Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
44460Visninger
AA

18. It went wrong

 

Ikke rettet igennem - so sorry. 

Aishas synsvinkel:

Jeg havde ikke rigtig været i stand til at se de andre drenge i øjnene, siden jeg fandt ud af, at Niall åbenbart datede Ashley. Derefter havde jeg virkelig været ned i kulkælderen, men på trods af det, havde jeg ikke kunnet lade være med at søge rundt på nettet efter billeder af dem. Hvordan jeg skulle jeg kunne lade være, når han hele tiden lå i mine tanker. Det var som om, at jeg havde brug for at se dem sammen, så jeg kunne få bekræftet, at det var rigtigt – og det var det, kan jeg hilse at sige.

En tåre trillede ned over min kind, imens jeg lod bladet ramme min hud igen. Det var som om, at jeg ikke kunne lade være, selv hvis jeg ville. Smerten var så rar og utroligt lettende, fordi den fik mig til at tænke på noget andet. Det var det eneste korte stykke tid, at jeg kunne tænke på noget andet, og hvor jeg kunne være rolig og lettet, selvom det ikke burde komme af at skære i sig selv. Engang lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville gøre skade på mig selv, men jeg kunne bare ikke lade være. Det hele blev så meget lettere.

Da jeg havde stået lidt og studeret mig selv i spejlet, endte det med, at jeg sukkede tungt, før jeg kort vaskede barberbladet, så jeg kunne ligge det tilbage på plads. Så tog jeg noget papir og fugtede det en smule, før jeg lagde det mod det sår, jeg nu havde. Da jeg havde fået fjernet blodet, satte jeg hurtigt et plaster på.

Faktisk var det virkelig dumt, at jeg havde gjort det nu, men det var lidt som om, at jeg ikke have ladet være i det øjeblik. Jeg vidste, at alle drengene ville komme lige om lidt, for vi blev nødt til at finde ud af det med festen. Der var kun 5 dage til, og selvom jeg havde sms’et lidt med Harry, fået sendt invitationer ud og havde sørget for maden, så skulle jeg stadig snakke med dem. Jeg skulle finde ud af, hvornår de skulle komme, og hvordan det skulle lykkedes, uden de blev opdaget af fans, der kunne afsløre, at de var her. Det ville være synd, hvis Fanny selv opdagede det.

”Ska-” ”jeg kommer!” råbte jeg, selvom jeg faktisk var en anelse i panik over, at jeg stadig havde mascara ned over mine kinder. De ville uden tvivl kunne se det, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Febrilsk pjaskede jeg vand op i hovedet og fjernede omhyggeligt den mascara, der hang voldsomt meget. Faktisk var jeg positivt overrasket over, hvor godt det lykkedes mig, selvom man godt kunne se, at jeg havde grædt. Jeg måtte vel bare håbe, at de ikke ville ligge mærke til det, hvis jeg prøvede at være lidt afvigende.

Med et sidste blik drejede jeg rundt på hælen og gik ned af trapperne, imens jeg samtidig tog en dyb indånding. Jeg havde ikke lyst til at se den lyshårede fyr, som snart ville vise sig for mig, men der var ikke rigtig nogen udvej. Medmindre jeg selvfølgelig var heldig, og han ikke var her, men jeg regnede ikke med, at det var tilfældet.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg holdt nærmest vejret, da jeg hørte, at hun kom ned af trapperne. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan det ville være at se hende, og hvordan hun overhovedet ville reagere, siden hun havde fundet ud af, at jeg datede Ashley halvt om halvt. Louis havde givet udtryk for, at hun var blevet meget sur, og derudover havde hun nægtet at få os på besøg igen, og det bekymrede mig. Jeg var skide sur på mig selv.

Da hun kom ud i stuen, hvor vi stod, blev jeg straks endnu mere forvirret, da jeg så, at hendes øjne var helt røde. Hun kiggede hurtigt ned, da det gik op for hende, at jeg kiggede på hende, og i stedet gik hun hurtigt hen til Louis, som hun tydeligvis havde det godt med. Jeg forstod ikke, hvorfor hun havde det så godt med at snakke med Louis, men det havde hun altså, og det gik mig lidt på nerverne, hvis jeg skulle være ærlig.

”Vi har nok en anelse travlt med at finde ud af det hele. Der er virkelig kort tid til,” sagde hun så og satte sig ned på en stol, før hun gjorde tegn til, at vi skulle sætte os. Louis satte sig lige ved siden af hende i stedet for, så jeg ikke kunne lade være med at undre mig en lille smule over det.

”Okay, hvad mangler vi, smukke? Hvilke ting har du på plads?” sagde han med et glad smil, og selvom jeg godt vidste, at det var venskabeligt, blev jeg alligevel irriteret. Jeg kunne mærke, hvordan det nærmest boblede i min krop efter at få lov til at hive Louis væk og sætte mig derfor i stedet for, men det kunne jeg ikke. Jeg blev nødt til at tænke på.. Ashley, og Aisha. Og også, hvad jeg egentlig kunne tillade mig, for det var i hvert fald ikke en del af det, som jeg måtte.

”Vi skal bare finde ud af, hvordan i alverden vi får fat i jer, uden I bliver opdaget. Der skal ikke være for mange fans, så tror jeg altså, at hun kan høre det og opdager det. Det ville være ærgreligt,” sagde hun og kiggede udelukkende på Louis. Jeg blev nødt til at knytte mine næver, fordi det irriterede mig så meget.

”Kan vi ikke bare sørge for, at folk tror, at vi er et andet sted eller noget i den stil? Jeg synes egentlig godt, at vores vagter burde kunne arrangere det på en eller anden måde, så vi kan komme uden problemer,” kom det fra Harry, og Aisha nikkede kort.

”Jamen det er jo godt så. Men Louis, ville du have lyst til lige at komme over i morgen alene og hjælpe mig lidt? Bare med at finde ud alle mulige ting, for.. mine forældre er ikke hjemme, og jeg skal også sørge for Beatrice og Fanny, så det er lidt svært at.. holde styr på.. Og så tænkte jeg bare, at hvis du har t-” ”Må jeg ikke gerne snakke med dig, Aisha?” afbrød jeg pludselig, og hun kiggede chokeret op på mig.

”Niall, er du sikker på, at det er en god idé?” Liam sendte mig et forsigtigt blik, og jeg nikkede bestemt. Jeg havde brug for at snakke med hende, så jeg kunne fortælle hende, hvordan jeg havde det. Og så havde jeg også brug for at vide, hvad det var med Louis og hende – ja, jeg lød som en idiot, også fordi Louis havde Eleanor, men jeg var da stadig nysgerrig og frustreret over det.

 

Aishas synsvinkel:

Jeg blev seriøst næsten bange, da Niall sagde, at han ville snakke med mig, men alligevel sagde jeg til de andre, at det var okay. Inderst inde var jeg virkelig nysgerrig efter at vide, hvad det var, han ville snakke med mig om, for jeg havde ikke noget at snakke med ham om. Jo, så skulle det da lige være, hvad han lavede med Ashley, men det kunne jeg jo ikke rigtigt bare sige ud af den blå luft. I princippet havde jeg ingen ret til at sige det, når vi ikke var sammen.

”Så kom,” sagde jeg lavt til Niall og gjorde tegn til, at han skulle følge efter mig op på mit værelse, som han selvfølgelig godt vidste, hvor lå. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om mod ham, da jeg kunne høre, at han lukkede døren i efter sig, men jeg kunne ikke lade være. Det blev jeg ligesom nødt til, ellers ville det blive en meget sær samtale.

”Hvad er det, du vil snakke om?” fik jeg fremstammet med en rystende stemme, imens jeg vendte mig om. Alt indeni mig gik i stå, da jeg mødte hans blå øjne, som jeg så ihærdigt havde prøvet at undgå indtil nu. Jeg vidste nærmest ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og det endte med, at jeg stod og fumlede ved det armbånd, der var om mit håndled.

”Det er.. om Ashley. Jeg er-” ”Hvad er der med Ashley? Vil du se, om du skal tage en snak med hende og få hende til at lade mig være, eller hvad er det?” snerrede jeg, og jeg blev ekstremt overrasket over min pludselig vrede, som tog til indeni mig. Jeg havde lyst til at slå ham, fordi jeg var så sur.

”Nej! Stop nu, det er ikke det. Jeg ved ikke, hvad der skete, men hun er altså virkelig sød, når man lærer hende at kende. Overfor for mig er hun altså..” han tav, og jeg vidste allerede der, at han løj, men det så jeg bort fra. Det ændrede nemlig ikke på et faktum, at han var sammen med hende, eller datede hende, eller hvad han nu valgte at kalde det. Jeg var faktisk røv ligeglad, hvis jeg skulle være ærlig.

”Hvorfor fortæller du mig sådan noget der Niall? Af alle mennesker, du kunne have valgt, så vælger du hende? På trods af alt, så håbede jeg på, at jeg betød i det mindste bare så meget, at du valgte andre end hende. Hvordan kan du overhovedet holde det ud, når du væmmedes så meget ved hende, da vi var sammen?” hvislede jeg, og han lod frustreret en hånd glide igennem sit hår. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde.

”Undskyld, Aisha. Undskyld! Hvad vil du have, at jeg skal gøre?” han slog ud med armene og kiggede på mig med det mest sårbare og forvirrede blik, som han nogensinde havde vist. Jeg lukkede kort mine øjne i, så en tåre trillede ned over begge mine kinder, men jeg stoppede det ikke engang.

”El. Elsker du hende, Niall?” spurgte jeg med en endnu mere skrøbelig stemme, og da jeg så, hvordan Niall tav og kiggede bebrejdende på mig, kendte jeg godt svaret på forhånd. Jeg forstod bare ikke, hvorfor han så var sammen med hende.

”Det der er ikke fair,” mumlede han, men hans stamme fadede ud, da det gik op for ham, at jeg havde ret. Hvis ikke han elskede hende, skulle han ikke være sammen med hende, men det var ikke noget, jeg havde tænkt mig at hjælpe ham med at forstå. Jeg var sur, indebrændt, såret og skuffet, så fandeme nej, om han skulle have min støtte.

”Det er mere fair, end du er lige nu. Fair nok, hvis du rent faktisk elskede hende, men det gør du bare ikke. Jeg fatter dig ikke, Niall. Du har såret mig så meget, og det var det, du lovede mig, at du ikke ville – men det har jeg vel ikke ret til at sige, når jeg slog op med dig,” sagde jeg blot. Jeg begyndte at gå hen forbi ham, men jeg kom ikke særlig langt, før hans hånd lagde sig om mit håndled, så han kunne hive mig tilbage.

”Aisha, vil du ikke godt lade være med det der?” spurgte han bedende, og jeg blev ikke andet end forvirret, men jeg viste det ikke til ham. Han fortjente ikke at se mig forvirret, og selvom det virkelig var svært for mig overhovedet at så oprejst foran ham og lade som om, at alting var okay, hev jeg min arm tilbage.

”Du skal ikke røre ved mig. Var der ellers andet, du ville sige? Og jeg bliver sindssyg, hvis du siger noget om Louis og jeg. Bare fordi, at han er her mere for mig, end du er,” sagde jeg hårdt, da jeg kunne se, at det var det, han ville sige. Han stod og stirrede på mig med åben mund, og jeg skyndte mig at gå væk. Jeg ville bare gerne have det her overstået, så de kunne gå deres vej, og jeg ikke behøvede at se Niall mere, før festen.

Jeg sank klumpen i min hals en enkel gang, før jeg gik ind i stuen, hvor fire hoveder rettede sig mod mig. Liam og Louis var dem, der så mest bekymrede ud, men jeg kunne ikke engang få mig selv til at sende dem et smil, der viste, at alt var okay – for det var ikke okay. Det var langt fra okay.

”Hvad skete der?” spurgte Liam bekymret, og jeg rystede hurtigt på hovedet for at forsikre ham om, at der ikke var sket noget. Jeg havde bare ikke lyst til at åbne munden eller se ham i øjnene, for så ville han regne mig ud med det samme. Han var typen, der let kunne se, hvis der var noget galt, og det kunne til tider irritere mig en lille smule.

”Kan vi ikke godt bare få.. det her gjort færdigt?” spurgte jeg så og blev nødt il at tage en indånding midt i det hele, fordi jeg ikke havde det som om, at jeg kunne trække vejret. Niall kom ubemærket ind og satte sig igen ned overfor mig, men jeg nægtede at kigge på ham.

”Jo. Skal jeg komme over til dig i morgen, og inden da snakker jeg med nogle folk og får det med fansene og alt det arrangeret?” spurgte Louis, som vidst godt kunne fornemme, at jeg ikke have det så godt lige nu. Jeg nikkede måske en anelse for pludseligt og hurtigt, for det fik ham til at rynke endnu mere på panden over det. Han vidste, at der var noget galt.

”Okay. Super, så skriver jeg til dig, og så tror jeg, at vi vil sige farvel,” sagde han, og det var tydeligvis en hentydning. Jeg var så glad for, at han forstod mig og kunne følge mig, når jeg gerne ville være alene – selvom de kun havde været her i meget kort tid. Det satte jeg mere pris på, end han anede.

Jeg gav alle drengene et kram – bortset fra Niall – og jeg blev nærmest helt lettet, da jeg hørte døren smække i. Jeg fulgte dem med blikket ud til bilen, og endelig mærkede jeg mine skuldre falde helt på plads, da de kørte væk og var ude af syne. Jeg vendte mig om med et bedrøvet blik og fik et kæmpe chok, da min mor pludselig stod der.

Hendes blik var bekymret og hvilede underligt gennemborende på mig, indtil jeg kigge væk og i stedet lod mit blik studere det brune trægulv, der så intetsigende, som noget overhovedet kunne være.

”Er du okay, Aisha? Jeg hørte, at Niall ville snakke med dig, og-” ”det er fint, mor. Tak skal du have ellers,” sagde jeg, før jeg nærmest fløj forbi hende og op på værelset. Jeg havde lyst til at græde så ufatteligt meget, at man skulle tro, det var løgn, men jeg holdt det inde. Jeg blev nødt til at være stærkere end det, for der var et tidspunkt, hvor jeg skulle være helt ligeglad med Niall. Det blev jeg ikke, hvis jeg opførte mig sådan her.

Jeg måtte tage mig sammen og være klar til festen. Der skulle ikke ødelægges noget for Fanny, fordi jeg var dum, det kunne jeg simpelthen ikke byde hende.

 

***

 

Det var lige her og nu, det skete. Jeg var her, Fanny var her, familien var her, og vi skulle holde fest for hende. Hun var blevet virkelig begejstret, da hun var kommet herhen, og jeg kunne slet ikke vente med at se, når drenge kom. Jeg vidste, at hun ville blive ellevild, og jeg glædede mig faktisk også lidt til at se resten af min families reaktion. Der var jo også mange andre børn og teenagere med, og hvis ikke jeg tog fejl, så var der måske nogen af dem, der ville blive lidt vilde over det.

Jeg havde en underlig knude i maven, og jeg vidste, at den udelukkende var på grund af Niall. Det gjorde mig virkelig nervøs, at jeg skulle se ham lige om en tyve minutters tid, og jeg anede slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Sidst vi havde snakket, havde han indirekte indrømmet, at han ikke elskede Ashley, og det havde forvirret mig endnu mere, end jeg var i forvejen.

”Tillykke min lille mus,” sagde jeg til Fanny, da hun nærmest kom hoppende hen til mig og lagde armene om mig, så godt, som hun nu kunne. Hendes øjne strålede, da hun kiggede på mig. ”Du er virkelig smuk i dag,” sagde hun så, og jeg mærkede glæden brede sig i mig, før jeg nev hende i kinden.

”Tak skal du have prinsesse,” nåede jeg lige at sige, før hun igen forsvandt fra mig. Jeg tog en tår af den cola, der stod foran mig. Jeg havde taget et par bodorøde bukser på, som min mor havde købt til mig i går, og til den havde jeg taget en hvid t-shirt på, der var rimelig puffet. Der var et kors på, der var guld ud af sådan nogle knapper, og så havde jeg proppet trøjen ned i mine bukser, så den sad bedre.

Mit hår faldt krøllende ned over mine skuldre, og fordi jeg havde givet det en ordentlig omgang med en hårkur, skinnede det nærmest. Det var meget pænere, end det normalt var. Mit ansigt havde jeg shinet fuldstændig op med en del foundation, rouge, mascara og endda også eyeliner og en sølv øjenskygge. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville ligne en, der var ved at falde fra hinanden, når det var min søsters store dag.

Hele sidste uge var gået med at tænke på Niall eller tænke på den her fest, og det tog livet af mig. Lige meget hvornår det var, eller hvor jeg var, så havde jeg en underlig trang til at ligge i min seng og putte mig under min dyne, så jeg kunne græde. Jeg havde hele tiden tårerne lige på kanten, og det overraskede mig, at jeg overhovedet stadig havde så mange, at jeg kunne græde.

”Skat, du skal nok til at få lettet dig. Drengene kommer lige om lidt, så måske skulle du gå ud og tage i mod dem. Så får jeg Fanny til at sidde på en stol og være klar og alt det der,” sagde hun så, og jeg smilede stort. Jeg glædede mig så ufatteligt meget til at se Fannyes reaktion på det, og det var virkelig det, der gjorde mig glad her til aften.

Jeg fik rejst mig op og gik så hurtigt udenfor, hvor der netop ankom en stor, sort bil. Mit hjerte bankede hurtigt mod mit bryst, da jeg så Niall stige ud af bilen, men jeg kunne umuligt gøre noget ved det. Nu skulle jeg have fået dirigeret dem indenfor, så Fanny kunne få lov til at møde dem. Eller.. Hun havde jo mødt dem, men bare så de kunne være en overraskelse for hende. I ved, hvad jeg mener.

”I skal bare komme herhen,” halvråbte jeg til dem, da de kom til syne, og Louis smilede stort, da han så mig. Det var som om, at vi havde fået et helt fantastisk stærkt forhold til hinanden, siden vi var begyndt at ses igen, og det gjorde mig faktisk utroligt glad – mere end jeg kunne sætte ord på. Faktisk var jeg rimelig sikker på, at det også var fordi, han ignorerede, at Niall og jeg ikke just var på talefod.

Drengene gik hurtigt hen til mig, og det var først der, det gik op for mig, at der slet ikke var nogen fans, der havde fundet ud af, at de var her. Det utrolig rart og afslappende.

”Hvor ser du godt ud,” komplimenterede Harry med et kækt smil og et blink med øjet, så jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede lidt. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagere, når folk gav mig sådanne komplimenter, og det irriterede mig gevaldigt. Jeg følte mig altid så flov og akavet.

”Kom. Hun sidder vidst derinde og venter,” sagde jeg og lød om muligt ligeså spændt som et lille barn, der skulle til at åbne sine gaver, men det var lige meget. Jeg var virkelig spændt på Fannys vegne. Jeg fik øjenkontakt med min mor, da vi kom ind i en slags stor ’entré’ agtig ting, og da jeg så, at Fanny sad med bind for øjnene, kunne jeg ikke lade være med at smile af det. Hun ville blive så ufatteligt glad.

Min mor bad de andre om at tie stille, og man kunne se i hendes øjne, at hun mente, at de skulle FORBLIVE stille, lige meget hvad, der skete, eller hvem, der kom ind i rummet. Der blev helt stille, og jeg havde nærmest ondt i maven af spænding, da jeg gjorde tegn til drengene om, at de skulle følge efter mig helt ind.

Da drengen stod side om side foran Fanny, gjorde jeg tegn til min mor om, at hun skulle fjernede det bind, der for hendes øjne, og hun gjorde det med det samme.

”Så må du gerne kigge, prinsesse,” sagde hun til hende, og Fanny slog øjnene op. Hendes mund formede sig til et ’O’, før hun skreg højt og begejstret klappede hænderne sammen. Da det så var gjort, sprang hun op fra sin stol og løb hen til dem. Det lod ikke helt til, at hun vidste, hvem hun skulle kramme først, men det endte med, at hun pludselig stod henne foran Niall. Jeg kunne ikke komme udenom, at det gav et underligt stik i mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg nød at se Fanny glad, og hvis Niall var en del af dem, der gjorde hende glad, så måtte det være sådan. Så skulle jeg ikke tænke på mig selv i denne situation.

Fanny havde nu sluppet Niall og var gået videre til de andre. Jeg kunne ikke andet end at stå og betragte hende med et lille smil.

 

***

 

Jeg vidste godt, at jeg havde fået for meget at drikke, når man tænkte på, at jeg ikke drak normalt. Hvis det skulle være helt rigtigt, burde jeg slet ikke have drukket så meget, som jeg havde gjort overhovedet men med fri bar og tanker, som man gerne ville have skubbet væk, så var det svært. Det var som om, at jeg havde brug for det, nu hvor jeg var kommet i gang.

”Tror du ikke, at du snart burde komme hjem?” lød det grinende fra min et år ældre kusine, og jeg rystede febrilsk på hovedet, for jeg skulle ingen steder. Nu var jeg endelig blevet så fuld, at jeg slet ikke tænkte på Niall, medmindre jeg fik set ham her til festen, men det var jeg god til at undgå.

”Nej, jeg skal sku ikke hjem,” fik jeg med besvær sagt, før jeg slyngede ud, at jeg skulle have en gin og tonic. Der gik ikke mere end 1 minut, før den blev placeret foran mig, og jeg tog den glædeligt op til min mund. Hvis der var noget, som jeg elskede, så var det da nok gin og tonic. Det kunne man bare ikke få nok af.

Min kusine grinede af mig, før hun igen forsvandt, og jeg var ladt alene, men det gjorde mig ikke noget. Det var rart at være alene, og det var klart; jeg havde vænnet mig til at være alene med tiden, og efterhånden brød jeg mig ikke synderligt meget om at være i selskab med mennesker for lang tid af gangen. Det gav mig en underlig klaustrofobisk følelse indeni.

”Hey,” lød en underlig sløret stemme bag mig, men selvom jeg også selv var langt over stadiet fuld, kunne jeg let høre, at det var ham. Hans stemme ville jeg uden tvivl kunne genkende overalt, om så den var hæs, sløret eller bare lysere eller mørkere. Det var som om, at jeg kendte ham bedre, end jeg kendte mig selv.

”Hej, Niall,” sagde jeg roligt og samtidig kvidrende, selvom det stak i mig. Den eneste grund til, at jeg ikke vendte om og gik min vej, var uden tvivl, at jeg var fuld. Det her bevise så, hvor fuld jeg var, når jeg ikke engang kunne tænke klart nok til at gå taget mig sammen og gået væk fra ham.

”Er du sikker på, at det er forsvarligt for dig at drikke den der?” spurgte han drillende og kiggede ned på glasset. Det gjorde mig en anelse irriteret, at han snakkede som om, at der ikke havde været noget galt. Eller som om, at der ikke var noget galt og alt var normalt, når det ikke var sådan, det hang sammen. Faktisk var det langt fra det.

”Mere forsvarligt end at du snakker med mig,” gav jeg igen uden at tænke over det, og jeg kunne uden problemer se, hvor overrasket han blev over mit svar. Jeg smilede kort og ægte til ham, før jeg fik rejst mig fra stolen. Det var en fejl at snakke med ham, og det var som om, at min krop endelig fik reageret på det, men jeg kunne ikke benægte, at jeg havde smilet ægte. Alle de falske smil, der var blevet uddelt her på det sidste, måtte have lignet mørket selv i forhold til det, som jeg lige havde givet ham.

Jeg mærkede, hvordan min verden nærmest snurrede rundt for mig, og før jeg kunne nå at tælle til fem, mærkede jeg, hvordan jeg langsomt mistede balancen ved at snuble over mig selv. En stærk hånd greb fat om min overarm, og var dermed det eneste, der var skyld i, at jeg ikke faldt. Jeg vendte mig om og stirrede ind i nogle lysende blå øjne. Først der gik det op for mig, hvor tæt vi stod.

”Niall hva-” jeg nåede ikke at sige mere, før hans læber blev presset og hårdt og voldsomt mod mine. Et kort øjeblik overvejede jeg at skubbe ham væk, men da jeg mærkede, hvordan hele min krop smeltede totalt, gav jeg op. Jeg havde savnet hans læber mod mine, og jeg tænkte slet ikke over konsekvenserne. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

OKAY UNDSKYLD! DET ER IKKE RETTET IGENNEM I KNOW ): 

Jeg er bare så træt, at jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG ikke orker det og skal nemlig også til at skrive på en anden movella, og jeg er så træt, og jeg vil bare sove og suk ): 

Men håber I kan se lidt sammenhæng i det alligevel, haha! 

MEN USH! De kysser? Åh. Er det en god eller dårlig ting, og hvad synes I om Nialls opførsel? Hvilke konsekvenser tror I, at det får? Hvad tror I, at der sker fremover i de sidste tre kapitler

(UUUH)?

Okay derudover vil jeg gerne bede jer alle om at gøre mig en tjeneste! Jeg ved, at der i hvert fald er nogen af jer, der læser Simple - yet so complicated, oooog den skriver jeg jo sammen med min skønne veninde, Freja (og Melina, men det er ikke hende, det drejer sig om). 

Anyways, Freja har lige publiceret en ny movella, og siden hun skriver så guddommeligt, vil jeg gerne bede jer om at tjekke den ud! Jeg ved allerede, at den kommer til at redde mine dage, når der kommer et kapitel!

Jeg ligger et link i kommentar. Tak på forhånd!

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...