkede jeg. ”Det er okay. Jeg skal bare lige vænne mig til det..” sukkede jeg, selvom jeg havde lyst til at græde ved synet af hende.

”Er du sikker?” Liam kiggede på mig med et gennemborende blik, og det krævede alting fra min side af at frembringe et smil og nikke, som om der ikke var noget galt, når der var. Lige nu var alting galt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Jeg havde troet, at jeg var ved at være kommet over Aisha, men det var jeg ikke. Nu når jeg så hende, var det som om, at alle følelserne ramte mig med et kæmpe følelsesmæssigt slag lige i hovedet, og jeg kunne ikke forestille mig noget værre. Det var direkte forfærdeligt.

Imens vi gik efter hende og ind i stuen, som jeg kun kendte alt for godt, fik jeg mulighed for at studere hende bagfra, så jeg ikke ville få øjenkontakt med hende. Det var let for mig at se, at hun havde tabt sig mere, end hvad godt var, og jeg brød mig ikke om det. Selvom jeg ikke burde bekymre mig om hende, når jeg ikke havde ret til det, kunne jeg ikke lade være. Hun betød stadig meget for mig, og det var selvom jeg offentligt var kommet videre. Jeg havde ikke tænkt på hende, før hun tog kontakt til os, og det var noget lort. Jeg burde slet ikke tænke på hende, på den her måde.

”Nå okay..” startede hun ud og satte sig ned på en stol. Hendes blik flakkede henover alle drengene, men da det kom til mig, kiggede hun med det samme ned, selvom jeg prøvede at fange hendes blik. Jeg bed mig i læben, fordi jeg var en smule frustreret over, at hun ikke gad kigge på mig. Det plejede hun altid at ville, så det generede mig faktisk rimelig meget.

 

Aishas synsvinkel:

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke lade mit blik møde Nialls. Det var udelukkende fordi, jeg vidste, at han kunne se lige igennem mig, og se hvordan jeg havde det – det havde han jo bevist, at han kunne før. Jeg havde ikke brug for, at han skulle se, at jeg var så langt ude, at jeg hver dag gik rundt med selvmordstanker.

”Vi skal planlægge en fødselsdag..” begyndte jeg, da de andre havde fået sat sig ned over for mig. Louis og Zayn nikkede ivrigt og smilede stort til mig, og jeg kunne ikke lade være med at gengælde det.

”Hvad skal fødselsdagen gå ud på?” spurgte Harry nysgerrigt, og jeg trak med lidt tøven på skuldrene. Det var underligt at se dem igen, når jeg ikke havde set dem så ufattelig lang tid. Det føltes virkelig underligt for mig. ”Jeg har tænkt lidt på, at det skulle holdes i sådan en slags sal et eller andet. Et lokale. Og så er vi der er i starten, og på et tidspunkt kan I jo så komme og sige surprise eller noget i den stil. Og så når klokken bliver lidt mere, og det bliver ud på natten, kan det godt være, at Fanny skal til at smutte hjemad, og så kan os ældre blive der. Og så tænkte jeg på, at der kunne være sprut til dem, der vil drikke?” jeg kiggede spørgende på dem, og de nikkede hurtigt.

”Det lyder som en meget god idé, men hvornår har du tænkt dig, at det skal være? Vi vil gerne lige kunne få det koordineret med hensyn til vores koncerter og interviews,” sagde Niall så, og det gav et stød igennem hele min krop. Det var første gang denne dag, jeg havde hørt ham sige noget, og det kom nærmest bag på mig.

Jeg måtte virkelig synke hårdt et par gange og blinke ligeså hårdt, imens jeg bed mig i læben, før jeg kunne tage mig sammen og svare ham.

”Ehm. Det.. jeg tænkte allerede på om to uger, for det er der, hun har fødselsdag, men hvis ikke det passer, så-” ”nej, det er okay,” brød han hurtigt ind, og jeg kunne se, at Liam kiggede overrasket på ham. Jeg rynkede kort på panden, før jeg så nikkede langsomt og skrev det ned i min kalender.

”Kender I måske noget sted, hvor vi kunne være? Ellers skal jeg have snakket med min mor og have fundet noget med lynets hast,” sagde jeg og kiggede udelukkende på Louis, der kiggede interesseret på mig. Han var umiddelbart den eneste, som jeg rigtig havde lyst til at kigge på og snakke med lige nu, og jeg vidste ikke hvorfor.

”Jeg tror godt, at jeg kender et sted,” brød Harry ind, selvom mit blik nærmest blev ved med at ligge som limet til Louis. Jeg kunne godt se, at han blev en anelse forvirret over det, men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge hen på Harry, som sad ved siden af Niall. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham, og jeg hadede mig selv for det.

”Hvornår kan du finde ud af det?” mumlede jeg, imens jeg lod som om, at jeg skrev. Dog var jeg rimelig sikker på, at de godt kunne se, at jeg ikke skrev noget, men der var ikke nogen, der sagde noget. Harry tænkte sig en lille smule om, før han svarede. ”Jeg kan skrive til dig i morgen, hvis det er?” foreslog han så, og jeg nikkede hurtigt som svar.

”Aisha, må jeg godt lige snakke med dig?” lød det pludselig fra Louis, og mit blik fløj fra papiret og op på Louis, der kiggede bekymret men bestemt på mig. Da jeg ikke følte, at jeg rigtig var i stand til at snakke, nikkede jeg bare og rejste mig med hovedet sænket mod jorden.

Louis fulgte efter mig op på mit værelse, hvor jeg var sikker på, at de andre ikke ville kunne høre os, for det var vel det, som han gerne ville opnå ved at snakke med mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg og løftede først mit blik, da Louis lukkede døren i efter os. Han kiggede undersøgende på mig, før han trådte en smule frem mod mig. ”Aisha, vil du godt være sød at svare mig helt ærligt? Jeg vil rigtig gerne have et ærligt svar okay? Men.. Er du okay?” han lagde sine hænder på mine skuldre, og jeg skulle anstrenge mig for at synke den klump, der havde samlet sig i min hals.

”Hvad mener du med det, Louis?” spurgte jeg med rystende stemme, og han kiggede på mig med et bebrejdende blik. Han var godt klar over, at jeg vidste, hvad han snakkede om, men alligevel prøvede jeg at snakke udenom.

”Du ser ikke okay ud,” sagde han bestemt, ”du ligner en, der kan bryde sammen hvert sekund, det kan være, og du har tabt dig virkelig meget. Om det er fordi, du ikke er sammen med Niall mere, det ved jeg ikke, men du ser ikke særlig godt ud. Du ser meget værre ud end sidst, jeg så dig. Er Ashley blevet værre?” han tøvede lidt, før han sagde hendes navn, og det fik mig til at rynke på panden. Hvorfor gjorde han det?

”Hvorfor tøver du med at sige hendes navn?” spurgte jeg forvirret, og han bed sig lidt i læben og sænkede for første gang blikket. Jeg kunne let fornemme, at der var noget, som han ikke fortalte mig, og det fik min vejtrækning til at stige en anelse. Der var et eller andet, som han ikke ville fortælle mig, men det skulle han altså.

”Louis,” lagde jeg ud på en mere bestemt måde, ”hvad er det, du ikke fortæller mig?” fortsatte jeg insisterende, og da han kiggede på mig igen, virkede hans blik forpint over, at han stod i den her situation.

”Jeg troede, at du vidste det,” sagde han lavt, og jeg kunne ikke andet end at rynke på hovedet af ham. Hvad var det, han troede, at jeg vidste? Jeg skulle lige til at spørge ham om det, da han fortsatte uden min opfordring: ”Ashley ser.. Da du slog op med Niall, var han virkelig ked af det, for du betød alt for ham, det gjorde du virkelig. Okay, jeg ved ikke, hvorfor jeg prøver at pakke det ind, for det gør det ikke bedre at få at vide.. Ashley og Niall.. dater lidt. I smug. Offentligheden ved det ikke helt endnu, selvom der har været et par rygter,” sagde han så, og det var som om, at jeg følte hele min verden ramle sammen omkring mig.

”Nej..” mumlede jeg og rystede voldsomt meget på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt, for det ville Niall ikke gøre imod mig. Lige meget om vi var sammen eller ej, så ville han ikke vælge hende frem for mig. Sådan noget gjorde Niall ikke, og det var sådan, det var.

”Nej Louis, det mener du ikke, vel?” jeg kiggede bedende op på ham, og selvom jeg godt vidste, at han ikke løj, håbede jeg inderligt på, at han ville lade et smil bryde hans alvorlige ansigt og sige, at han ikke mente det. Men hans ansigt forblev bedrøvet og alvorligt, så jeg kendte godt svaret på forhånd.

”Han ved ikke helt, hvad han laver lige nu.. Det tror jeg ikke. Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg aner ikke, hvad der er gået igennem hans hoved, da han begyndte at ses med hende,” han sukkede, men jeg tog mig ikke rigtig af det. Jeg havde det som om, at jeg havde svært ved at trække vejret, og hvis ikke jeg tog meget fejl, så havde jeg nok også svært ved det.

”Aisha, rolig. Ssh,” Louis var hurtigt henne ved mig og lagde armene omkring min spinkle krop, men jeg reagerede nærmest ikke på det. Det eneste, der kørte om og om i mit hoved, var hans ord. At Niall og Ashley datede. Det kunne ikke passe på nogen som helst måde. Niall afskyede hende som pesten, så jeg forstod det ikke. Det gav ingen mening mere.

Da jeg endelig tog mig sammen og rent faktisk lagde mærke til, at Louis prøvede at trøste mig, lagde jeg også armene omkring ham og hulkede ind i hans skulder. Jeg ville ikke gå nedenunder igen, for bare tanken om ham gav mig den ledeste kvalme nogensinde. Han havde svigtet mig, selvom vi ikke var sammen som et par mere.

”Ssh, træk vejret, smukke. Ssh,” Louis strøg mig over håret, imens han snakkede, og langsomt blev min vejtrækning mere rolig, imens jeg stod og begravede hovedet ind i hans skulder. Der gik et par minutter, før jeg trak mig væk og tørrede mine øjne. Jeg forstod det ikke. Det var fint nok, hvis han kom videre, men Ashley? Jeg vidste, at det ville gøre ondt, når han kom videre og fandt en anden, men jeg kunne ikke klare, at det var Ashley. Det føltes som om, at jeg blev revet op indefra, og det var bestemt ikke nogen rar følelse.

”Louis kan I ikke godt.. gå? Jeg tror virkelig, at jeg har brug for lidt tid,” mumlede jeg og kiggede på ham med tårer i øjnene. Jeg kunne let se, hvor dårligt han havde det over, at ham havde fortalt mig det, men det skulle han ikke have. Det var ikke hans fejl, og faktisk var jeg glad for, at han fortalte mig det. Det beviste vel, at jeg godt kunne stole på ham, ikke?

Han kiggede lidt på mig, før han trak sig væk og kort rodede op i sit hår, som var han frustreret.

”Jo, jeg skal nok sige det til dem. Men hvad gør vi så med fødselsdagsfesten? Har du ikke lyst til at holde den alligevel, når Niall kommer?” han kiggede bekymret på mig, men nikkede uden tvivl. ”Den skal blive til noget, jeg har lovet Fanny det i et halvt år, og jeg kan virkelig ikke få mig selv til at aflyse. Men tak,” sagde jeg så og hentydede til, at han ville få dem til at gå.

Han gav mig et kort kram igen og gav min skulder et klem, før han vendte sig og forsvandt ud af døren – til min lettelse.

 

Louis’ synsvinkel:

Mine tanker fór forvildet rundt i mit hoved, imens jeg gik ned af trapperne. Jeg vidste ikke, om det var det rigtige, jeg havde gjort, da jeg fortalte det til Aisha, men på den anden side anede jeg ikke, om Niall havde tænkt sig at fortælle hende det, og hun fortjente altså at vide det. Selv var jeg pisse sur på Niall over, at han valgte Ashley af alle de piger, der boede i London.

”Drenge, vi smutter,” sagde jeg til dem, da jeg kom ind i stuen, og de kiggede forvirret op på mig. Zayn rejste sig først, imens Niall blev siddende med et ulæseligt ansigtsudtryk. ”Hvad skete der?” spurgte Zayn og kiggede bebrejdende på mig, men da han så mit blik, gik det vidst op for ham, at det ikke var min skyld.

”Det tror jeg, at vi tager et andet sted end her, men jeg mener seriøst, at vi tager hjem nu. Vi skal ikke være her lige nu, det er sikkert,” sagde jeg alvorligt, og imens jeg fik høstet endnu flere undrende blikke fra dem, rejste de sig og gik ud i entréen.

”Louis, hvad skete der?” Liam tog fat i min arm og holdte mig lidt tilbage, da jeg selv ville fortsætte efter dem ud i entréen. Jeg sukkede og kiggede lidt på ham. ”Jeg fortalte hende om Niall og Ashley. Hun fortjente at få det at vide. Giv mig ret, Liam!” udbrød jeg opgivende, fordi jeg faktisk var i tvivl om, om det jeg havde gjort, var rigtigt.

”Du har ret. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tvivler jeg også rigtig meget på, at Niall selv ville have sagt det til hende. Det var let at se, hvor meget det påvirkede ham at se hende igen, og hvis ikke jeg tager helt fejl, er han overhovedet ikke over hende. Jeg tror nærmere, at han prøver at skjule det lidt bag Ashley, og det er noget rigtig lort,” sagde han hurtigt, og jeg kunne være faldet på knæ og have kysset ham i det øjeblik, fordi han gav mig ret.

”Godt så. Så skal vi bare have sagt til ham – og de andre -, at vi har sagt det til hende. Ellers bliver de jo vildt forvirrede over det,” sagde jeg så, og han nikkede. ”Ja, det skal vi. Men vi finder ud af det. Måske skal vi bare tage at smutte nu,” han kiggede ud på de andre, som lydigt stod og ventede på os. Jeg bed mig i læben, før jeg gik derud.

Jeg skubbede nærmest de andre ud af døren, imens Liam og jeg tog vores tøj på, og det var først, da vi sad helt henne i bilen, at jeg kunne slappe af igen. Jeg kunne mærke Harry og Zayns forvirrede blikke på mig, imens Niall sad med hovedet nede i mobilen uden at sige noget som helst.

”Niall,” begyndte jeg, imens jeg startede bilen op. Han hævede blikket fra mobilen og kiggede spørgende på mig, da jeg nævnte hans navn. Det var let at se, at han prøvede at overbevise sig selv om, at han var okay, selvom det var klart for os, at han ikke var. Det kunne vi alle se.

”Hvad er der Louis?” spurgte han undrende, da glemte at svare ham. Jeg fandt Liams blik i bakspejlet, og han nikkede opmuntrende til mig. ”Jeg sagde det til hende. Jeg sagde, at du dater Ashley, og at jeg ikke forstår det,” sagde jeg så bestemt, og Niall kiggede måbende på mig. Det var lige før, han lignede en, der var på vej til at hoppe ud af vinduet.

”Du gjorde hvad?!” udbrød han højt og vredt, og jeg bed mig lidt i læben. Jeg havde ikke lyst til at gentage mig selv, når jeg godt vidste, at han havde ført, hvad jeg sagde. Derfor hævede jeg i stedet et øjenbryn og kiggede på ham, før jeg igen koncentrerede mig om at køre bilen.

”Du bryder dig ikke om mig og Ashley?” gentog han surt, og jeg kunne godt høre, at det ikke var derfor, han var sur. Han var sur over, at jeg have sagt det til Aisha, fordi han godt vidste, hvordan det ville såre hende. Han ville ikke have, at hun vidste noget, men det ville være dumt. Hun ville blive mere såret og ked af det, hvis hun selv fandt ud af det via et interview eller et blad, hvor vi var i, og det kunne jeg i hvert fald ikke byde hende. Det kunne jeg ikke, hun betød mere for mig, end at jeg kunne byde hende det.

”Nej, det gør jeg sådan set ikke, Niall. Hun har behandlet Aisha så-” ”hold nu OP med at tale om Aisha. Jeg gider ikke høre om hende!” råbte han frustreret, og der blev helt stille i bilen. Det var ikke tit, at man hørte Niall råbe på den måde af nogen af os.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvorfor det gjorde mig så frustreret, at jeg direkte råbte, men jeg kunne ikke lade være med det. Det var umuligt for mig at være sød og rolig, når Aisha blev nævnt, og det irriterede mig. Det afslørede alt for meget overfor de andre, at jeg ikke var ovre hende. Det skulle de ikke vide, og derfor prøvede jeg at skjule mig bag, at de ikke kunne lide Ashley. Jeg prøvede at skjule mig bag hende og lade som om, at jeg blev sur over det, selvom det ikke var sandheden.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, vidste jeg ikke, hvordan det var kommet dertil med Ashley. Hun havde inviteret mig ud en dag, og hun havde virket så overbevisende og bedende, at jeg ikke kunne sige nej. Derefter havde det ene ligesom taget det andet, og nu stod jeg så i den her situation. Jeg var så forvirret over Aisha, at jeg ikke tænkte mig om.

Louis kiggede irriteret på mig, imens han kørte, men der var ingen, der sagde noget. Jeg vidste, at mit lille udbrud kom bag på dem alle sammen, så kort efter valgte jeg at tænde for radioen og skrue op. Jeg havde ikke lyst til at snakke med dem, og for at være helt ærlig havde jeg ikke rigtig lyst til at være sammen med dem.

Jeg var bekymret. Jeg var så skide bekymret for Aisha, for hun havde det ikke godt. Det beviste det faktum også, at hun bad Louis om at få os til at gå. Hun var blevet så såret, at hun ikke kunne klare at komme ned og se os i øjnene. Se mig i øjnene, og jeg var fuldstændig selv udenom det.

-------------------------------------------------------------------------------------------

Okay slam bam, der fik i lige noget uventet slasket i hovedet. Sådan da :D Jeg ville faktisk først have publiceret det her i morgen, men jeg kunne ikke vente med at se jeres reaktion, så her er det altså! 

Hvad synes I om det hele? Er det spændende, dårligt, kedeligt eller noget andet? Er novellen gået ned i kvalitet?

Derudover vil jeg gerne bede jer om at gøre mig / min søster en tjeneste og tjekke hendes historie ud! Den hedder Changing Love, og den er virkelig god - det er ikke bare noget, jeg siger, fordi hun er min søster. Hun skriver på samme niveau som mig, hun er bare ikke rigtig blevet opdaget endnu - desværre.

Det var vidst det.

Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...