Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
44748Visninger
AA

7. Perfect night

Har ikke haft tid til at rette det igennem - sorry, håber ikke, at der er for mange fejl.

Jeg havde haft det lidt bedre efter dagen i går, hvor jeg havde snakket med Niall. Det var som om, at det havde hjulpet at komme ud med det, og selvom jeg ikke forstod hvorfor, så var det rart. Det var rart, at han vidste, hvorfor jeg var, som jeg var, og det der var endnu bedre, var, at han ikke havde droppet mig på nogen måde alligevel. Da jeg havde ligget derhjemme i går og skulle til at sove, havde han skrevet en besked til mig om, at han var glad for, at jeg havde fortalt ham det. Også selvom han godt vidste, at det ikke var alle mine følelser og tanker, jeg var kommet ud med.

Musikken var høj i mine øre, imens jeg sad og kiggede rundt på nettet. Mine forældre, Fanny og Beatrice var ude og gå en aftentur, men jeg havde takket nej, fordi jeg ikke havde lyst til at få min aften ødelagde. Selvfølgelig var det rart, at mine forældre endelig var hjemme, men det gav mig bare ikke lysten til at være sammen med dem. Jeg savnede omsorg fra dem, ja, men det blev sværere og sværere for mig at søge den.

Det var let at mærke, at mine øjne var spejlblanke af tåre, og jeg blinkede kort for at få dem væk, selvom det blot bragte flere tårer til mine nøddebrune øjne. Sangen ’Concrete Angel’ af Martina McBride spillede i høretelefonerne, og specielt et stykke af den nåede dybt ind til mig:

“The teacher wonders but she doesn’t ask.
It’s hard to see the pain behind the mask.
Bearing the burden of a secret storm,
sometimes she wishes she was never born.”

Det var virkelig en sang, der kunne røre mig, og den gjorde det gang på gang, hver evig eneste gang jeg hørte den. Imens jeg lyttede til Martinas stemme, klikkede jeg ind på Twitter. Det var ikke noget, som jeg brugte ofte, men jeg havde en, som halvdelen af England – og andre steder – efterhånden også måtte have. Jeg loggede mig ind, og da jeg fik klikket ind på min egen profil, ønskede jeg desperat, at jeg ikke havde gjort det.

Jeg blev overvældet over, hvor mange, der var begyndt at følge mig, og jeg forstod ikke hvorfor, indtil jeg læste mine mentions igennem. Det var utroligt, hvad der stod – der var både gode og dårlige ting – og garanteret flere gode end dårlige, men jeg kunne ikke lade være med at bide mig fast i de dårlige tweets, der var blevet skrevet.

Langsomt begyndte det at stå klart for mig, at alt det her var grundet mit kendskab til Niall. Folk gik amok, fordi de troede, at jeg datede ham. De troede, at vi var kærester, når alt han gjorde blot var, at han prøvede at hjælpe mig. Det var i hvert fald sådan, det virkede. Jeg kunne ikke fortælle nogen, om der ville være følelser imellem, men jeg kunne ikke få mig selv til at tro noget. Det var af gode grunde, at jeg ikke var den store romantiker eller typen, der troede på, at der ville ske store, gode ting. Sådan var jeg bare ikke. Jeg var blevet til en, der ikke satsede på kærligheden, men jeg ville heller ikke forbyde den at komme.

Mine øjne gled let over skærmen, imens jeg læste alle de tweets igennem, som jeg lige opfangede. En tåre trillede ned over min kind, da jeg læste endnu et tweet om, hvor forfærdelig jeg var, og det gjorde ondt. De ramte plet, for det var præcis de samme ting, der blev sagt til mig i virkeligheden.

Jeg blev afbrudt af min mobil, der ringede, og jeg tørrede hurtigt mine øjne, imens jeg famlende fik den frem fra lommen på min hættetrøje. Da jeg så Nialls navn, var jeg i et kort øjeblik ved at ligge på, fordi jeg havde siddet og læst alt det her, men jeg lod være og trykkede i stedet på ’svar’.

”Hallo?” min stemme var svag og rystede mere, end jeg ville have den til, og det irriterede mig næsten grænseløst, at den skulle det. Jeg ville gerne prøve bare for en gangs skyld at kunne være stærk og lukke af for ting, der blev sagt mod mig, men det kunne jeg ikke. Jeg havde lært at tage for meget imod det.

”Aisha? Er der noget galt?” Niall lød med det samme helt bekymret, og jeg ville egentlig mest ønske, at jeg ikke havde taget telefonen, så han ikke fandt ud af, at jeg havde været ked af det. Det havde jeg ikke brug for – selvom jeg inderligt ønskede omsorg. Mine egne følelser og behov forvirrede mig selv så groft, at jeg slet ikke kunne finde rundt i, hvad jeg egentlig ville.

”Nej, det er fint,” sagde jeg så roligt, som jeg kunne præstere, selvom min vejrtrækning ikke var helt, som jeg gerne ville have den til at være. Jeg hostede en enkel gang i håb om, at min stemme ville falde lidt på plads, selvom jeg godt kunne fornemme, at det ikke lykkedes helt.

”Er du sikker?” han lød stadig bekymret. ”Ja, jeg er sikker. Hvad så?” sagde jeg hurtigt for at skifte emne, hvilket han ikke virkede som om, at han var meget for, selvom han besluttede sig for at gå med på emneskiftet.

”Ehm.. Jeg ville egentlig spørge, om du vil med ud og spise?” han lød nervøs og usikker, og jeg kunne ikke stoppe det smil, der gled over mine læber, på trods af, at mine øjne stadig var fugtige.

”Ud og spise?” gentog jeg, fordi jeg ikke var sikker på, hvordan han mente det. Jeg turde ikke sige, at det var en date, selvom det gik op for mig, at det var det, jeg gerne ville have. Inderst inde, selvom jeg havde svært ved at indrømme det overfor mig selv. Han rømmede sig kort.

”Lidt som en date,” sagde han så, hvilket var præcis de ord, jeg havde håbet på at høre. Min mave trak sig sammen på en god måde, og jeg kunne stadig ikke forhindre mit smil i at titte frem, selvom det hurtigt forsvandt. Tanken om alt det hate jeg ville få, hvis folk fandt ud af, at vi havde været på den date, eller hvis der overhovedet kom rygter om det, fik mig til at skælve, men jeg prøvede desperat at skubbe de tanker væk.

”Okay. Jeg er på. Hvornår?” spurgte jeg så, da jeg havde besluttet mig for, at jeg ville sige ja. Jeg ville ikke takke nej til kærligheden, når den for en gangs skyld viste sig for mig, for så ville jeg kun gøre det hele værre for mig selv. Jeg havde ikke tid til at lukke mig inde, jeg blev nødt til bare at springe ud i det, når jeg havde muligheden for det.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kunne slet ikke styre den lettede følelse, jeg havde indeni, da jeg hørte Aishas svar. På en måde havde jeg slet ikke forventet, at hun ville sige ja så let, og jeg havde slet ikke forventet, at jeg overhovedet selv ville få mig selv til at invitere hende på date. Det kom faktisk nærmest bag på mig selv.

Jeg vidste egentlig godt, at jeg måske ikke burde begynde at invitere hende på date, når hun havde det så svært, men jeg kunne ikke lade være. Det var næsten vildt, så meget jeg bare havde lyst til at tilbringe tid med hende og beskytte hende, for jeg kunne virkelig ikke lide, at hun var så ked af det. Lige meget hvor meget hun forsøgte at skjule det, så var det tydeligt. Jeg kunne sagtens se, at hun bar rundt på problemer, som hun ikke ville ud med.

Det gik op for mig, at hun stadig var i telefonen, så jeg rømmede mig lidt. Før det gik op for mig, hvad jeg egentlig sagde, røg ordene ud af munden på mig.

”I aften?” foreslog jeg, og da det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde sagt, skød en lyst til at slå mig selv i hovedet op i mig. Det fik mig til at virke så desperat og på en måde som om, at jeg blot prøvede at komme i bukserne på hende. Og det var overhovedet ikke det, der var tilfældet.

”Okay. Det er i orden,” sagde hun, og jeg kunne næsten høre smilet i hendes stemme, hvilket gjorde mig glad. Det var helt utroligt, når hun endelig smilede, for jeg vidste godt, at det ikke ofte – og i hvert fald ikke ofte, at det var ægte. Jeg aftalte hurtigt med hende, at jeg ville hente hende klokken syv, før jeg lagde på.

Liam var hos mig, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være meget nysgerrig, når jeg kom ind i stuen igen. Jeg gjorde det nok heller ikke særligt meget bedre ved, at jeg havde et stort smil klistret om læberne, som var helt ustandseligt.

”Hvad så, Niall? Hvad svarede hun?” Liam lød helt spændt, og da jeg om muligt smilede endnu større, klappede han voldsomt sine hænder sammen i begejstring. ”hun svarede ja!” sagde han glad, og jeg nikkede, før jeg smed mig i sofaen.

”Klokken syv skal jeg hente hende. Jeg er bange for, at jeg kommer til at klokke i det, når hun er så skrøbelig..” sukkede jeg og kiggede bedrøvet på ham. Han trak brynene lidt sammen mod hinanden. ”Det tror jeg ikke. Jeg synes ligesom godt, jeg kunne fornemme, at du mente, at der var noget specielt over hende fra starten af. Og det har i hvert fald hjulpet indtil videre, for I har da set hinanden,” påpegede han, og jeg kunne ikke lade være med at give ham ret.

 

***

 

Aishas synsvinkel:

Jeg havde slet ikke fortalt mine forældre, at jeg ville tage ud den aften, og det havde jeg heller ikke rigtigt lyst til, selvom jeg i sidste ende blev nødt til det. Jeg havde aftalt med Niall, at han ville hente mig ved syvtiden, så han ville snart være her, hvilket også betød, at mine forældre ville møde ham. De havde jo mødt ham, men jeg var bange for deres reaktion, når de fandt ud af, at vi skulle på date, selvom det ikke ragede dem.

Der var mest af alt gået en smule panik i mig, fordi jeg ikke anede, hvor vi skulle hen og spise, og mest af alt fordi jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad man tog på, på en date. Jeg havde været på én eneste i hele mit liv, og det var godt og vel to år siden hvor jeg var 15 år gammel. Og der fandt jeg så ud af, at det var en fyr, der blot havde fået et væddemål om at udnytte mig. Det burde ikke være kommet bag på mig, men det sårede mig utroligt meget den gang.

Jeg var endt op med at have nogle sorte, tætsiddende bukser på og en råhvid strikstrøje på, som jeg elskede at have på. Jeg følte mig godt tilpas i den, og så var den så komfortabel, som noget kunne være. Desuden burde jeg ikke gå så meget op i, hvad jeg havde på, for Niall havde jo kun set mig i tøj, som jeg ikke havde på af hensyn til ham. Der var ikke rigtigt nogle gange, hvor jeg havde valgt tøj, fordi jeg skulle være sammen med ham.

Hele min krop stivnede, da jeg hørte, at der blev ringet på døren, og jeg håbede inderligt, at jeg kunne nå ned og åbne op, før nogen af de andre gjorde det. Med et sidste blik i spejlet, som afslørede hele min krop, gik jeg nedenunder. Min mor var på vej ud til døren, og jeg nåede lige at stoppe hende.

”Det er fint nok mor, jeg skal alligevel ned, og det er en af mine venner,” sagde jeg hurtigt. Mit mørkebrune hår, som jeg havde ladet hænge løst, kom i vejen for mine øjne, og jeg pustede det irriteret væk, da jeg dukkede mig ned for at få mine vans på. Min mor kiggede forvirret på mig. ”Skal du ud?” spurgte hun og så nærmest målløs ud ved synet af mig.

”Ja.. Med min ven,” tilføjede jeg og håbede inderligt, at hun hoppede på den. ”Hvad skal I så?” spurgte hun nysgerrigt, og jeg sukkede lidt. Ingen vej uden om. ”Ud og spise, me-” ”en date?” afbrød hun hurtigt, og jeg kunne næsten se, hvor stort hendes smil ville blive, når hun fortalte det til min far. ”JA. En date. Med Niall. Bliver nødt til at gå. Ses,” jeg snakkede nærmest i stavelser, imens jeg bevægede mig hen mod døren, så jeg kunne komme ud og ned af trapperne.

Det var først, da jeg var på vej ned af din sidste trappe, at nervøsiteten overtog mig. Det hele ville blive en smule mere ’seriøst’ på en eller anden måde, når vi skulle på date. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg åbnede døren ud til gaden, hvor Niall stod med et afslappet smil. Hans øjne lyste op, da han så mig, og jeg smilede genert til ham.

”Hej Aisha,” sagde han, og hvis ikke jeg tog meget fejl, så var han ligeså nervøs, som jeg følte mig. Han virkede lidt usikker, da han gik hen mod mig og trak mig ind i et kram, som jeg hurtigt gengældte.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg også rimelig nervøs for, at der var nogen personer fra min skole, der ville være ude i byen og få øje på os, og det havde jeg ikke lyst til. Desuden vidste jeg også, at jeg ville høre om alt det her på mandag, når jeg kom i skole, men jeg gad ikke tænke på det. Lige nu ville jeg bare gerne nyde, at jeg kunne have det godt.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg nysgerrigt om, da vi havde fået sat os ind i bilen. Det regnede udenfor, og lyden af regnen, der slog mod ruden, kunne høres. Niall tændte for varmen i bilen og kiggede lidt hen på mig. ”ikke noget specielt. Jeg tænkte, at jeg ikke ville gøre det alt for fint og gøre alt for meget ud af det. Det ville føles alt for formelt, hvis du forstår, hvad jeg mener,” han kiggede ud gennem forruden, imens han snakkede.

Det gjorde mig slet ikke noget, at han havde tænkt på det, på den måde. Faktisk var det bare rart, for det var præcis den samme måde, jeg havde det på. Vi kørte lidt uden rigtigt at sige noget, men der var ikke nogen akavet stemning. Det var rart. Jeg følte mig helt okay, når jeg var sammen med Niall. Jeg følte rent faktisk, at jeg var noget værd, og at det var okay, at jeg levede.

Jeg kiggede ivrigt ud af vinduet, da Niall stoppede bilen op. Vi holdte lige ude foran en restaurant, der så lille og hyggelig ud. Belysningen indenfor var bare gulligt i det på en sød måde, og jeg blev allerede helt glad for hans valg. Udover det, var der heller ikke særlig mange mennesker, og det var også rart.

”Kom,” lød det pludselig foran mig, og jeg fik et chok, da min dør blev åbnet. Jeg havde haft travlt med at studere den søde resteurent, så jeg havde ikke rigtigt ænset, at Niall var steget ud af bilen og nu stod foran mig. Jeg kiggede op på ham, og da jeg så, at han stod med en paraply, kunne jeg ikke lade være med at fnise lidt af det.

Forsigtigt hoppede jeg ud af bilen, og i det samme jeg gjorde det, holdt Niall paraplyen henover mig, og selvom jeg følte, at jeg var med i en eller anden underlig kærlighedsfilm, syntes jeg virkelig, at det var sødt.

”Tak,” fnes jeg, da vi var kommet indenfor i starten af restauranten, og Niall smilede skævt til mig og samlede paraplyen sammen igen. Det var så sødt, at han rent faktisk havde foldet den ud og tage den med herhen, blot så jeg ikke ville få regn på mig. Det lød sjovt, men det var sødt.

”Jeg har bestilt et bord til klokken kvart over syv,” sagde han til en tjener, der var kommet hen for at høre, om hun kunne hjælpe os. Hun nikkede med et smil, der tydeligt viste, at hun ikke havde den fjerneste idé om, hvem Niall var, og det beroligede mig lidt. Så var jeg i det mindste sikker på, at hun ikke ville slå alarm, og der om kort tid ville stå millioner af fans. Det ville være nederen.

Vi blev vist hen til et bord, der var lidt væk fra de andre, og jeg kunne ikke lade være med for 117 gang at smile. Han gav mig en helt utrolig god følelse indeni, og jeg følte mig gladere, end jeg havde gjort gennem hele mit liv, hvis man skulle tage det i grove træk. Det var underligt for mig, at der var en person, der kunne få mig til at blive glad på den her måde.

Niall satte sig ned overfor mig og skubbede et menukort hen mod mig. ”Vælg hvad du vil – jeg betaler, så du skal ikke sige, at hverken du eller jeg har råd,” tilføjede han så og blinkede til mig. Jeg rystede på hovedet af ham, men mest fordi, at han havde ret. Jeg brød mig ikke om at bruge hans penge, men jeg vidste alligevel også godt, at han ikke ville lade mig betale selv.

 

***

 

En latter slap ud gennem mine læber, da Niall parkede ude foran min lejlighed. Jeg havde haft den mest perfekte aften, jeg kunne huske, og jeg var langsomt begyndt at slappe helt af – så meget, at jeg så nu grinte og følte mig glad. Jeg følte mig ikke den mindste smule utilpas, og mine tanker strejfede slet ikke noget af alt det negative, der foregik i mit liv. Når jeg var sammen med Niall, følte jeg mig hel, selvom jeg godt vidste, at det ville forsvinde allerede i morgen.

”Har du hygget dig?” Niall kiggede alvorligt på mig, og jeg kunne ikke lade være med at nikke ivrigt, fordi jeg virkelig havde hygget mig. Vi havde snakket så meget om alting, og selv når der havde været stille, havde vi haft øjenkontakt, og det havde slet ikke været akavet. Det have været så rart.

”Ja, det har jeg.. Men jeg har et spørgsmål,” jeg kiggede alvorligt på ham, og han blev hurtigt helt usikker. Det kunne man se via hans blik og holdning. ”Ja?” spurgte han så undrende. Jeg kiggede kort ned på mine hænder, imens et lille smil bredte sig på mine læber.

”Hvorfor? Hvorfor er du sådan her overfor mig, når det kunne spare dig for så mange problemer?” jeg kiggede på ham med det samme lille smil, så han let forstod, at jeg ikke bad ham om at lade mig være. Det havde jeg gjort en gang, det var hans egen skyld, at han valgte at ignorere ham. Han trak lidt på skuldrene.

”Det ved jeg ikke, Aisha. Man kan ikke gøre for, hvem man finder interessant, og hvem man ikke gør, kan man? Du ved jo godt, at jeg var nysgerrig lige fra starten af, da vi mødtes backstage til min koncert. Ellers ville jeg ikke have givet dig mit nummer på den måde,” svarede han så.

”Det har du ret i. Sidst jeg var ude med en fyr var for to år siden – og han brugte mig..” betroede jeg ham så og bed mig lidt i læben, da jeg kom til at tænke på det. Fyren dengang var gået så langt, at han havde givet mig finger, og så havde han droppet mig uden videre. Det var et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk troede, at tingene ville blive bedre, indtil jeg fandt ud af, at han blot var en del af alle de andre.

”Sådan er jeg overhovedet ikke!” udbrød Niall panisk, og det gik op for mig, at han troede, at jeg sagde, at jeg var bange for det. Bange for, at han var sådan.

”Det ved jeg godt, Niall,” jeg smilede til ham for at forsikre ham om, at det ikke var det, jeg tænkte. Jeg blev bare irriteret, sur, såret og skuffet, når jeg tænkte tilbage på det, men hvem ville ikke også blive det? Niall nikkede lidt.

”Tak for i aften,” sagde jeg så. Jeg drejede mig lidt i sædet, så jeg kunne læne mig frem og give ham et kram, som han hurtigt gengældte. Duften af hans parfume nåede mine næsebor, og jeg havde mest af alt lyst til bare at blive sammen med ham for evigt, så jeg kunne beholde den gode, hele følelse, som jeg havde indeni.

”Det er mig, der takker. Vi ses. Snart,” han lagde ekstra tryk på ordet ’snart’, og jeg grinede lidt, før jeg nikkede. Så kiggede jeg en sidste gang på ham, før jeg åbnede døren og gik ud i regnen, der stadig var udenfor. Det var underligt for mig, at jeg havde haft sådan en god aften, men det var rart. Jeg kendte ikke denne her følelse, men den var rar. Jeg havde ikke lyst til at skubbe ham væk fra mig, selvom jeg kun havde kendt ham i meget kort tid. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

De var på date! weee! Hvad synes I om det? Og hvad tror I, at der kommer til at ske? Undskyld for et halvdårligt kapitel, skal ud nu, så var vildt stresset!! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...