Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

458Likes
644Kommentarer
45116Visninger
AA

6. I told you

Jeg pjaskede noget vand i ansigtet på mig selv, da jeg kom hjem. Vi havde haft en slags trivselsdag på min skole, hvor vi i grupper, der var samlet på tværs af klasser, skulle snakke om, hvad vi mente, at god trivsel var – både i klassen og på skolen. Ironisk nok havde næsten alle sagt, at der ikke skulle være noget mobning, man skulle acceptere folk, for dem de var, og man skulle udvise respekt – noget, som de selv kunne lære lidt af.

Faktisk var det endt med, at jeg var gået, fordi jeg ikke kunne holde til det, da de satte en film om mobning på, og det var på storskærm, så alle på skolen kunne se den nede i gymnastisksalen. Der havde været alt for mange følelser i den film, og jeg havde kunnet sætte mig alt for meget ind i personernes handlinger, reaktioner og væremåde – deres liv, og det var bare endt op i at være alt for følelsesmæssigt.

Vandet fik ført mig lidt tilbage til virkeligheden, og jeg gispede efter vejret, da det gik op for mig, at jeg havde holdt det, imens jeg tænkte. Det var noget, som jeg ofte gjorde ubevidst, og jeg anede egentlig ikke hvorfor, at jeg altid gjorde det. Det var bare en dårlig vane, der blev ved med at komme til mig.

Mit blik faldt på mig selv, da jeg løftede det og kiggede ind i spejlet. Jeg havde ikke lyst til at se på mig selv, for der fik jeg blot alting bekræftet endnu engang; jeg var ikke god nok. Intet ved mig var godt nok. Jeg var for tyk – mine lår var for tykke, mine overarme var for store. Mit ansigt var heller ikke godt nok. De sorte vipper var ikke lange nok og gav ikke det rigtige look, og farven i mine øjne var en trist brun farve. Ikke som alle andre, der bar samme farve, som jeg. Min mund var for stor og mine kinder for runde og æbleformede – det var dette, jeg fik at vide hver dag, og jeg var begyndt at stole på det.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, før jeg vendte mig selv og mit blik bort og i stedet gik ud gennem døren. Den hvide maling var så småt begyndt at krakelere, og det fik døren til atse mut og trist ud – præcis, som jeg følte mig. Jeg fjernede mine tanker fra døren og fokuserede i stedet for på at åbne døren ind til mit værelse.

Den opgave, som jeg skulle lave til i morgen, kørte rundt i mit hoved, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg nogensinde skulle få gennemført den. Jeg havde ikke fokuseret, da vi havde set den film, som vi nu skulle skrive en opgave ud fra, og jeg fortrød det inderligt meget. En del af skylden gik til Ashley, der havde siddet og kastet små, sammenrullede papirkugler på min ryg, som havde taget den del af min opmærksomhed. Den anden del af skylden gik så til mig selv, fordi jeg ikke havde nogen koncentrationsevne, og det hadede jeg blot mig selv endnu mere for.

Besværligt fik jeg fisket min computer frem fra computertasken og stillede den på bordet foran mig. Siden jeg ikke havde haft den slukket, åbnede jeg blot låget op og trykkede på en tilfældig tast, så den åbnede sig selv op, eller hvad man nu kaldte det. Et trist smil gled over mine læber, da jeg så min baggrund. Det var et helt sort billede, hvorpå der stod: ”Even when I’m happy, I’m just sad.”

Det beskrev mere end noget andet, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke lade være med at få en smule tåre i øjnene blot ved at se dette billede, og jeg skyndte mig at blinke dem væk og åbne word, så jeg kunne få skrevet noget på den stil, som jeg ville komme til at bruge mange frustrerede timer på.

Jeg stirrede på det blanke papir i noget, der føltes som hundrede år, før jeg frustreret klappede den i igen, og hvis ikke det var fordi, at det var noget så dyrbart som en computer, ville jeg uden tvivl have kylet den op mod væggen. Det var bare som om, at alle ting skulle gå i mod mig, og det åbenbart var sådan, det var bestemt.

 

***

 

Mit tøj klistrede klamt til min hud, da jeg hjem den efterfølgende dag. Jeg havde været udenfor hele dagen, fordi jeg havde pjækket fra skole, men af alle dage så var min far hjemme hele dagen, indtil klokken tre – og det var bare typisk. Det stod ned i stænger udenfor, så mine, i forvejen stramme cowboybukser, sad endnu mere klamt og ulækkert mod huden og gnavede ubehageligt ved mine inderlår.

Min trøje var stadig tør, fordi jeg havde min jakke trukket over den, men alligevel rystede jeg af kulde, da jeg trådte ind af døren. Min taske var ligeså gennemblødt som mit hår, der klaskede ubehageligt mod mine kinder, men stadig have jeg det bedre, end jeg længe havde haft det – og det var selvfølgelig fordi, at jeg ikke blev mobbet den dag. 

Irriteret over regnen hev jeg mine sko af mine fødder, hvor mine sokker desuden også var utroligt våde, og så smed jeg dem ellers i entréen sammen med min taske og jakke. Alle tre ting var så våde, at jeg ikke følte for at tage dem med op på mit værelse, så det blev vådt. Så ville jeg hellere have, at det lå hernede og gjorde alting vådt.

Jeg gik direkte ud på badeværelset, fordi jeg hurtigt var blevet enig med mig selv om, at jeg skulle tage et bad for at få varmen. Mine fingre var helt røde af kulden, og det kunne jeg næsten regne ud, at mit ansigt dermed også var. Jeg klædte mig hurtigt af og tændte for bruseren, som jeg stillede mig ind under.

Det varme vand strømmede indover mig med det samme, og jeg nød følelsen af, at jeg langsomt kunne mærke mig selv blive varm igen, og jeg stoppede langsomt med at ryste så voldsomt. Faktisk var det næsten helt underligt, at jeg stod under bruseren uden at græde – det var det, som jeg normalt gjorde, når jeg var. Tårerne blandede sig altid med de tusindvis af vanddråber, og det beroligede mig på en underlig måde.

 

***

 

Jeg var ude og gå med Beatrice, som lige pt. kravlede rundt oveni sandet, der var på legepladsen, vi havde indfundet os på. Det var utrolig koldt her sidst på eftermiddagen, så jeg havde alt det nødvendige på; hue, vanter, halstørklæde, vinterstøvler osv. Det samme havde Beatrice, men det virkede ikke som om, at det generede hendes leg.

En følelse af misundelse gik igennem mig, og jeg vidste godt hvorfor. Jeg var så evigt misundelig på børns evne til at underholde sig selv. Det var en egenskab, som man desværre voksede fra, for jeg var en af dem, der godt kunne skrive under på, at man kunne få brug for den, når man blev ældre. Jeg ville også kunne underholde mig selv, men i stedet gik jeg det her igennem og skulle gå rundt og føle mig mere alene end før. Hver dag blev det værre – dag for dag, var det som om, at der var en lille del af mig, der forsvandt. Og det var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde havde prøvet.

Et mindre chok gik igennem mig, da min mobil ringede, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så Nialls navn. Faktisk havde jeg regnet ud, at det var ham, for der var ikke rigtigt andre, der gad ringe til mig, hvis jeg skulle være helt ærlig. Okay, så skulle det da lige være mine forældre, men selv de havde faktisk næsten for travlt til det.

”Hallo?” sagde jeg ind i telefonen, imens jeg holdt skarpt øje med Beatrice, som bevægede sig længere og længere væk fra mig. Da hun kom for langt væk, rejste jeg med et suk og fulgte efter hende for en sikkerheds skyld. Jeg kunne ikke lade være med at smile over den måde, hun gik på med hende små søde ben, der bare gik som kluntede trommestikker.

”Aisha, er du henne i parken? For jeg synes virkelig, at jeg ser en, der ligner dig rigtig, rigtig meget?” Niall lød undersøgende, og jeg tabte et øjeblik fokus på Beatrice, fordi jeg vendte mig om og forvildet kiggede mig omkring, så jeg kunne høre Niall grine. ”Okay ja, det er du. Må jeg komme over?” spurgte han så.

”Ehm. Ja, det må du gerne. Og nu flygter Beatrice, så du må se, om du kan finde mig,” meddelte jeg, før jeg lagde på og løb efter hende, som allerede var drejet om hjørnet på den her forbandede store legeplads. Hvorfor kunne hun ikke bare holde sig til et simpelt sted, så jeg ikke skulle løbe til højre og venstre efter hende hele tiden?

Jeg var lige ved at skrige op, da Niall kom farende ind foran mit synsfelt med Beatrice i favnen, og da jeg så var faldet lidt ned igen, slap en ufrivillig latter ud. ”For helvede da også, du skræmmer livet af mig!” udbrød jeg til Niall, der bare smilede stort til mig.

”Se, hvem jeg fandt på min vej!” sagde han stolt og satte Beatrice ned, imens han blinkede til mig. Endnu engang var synet af Niall sammen med børn noget af det sødeste, jeg nogensinde havde set, og jeg måtte beherske mig for ikke at smile så stort, at det ville blive grimt til mig – selvom det nok var det, det var i forvejen.

”Heldigt for dig,” svarede jeg igen og satte mig på hug, så Beatrice kunne omfavne mit ben, som hun pludselig fik lyst til. Jeg nev kort fat i hendes små buttede kinder, og hun grinede lidt af mig. Jeg tog hende med tilbage til den bænk, som vi havde været ved før, og Niall kom hurtigt op på siden af mig. Han lignede en, der havde det koldt, for hans kinder var virkelig røde i det, som viste, at han var udenfor – sjovt nok.

”Hva så.. Hvordan går det så?” startede han lidt usikkert ud, og jeg mærkede nærmest en klump i halsen blot ved de ord. Jeg havde haft det så forfærdeligt de sidste par dage, for det var som om, at det hele var blevet værre. Nu var det også lektierne, som jeg slet ikke kunne følge med i. Jeg var bagud med mine afleveringer, og jeg havde det som om, at presset på mig var større end nogensinde før. Det kunne jeg næsten ikke holde til.

”Aisha?” lød det undrende fra Niall, og det var først der, det gik op for mig, at jeg ikke havde fået svaret ham. Forsigtigt, da jeg havde tjekket Beatrice og sat hende ned igen, drejede jeg hovedet og kiggede ind i hans forsigtige blå øjne, som synes at kunne kigge lige igennem mig på en skræmmende måde, som jeg alligevel ikke ville have til at gå væk.

”Det har været bedre..” endte jeg så med at sige efter lang tids intens stirren. Jeg fjernede igen mit blik, som i stedet fandt mine hænder. Jeg havde ubevidst taget den ene vante af, så min højre hånd var helt kold, men det gjorde mig ikke noget. Den smerte hamlede slet ikke op med al den indre, så det rørte mig næsten ikke.

”Hva.. Hvad mener du med det?” spurgte han usikkert og søgte mit blik igen – og jeg lod ham få det. Det var som om, at mit blik var fastlåst hos hans, og jeg havde ikke engang lyst til at fjerne det.

”Det er lige meget, Niall. Du vil ikke kunne gøre en forskel,” endte jeg så med at sige, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. En del af mig hungrede inderligt efter, at jeg skulle fortælle ham det. Fortælle ham alting, så han vidste det. Han var den første, så længe jeg kunne huske tilbage, der ville lytte til mig, og det gav mig en lyst til at gøre det. Så var der den anden del, den mindre, der sagde, at jeg skulle tie stille og holde det for mig selv. Tvivlen var der fordi, jeg var bange. Jeg var bange for, at han ville droppe det forhold, som han var i gang med at bygge op, og jeg var bange for, at han ikke ville forstå.

”Fortæl mig det. Hvad er det?” hans hånd lagde sig forsigtigt på min kind, hvilket fik en underlig skælven til at gå igennem mig. Jeg lukkede øjnene kort i, før jeg kiggede op på ham med helt våde øjne, som tydeligt forvirrede ham.

”Jeg er ved at få nok,” hviskede jeg og kiggede direkte ind i hans øjne, der viste sorg. Sorg på mine vegne, selv uden han vidste, hvilke problemer jeg havde. Han fjernede sin hånd fra min kind og lod den i stedet stryge en tot af mit hår om bag mit øre, før han trak den til sig.

”Hvad er du ved at få nok af?” spurgte han lavt med en lidt stærkere stemme. Jeg vendte blikket bort og kiggede op mod de grå skyer, der så noget så faretruende ud. En enkelt gang blinkede jeg, så en tåre fra hvert øje trillede ned over mine kinder, men jeg var ligeglad og rettede blikket mod Niall igen.

”Det hele. Mit liv,” jeg hviskede det fuldstændig ud, fordi jeg var så tæt på at bryde sammen, selvom jeg ikke engang var begyndt rigtigt endnu. ”mine forældre, skolen, Ashley – mobningen..” jeg sukkede lidt og tørrede febrilsk tårerne væk, da det var ved at blive for meget. Jeg var sikker på, at mine kinder havde fået mørke striber af mascaraen, der løb, og jeg brød mig ikke om det.

”Hver evig eneste skoledag bliver jeg mindet om, hvor lidt jeg fortjener at være her. Hvor forfærdelig jeg ser ud. Mit hår er for klamt, min mund er for stor, mine ben er for tykke. Hvordan tror du, at det føles? Jeg kan ikke gå i skole uden at blive mobbet både psykisk og fysisk, og det tager på mig. Det gør det i en høj grad, som der ikke er særlig mange, der forstår,” et hulk undslap mine læber, og jeg gemte mit ansigt i mine hænder, fordi det gjorde så ondt indeni at sige det højt. Det gik først rigtig op for mig, når jeg sagde det højt og ikke kun holdte det inde i mig selv.

”Ssh,” mumlede Niall, før han lagde armene om mig og hev mig ind til ham. Jeg kunne ikke gøre andet end at hulke mod hans bryst, men det lod ikke til, at det gjorde ham noget. Han strøg mig over ryggen, imens tankerne fór igennem mit hoved. Hvis ikke jeg havde haft to mindre søskende, ville der ikke være nogen tvivl om, hvor jeg ville være nu. De var det eneste, der havde holdt mig oppe.

”Udover det,” begyndte jeg og trak mig væk fra ham, så jeg kunne tørre mine øjne. ”mine forældre er der ikke. Jeg har aldrig snakket rigtigt med dem om det. De arbejder hele tiden, og de betaler den tid tilbage med penge. Som om, at penge kan tage mine forældres plads?” jeg kom igen med et hjerteskærende hulk, selvom jeg prøvede at holde det inde.

Jeg havde langt fra fortalt ham alle mine følelser, men det var en start, og jeg håbede virkelig, at han så det som et kæmpe tillidsskridt for mig. Det var lang tid siden, at jeg rigtig havde stolet på folk til overhovedet at fortælle dem noget, så at jeg fortalte ham det var stort.

”Wow,” sagde han lavt og kiggede på mig med et undersøgende blik. Jeg vidste godt, at han gjorde det for at tjekke, om jeg var okay, og jeg sendte ham et halvhjertet smil, der tydeligvis lettede ham lidt. Så rystede han på hovedet, og jeg kunne næsten se selvbebrejdelsen stå malet i hovedet på ham.

”Undskyld, hvis jeg pressede dig, eller du følte dig nødsaget dig til at fortælle mig det. Det var virkelig ikke meningen at tvinge dig til noget,” sagde han med et bedrøvet ansigtsudtryk, og jeg rystede febrilsk på hovedet. ”Du pressede mig overhovedet ikke. Jeg er slet ikke vant til at.. fortælle folk om.. mit liv. Det var slet ikke af tvang, for hvis jeg ikke havde lyst til at sige noget, så var jeg bare skredet og efterladt dig her,” forsikrede jeg ham hurtigt.

Han nikkede langsomt, men da han kiggede på mig, kunne jeg stadig godt se, at han blev ved med at bebrejde sig selv for det. Forsigtigt tog jeg hans hånd. ”Jeg lover dig det, okay?” sagde jeg så, og han nikkede med et skævt smil, før han kiggede ned.

”Ashaaaa,” lød det fra hende, og jeg kunne ikke lade være med at grine højt og løfte hende op. Hun havde svært ved at udtale mit navn korrekt,og det var bare kært. ”Hvad er der min skat? Vil du gerne hjem? Eller hvad er det? Skal du tisse?” jeg kiggede spørgende på hende, og hun nikkede voldsomt, før hun fnes lidt. En ekstra gang tørrede jeg mine kinder, som virkede helt stramme i det, fordi jeg lige havde grædt.

”Så må vi hellere komme hjem af,” sagde jeg henvendt til Niall og rejste mig fra bænken. På vejen op løftede jeg Beatrice med mig, og Niall fulgte vores eksempel. ”Det er i orden. Må jeg ringe senere?” han kiggede forsigtigt på mig, og jeg smilede blot og nikkede. Jeg var lige blevet hundrede gange mere tryg og åben overfor ham. Det havde jeg også bevist – både overfor ham og mig selv.

Jeg gav lænede mig forover, så jeg kunne give Niall et kram, og han var hurtig til også at ligge den ene arm om mig, så han ikke ville mase Beatrice imellem os. ”Tak,” hviskede jeg lavt ind i hans øre, og jeg kunne let mærke, at han smilede, før han trak sig væk igen. Det her havde været den bedste og samtidig mest underlige dag længe. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Uh, Aisha åbnede op for Niall - i hvert fald lidt? Hvad siger I til det? Hvad håber I, at der fremover vil ske?

Jeg vil gerne lige sige, at jeg ikke helt ved, hvornår jeg kan skrive et kapitel igen, da jeg skal noget både fredag aften og hele lørdag, og siden jeg også har andre historier kørende + min skole, kan det godt være, at jeg ikke når det! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...