Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
44316Visninger
AA

9. I'm feeling lonely

 

Jeg havde følt mig så ufatteligt meget alene de sidste par dage, fordi der ikke var nogen, der havde været sammen med mig. Mine forældre havde rent faktisk taget Fanny med til vores bedsteforældre, men af en eller anden grund skulle jeg blive hjemme og også sørge for, at Beatrice kom til og fra vuggestue og alt det, der ellers hørte til. Det var ret stressende at være mig lige pt.

Lige nu sov Beatrice, og jeg sad alene op på mit værelse, imens jeg overvejede, om jeg skulle skrive til Niall. Jeg havde så meget lyst til at snakke med ham, for det havde jeg slet ikke gjort den sidste uges tid. Jeg var godt klar over, at han havde haft travlt med interviews, men når jeg ikke fik snakket med ham, følte jeg bare, at hele min verden ramlede sammen ned over mig.

Med et langtrukkent suk fik jeg fumlet mig frem til min mobil, der af en eller anden grund, var havnet under sengen. Jeg stirrede længe på den, før jeg tog mig sammen til at skrive en besked, som jeg muligvis kunne sende til Niall.

Hvordan går det? Håber snart, at vi kan ses.. Håber det har været noget spændende arbejde de her par dage, haha:)”

Jeg turde ikke rigtigt skrive hverken mere eller mindre, da jeg for det første var bange for at virke virkelig påtrængende, men jeg var også for genert til egentlig at gøre andet. Lige da jeg skulle til at trykke send til Niall, ringede min mobil i hånden på mig, så jeg sprang op med et højt skrig, som der ikke var nogen, der kunne høre, fordi der jo ikke var nogen hjemme.

”Hallo?” spurgte jeg, og man kunne stadig høre, hvor stort et chok jeg lige havde fået, for jeg lød som en, der lige havde set døden i øjnene. Niall grinede lidt i røret, før han hostede en enkelt gang og snakkede.

”Ehm, er du ved at dø?” jeg hørte Nialls stemme, og selvom han mente sætningen for sjov, syntes jeg faktisk ikke, at den var særlig sjov, hvis jeg skulle være helt ærlig. Jeg bebrejdede ham ikke noget, for han vidste ikke, hvor mange gange jeg havde siddet med pillerne i hånden, men jeg syntes alligevel ikke, at det var noget, som man skulle spøge med, for det var ikke sjovt – det gik galt for så mange.

”Eh, nej, jeg fik bare et chok, da min mobil ringede,” mumlede jeg, og han grinede lavmælt, hvilket varmede mit hjerte dejligt. Så tav han lidt, før han igen fortsatte med den trætte stemme. Det var tydeligt at høre, at han havde været lidt småstresset i de her dage.

”Hvordan går det? Jeg er virkelig ked af, at mig og drengene har så travlt, men det er bare alt det arbejde..” han sukkede bebrejdende, og jeg prøvede hurtigt at lukke munden på ham. ”stop nu, det er da overhovedet ikke din skyld, du har et arbejde, der skal passes. Og det går.. okay,” sukkede jeg, og det gik først op for mig for sent, at jeg nok havde gjort ham en anelse bekymret.

”Fortæl,” forlangte han, og jeg bed mig lidt i læben, før jeg satte mig på gulvet og lænede mig op af sengekanten. Mine hænder fandt den lille, lilla bamse, som jeg for det meste sov med om natten. Den gjorde mig altid rolig og hjalp mig med at slappe af – spørg mig ikke hvorfor.

”Det er ikke noget særlig.. Det er bare fordi, at mine forældre er taget hen til mine bedsteforældre sammen med Fanny, og af en eller anden grund er jeg så ikke inviteret, så jeg er tilbage her med Beatrice, hvilket vil sige, at jeg skal sørge fuldt ud for hende. Så for det første får jeg ikke sovet så sindssygt meget, fordi hun jo ofte vågner, men for det andet så kommer jeg jo heller ikke i skole, fordi jeg føler, at jeg har så travlt med at gøre rent herhjemme og det der. Og de kommer ligesom først hjem på fredag,” jeg bed mig i læben, da det gik op for mig, at det kun var tirsdag aften.

Niall sukkede lidt for sig selv, og jeg vidste godt, at han ikke brød sig om den måde, mine forældre var en gang imellem. Han havde ikke direkte sagt det, men jeg kunne let fornemme det. Han virkede lidt småfrustreret over, at jeg var så meget alene med det ansvar.

”Skal jeg komme over?” han var så træt, at han var helt hæs, så selvom jeg havde den største trang til bare at sige, at han skulle komme herover lige med det samme, tvang jeg mig selv til at lade være. ”Du er træt, Niall. Du burde sove,” bemandede jeg, og han grinede hæst. ”Okay, okay, mor. Jeg har fri på torsdag, men jeg har en aftale sammen med de andre drenge. Skal du med?” spurgte han så.

En blanding af to fornemmelser ramte mig, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det. Dels blev jeg helt varm indeni ved tanken om, at jeg kunne se ham, dels blev jeg lettere panisk ved tanken om, at jeg ville skulle møde de andre. Jeg havde jo allerede mødt de fire andre, men jeg kendte dem ikke, og det gjorde mig jo, som sagt, nervøs, når jeg mødte folk, som jeg ikke rigtigt kendte.

”Aisha?” Niall lød undrende over mit manglende svar, og jeg borde den ene negl ind i min arm, imens jeg overvejede det. Faktisk vidste jeg ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det var også en af de ting, der engang i mellem kunne være min vane. ”Okay, jeg vil gerne være med på torsdag. Det er i orden. Men jeg tror, at jeg bliver nødt til at have Beatrice med,” sagde jeg hurtigt og sukkede lidt ved tanken om det. Det irriterede mig faktisk en smule, at jeg bare ikke kunne gå nogen steder, uden jeg altid skulle passe på nogen.

”Super. Så tror jeg, at jeg vil sove, for du har ret – jeg er helt smadret,” jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede, og jeg nikkede, selvom han ikke kunne høre det. ”Godnat,” mumlede jeg, før jeg lagde på og selv rejste mig, så jeg kunne smide mig op i min seng.

Mit hår var stadig helt fugtigt med et håndklæde omkring, og jeg følte mig slet ikke træt. Mest af alt havde jeg bare lyst til at sidde på min computer eller spise noget mad, også selvom det var en underlig blanding. Jeg havde akkurat fået lettet mig og gået nedenunder til køkkenet, da jeg hørte babygråd inde fra værelset. Med et suk vendte jeg om og gik hen mod Beatrice, som lå og græd. Jeg fik i hvert fald ikke sovet så meget.

 

***

 

Jeg havde lige hentet Beatrice fra vuggestuen, og vi skulle nu ud og mødes med Niall og de fire andre drenge på en café. Jeg kunne ikke helt beskrive, hvordan jeg havde det, for jeg var både nervøs og glad. Tiden måtte vise, hvordan det ville komme til at gå, selvom jeg var rimelig nervøs for, hvordan de andre ville reagere på, at jeg havde en baby med.

”Aisha!” Nialls stemme fik mig til at vende om på en femøre med Beatrices barnevogn, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig lettet, da jeg så Niall stå på den anden side af vejen ude foran caféen med et sødt smil, og de andre drenge var der heldigvis ikke. De sad nok indenfor.

”Hej Niall,” sagde jeg så roligt, som jeg kunne, og han trådte frem mod mig, så han kunne give mig et kram. Så kiggede han ned til Beatrice, der lå og klappede med sine små hænder. Han grinede lidt og lod en finger prikke hende på næsen, så hun gav et overrasket og lykkeligt hvin fra sig.

”Hvad så? Er du nervøs for at møde de andre?” han skævede lidt ind mod caféen, og jeg fulgte hans blik, indtil jeg fik øje på de fire andre medlemmer af One Direction. Mit hjerte slog lidt hurtigere, og jeg kunne næsten mærke, hvordan mine håndflader blev en anelse mere fugtige. ”Jeg er meget nervøs faktisk,” indrømmede jeg så, og da jeg rødmede, blev jeg endnu mere flov.

”De bider ikke, de er skide søde. Du har jo også mødt dem, der var de bare småstressede,” beroligede han og aede mig på ryggen. Da jeg ikke så nogen anden udvej, stillede jeg barnevognen ude foran og tog Beatrice med mig op, så hun sad på min arm. Niall smilede lidt, imens han ventede på, at jeg blev klar.

”Bare træk vejret og vær dig selv,” mumlede han til mig og lagde igen hans hånd på min ryg, så han på en måde skubbede mig en anelse frem. Jeg var virkelig nervøs og usikker, og jeg havde det som om, at mine ben rystede under mig, da jeg gik hen mod Zayn, Liam, Louis og Harry, der sad og kiggede på mig med et stort smil. Jeg havde allermest lyst til at vende om igen, hvis ikke det var fordi, at de ligesom havde fået øje på mig.

”Hej Aisha,” lød det roligt fra Liam, og jeg kunne se genkendelsen i hans øjne, fordi han jo havde mødt mig før. Jeg sank den klump, der havde samlet sig i halsen på mig. ”Hej Liam,” sagde jeg så, imens jeg kæmpede med at få Beatrice til at sidde stille, indtil der pludselig blev prikket i min side.

”Lad mig tage hende der, hvis det er,” lød det fra Harry, der sendte mig et skævt smil, som jeg taknemmeligt gengældte, før jeg forsigtigt løftede hende over til ham. Og han lod da virkelig også til at holde meget af børn, for han gik straks i gang med at holde hende beskæftiget, og kort efter lød hendes søde babylatter.

Min krop blev en del mere afslappet, da jeg havde fået sat mig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at være lidt på vagt. Overfor hvad, vidste jeg ikke, men der var alligevel en lille del af mig, der var helt vågen – det var også min nervøse og usikre side, der trådte i kraft der.

”Er du okay?” Niall havde sat sig ved siden af mig og lænede sig svagt hen mod mit øre, så de andre ikke kunne høre hans spørgsmål. Jeg drejede hovedet lidt og nikkede med et lille, skævt – men ægte – smil, som han lettet gengældte. Så klappede han mig kort på låret, før han rettede opmærksomheden mod Louis. Og det førte det så til, at jeg også hurtigt gjorde, da jeg hørte, at det han sagde, var henvendt til både mig og ham.

”Nå I to turtelduer. Er der noget i mellem jer?” han foldede hænderne, satte albuerne i bordet og hvilede så hans hoved ovenpå hans hænder, så han lignede en eller anden, der skulle til at få en masse sladder at vide. Jeg kunne mærke, hvordan varmen i mit ansigt overtog mig, og jeg kiggede ned, så de andre ikke skulle se, hvor meget jeg rødmede.

”Hvad snakker du om?” Niall grinede halvt, og jeg kunne også godt høre, at han helst, ligesom mig, ville have undgået spørgsmålet. Louis sukkede utålmodigt, og jeg kiggede op på ham, da jeg ikke rødmede så meget mere.

”Hold nu op! I er hele tiden sammen, når I kan, og det må da betyde, at der er et eller andet ved hinanden, der gør, at I gerne vil tilbringe tid sammen?” han slog ud med armene som om, det var klart for enhver person.

Forsigtigt kiggede jeg hen mod Niall, og da han også drejede hovedet, så mit blik mødte hans blå øjne, blev jeg varm indeni. Han bed sig lidt i læben, før han så nikkede hen mod Louis, som spurgte han, om han godt måtte svare noget – og jeg var næsten sikker på, at jeg vidste, hvad det var.

”Lidt måske, Louis. Hvorfor er det så vigtigt?” spurgte han undrende, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom der var en uro indeni mig. Som altid var jeg bange – bange for, om han bare udnyttede mig, som den første fyr havde gjort, selvom jeg inderst inde var fuldstændig klar over, at det ikke var tilfældet.

”Det er da ikke vigtigt, jeg er bare nysgerrig, og jeg vil da gerne vide, hvad min bedsteven render rundt og laver! Jeg har jo lagt mærke til, at I var på en date,” han kiggede drillende hen på mig, og jeg slog med det samme mit blik ned i bordet, fordi jeg syntes, at situationen var rimelig akavet.

”Ja, Louis, bravo,” Niall grinede højt af mig, imens han skubbede sådan et lille slags menukort hen til mig, over de småting, som man kunne få inde på caféen. Jeg skævede hen mod Beatrice, som sad roligt i Harrys skød, før jeg nysgerrigt kiggede ned over kortet, hvor der var alverdens lækre ting.

Jeg kiggede lang tid på kortet, før jeg til sidst valgte en hindbær smoothie og en cookie, der så meget dejlig ud. Niall skævede lidt til mig, da jeg havde sagt min bestilling og havde fundet min pung frem.

”Søde, jeg betaler,” sagde han med et sjovt smil, og før jeg kunne nå at protestere, gav han tjeneren penge for os begge to. Dog havde jeg ikke så travlt med at observere det, da jeg var langt mere fascineret af det faktum, at Niall havde kaldt mig søde – for første gang og i offentligheden. Selvfølgelig kunne jeg ikke vide, om han lagde noget i det, men alligevel.

”Hvad så, skal du ikke have den der jakke af, som du stadig har på?” Niall skævede hen mod min jakke, og jeg lod et fnis slippe ud, selvom det ikke var meningen, at jeg skulle. Han havde egentlig fuldstændig ret i, at det var latterligt, at jeg stadig havde min vinterjakke på, for det gik op for mig, at der var ekstremt varmt herinde.

”Du siger noget,” mumlede jeg og hev fat i mit ærme, så jeg kunne trække jakken af. Så langt kom jeg ikke, før det gik op for mig – fordi jakken sled mod min arm – at jeg havde t-shirt på indenunder, og det ville afsløre det sår, som jeg havde lavet på mig selv, og der var ingen, der skulle se det.

Da jeg mærkede Nialls undrende blik bore sig ind i mit hoved nærmest, sukkede jeg og hev den alligevel af, så jeg måtte anstrenge mig for ikke at lave en grimasse af smerte. Niall rynkede på panden, da jeg gjorde det, og da hans blik bevægede sig ned til min arm, skyndte jeg mig at vende den om, imens jeg ivrigt kiggede væk, så jeg ikke fik øjenkontakt med ham.

”Skal jeg tagehende igen?” jeg kiggede på Harry, der stadig sad med Beatrice, og da han rystede på hovedet, blev jeg helt overrasket over det. ”Jeg hygger,” grinede Harry, og jeg hævede et øjebryn, før jeg så tomhændet lænede mig tilbage i stolen, imens jeg ventede på, at min smoothie og cookie ville komme.

 

***

 

”Hvad gik det ud på henne på caféen?” spurgte Niall, da vi holdt stille. Vi sad i hans bil, fordi han havde kørt mig hjem efter caféturen, og på en eller anden måde havde han fået barnevognen med ind i bag i. Jeg fattede ikke hvordan, udover at man kunne klappe den lidt sammen, men stadig. Jeg syntes, at den var stor.

Mine tanker blev igen ledt hen på Nialls spørgsmål, og mit hjerte bankede allerede en milliard gange hurtigere, end det havde gjort lige for to sekunder siden.

”Hvad snakker du om?” spurgte jeg dumt, selvom jeg godt vidste, hvad han hentydede til. Han hentydede til, at jeg havde haft ondt, da jeg hev min jakke af. ”Aisha, lad nu være. Du har ikke jakke på nu, og du har ikke en eneste gang vendt din arm hen mod mig af, og det er altså ikke normalt,” sukkede han og kiggede bedende på mig.

Jeg stirrede på ham uden at bevæge mig den mindste smule, fordi jeg ikke havde lyst til, at han skulle se det, men da Niall tog fat om mit håndled og drejede min arm, gjorde jeg heller ingen modstand. Der var en del af mig, der havde lyst til, at han skulle se det, og alligevel var der en anden del, der sagde, at jeg skulle holde det for mig selv. Jeg nåede dog ikke at beslutte mig, før Niall lavede en underlig lyd.

”Aisha for helvede..” han kiggede bekymret op på mig med hans smukke øjne, og jeg fik helt dårlig samvittighed over, at jeg havde gjort det. Jeg bed mig i læben og kiggede væk, så jeg i stedet koncentrerede mig om at pille ved lommen på mine bukser.

”Undskyld..” sagde jeg lavmælt, da han ikke sagde mere. Hans hånd lå stadig om hans håndled, og han slap den med et lille suk. ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han, og jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene. ”Hvorfor tror du, at jeg gjorde det?” jeg ville have snerret af ham, men det lykkedes mig ikke rigtigt.

”Sorry,” sagde han hurtigt og bebrejdelsen over, at han havde spurgt mig om noget så indlysende, stod malet i hovedet på ham. Jeg rystede lidt på hovedet og sendte ham et halvt smil. ”Jeg undskylder. Det var hyggeligt i dag – jeg kunne godt lide dine venner. I sær Harry, han var sjov,” jeg fnes lidt ved tanken om Harry, der næsten ikke ville give slip på Beatrice, og det gjorde stemningen i bilen en anelse mere behagelig at være i.

”Ja, Harry er skøn. Og, som du opdagede, så elsker han børn,” han smilede stort, imens han rettede sit hår i bakspejlet. Jeg skulle til at sige noget, da man kunne høre et babyhulk omme bag fra, og jeg sukkede tungt. Jeg havde næsten glemt, at vi havde Beatrice med, men det kom jeg da så hurtigt i tanke om.

”Jeg bliver nødt til at smutte,” jeg smilede til ham, og han nikkede, før han sendte mig et smil. ”Det var hyggeligt,” sagde han, da jeg var kommet ud af bilen og havde fået Beatrice og barnevognen med mig. Jeg nikkede. Det havde været hyggeligt, og jeg indrømmede det; jeg havde det bedre, når jeg havde mødt nye mennesker. 

------------------------------------------------------------------------------

Okay, undskyld for at rigtig skodkapitel, men det er sådan, det bliver. Sorry! 

Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...