Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43861Visninger
AA

16. It hurts in both ways

”Jeg vil gerne have noget mere kød, må jeg ikke godt det, Aisha? Jeg vil også gerne have noget mere cola. Kan du ikke også snart støvsuge på mit værelse, det trænger til det!” Fanny snakkede ud i en stor strøm, indtil jeg stoppede hende. ”Fanny stop lige en halv og træk vejret engang! Du er snart 11, så kan du vel godt selv støvsuge på dit eget værelse,” sagde jeg halvirriteret, imens jeg prøvede at få maden til at blive inde i munden på Beatrice.

 

”Ej, men Aisha-” ”jeg har ikke tid. Okay? Jeg har virkelig, virkelig, virkelig ikke tid, Fanny!” afbrød jeg hende en anelse hårdt, men det blev jeg nødt til. Hun mente åbenbart lige pludselig, at det var mig, der skulle gøre alting for hende, selvom hun godt kunne halvdelen af tingene selv.

”Du må gerne tage noget mere kød, ja. Men du henter det selv, for jeg har travlt. Jeg skal have hende her i nattøj og få hende til at sove, når hun er færdig med at spise. Og jeg bliver også nødt til at få lavet noget selv og komme i bad, så jeg også kan stå op i morgentidlig og lave noget morgenmad til dig,” jeg blev helt stresset ved tanken. Jeg havde det virkelig som om, at jeg var en enlig mor eller noget i den stil.

Beatrice sagde en klynkende lyd ved siden af mig, imens Fanny forsvandt ud i køkkenet, og jeg rettede mine øjne mod den lille pige foran mig. ”Hvad er der min skat?” mumlede jeg og tørrede hendes mund af. ”Skal du have mere?” spurgte jeg så, og hendes underlige slags hovedrysten, tog jeg som et nej.

Jeg fik taget hendes hagesmæk af og lagt på bordet, før jeg fik løftet hende op på min arm. Fanny kom gående tilbage og skulle lige til at åbne munden, men jeg var hurtig til at bede hende om at være stille, fordi jeg snart ikke kunne rumme mere i mit stakkels hoved. Oven i alt det her, så lå mine tanker 99,9 % af tiden på en bestemt person. Gæt selv hvem?

Det var som om, at hans lyse og blå øjne slet ikke ville forlade min hjerne, og det var irriterende. Specielt det bedrøvede blik, sidst jeg så ham, ville ikke gå væk. Det var det værste, jeg nogensinde havde oplevet. Han havde skrevet til mig flere dage i starten, men da det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at svare ham, havde han givet op. To uger. To uger var lang tid for mig uden ham, og jeg havde det dårligt.

Jeg skubbede tankerne om Niall væk og valgte i stedet for at gå ind på værelset med Beatrice, hvor jeg kunne få lagt hende i seng. Mine øjne føltes så trætte, at de nærmest lukkede sig i, og det var i den grad ikke behageligt på nogen måde.

Da det efter rimelig lang tid lykkedes mig at få hende til at falde ind i søvnen, gik jeg igen ind i spisestuen, hvor hele bordet var efterladt til mig. Fanny var vel gået op på sit værelse, så det var mig, der skulle rydde det hele op. Med et stort suk begyndte jeg at pakke det hele ud, imens mine tanker igen røg hen på Niall.

Jeg savnede ham. Hans dejlige øjne, der altid gjorde mig så fandens rolig, og hans lyse hår, der klædte ham så godt, og gjorde ham endnu sødere at se på. Hans hænder, når de bevægede sig over min krop eller blidt nussede min arm. Hver gang han havde fortalt mig, hvor smuk jeg var, at jeg ikke skulle lytte på de andre – det var det, jeg savnede. Jeg savnede at blive behandlet på den gode måde.

En tåre var ubevidst begyndt at trille ned af min kind, og det blev ikke bedre af, at jeg kom i tanke om Fanny. Endnu havde jeg ikke fortalt hende, at jeg havde gjort det forbi mellem os, og jeg kunne ikke få mig selv til det. Hun var så glad for Niall, og jeg var bange for, at det ville gøre hende ked af det, selvom det nok ville blive værre, hvis hun selv fandt ud af det.

Jeg bar de sidste ting ud, og da jeg fangede mit blik gennem vinduet, skyndte jeg mig at tørre mine kinder. Et kort øjeblik blev jeg ved med at stirre i reflekteringen fra vinduet, og til sidst vendte jeg mig om. Jeg gik hen mod trapperne, og i stedet for at gå direkte ind på mit eget værelse, stoppede jeg op og gik ind på Fannys.

”Fanny?” spurgte jeg forsigtigt, og hun kiggede ligegyldigt op fra hendes computer, som hun var mere eller mindre i gang med at indlede et forhold med. ”Mhmm?” spurgte hun ligegyldigt, og jeg måtte bide mig lidt læben.

”Det er fordi.. Mig og Niall, ikke?” begyndte jeg, men jeg blev afbrudt af Fannys ivrige stemme: ”Oh ja, I er bare så søde! Må han ikke nok komme til min fødselsdag sammen med de andre drenge? Det ville virkelig betyde så sindssygt meget!” sagde hun så, og jeg mærkede et stik i hjertet. Jeg kunne ikke sige nej – jeg ville ikke. Jeg ville ikke skuffe hende.

”Ehm.. Jo, det.. det kan måske godt ske,” sagde jeg tøvende, og hun kiggede lidt på mig.

”Lover du det?” spurgte hun så, og jeg endte med art nikke efter endnu mere tøven. Hun sprang nærmest glad op og lagde armene om mig. Jeg grinede, inden jeg rykkede mig. ”Jeg går i seng nu. Jeg ved godt, at det er tidligt, men jeg er træt. Jeg tager et bad, og så sover jeg, okay? Og væk mig, hvis du bliver vækket af Beatrice. Og Fanny? Du skal ikke gå for sent i seng!” advarede jeg, og hun nikkede lydigt, før jeg gik ud af rummet. Jeg glædede mig til, at jeg kunne sove og putte mig langt nedunder dynen, som jeg havde savnet, siden jeg stod op.

Med et suk fik jeg åbnet døren ind til badeværelset, og allerede der var jeg ved at græde. Jeg var så stresset, at man skulle tro, det var løgn, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mine forældre havde ikke engang bemærket noget, fordi de havde travlt med ikke at være hjemme, så det var mig, der skulle passe huset.

Jeg blinkede hårdt et par gange, før jeg hev trøjen over mit hoved. Mit blik gled over min overkrop, og jeg fik nærmest kvalme ved synet af mig selv. Jeg var ikke god nok. Jeg var ikke god nok til nogen, og den eneste, der ville have mig, kunne jeg ikke være sammen med, uden der var flere mennesker, der hadede mig.

Efter lidt tid hev jeg mine bukser ned, og jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til de tydelige sår, der prægede min hofte. Det var det dummeste, jeg nogensinde havde gjort, men jeg kunne lide smerten, og nu ville jeg ikke undvære den. Det var som om, den mindede mig om, at jeg var i live, og det var rart.

Uden tøven gik jeg hen til skabet, som stod halvåbent, fordi jeg senest havde haft det i brug i morges. Mine hænder fandt sikkert vejen hen til barberbladet, som nærmest bare lå og ventede på mig, og jeg blev rolig, da jeg fik fat om det. Jeg stillede mig med front mod spejlet, som jeg altid gjorde. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg.

Min vejtrækning var en anelse vildere, end den plejede at være, men jeg tog mig ikke. I stedet lod jeg mine rystende hænder sætte bladet mod min hud, og med en sidste indånding skar jeg igennem min hud. Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at hulke, og det lykkedes mig at lade være. Samtidig var det som om, at jeg følte mig en anelse mere lettet. For en kort stund var det som om, at mine problemer var væk.

Den røde væske beroligede mig en anelse, men jeg rev mig væk, så jeg kunne komme ind under bruseren. Ingen tvivl om, at det ville komme til at gøre ondt, når jeg skulle sove. Det ville nok gøre ondt, hvis jeg lå på siden, men det tog jeg mig ikke rigtigt af. Lige nu ville jeg gerne i bad og så i seng.

 

***

 

Det blev kun værre og værre, for hver gang jeg var i skole, selvom det efterhånden ikke var meget. De fleste dage om ugen pjækkede jeg, fordi jeg ikke kunne klare tanken om at komme herhen, men når jeg så var her, var det slemt. Nu var det ikke særlig meget fysisk mere – Ashley havde regnet ud, at det ikke var det, der ramte mig hårdest. Det var hver gang, hun nævnte Niall.

”ÅH, jamen hej Aisha! Jeg har sådan savnet dig i denne uge. Har du ikke også savnet mig?” Ashley kom op på siden af mig og lagde falskt en arm om mine skuldre. Jeg svarede hende ikke, men prøvede i stedet at ryste hende af mig – uden held.

”Gå, Ashley. Jeg skal ind til fysik,” sagde jeg lavt, men hun rystede bare en smule på hovedet. Det gjorde mig endnu mere anspændt, end jeg var i forvejen.

”Aisha, er du stadig ked af det over Niall? Du må forstå, at der ikke er mere mellem jer. Jeg fortalte dig jo, at det ikke ville holde. Selvfølgelig gad Niall dig ikke, hvorfor troede du overhovedet på det? Du er en taber, det er det eneste, du er. Niall er verdenskendt, han har da ikke tid til at rende rundt med en tudeprinsesse som dig,” sagde hun så, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte allerede arbejdede på højtryk.

”Det var mig, der slog op med ham,” forsvarede jeg mig, og hun fnøs højt. ”Ja, det siger du jo. Selvfølgelig var det ikke det, og selv hvis det var, så har han jo ikke gjort særlig meget for at få dig tilbage, har han vel? Det forstår jeg godt. Jeg ville ikke heller ikke gøre særlig meget for at få dig tilbage,” hun kiggede nedladende på mig, og jeg skulle anstrenge mig for ikke at lade en tåre slippe ud.

”Ashley, vil du ikke nok.. lade være?” bad jeg, men hun rystede på hovedet.

”Niall elskede dig aldrig. Jeg er ked af at fortælle dig det, men det gjorde han ikke. Det er ikke virkelig ikke for at være en lyseslukker overfor dig, men man kunne se det på ham, når han gik. Han elskede dig ikke, du var der nærmest bare. Bare en pige for ham, det var det eneste, du var. Han havde så ondt af dig, at han var sammen med dig,” sagde hun, og jeg sank en klump.

”Jeg bliver nødt til at gå,” til min ærgrelse knækkede min stemme, da jeg snakkede, og det fik Ashley til at grine højt bag mig, imens hun stoppede op. Jeg kunne høre hendes hånlige grin, alt imens jeg gik hen mod mit klasselokale. Min hjerne kunne ikke tænke på andet end det, hun havde sagt, selvom hun havde sagt det før.

Havde hun ret? Var han kun sammen med mig, fordi han havde ondt af mig? Var det kun fordi, han ikke kunne få sig selv til at droppe mig, når jeg havde det svært? Jeg kunne ikke undgå at tænke sådan, og jeg gjorde det altid, hver gang hun havde snakket til mig. Det var fysisk umuligt at lade være, når hun var sådan, og det gjorde ondt.

Jeg tørrede kort mine kinder, da jeg fik øje på døren til klasselokalet. Et kort øjeblik overvejede jeg inderligt meget at tage hjem, men jeg vidste, at min far var hjemme. Han ville flippe ud, hvis han vidste, at jeg pjækkede så meget fra skole, for han tænkte ikke på mig. Kun på ham, min mor og hans skide idiotiske arbejde.

 

***

 

Jeg hev voldsomt meget efter vejret, da jeg lå i min seng efter skole. Det havde bare været for meget at være i skole en hel dag, og jeg kunne næsten ikke klare det. Der var utroligt mange, der var begyndt at bruge Niall i mod, og det var også folk, som normalt ikke sagde noget til mig.

Hvis det var rigtigt, skulle jeg have hentet Beatrice, men jeg var blevet nødt til at sige, at jeg var syg. Jeg havde det forfærdeligt dårligt, og om det så var fysisk eller psykisk, kunne være lige meget. Jeg ville ikke uden for en dør mere den her dag. Jeg knugede hårdt den lille bamse ind til mig, som jeg altid sov med, og et hulk undslap mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg kunne ikke holde mine tanker fra at tænke noget forkert.

Forestil jer hvor let det ville være, hvis jeg forsvandt. Det ville være lettere for alle, det var jeg sikker på. Jeg ville komme væk fra mg selv, mine forældre ville ikke skulle tænke på mig mere – selvom de ikke gjorde det, og Ashley ville slippe fra mig – det kunne da ikke blive bedre, vel? Måske ville det være lettere, hvis jeg bare gjorde det.

Mit hoved gjorde ondt, fordi jeg havde grædt så meget, men jeg tog mig ikke særlig meget af det. Jeg kunne ikke lade være med at lade flere tårer strømme ned af mine kinder, og det var som om, at hver tåre bar mere smerte med sig. Som om det gik mere og mere op for mig, at jeg ikke havde Niall mere, hver gang en tåre trillede.

 Pludselig bankede det på min dør, og jeg kunne let høre, at det måtte være Fanny, fordi det ikke var en særlig hård banken. Med tilbageholdt vejrtrækning, fik jeg rejst mig op og kastet et blik i spejlet. Det var tydeligt at se, at jeg havde grædt, og jeg kunne ikke nå at gøre noget ved det.

”Mhmm?” sagde jeg blot, fordi jeg var bange for, at min stemme ville afsløre alt for meget, selvom hun garanteret ville ligge mærke til det. Kort efter gik døren op, og jeg sendte et påtaget smil til Fanny, der rynkede på panden, så hun så langt ældre ud, end hun var.

”Har du grædt?” spurgte hun forvirret, og jeg rystede på hovedet – ikke for at benægte men for at sige, at det var lig meget. Det var ikke noget, hun skulle bekymre sig om. ”Det skal du ikke tænke på. Hvad er det, du vil spørge om?” spurgte jeg så, og hun kiggede lidt på mig, som overvejede hun, om hun skulle spørge.

”Jeg kom bare til at tænke på.. Hvorfor er det så lang tid siden, at Niall har været her? Jeg synes heller ikke, at du snakker i mobil med ham om aftenen, som du plejer,” hun lagde undrende hovedet på skrå, og jeg stivnede, imens hun formulerede sit spørgsmål. En klump havde igen samlet sig i halsen på mig, og der gik ikke lang tid, før jeg satte mig ned på stolen.

”Ehm. Det er fordi, mig og Niall.. vi er ikke sammen mere, okay? Det er omkring to uger siden, jeg har bare ikke fået det sagt til dig,” sagde jeg så, og hun kiggede overrasket på mig. Det var lige før, man skulle tro, at det var hende, der havde mistet sin kæreste, fordi hun så så bedrøvet ud.

”Undskyld!” udbrød hun og fór hen til mig, så hun kunne ligge armene om mig, som jeg sad der i sengen. Jeg smilede lidt og mærkede, hvordan mine øjne blev blanke, da hun gjorde det. Jeg skubbede hende blidt væk igen for ikke at græde foran hende.

”Det er okay, du. Og jeg skal nok love dig, at de kommer med til din fødselsdag. Det har jeg jo lovet dig,” sagde jeg så, og hun nikkede lidt. Det var umuligt for hende at holde et lille smil tilbage, og det var okay – hun elskede dem overalt på jorden, og jeg vidste, hvor meget det ville betyde for hende, hvis de var der på hendes dag.

”Tak skal du have. Jeg elsker dig,” sagde hun så, og denne gang var det det, der gav mig tåre i øjnene. Det var noget af det sødeste, når hun sagde sådan noget, og uden jeg vidste hvorfor, så rørte det mig utroligt meget. Jeg smilede opmuntrende til hende. ”Jeg elsker også dig,” sagde jeg så, før hun gik ud af mit værelse.

Så var jeg igen ladt alene, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, om jeg skulle grine eller græde lige nu. På den ene side havde jeg lyst til at græde på grund af alle problemerne og på den anden side havde jeg voldsomt meget lyst til at smile, fordi Fanny var så sød. Hun stillede de rigtige spørgsmål og holdte dem tilbage, som hun godt vidste, at hun ikke skulle spørge om.

Alligevel endte det med, at der trillede en tåre ned af min kind, imens jeg lå og stirrede op i det kridhvide loft, der meget godt mindende om mit liv; nytteløst og kedeligt. Faktisk var det lige før, at loftet var til mere nytte end mig, for det gjorde da i det mindste, at jeg havde tag over hovedet. Det var ikke noget, jeg, som person, kunne sørge for.

Hver gang jeg lukkede mine øjne i, og det kom ikke som nogen overraskelse, da Niall kom frem for mit blik. Det gjorde han efterhånden hver evig eneste gang, jeg lukkede øjnene, og det var meget mod min vilje. Jeg havde ikke brug for at se ham, lige meget hvor jeg var, men det var ikke noget, som jeg selv kunne styre – desværre.

De blå øjne kiggede på mig med den samme bebrejdelse og skuffelse, der havde været, som da jeg slog op med ham og fortalte ham, at jeg ikke kunne mere. Jeg var i tvivl om, om jeg havde gjort det rigtige, da jeg gav op på ham, på os. Jeg var i tvivl om, om jeg fortrød, eller om det var det rigtige, jeg havde gjort.

---------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I? Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke særlig tilfreds med det her kapitel :( Men det må I leve med!

Hvad tror I, at der sker, og hvad synes I om kapitlet?

- forresten springer jeg igen i tiden i næste kapitel, men så gør jeg det heller ikke mere - bare så I ved det, hihi.

Mirah xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...