Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
44482Visninger
AA

3. I'm so scared all the time

 

Jeg følte egentlig ikke særlig meget for at gøre det her, men når nu jeg ikke havde været i skole de sidste par dage, kunne jeg ikke springe fra, og desuden ville Fanny også blive utroligt ked af, for så kunne hun ikke komme med til koncerten, og det ville jeg ikke byde hende.

Med et suk fjernede jeg håndklædet fra mit hår, så det faldt vådt og uglet ned over mit ansigt. Jeg havde rent faktisk taget mig sammen til at tage et bad, fordi jeg ikke havde lyst til at se helt slem ud, når vi skulle til koncert, hvor vildt mange piger også skulle se mig. Jeg bed mig lidt i læben bare ved tanken om det, for som sagt havde jeg virkelig ikke lyst til at tage derhen, og det ville ikke gøre det særlig meget bedre med folks kommentar, og for at gøre det hele værre, havde jeg fundet ud, at Ashley også ville troppe op, så jeg var faktisk lige ud sagt bange. Jeg vidste ikke, hvad hun kunne finde på at gøre, når det var uden for skolens område, og jeg havde egentlig ikke særlig meget lyst til at vide det.

Trist tog jeg fat i min makeuppung, selvom jeg ikke følte for at tage makeup på. Jeg havde lyst til at være herhjemme, være mig selv i nattøj og uden makeup, men som sædvanligt var der ingen, der lyttede rigtigt til mig. Min hud var, syntes jeg selv, så fin, at jeg ikke behøvede foundation, så jeg tog en smule rouge på kinderne og friskede mine øjne op med noget mascara og en eyeliner over øjet, som fremhævede det lidt.

Mit hår tørrede jeg med en hårtørrer, da jeg pludselig blev ekstremt stresset, fordi Fanny råbte på mig, at der kun var en halv time til, at koncerten ville starte. Jeg tog nogle normale sorte bukser på, der sad tæt ind mod mine ben, og dertil en sort undertrøje og en hvid striktrøje uden over, så jeg kunne holde varmen.

”Aisha, kom nuuuuuuuu!” Fanny kom løbende ind på mit værelse og hev mig utålmodigt i ærmet, så jeg ikke kunne lade være med at smile af hende og nikke, selvom mit hjerte bankede på højtryk, fordi jeg var så nervøs for det. ”Jeg kommer nu,” sagde jeg med en skrøbelig stemme, som Fanny heldigvis ikke lagde mærke til, fordi hun allerede var stormet ned af trapperne, så hun kunne tage overtøj på.

Med langt roligere og tilbageholdende bevægelser gik jeg også nedenunder og tog billetterne fra bordet. One Direction – hvem havde troet, at jeg skulle ende op til en koncert med et boyband, når jeg ikke tog til koncerter normalt? Det var der vidst ingen, der havde regnet med.

Jeg fik taget mit eget tøj på, der bestod af en militær jakke og et par sorte vinterstøvler, der gik mig til lige over anklerne, og jeg sluttede det hele af med et halstørklæde, selvom jeg egentlig ikke rigtig gik op i, hvad jeg havde på. Det var der så endnu engang en god grund til, og den gik ud på, at der alligevel ikke var særlig mange, der lagde mærke til, om jeg kom i nattøj eller det nyeste modetøj – lige meget hvad, var jeg bare mig, der skulle mobbes.

 

***

 

Hele koncerten var vild, og pigerne omkring os skreg højere og højere, for hver sang, der kom på. Jeg havde ondt i ørerne, og en klaustrofobisk fornemmelse var så småt ved at overtage min krop på trods af, at der ikke var sindssygt proppet. Jeg var sikker på, at det mere var fornemmelsen af, at der var så skide mange samlet i en sal, og alle skreg så højt, som de kunne. Det var forfærdeligt, og jeg måtte virkelig nive mig selv hårdt i armen et par gange for ikke at rejse mig og styrte ud, så jeg kunne få frisk luft. Til sidst endte jeg dog med at prikke til Fanny. ”Fanny, er det okay, hvis jeg går ud og tisser? Eller kan du ikke stå her alene?” spurgte jeg så med en let rystende stemme.

”Det er fint nok, jeg spærrer din plads!” sagde hun uden så meget som at fjerne blikket fra scenen en eneste gang. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over hende, fordi hun var så optaget, og jeg nærmest kunne se lykken stråle ud af hendes øjne. Hun måtte virkelig være en stor fan – større, end jeg lige gik rundt og troede.

Forsigtigt fik jeg gået igennem pigerne, der stod på række og sendte mig hårde blikke, fordi jeg forstyrrede deres dyrebare koncert, og det irriterede mig lidt, at de ikke rigtig havde noget tilovers for andre. ”Ryk dig,” var der en, der vrissede af mig, da jeg skubbede blidt til hende, og jeg sank en klump. ”Jeg skal bare lige forbi..” sagde jeg hæst, fordi jeg straks kunne mærke tårerne presse sig på. Ja, jeg havde meget let til tåre, men det var kun fordi, jeg havde det med at tage sorgerne på forskud, selvom det nok var noget af det dummeste, som man kunne gøre.

Uden yderligere indvendinger kom jeg ud til toilettet, hvor der heldigvis var helt frit. Det undrede mig egentlig ikke, for der var vel ikke nogen, der ville gå på toilettet, når deres idoler var på scenen. Jeg tog et par dybe indåndinger og pjaskede lidt vand i hovedet, så jeg blev en smule afkølet, og langsomt begyndte mit hjerte at banke nogenlunde normalt igen. Min hjerne skreg nærmest, at jeg skulle gå min vej, selvom jeg selvfølgelig ikke kunne gøre det, når Fanny stadig var inde til koncerten, men jeg havde virkelig kvalme af at være her.

Da jeg havde kigget mig selv i øjnene via spejlet i fem minutters tid, tog jeg mig sammen og gik ud fra toilettet igen, så jeg kunne komme tilbage til Fanny, selvom hun garanteret ikke engang savnede mig den mindste smule. Og da jeg så kom ind i selve salen igen, fik jeg øje på det næste problem; hvordan skulle jeg lige få tilladelse af alle tøserne til at komme igennem og ind til Fanny?

Jeg turde ikke engang prøve, da jeg var rystende bange for, at de ville gøre mig noget, så i stedet kiggede jeg panisk rundt omkring, indtil mit blik faldt på en vagt. Jeg sank klumpen, der havde samlet sig i halsen på mig og begav mig så hen til ham. Da han fik øje på mig, sendte han mig først et meget hårdt blik, og jeg gik ud fra, at det var fordi, han troede, at jeg ville prøve at komme op på scenen eller noget i den stil.

”Ehm.. må jeg spørge om noget?” spurgte jeg med en spinkel stemme, og jeg kunne straks se, hvor forvirret han blev over mit tonefald. Han nikkede lidt og bukkede sig ned mod mig, så han kunne høre, hvad jeg sagde, da han var en del højere, end jeg var. ”Selvfølgelig?” svarede han undrende. Jeg bed mig selv lidt i læben for ikke at græde, fordi det var så frustrerende.

”Det er fordi, altså.. Det er nok mig, der har været dum, men jeg gik på toilettet, og min lillesøster på 10 er derinde i mængden, og siden jeg ikke rigtig kan komme hen til vores plads, fordi der er så mange mennesker, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre.. Pigerne går amok, hvis jeg maser mig frem nu..” sukkede jeg og tav, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere mig selv. Til min overraskelse lød det som om, at han forstod.

”Jeg kan give dig to valgmuligheder; enten kan jeg gå forrest med dig ind, så du i hvert fald er sikker på at komme sikkert igennem ind til hende, ellers kan jeg få en mand hen på din plads og vente på hende, og så kan du vente her, til koncerten er slut, hvis du ikke har lyst til at gå derind igen,” sagde han så, og jeg bed mig kort i læben. Jeg vidste ikke, om Fanny ville blive sur, hvis jeg ikke kom tilbage til hende, eller om det ikke ville gøre hende noget.

”Vi skal backstage bagefter..” mumlede jeg, ”men jeg tror, jeg venter her. Jeg har det ikke så.. godt,” jeg tøvede lidt midt i sætningen for at finde det rette ord. Hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg ikke rigtig lyst til at sige til ham, at jeg egentlig allerhelst ville væk fra alle pigerne og til et mere roligt sted. Så ville det lyde som om, at jeg var dronning eller noget i den stil, og det gik ikke.

Vagten begyndte at snakke i sin lille radio, som han havde, før han igen vendte sig mod mig. ”Vil du gerne om backstage nu, eller vil du helst vente?” spurgte han så, og noget sagde mig, at han faktisk godt kunne se, at jeg ikke havde det så godt, selvom jeg prøvede at skjule det så godt, som jeg kunne. Uden tøven endte jeg op med at nikke. ”Jeg skal lige se billetterne, så jeg er sikker på, at du ikke snyder os eller noget,” sagde han så med et undskyldende blik. Jeg smilede lidt til ham. ”Det ved jeg godt, at I bliver nødt til,” sagde jeg roligt og fandt hurtigt billetterne frem.

Da han havde studeret billetterne, sagde han over radioen, hvad plads Fanny var ved, så der nok kunne komme en anden vagt hen til hende og fortælle, hvorfor jeg ikke lige kom tilbage. Det var egentlig rimelig vildt, at de gjorde sådan noget for folk, det havde jeg egentlig ikke regnet med, men det glædede mig

Så førte han mig hen mod en gråsort dør, som jeg ikke havde fået øje på før, og da vi gik forbi nogle utilfredse fans, kunne jeg høre nogle af de ting, der blev råbt – og det var altså ikke helt så søde ting, hvor gerne jeg end ville have det. Dog gik det mig ikke rigtig på, for jeg var desværre blevet vant til sådanne råb, men selvfølgelig gjorde det ondt. Bare på en anderledes og ikke så dyb måde.

Jeg smuttede hurtigt ind af døren efter vagten, og da han havde vist mig et rum, som jeg kunne vente i og sagt, at jeg gerne måtte tage en sodavand fra køleskabet, satte jeg mig i sofaen med en cola i hånden. Af en eller anden grund var cola god til at få mine nerver på plads, og lige nu blev jeg mere og mere nervøs, for hvert minut, der gik. Tanken om at der ville være andre fans også, der skulle backstage, gjorde mig nervøs, fordi jeg som sagt havde det rigtig dårligt med sådan noget. Og det hele blev endnu værre, fordi jeg vidste, at Ashley var en af dem.

Den dårlige samvittighed var virkelig også begyndt at præge mig ekstremt meget, da det gik op for mig, at det måske ikke var det smarteste at lade Fanny være alene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde tænkt på, da jeg havde sagt, at jeg hellere ville være her, når Fanny var derude blandt så mange mennesker. Den eneste trøst jeg havde, var, at der nok var en vagt eller bare et eller andet form for væsen, der passede på hende.

Selvom jeg drak af colaen, føltes min mund om muligt tørrere og tørrere, for hver tår jeg tog, og det var udelukkende kun fordi, at jeg var nervøs og vidste, at afslutningen af koncerten nærmede sig, da det lige var blevet annonceret, at det var sidste sang, de lige havde sunget. En underlig fornemmelse gik igennem mig, da jeg hørte, at de begyndte at takke af for aftenen. På en måde var jeg glad, fordi jeg så ville kunne holde øje med Fanny igen, men på den anden side var det forfærdeligt at vide, at Ashley ville se mig lige om lidt.

Jeg spændte i hele min krop, da jeg kunne høre nogle stemmer, der udelukkende tilhørte fyre, og der gik det op for mig, at One Direction selvfølgelig ville komme ned fra scenen, så jeg håbede i den grad, at der var nogen der havde fortalt dem, at jeg var her. Og det fik jeg satme hurtigt svaret på.

Døren gik op, og jeg blev om muligt endnu mere spændt, og en trang til at græde kom for 117 gang op i mig. Jeg havde lyst til bare at ligge derhjemme og gemme mig for resten af verden og ønske, at jeg snart ville forsvinde væk, men i stedet trådte fem ufatteligt glade fyre ind af døren, og deres blikke lå med det samme på mig.

Min hjertebanken steg voldsomt, for det var ikke svært at se, at de en efter en tjekkede mig ud, før der var en, der rømmede sig og trådte frem. Faktisk vidste jeg ikke så meget om, hvad de hed, kun at ham, der var lidt mørkere i huden end de andre og havde det helt mørke hår med den lyse stribe i, hed Zayn, fordi Fanny konstant snakkede om ham. Han var helt sikkert hendes favorit.

Fyren, der trådte hen til mig, havde helt kortklippet hår og en stor tatovering på underarmen, som jeg ikke rigtig kunne se, hvad forestillede. For mig lignede det lidt sådan et hummellogo, men det var jeg relativt sikker på, at det ikke var. Hvilken fyr ville få tatoveret det?

”Hej…?” han tøvede for, at jeg skulle sige mit navn. Hurtigt tog jeg hans hånd med et falskt smil. ”Aisha,” afsluttede jeg hans sætning, og til mit held sagde han også sit navn. ”Liam,” sagde han venligt og smilede venligt til mig, og det kom næsten bag på mig. Det var ikke så tit, at jeg fik direkte venlige smil, men de kendte mig på den anden side heller ikke.

”Det tror jeg godt, at hun ved, Liam,” lød det fnisende fra den lyshåret af dem, og jeg blev faktisk en anelse irriteret over, at han bare gik ud fra det – men så igen; de gik vel nok ud fra, at jeg var en fan, siden det her var en af deres koncerter. ”Faktisk ikke. Jeg er her med min søster,” sagde jeg med en skrøbelig stemme, og han kiggede overrasket på mig.

”Ups.. Jeg er Niall,” sagde han, og der var noget ved hans tonefald, der pludselig havde ændret sig og lød meget blidere, end det havde gjort lige forinden. Jeg rynkede lidt på panden, før det gik op for mig, at han havde rakt sin hånd frem som tegn til, at jeg skulle tage den, og det gjorde jeg så.

De andre præsenterede sig også, men faktisk var jeg lidt fraværende. Jeg følte mig virkelig utilpas på en eller anden måde, og om det var fordi, at det var drengeselskab, vidste jeg egentlig ikke. Drengene begyndte også at gå rundt og lave forskellige ting, Liam og Harry var gået ud for at skifte tøj, og det vidste jeg kun, fordi de højlydt havde diskuteret det, før de forsvandt. Louis var gået et sted hen, som jeg egentlig ikke havde styr på, så det var Niall og Zayn, der var tilbage.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg havde gang i en samtale med Zayn om koncerten, der var gået ekstremt godt, da en spinkel stemme afbrød os. ”Undskyld?” sagde pigen, Aisha, venligt, og jeg vendte mig om mod hende samtidig med Zayn. Lige fra da jeg havde set hende, da vi kom ind efter koncerten, og Paul havde fortalt, at der var en herinde, havde jeg undret mig en del over hendes udstråling. Hun virkede så usikker og utilpas, og det gik mig virkelig på nerverne, selvom det ikke vedkom mig.

”Ja?” Zayn nåede at svare, før jeg gjorde, og jeg valgte i stedet for at studere hende endnu engang, når nu hendes opmærksomhed mest lå på Zayn. Hun havde brunt, let bølget hår, og så vidt jeg kunne se uden at stirre, havde hun også brune øjne, men jeg kunne selvfølgelig ikke være sikker på det. Hun havde en lys hud, men jeg kunne også godt se, at hun var en anelse bleg, og hun lignede heller ikke en, der var helt på toppen. Desuden var hun også utrolig spinkel og tynd – næsten for tynd – og hendes sorte bukser sad stramt mod hendes ben. Hun var fuldstændig enkelt klædt, og jeg kunne næsten slå mig selv i hovedet for at tro, hun var fan. Det kunne man let se på hende, at hun ikke var.

”Hvornår.. hvornår kommer der andre fans herind?” hendes stemme rystede mærkbart meget, og hun tav et enkelt øjeblik for at få styr på den. Igen forvirrede det mig, at hun lød sådan, men jeg undlod igen at kommentere på det. Zayn drejede sig hen mod mig med et blik, der viste, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle svare. Så vendte han sig igen væk. ”Eh.. Det ved jeg ikke helt. Om fem minutters tid, når Liam og Harry har fået skiftet tøj, og Louis er kommet tilbage,” svarede han så.

Jeg kunne næsten se, hvordan hendes ansigt mistede endnu mere farve. Colaen i hendes hånd rystede, og det tog mig et par sekunder at registrere, at det var fordi, hendes hænder rystede. Hun virkede direkte bange, og det blev bare meget værre, da Zayn sagde til hende, at der snart ville komme andre piger. Jeg kunne slet ikke få det til at give mening, men da jeg til sidst ikke kunne holde ud, at hun sad der og så så skræmt ud, gik jeg med store skridt hen og satte mig på hug foran hende.

”Hey, er der noget galt?” spurgte jeg og lagde min ene hånd på hendes knæ uden at tænke over det. Det gav et sæt i hende, så jeg overrasket fjernede den igen, og det fik hende til at sende mig et halvt undskyldende smil, selvom smilet slet ikke så ægte ud. Der var åbenbart noget, der virkelig gik hende på.

”Det er fint..” sagde hun bare usikkert men med en fjern stemme, der viste, at hun ikke ville snakke om, hvad end det var. Egentlig burde jeg heller ikke bekymre mig så meget om det, men jeg fik ondt af hende. ”Niall,” Pauls stemme lød bag mig, og jeg rettede mig straks op med et let smil på læben. ”Ja?” sagde jeg og vendte mig mod ham, og ergo ryggen til Aisha.

”Der kommer 4 piger ind nu, der har fået backstage nu, så hvis du lige ville være lidt vågen,” sagde han jokende, og jeg vidste godt, hvad han hentydede til. Selvfølgelig troede han, at jeg fandt Aisha interessant. Altså, det gjorde jeg også, men ikke interessant, interessant, jeg undrede mig bare over hendes opførsel. Jo, hun var da køn, men den tanke havde ikke strejfet mig, før Paul kom med den her kommentar.

”Ja, ja, Paul,” jeg himlede kort med øjnene, før jeg fik øje på drengene, som alle var samlet igen og havde sat sig i sofaen overfor Aisha. I samme sekund hørte jeg en masse skingre pigestemmer komme nærmere, og jeg forberedte mig på det, selvom det nok ikke var noget, man blev vant til. Hvordan vænnede man sig egentlig til, at der var piger, der kunne skrige en op i hovedet?

Døren gik op, og den første pige jeg fik øje på, var en høj blondine, der gik, som ejede hun det hele. Hendes øjne strålede ekstremt meget, da de mødte mine, og jeg gjorde mit bedste for at gengælde det. Bag hende kom der tre andre, og den ene var en lille pige. Jeg blinkede forvirret et par gange. Hun så ikke ud til at være en dag ældre end højst 11, så det undrede mig lidt, at hun var her alene.

”Aisha?” forvirret kiggede jeg hen på blondinen, der nævnte hendes navn. Kendte de to hinanden? Jeg drejede hovedet til venstre hen mod Aisha, der bogstaveligtalt krympede sig lidt under pigens ord, og det gav mig bare endnu en grund til samlingen af grunde over, at jeg undrede mig over Aisha. ”As-Ashley,” stammede Aisha og modtog et hårdt blik fra blondinen, Ashley. Der var altså et eller andet, der ikke helt var, som det burde være i mellem de to.

”Hvad laver du her?” Ashley kiggede håndligt på Aisha, der nu var blevet fuldstændig ligbleg. Hun lænede sig frem mod bordet og blev nødt til at stille sin cola fra sig, fordi hendes hænder rystede så meget. Jeg kunne let fornemme, at hun virkelig var direkte bange for Ashley.

”Jeg er her med Fanny,” fik Aisha svaret, og der gik det op for mig, at den lille pige måtte være Fanny. Så var der i det mindste én ting ud af hundrede, der gav mening ved dette møde. Jeg fangede Louis’ blik og kunne let se, at forvirringen i hans øjne var ligeså tydelig, som min nok var.

Til min lettelse fik Louis hevet fat i Ashley, og der skulle heller ikke mere til at fjerne hendes opmærksomhed fra Aisha, der så mere end skræmt og bange ud. Den lille pige, der havde stået og gemt sig lidt før, løb nu hen til Aisha, som hurtigt åbnede armene til hende. Fanny puttede sig ind til hende på en utroligt sød måde. ”Du må ikke bare gå en anden gang,” mumlede hun ind mod hendes bryst, og jeg kunne næsten se, hvordan den dårlige samvittighed prægede Aisha.

”Det må du undskylde, jeg havde det ikke særlig godt. Men nu er du her. Skal du ikke hilse på nogen? Niall?” Aisha sendte Fanny et smil, der for første gang var ægte, og Fanny gengældte det. ”Jo, jeg skal! Men så skal jeg også nå at hilse på Zayn,” sagde hun med en alvorlig stemme, der fik mig til at smile skævt.

Aisha skubbede Fanny ned fra hendes skød, og der gik ikke meget mere end tre sekunder, før Fanny stod foran mig med et kæmpe smil placeret på læberne. Før jeg bukkede mig lidt ned og gav hende et kram, mødte mit blik Aisha, men hun kiggede hurtigt væk. Alligevel formåede jeg at opfange følelserne, der lå i det blik, som hun sendte mig; frygt, bedrøvelse, tristhed og ikke mindst bekymring.

Jeg blev tvunget væk fra hendes blik, da Fanny ivrigt begyndte at snakke til mig omkring, hvordan Zayn var som person. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over, at hun var så fortabt i Zayn. Der var altid noget kært over det, når det var små børn, der var helt vilde med os på den her måde.

”Zayn, der er en, der gerne vil hilse på sin prins,” jeg prikkede Zayn på skulderen, og han vendte sig om. Da han så Fanny, der fik store øjne, da hun så ham, smilede han stort og satte sig på hug foran hende. ”Hva så prinsesse?” sagde han, og Fanny fnes håbløst meget, da han sagde det.

Jeg kunne ikke stoppe mig selv, før mit blik igen lå på Aisha, der overraskende nok også kiggede på mig. Da vores blikke mødte hinanden kiggede hun hurtigt væk og direkte hen på Ashley, som forventede hun, at hun kunne flippe ud hvert øjeblik, det kunne være.

Til mit eget held fik jeg afledt opmærksomheden ved, at Ashley kom hen til mig – og så var det måske ikke så heldigt alligevel. Ud fra hele Aishas væremåde, kunne jeg let fornemme, at hun måske ikke lige var den type, som jeg umiddelbart ville bryde mig om, men jeg skulle selvfølgelig ikke dømme vores fans forskelligt, bare fordi der var en fremmed pige, der udviste en ting.

”Hey,” sagde jeg afslappet og sendte et smil til Ashley, som kun gengældte kortvarigt. Flirtende lagde hun en hånd på min skulder, men jeg valgte ikke at kommentere det. ”Hej Niall. Hva, har du et godt øje til Aisha?” spurgte hun med en irriterende klang, og jeg kiggede overrasket på hende. ”Øh nej, jeg kender hende ikke?” svarede jeg uforstående, og et smil gled over Ashley.

”Fint, fint. Det håber jeg heller ikke, at du har intentioner om, for hun er virkelig en bitch. Bare så du ved det. Hold dig fra hende medmindre du virkelig gerne vil pines, så forfærdelig er hun,” hun hævede stemmen højt, så Aisha uden tvivl kunne høre det, og jeg bed mig hårdt i inderlæben.

 

Aishas synsvinkel:

Jeg kunne let høre det, som Ashley sagde til Niall, og jeg var ikke i tvivl om, at hun med vilje sørgede for, at jeg kunne høre det. En underlig rysten gik igennem min krop, og faktisk blev jeg ked af at se Nialls tvivlsomme blik, som han kastede over mod mig, imens hun snakkede.

Hvorfor det gav mig den følelse, vidste jeg faktisk ikke, men på den anden side vidste jeg det godt; han var den eneste, der i lang tid havde udvist bekymring over for mig, så det gjorde mig vel lidt ærgerlig, at det blev ødelagt. Også selvom jeg nok ikke ville se ham igen, men det var stadig mere selve det med bekymringen, der talte.

Mit blik lå fastlåst på colaen resten af tiden, indtil jeg hørte en dame melde, at det var tid til, at vi skulle forsvinde igen – en nyhed, der glædede mig inderligt meget, så jeg kunne komme hjem og græde, fordi jeg havde ondt af mig selv.

Ashley løsrev sig endelig fra Niall og kiggede på mig med et hånligt smil, sikkert fordi hun troede, at jeg prøvede at score ham eller noget, hvilket bare var langt fra den rigtige version af det hele. Jeg havde ikke så meget som overhovedet tænkt på at score ham, for hvad skulle det egentlig også overhovedet gøre godt for?

Jeg rejste mig og tog Fanny i hånden, så jeg kunne hive hende væk fra Zayn, som hun ikke var særlig glad for at give slip på. Da jeg endelig fik hende hevet væk, skyndte jeg mig hen mod udgangen uden så meget som at skænke fyrene et eneste blik – det eneste jeg tænke på, var, at jeg skulle væk fra Ashley så hurtigt som muligt, så hun ikke kunne nå at sige noget til mig uden for, hvor der ikke var andre, der hørte på det.

”Aisha?” stemmen stoppede mig brat op, så jeg nærmest var ved at vælte Fanny, fordi hun gik lidt bagved mig, men hun genvandt heldigvis balancen. Forvirret vendte jeg mig om, og overrasket over hvor tæt Niall stod på mig, trådte jeg et skridt bagud, så Fanny veg til side med en irriteret lyd.

”Ja?” min stemme var helt klart usikker, men det var der da ikke noget at sige til, når der pludselig stod en fremmed fyr – oven i købet verdenskendt – så tæt på mig. ”Her,” sagde han lavt, og før jeg nåede at blinke, tog han fat i min hånd op lagde diskret en seddel i den. Og det kunne vel nødigt komme bag på nogen, hvad der nok stod på den. Men alligevel var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne tro på det.

Forvirret glippede jeg et par gange med øjnene, før jeg uden et ord forsvandt ud af døren. Jeg forstod det ikke – havde Ashley ikke lige stået og fået ham til at tro på alle de ting, som hun havde fyret af om mig? Det gav absolut ingen mening, og nu havde jeg endnu mere lyst til at komme hjem, så jeg kunne undre mig.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Så er andet kapitel ude! Hvad tror I så, og hvad synes I? Hvad synes i om Ashley - og hvordan Niall opfatter både hende og Aisha? 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...