Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43563Visninger
AA

8. It's just way too much

 

”Fucking møgluder. Føler du dig bedre end os andre nu, bare fordi du hænger ud sammen med ham Niall fra One Direction? Som om det kommer til at have betydning for, hvor lidt du er værd,” hun spyttede hen mod mig, og jeg nåede kun med held at undvige det. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og mine øjne var blanke, men jeg kunne ikke komme væk. De havde omringet mig ude på skolens toilet, så jeg var fanget.

”Jeg føler mig-” ”hold din kæft, kælling. Du har ingen ret til at snakke. Skal jeg fortælle dig, hvorfor Niall er sammen med dig? Han vil bare bruge dig, fordi du er så skide svag og let. Han vil garanteret bare have dig med i sengen, og så er det det. Hvorfor skulle han ellers gide bruge tiden på det? Han vil bare lege med dig, fordi han ved, hvad jeg fortalte ham. Sandheden om dig,” Ashley trådte et skridt frem mod mig, og jeg veg panisk tilbage.

Igennem hele dagen var alle blikke på hele skolen blevet vendt mod mig, og jeg havde klart forventet, at det her ville ske, men alligevel kom det bag på mig. Hver evig eneste gang, der skete noget i den her retning, kom det bag på mig, selvom jeg snart burde tage det som en normal ting.

Det var hurtigt blevet spredt udover hele nettet, at Niall havde været på date – og folk havde lagt to og to sammen, så de vidste også godt, at det var mig, han havde inviteret ud. I starten havde det ikke rigtig gjort mig noget, for der var det kun over Twitter, og det kunne jeg vende blikket bort fra. Men det kunne jeg ikke, da jeg kom i skole. Lige da jeg var trådt ind af skolens døre, var det gået op for mig, at alle vidste det, og alle hadede mig for det, selvom jeg var sikker på, at der højst var 10, der var fan af dem, One Direction. De ville bare have en yderligere grund til at gå imod mig.

”Du er så fucking klam at se på. Hver en lille ting ved dig giver mig kvalme. Hvorfor er du her overhovedet? Kan du selv se nogen mening med, at du blev født? Du gør intet godt, du render bare rundt i din egen verden, hvor du tror, at du kan forblive. Du render rundt og føler dig så hellig, gør du ikke? Fordi du har været på en date med Niall. Uha!” klokken ringede og fik stoppet Ashleys snak.

Jeg mærkede den første tåre trille ned over min kind, selvom jeg desperat havde prøvet på at holde den inde. Ashley kiggede kort bagud mod de andre piger, der bare stod med korslagte arme, før hun trådte hen mod mig og skubbede hårdt til mig, så jeg røg bagud og hen mod væggen. Mit hoved ramte hårdt et af vandrørene bag mig, og et gisp undslap mine læber, fordi det gjorde så ondt.

Ashley grinede hånligt, før hun vendte om og sørgede for at kaste heftigt meget med hendes hår, men det tog jeg mig ikke af. En smerte havde bredt sig omkring der, hvor jeg havde slået mit hoved, og da Ashley og hendes slæng var forsvundet ud af døren, fløj min hånd op til mit hoved, imens et hulk undslap mine læber. Jeg lod mig glide ned af væggen, så jeg til sidst sad på gulvet med knæene trukket op under hagen.

En væske ramte mine fingre, og jeg vidste med det samme, at jeg havde slået hovedet så hårdt, at jeg blødte. Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at skrige, fordi det gjorde så ondt, og jeg vidste også, at jeg ikke kunne klare resten af skoledagen. Blot en halv havde resulteret i det her, så jeg turde næsten ikke tænke på, hvad en hel ville resultere i.

Forvirret famlede jeg rundt i min taske efter en hue med den hånd, som ikke var omkring mit hoved, og da jeg fandt den frem, skyndte jeg mig at trække huen over hovedet, så der ikke var nogen, der ville lægge mærke til det, når jeg gik ud.

Jeg rejste mig op og stillede mig hen foran spejlet, hvor jeg studerede mig selv lidt. Min mascara sad faktisk nogenlunde, fordi jeg efterhånden havde erfaret, at jeg havde brug for en vandfast en, når jeg gik i skole, så det var meget heldigt. Selvfølgelig var mine øjne røde, og hvis man kiggede godt nok efter, kunne man godt se, at jeg havde grædt, men hvis jeg blot sørgede for at holde blikket rettet mod jorden, var der ikke nogen, der ville opdage det.

Da jeg havde ordnet mig så meget, som jeg kunne, svang jeg min taske over skulderen og gik med så rolige skridt som muligt ud af døren, hvor der var et par forsinkede elever, der var på vej hen mod deres klasselokale. Mit hoved dunkede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde det ud, og en enkel gang blev jeg nødt til at støtte mig op af væggen, fordi det sortnede for mine øjne. Jeg skulle bare hjem, og så ville det være godt igen.

Faktisk kunne jeg næsten mærke blodet gøre mit hår stift, og det irriterede mig. Jeg havde lyst til at presse min hånd mod såret for at dulme smerten, men hvis der var noget, som jeg for alt i verden ikke skulle gøre, så var det det. Det ville bare afsløre, at der var noget galt, og at jeg havde slået mig.

Jeg kom ud på parkeringspladsen og fandt hurtigt hen til cykelstativet og fandt frem til min cykel. Da jeg havde låst den op, trukket den væk og lige akkurat skulle til at sætte mig op på den og cykle væk, fik jeg kastet et blik på baghjulet. Det var helt fladt, så jeg regnede hurtigt ud, at der var nogen, der havde punkteret den. Frustreret smed jeg cyklen fra mig. Så måtte jeg altså gå hjem.

 

***

 

Jeg havde så ondt i hovedet, at det svimlede for mine øjne, da jeg endelig kom hjem. Frustreret og såret rev jeg huen af mit hoved, og da jeg kiggede i den, kunne jeg se, at der var et sted, hvor blodet var smittet af. Da jeg fik min hånd op til mit hoved, kunne jeg konstatere, at det ikke blødte længere – i hvert fald ikke noget særligt, men jeg havde det af helvedes til.

”Aisha?” hele min krop stivnede, da jeg hørte lyden af hans stemme, og jeg overvejede i et øjeblik at gemme mig, hvis jeg kunne nå det. Dog blev mine tanker ikke til handlinger, og før jeg nåede at gøre fra eller til, stod Niall foran mig. Desperat forsøgte jeg at dække såret, og da hans blik blev forvirret og vredt, forsøgte jeg at proppe huen på igen.

”Hvad fanden er der sket?” spurgte han med lav stemme, der alligevel viste, hvor vred han var. Jeg forstod slet ikke, hvad han lavede her, og hvordan han var kommet ind – der plejede aldrig at være mennesker her, for mine forældre var på arbejde, Fanny i skole og Beatrice i vuggestue. Jeg bed mig hårdt i læben, så det var lige før, at der gik hul.

”Det er ikke noget, Niall, det-” ”det er ikke noget? Nej, det kan jeg se.. Okay undskyld, det var ikke meningen at lyde så hård. Men vil du ikke godt være sød at tage huen af?” han kiggede bedende på mig, men jeg rykkede mig ikke ud af flækken, og jeg hev heller ikke min hue af. Jeg havde ikke lyst til at skulle vise ham sådan noget, for jeg var bange for, at jeg blot var til besvær. Jeg følte mig virkelig alt for opmærksomhedskrævende.

Niall sukkede kort, før han trådte et skridt hen mod mig. Jeg skulle til at vige et tilbage, fordi det mindede mig alt for meget om Ashleys opførsel tidligere, men jeg nåede dog at stoppe mig selv, før jeg gjorde det. Han tog forsigtigt hånden op til huen, og med en meget blid bevægelse hev han den af, så han kunne studere mig.

”Hvem gjorde det der?” hans blik blev fyldt med afsky til personen, der havde gjort det, og jeg kunne også se, at han havde ondt på mine vegne. Mit blik fandt jorden, fordi jeg ikke havde lyst til at kigge ham i øjnene, for han kunne se så mange sandheder i dem. ”Ashley,” mumlede jeg så, og jeg kunne ud af øjenkrogen se, at Niall knyttede hænderne.

”Jeg tænkte det nok. Kom,” han lagde en arm om mig og gik med mig op af trapperne og ud på badeværelset, så jeg kunne få vasket mit hår frit for blod. Jeg lænede hovedet henover vasken, så Niall forsigtigt kunne fjerne det for mig – og det var altså noget, han insisterede på at hjælpe mig med, selvom jeg godt ville kunne klare det selv.

”Hvorfor gjorde hun det?” spurgte han om, imens jeg kunne mærke vandet gøre mit hår vådt. Allerede ved det spørgsmål havde tårerne samlet sig i mine øjne, og jeg blinkede dem panisk væk, fordi jeg ikke havde lyst til at græde nu. ”Ehm..” mumlede jeg, da det gik op for mig, hvad svaret var. Det ville have noget med ham at gøre, og hvis ikke jeg tog meget fejl, så ville han blive ked af det og give sig selv skylden for det – og det skulle han ikke.

”Ehm hvad?” gentog han, før han blidt løftede mit hoved igen, fordi han var færdig med at fjerne blodet. Hans blå øjne var fuld af bekymring, da han rakte mig et håndklæde, som jeg kunne tørre mit hår med. Dog blev det ikke til så meget tørring, for jeg havde travlt med at kigge lidt på ham, før jeg besvarede hans spørgsmål.

”Det var måske lidt fordi.. at de har fundet ud af, at vi var på date,” sagde jeg så og på trods af situationens alvor, blev jeg en anelse genert, da jeg nævnte vores date, for vi havde ikke rigtig snakket om den, siden vi rent faktisk havde været på den.

Selvbebrejdelsen stod malet i Nialls øjne, og jeg var sikker på, at han havde stirret vredt på sig selv, hvis det havde været muligt for ham. ”For helvede da også..” mumlede han, og jeg kunne let se, at han også var såret over det. Jeg forstod ham godt – det måtte være hårdt, at han inviterede en pige på date, og hun dermed kom til skade. Det var det, jeg havde ment med, at jeg blot ville være et problem, hvis han havde kontakt til mig, men der havde han valgt at være sammen med mig.

”Det er ikke din skyld,” hviskede jeg, fordi min stemme var tæt på at knække. Jeg kunne ikke beskrive, hvor træt jeg var af alting lige nu. Der var intet, der gik, som det skulle, og alligevel gik det bedre end nogensinde før, fordi Niall var her til at støtte mig. Niall sukkede en gang, før han forsigtigt trådte hen mod mig og lagde armene omkring mig.

Da jeg stod i hans arme, kunne jeg ikke holde mine tårer inde mere, og da et enkelt hulk undslap mig, førte det kun til flere, imens Niall nussede mig på armen for at berolige mig. Mine skuldre rystede lidt, og selvom jeg desperat prøvede på at stoppe mine tårer, så lykkedes det mig ikke.

”Ssh.. Det er okay, Aisha, det er okay,” mumlede han ned mod mit hår. Sådan stod vi længe, indtil jeg hørte døren til entréen gå op, og jeg trak mig med et suk væk fra Niall. Det var helt sikket Fanny, der kom hjem, så jeg vidste godt, at jeg nok blev nødt til at gå ned og vise hende, at jeg var hjemme.

”To sekunder,” Niall smilede skævt, da han havde regnet ud, at jeg ville gå ned til hende. Forvirret kiggede jeg på ham, og det blev ikke bedre, da han løftede sine hænder og lagde sine tommelfingre under mine øjne. Da han lod dem glide frem og tilbage et par gange, gik det op for mig, hvad han lavede, og jeg fnes lidt. ”Tak. Så ligner jeg ikke en panda,” jeg smilede skævt, før jeg begyndte at gå hen mod døren, så jeg kunne komme ud og videre ned af trapperne.

”Hej Fanny, jeg er hjemme. Og Niall er her også,” tilføjede jeg, da jeg kunne høre Niall, som fulgte efter mig. Fanny vendte sig om med store øjne og kiggede direkte forbi mig og hen på Niall.

”Nå..” endte det med, at hun mumlede, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle sige. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, og før jeg fik tænkt mig om, åbnede jeg munden: ”Jeg tror snart, at du skal vænne dig til, at han er her, for det tror jeg, at han kommer til at være fremover,” da jeg havde sagt det, slog jeg hånden for munden, men det tog Fanny ingen notis af, for hun havde travlt med at lade et smil brede sig over hele hendes ansigt.

Jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt det, for jeg fik det til at lyde som om, at jeg bare regnede med, at Niall ville blive ved med at være en del af mit liv – det var jeg bange for, at han ikke ville blive ved med. Selvom jeg ikke havde kendt ham i andet end en måneds tid, så var det en af de bedste måneder længe.

”Det tror jeg også,” medgav Niall, og det fik mig til at ånde tungt ud igen, fordi jeg ubevidst havde holdt vejret. Fanny smilede stort, før hun forsvandt ind i stuen, og det efterlod dermed Niall og jeg alene tilbage, så jeg kiggede kejtet på ham, før et spørgsmål poppede frem i mit hoved.

”Hvad laver du egentlig her?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg havde næsten glemt alt om smerten i mit hoved, men da jeg ved en fejltagelse kom til at hive i noget hår, som jeg nok ikke burde hive i, lavede jeg en underlig grimasse, fordi det gjorde så ondt. Det både nev og stikkede på en helt utrolig ubehagelig måde.

”Ehm.. ja.. Jeg havde ikke så meget at lave, og så tænkte jeg af en eller anden grund, at du var hjemme, men det var du så ikke. Men din far var, og han lukkede mig ind, før han tog på arbejde..” han trak på skuldrene og kiggede undskyldende på mig, selvom han ikke havde noget at undskylde for.

”Nå..” endte det med, at jeg bare sagde, og det fik ham til at grine kort af mig. Jeg ville gerne grine med på en ligeså ægte og fri måde som ham, men det var svært. Mine tanker kredsede konstant omkring Ashley og skoledagen, der ventede mig i morgen.

 

***

 

”Nå, Niall. Er det så spændende at være kendt sanger?” min far kiggede nysgerrigt på Niall, der var i gang med at tage noget pasta ind i munden. Han nikkede ivrigt og lyste helt op ved spørgsmålet. ”Det er jo min drøm, jeg lever, så ja. Jeg elsker mit arbejde, jeg kunne ikke ønske mig noget bedre,” sagde han så og lød helt stolt. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, fordi han blev så glad, for det var virkelig sødt.

”Det tænkte jeg nok. Kan det aldrig være trættende eller noget? Jeg mener, hvad med de tider hvor I har travlt? Jeg tænker med hensyn til kærester og sådan noget,” min fars blik flakkede kort hen mod mig, og jeg kunne næsten mærke, hvordan jeg blev rød i hovedet, selvom han ikke engang havde ret i det, han sagde.

”Ehm..” Niall tøvede lidt, og jeg kunne også mærke hans blik lande på mig, før han fjernede det igen. ”det er selvfølgelig det, der er den hårdeste del af det, for man kommer jo til at savne sin kæreste helt ufatteligt meget, og man har nok også lidt den der følelse af, at man ikke er der for hende, men der jo sådan det er. Så glæder man sig bare ekstra meget til, at man kommer hjem igen eller har tiden,” han smilede skævt, imens han snakkede, og min far nikkede lidt.

Igennem resten af maden gik det ud på, at de to fortsat snakkede om forskellige ting, og jeg selv sørgede for at Beatrice fik spist sin mad uden større skader ville ske. Niall og jeg takkede for mad, da vi var færdige, før vi smuttede op på mit værelse.

”Hvad så, hvad skal du i morgen?” spurgte Niall og smed sig på min seng, imens jeg selv satte mig på kanten af den. En kvalmende fornemmelse steg op i mig, da jeg straks kom til at tænke på skolen, og jeg prøvede irriteret at skubbe tanken væk, selvom det ikke lykkedes.

”Det sædvanlige.. stå op.. Klare dagen.. skole,” jeg sukkede ved det sidste og prøvede at ignorere den klump, der havde dannet sig i min hals, selvom det var svært for mig. Niall kiggede bekymret på mig og satte sig halvt op i sengen, så han kunne fange mit blik, selvom jeg prøvede at undgå hans.

”Aisha, hvad skete der helt præcist i dag?” spurgte han så med en bedende klang. Han ville så gerne vide det, for han ville så gerne prøve at hjælpe mig, og det gjorde ondt at sige det, men han kunne bare ikke. Hvordan skulle han kunne ændre på det hele, på folks meninger og holdninger omkring mig? Det kunne han ikke. Alligevel besluttede jeg mig for at sige det.

”Altså helt fra da jeg kom i skole af, kunne jeg godt fornemme, at folk kiggede lidt ekstra på mig og det der. Jeg fik lidt flere hånlige blikke og latterlige kommentarer, da jeg bevægede mig fra lokale til lokale og det, og jeg kunne jo let regne ud, at det var fordi, at de vidste, at jeg havde været ude med dig. Og så efter fjerde time skulle jeg på toilettet, og så fulgte de åbenbart efter mig, og ja.. Så begyndte de at kalde mig alle mulige ting, specielt Ashley. Spytte efter mig og de rakkede virkelig meget ned på mig, men det er jeg jo lidt vant til. Og så ringede klokken, og så fordi Ashley ikke kunne nå at sige mere til mig med ord, skubbede hun mig op mod væggen, så jeg knaldede hovedet ind i nogle rør,” jeg lavede en underlig bevægelse med armen for at vise, at det ikke var noget, som han skulle bekymre sig om.

”Hun er simpelthen for meget..” sagde han hurtigt og kiggede undersøgende på mig. Det var først da en tåre ramte mine læber, at det gik op for mig, at jeg græd, selvom det var det, som jeg ihærdigt prøvede at undgå. Niall rykkede sig lidt i sengen, før han trak mig ind mod ham.

”Jeg er bange, Niall, jeg vil ikke tilbage til skolen.. Jeg er så bange for, hvad de kan finde på,” hikstede jeg, og der kom kun flere tåre, jo mere jeg tænkte på den skoledag, der ventede mig i morgen. Niall strøg mig over ryggen uden at sige noget, og jeg forstod ham godt – hvad var der at sige? Hvad skulle han sige?

 

***

 

Jeg havde et håndklæde omkring min krop, imens jeg stod og kiggede ind i spejlet. Hvis jeg selv skulle sige det, syntes jeg, at jeg havde taget på, så jeg hev fat i vægten, der stod under det skabsagtige noget, der stod ved siden af spejlet. Jeg fik tændt vægten og stillede mig op på den. Egentlig havde jeg ikke lyst til at vide, hvor meget jeg vejede.

Forvirret rynkede jeg på panden, da vægten viste tallet 47 kg. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så havde jeg vejet 49 kg, sidste gang jeg havde vejet mig, og jeg kunne da umuligt have tabt mig siden da. Specielt ikke når jeg følte, at jeg bare tog på. Jeg hoppede ned fra vægten med alle pigernes ord kørende rundt i hovedet på mig. Af en eller anden grund sad de ekstra meget fast i mit hoved i dag, og det syntes umuligt at skubbe dem væk.

Min vejrtrækning var ukontrolleret, da jeg med rystende hænder åbnede lågen til det skabshalløj, som vi havde hængende, og jeg holdt nærmest vejret, da jeg søgte efter et barberblad. Mine hænder lukkede sig om det, og jeg bed mig selv i læben, da jeg hev det frem og studerede det.

 

Det var kun en gang før, at det var sket, at jeg havde gjort skade på mig selv. Normalt gjorde jeg det ikke, men i dag havde jeg fået nok. Folk havde fortalt mig, at man fik det bedre af at mærke noget ydre smerte, når man havde det hårdt med alt det indre, så jeg ville prøve det.

Jeg holdt min rystende arm frem, og også min højre hånd rystede, da jeg forsigtigt lagde barberbladet mod min tynde hud. Jeg skulle virkelig tvinge mig selv til at gøre det her, så jeg bed om muligt endnu hårdere i min læbe, da jeg lod bladet skære igennem min hud. Jeg skulle anstrenge mig for ikke at skrige op, fordi det gjorde så ondt, men det lykkedes mig at holde det inde, og da jeg så det mørkerøde blod, var det lige før, at jeg blev helt stolt over, at jeg havde gjort det. 

------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I om kapitlet? Om Ashleys opførsel, Nialls måde at reagere på og om, at hun skærer i sig selv, selvom det ikke er noget, som hun gør normalt? 

OG!! Hvad synes I om det nye cover, jeg har lavet? Jeg synes personligt selv, at det er bedre end det andet, haha. 

Den sidste ting er så, at I skal huske at like, hvis I kan lide den, for det ville virkelig betyde meget for mig! Så like den gerne, det gør mig glad! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...