Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43147Visninger
AA

11. I feel amazing

 

Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg var næste dag, da jeg vågende. Alle de bekymringer, som jeg havde haft i går, var nærmest forsvundet som dug for solen. Det hele var blevet endnu bedre, da Niall rent faktisk så min hånd, men ikke rigtigt sagde noget. Det betød meget for mig, at det ikke lige var det, han gik op i, i det øjeblik.

Mine læber kunne stadig mærke hans brændende berøring, men det var den bedste følelse, jeg nogensinde havde haft. Det havde været så blidt og så fyldt op til randen med følelser, at det var helt utroligt. Jeg havde ikke været så glad længe, som jeg var, da jeg gik ned af trapperne. Niall lå stadig og sov, og jeg nænnede ikke at vække ham. Faktisk var jeg også bange for, at jeg havde gjort ham syg, for jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt frisk endnu. Min mave havde det stadig lidt sjovt.

”Kyssede i?!” Fanny sprang nærmest op i hovedet på mig, da jeg kom ind i køkkenet, hvor hele min familie overraskende nok sad. Det var ikke tit, at det var sådan. Jeg kiggede på Fanny og skulle virkelig bide mig hårdt i læben for ikke at smile stort, men jeg var rimelig sikker på, at det lykkedes.

”Jeg vidste ikke, at I var så meget sammen, at I ligefrem delte dyne og seng og lå så tæt,” påpegede min far, men han så ikke engang sur ud. Det kom ikke bag på mig, for drenge var faktisk et af de punkter, de var helt cool med. Jeg skule bare passe på mig selv, som de så fint havde sagt for et par år tilbage.

”Hm,” endte det bare med, at jeg sagde, før jeg satte mig overfor min mor med et kæmpe smil, som hun gengældte. Det var som om, at alle mine bekymringer nærmest var lettet fra min krop, og jeg ville for resten også gerne fedte lidt for min mor, fordi jeg havde noget at spørge hende om. Niall havde spurgt mig om deti går, lige inden vi faldt i søvn, men jeg var bange for at afslag fra mine forældre.

”Mor?” lagde jeg så ud, og hun kiggede nysgerrigt på mig, og jeg fortsatte dermed: ”her om en uges tid, ikke? Må jeg så gerne få fri fra skole i to ugers tid?” jeg bed mig i læben og kiggede bedende på hende. Hun rynkede lidt på panden og kiggede bebrejdende på mig, fordi hun helst ikke ville have stillet det spørgsmål.

”Hvorfor dog, Aisha? To uger er lang tid,” pointerede hun, og jeg var allerede lige ved at græde, for mine øjne blev i hvert fald blanke. ”Niall har inviteret mig med rundt til nogle koncerter rundt omkring, og jeg vil rigtig gerne med..” sagde jeg hviskende, fordi jeg prøvede at holde mine tårer inde. Da den første trillede ned af min kind, havde jeg lyst til at slå mig selv for at være så svag altid.

”Åh, skat, betyder det så meget for dig?” spurgte hun fortvivlet og greb fat i mine hænder, imens jeg nikkende kiggede op. Jeg blinkede tårerne væk med det samme, så der kun sad lidt tåre i kanten af mit øje. Hun kiggede overvejende på mig, før hun så nikkede.

”Okay så. Men så skal du love mig, at du tager lektier med, og du skal love mig, at du laver dine ting. For du kan ikke falde bagud i skolen,” sagde hun alvorligt, og jeg nikkede ivrigt og kunne ikke lade være med at smile stort.

”Tak mor! Tusind tak!” sagde jeg højt og rejste mig fra stolen, så jeg var ude af rummet, før hun overhovedet nåede at sige noget som svar til mig. Jeg løb hurtigt op af trapperne og ind på mit værelse, hvor jeg kunne se, at Niall lige var vågnet. Han kiggede forvirret på mig, da jeg stoppede op og hoppede op og ned foran ham.

”Jeg fik lov!” hvinede jeg, og først så han helt lost ud, indtil han lyste op i et kæmpe smil, som varmede mig dybt indeni. Når man fik ham til at smile, betød det mere end noget andet – det var helt sikkert. Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham under dynen, og da jeg opdagede, at han ikke havde nogen t-shirt på, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt flov.

Han kiggede på mig med et skævt smil, da jeg sad ved siden af ham, og jeg kunne ikke lade være med at kigge forvirret på ham.

”Betød det noget for dig i går?” spurgte han så med det samme søde smil, og jeg var lige ved at eksplodere over det. Genert nikkede jeg og kiggede op. Og så sagde jeg noget, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville have mod til at sige til nogen som helst.

”Jeg er forelsket i dig, tror jeg..” sagde jeg, og jeg blev nervøs, da Niall slog en høj latter op. Havde jeg sagt noget forkert, eller gengældte han det slet ikke? Jeg var virkelig bange, indtil han tog mit hoved mellem hans hænder og kiggede mig lige dybt ind i øjnene.

”Jeg er forelsket i dig – og det vejeg,” sagde han, før han trykkede hans læber mod mine for anden gang indenfor det sidste døgn. Den samme dejlige følelse eksploderede i min mave, og jeg smilede stort, da jeg trak mig væk fra ham. Jeg var forelsket, han var forelsket. Måske kunne vi give det hele en chance som et par.

 

 ***

 

”Hvordan har din hånd det?” Niall kiggede ned på den, imens vi sad i den slags minibus, som skulle køre os hen til en af koncerterne. Niall sad og kiggede ned mod min hånd, der stadig bar præg af mødet med mit spejl, og da de andre drenge begyndte at kigge ned på den, hev jeg hurtigt mit ærme ned over den.

”Det går meget fint med den, tak,” sagde jeg en anelse anspændt, og han kiggede en smule bebrejdende på mig, hvilket jeg egentlig godt forstod. Det gjorde ham ked af det, når jeg gjorde skade på mig selv, og jeg ville fremover virkelig prøve at lade være med det, selv når jeg havde det svært. Men lige de næste par uger ville det blive godt, for jeg ville tilbringe dem alle sammen med Niall.

Liam kiggede på mig med et bekymret blik, og jeg fik det helt dårligt, da jeg kiggede ham i øjnene. Jeg kunne se, at han godt vidste, at der var noget galt, og det gjorde mig urolig. De skulle ikke bekymre sig om mig på den måde her.

Niall klemte den hånd, som jeg ikke havde gemt væk, og jeg kunne ikke lade være med at putte mig lidt ind til ham. Drengene vidste godt, at der var noget i mellem os, men som Louis sagde, så havde de vidst det i længere tid, end vi selv havde, så det gjorde ikke noget. Det, jeg var bange for nu, var, når deres fans fik det at vide. For at være helt ærlig var jeg rædselsslagen, men jeg sagde det ikke. Desuden håbede jeg også, at der gik noget tid, før de fik noget at vide, så mig og Niall kunne se, om det ville fungere – jeg var dog ikke i tvivl.

Jeg kunne egentlig ikke rigtig vænne mig til, at jeg havde mine tanker på sådan nogen problemer, når jeg var så vant til, at de lå på andre, langt mere alvorlige problemer. Det var uvant, men jeg kunne godt lide det. Det var lige før, at jeg ville have den her frygt hele livet frem for den anden frygt for Ashley. Det var forfærdeligt!

Da de virkelig mange fans kom til syne, blev jeg ikke engang nervøs, fordi jeg rent faktisk var mere rolig omkring det, fordi vi havde været til to koncerter før. Det var umuligt at undgå, at de ville se mig, og der var endda også mange af dem, der direkte ville have en autograf fra mig – og det forstod jeg ikke. Jeg havde ikke gjort noget specielt udover, at jeg kendte dem.

”Kom så,” sagde Niall i mit øre og puffede mig forrest ud af bilen, da den holdt stille. Jeg gjorde, som han sagde, og da jeg stod sikkert stablet på mine ben, begyndte jeg at gå efter Liam, som jeg ligesom kun kunne se ryggen på. Den første gang havde jeg gået klinet op af Niall, men nu var jeg mere opsat på at komme indenfor.

En pige skreg mit navn lige til højre for mig, så jeg overrasket kiggede på hende, og da jeg så, hvordan tårerne stod ned af kinderne på hende, og hun desperat rakte et papir og en pen ud mod mig, kunne jeg ikke lade være. Jeg bed mig i læben, kiggede på Niall, der gik bag mig og gik så i to store skridt hen mod hende.

”Du må ikke græde. Det bliver dig en dag, husk det,” sagde jeg og tørrede hendes ene kind, før jeg hurtigt skriblede mit navn ned. Niall var stoppet op, og jeg kunne ikke lade være med at hive i ham, så han kom hen til mig. Alle pigerne gik amok, men fordi jeg havde papiret og pennen i hånden, kiggede han halvbebrejdende på mig, før han skrev sit navn også. Så gik jeg hen til pigen igen.

”Husk hvad jeg sagde. Og smil,” sagde jeg og var overrasket over, hvor voksen, jeg egentlig kunne lyde. Jeg havde altid følt mig som den lille, svage en, og nu var det mig, der var her. Pigen smilede til mig med et lykkeligt udtryk, og jeg gengældte det, før Niall hev mig væk på en rimelig bestemt måde.

”Det må jeg sige,” sagde han og til min overraskelse, lød han positiv. ”hvad?” spurgte jeg forvirret, imens vi gik det sidste stykke. Han smilede til mig. ”Du beviste virkelig, hvor meget du gerne vil gøre andre folk glade,” sagde han og kiggede kærligt på mig. Jeg smilede og kunne mærke, hvordan jeg rødmede en anelse.

”Det vil jeg virkelig gerne,” sagde jeg så, og det mente jeg virkelig. Det gjorde næsten ondt på mig, når jeg så deres fans stå og græde, fordi de var så forelsket i dem. De var så dedikerede, og det var så overvældende, at jeg havde lyst til at tage dem med mig hjem, så de kunne møde deres idoler.

Niall smilede stort, før han fik travlt med at følge efter de andre, og jeg gjorde hurtigt det samme, da jeg ikke havde lyst til at blive left alone et sted, som jeg egentlig ikke kendte.

 

***

 

Niall var dejlig svedig, da han kom løbende ud fra scenen igen, og jeg kunne ikke lade være med at fnise voldsomt meget, da han prøvede at give mig et kram, og jeg trak mig væk. Jeg havde ikke rigtig lyst til at få et svedigt kram, men det tog Niall ikke hensyn til, for han nærmest fangede mig i hans arme, så jeg gav et skrig fra mig.

”Niall, du lugter virkelig slemt! Kan du ikke vente med det der, til du har fået et bad?” spurgte jeg og fik langt om længe skubbet ham væk fra mig, så han kiggede på mig med et skuffet blik, som jeg blot smilede af. Faktisk var jeg helt overrasket over, hvor meget jeg smilede og grinede, men det var rart. Det var faktisk, rigtig, rigtig rart.

Niall ændrede langt om længe sit blik fra skuffet til glad, før han forsvandt væk, så han kunne få skiftet tøj, og jeg skulle selv til at gå hen og tage en flaske vand fra det køleskab, der var på stedet, da Liam pludselig hev fat i mig.

”Må jeg ikke godt snakke med dig, Aisha?” spurgte han forsigtigt, og jeg undrede mig lidt. Jeg havde ikke snakket med særlig mange af drengene, så det kom rimelig meget bag på mig

”Hvad sker der?” spurgte jeg usikkert, da jeg fulgte efter ham hen til et mere stille sted i rummet, hvor de andre drenge ikke kunne se os længere. Liam bed sig lidt i læben og kiggede undersøgende på mig. ”Har du det godt?” spurgte han så, og jeg kunne ikke lade være med at kigge så underligt på ham, som man overhovedet kunne.

”Hvad fabler du om, Liam?” spurgte jeg og sagde nervøs en grinende lyd, men han blev bare ved med at kigge på mig med et alvorligt blik, som jeg ikke brød mig om. ”Jeg snakker om de sår på din hånd, som jeg godt så – så har du det godt?” spurgte han igen, og hans blik brændte sig nærmest ind i mit, så jeg til sidst blev nødt til at kigge ned.

”Jeg har det fint,” sagde jeg kort og skulle til at gå, da jeg mærkede hans hånd om mit håndled. Med suk vendte jeg mig mod ham igen.

”Jeg har det bedre, okay? Jeg prøver virkelig,” vrissede jeg så, og han så straks lettet ud. ”men det er dig, der har gjort det selv? Hvordan?” spurgte han så, og før jeg nåede at stoppe mig selv, fortalte jeg.

”Ja, det er da mig. Jeg slog min hånd mod et spejl, Liam, men det er ikke noget, jeg gider tænke på, når jeg er her sammen med jer,” sagde jeg, og han nikkede langsomt. ”du skal sige til, hvis der er noget Aisha. Jeg kender ikke din historie, men der er sket noget, hvis du kan finde på at smadre din hånd ind i et spejl,” han lød slet ikke så alvorlig mere – nærmere sød, beskyttende og bedrøvet.

”Ja, ja,” sagde jeg og mærkede faktisk til min overraskelse, hvordan jeg blev helt irriteret over det. Han kendte mig ikke på samme måde som Niall gjorde, og jeg havde ikke tænkt mig at snakke med ham om mit liv og mine problemer – og det var uden at lyde ond, at jeg tænkte det. Jeg kendte ham bare slet ikke godt nok, så det irriterede mig lidt, at han blev ved med at bore i det.

”Hvad i alverden laver I?” spurgte Zayn underligt, da han fik øje på os, og Liam kiggede kort på mig, før han vendte om med et smil om læberne. ”Vi snakkede bare. Skal vi smutte hen til hotellet?” spurgte han så med et kæmpe smil, og Zayn nikkede, før han kiggede på mig som tegn til, at jeg skulle komme.

Jeg fik gang i mine ben og gik hen til ham, hvor jeg så kunne se Niall, der havde fået noget andet, ikke-svedigt tøj på, selvom han højst sandsynligt nok stadig var rimelig svedig, fordi han ikke havde været i bad. Han smilede stort til mig, og jeg prøvede at gengælde det, selvom mine tanker pludselig var omkring det, Liam havde sagt. Jeg vidste ikke hvorfor, men det havde taget en del af mit humør, som havde været der lige før.

”Er der noget galt?” mumlede Niall i mit øre, da jeg gik side om side med ham ud til bagudgangen, og jeg rystede hurtigt på hovedet med et falskt smil. ”Nej, det er fint. Jeg er bare en smule træt,” løj jeg, men det lod ikke til, at han lagde mærke til det, selvom han alligevel så en smule skeptisk ud omkring mit svar.

Siden der ikke var nogen fans ved bagudgangen, fik vi nemt sneget os derud og sat os ind i en bil, så vi kunne komme af sted til det hotel, hvor vi skulle overnatte, hvilket jeg var mere end glad for. Jeg havde brug for en seng og en varm dyne, fordi jeg rent faktisk var træt. Så helt løgn var det egentlig ikke, da jeg sagde til Niall, at jeg var træt.

 

***

 

Det var lige før, at jeg faldt i søvn op af Niall, da vi var på vej hjem, fordi jeg var så træt. Louis havde gjort overdrevet meget grin med det, men faktisk havde jeg været så træt, at jeg havde endt op med at slå ham så hårdt på armen, at han faktisk brokkede sig over det – high five til mig.

”Vi er her nu,” mumlede Niall og prikkede lidt til mig, da jeg var ved at falde helt hen, og jeg kiggede forvirret op på ham, før det gik op for mig, hvor jeg var. Det var så urealistisk for mig, at jeg sådan rejste rundt med ham og de andre, og det var så urealistisk, at det kunne gøre mig så glad hele tiden.

”Der er da ikke nogen fans,” sagde jeg forvirret, og han grinede lidt af mig og rystede på hovedet. ”vi holder ved bagindgangen, du,” han prikkede mig på næsen, så jeg ikke kunne lade være med at rynke lidt på den, før jeg fjernede mig fra Niall og åbnede bildøren, så jeg kunne gå ud.

Jeg blev helt overvældet af kulden udenfor, selvom den egentlig ikke burde komme bag på mig, og allerede da jeg havde gået to skridt hen mod indgangen, klaprede mine tænder, fordi jeg ikke havde min jakke på. Den lå pakket i min kuffert, fordi det havde været for varmt at have den på inde til koncerten, og så havde jeg ikke rigtig fået den på igen.

”Skynd dig dog ind, når du ryster på den måde,” sagde Niall bag mig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge underligt på ham, for helt ærligt – hvad lignede det, jeg var i gang med? Det var jo ikke lige fordi, at jeg havde tænkt mig at løbe til venstre og ud i en skov lige, når jeg var henne ved døren vel?

”Det var jeg sådan set også i gang med,” indrømmede jeg overfor ham, og han klukkede lidt, før han så gik ind foran mig og åbnede døren for mig, som var jeg helt hjælpeløs, men det var virkelig sødt. Han gik videre hen til receptionen sammen med Harry, imens de andre drenge og jeg holdt os lidt i baggrunden.

Liams blik lå på mig hele tiden, og da jeg en gang fik øjenkontakt med ham, så han undersøgende ud på en virkelig skræmmende måde, for han skulle ikke bekymre sig om mig. Jeg brød mig ikke om at skulle have den opmærksomhed fra ham, når han ikke kendte mig på den måde.

”Nå. Her, så har I nøglerne,” Niall delte dem ud til drengene, før han til sidst holdt en tilbage, som nok var til mig og ham, for ellers ville jeg nok blive meget forvirret. Drengene kiggede på os med hævede øjenbryn, da de så den ene nøgle, og Niall måtte sukke ekstremt højt.

”Hvad er der?” sagde han opgivende og slog ud med armene mod drengene. Harry var den første til at grine på en hæs måde, og jeg vidste allerede godt, hvad han hentydede til.

”Jeg håber ikke, at I er for højlydte vel?” sagde han så, og jeg kunne faktisk ikke lade være med at blive lidt irriteret over hans ord. Han vidste udmærket godt, hvor lang tid, der var gået, før vi overhovedet havde kysset blot en lille smule, og han vidste udmærket godt, at det stadig var så nyt, at det ikke engang var offentligt.

”Hold din kæft, Harry,” sagde jeg Niall med et skævt smil, før han lagde en arm om mig og lod hånden hvile på min hofte, imens han begyndte at gå. Jeg kunne se, hvordan Harry udvekslede et drillende blik med Zayn, men jeg valgte bare at ignorere det. Jeg var træt, og jeg skulle sove, så jeg var frisk til de næste koncerter. 

----------------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I om de lidt mere happy kapitler? Me like! Hihihi. Undskyld, hvis der er fejl! 

Mirah xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...